Søndag d. 28. december 2008
Jalving om ondt og godt i Afghanistan
Mikael Jalving: Det er naturligvis alt sammen meget kompliceret – militært, politisk, økonomisk. Men hvis piger skal myrdes for at gå i skole, så bliver det hele lige pludselig meget enkelt.
De danske soldater i Afghanistan er helte i ordets fineste betydning, og de bør hyldes som så!
Søndag d. 7. december 2008
”Give War A Chance”
It’s impossible to get decent Chinese takeout in China, Cuban cigars are rationed in Cuba, and that’s all you need to know about communism.P.J. O’Rourke er en fantastisk journalist, og i bogen ”Give War A Chance” har han samlet en række kronikker fra flere af verdens brændpunkter, som han har besøgt gennem årene.
Skjult bag påtaget naivitet beskriver han begivenhederne som om det er set med et barns øjne, men tag ikke fejl – det er et skalkeskjul for nogle vedkomne, intelligente og til tider kontroversielle observationer. O’Rourke har en kvalitet, som jeg også holder meget af i Weekendavisen; jeg har altid en idé om hvad skribentens holdning er til emnet, og jeg kan derfor tage visse ting med et gran salt, og lære en masse af resten. O’Rourke skriver på samme måde. Man er aldrig i tvivl om hvad han mener på trods af en stor dosis selvironi. Efter min mening gør hans selvironi, at han kan slippe af sted med nogle spidse kommentarer, man ellers ikke ser på tryk. Fra indledningen:
Liberals [venstreorienterede] actually hate wealth because they hate all success (…) sometimes they even hate the success they achieve themselves.Så er tonen sat!
Titlen er på den ene side lidt misvisende i forhold til bogens indhold, men det er utvivlsomt lige i O’Rourkes stil. Kronikkerne i bogen er i modsætning meget anden rapportering fra konfliktområder, ikke fyldt med moraliseren og politisk korrekthed. Tværtimod, så formår O’Rourke at få beskrevet nogle dybere emner
Selvom O’Rourke er republikaner, og konservativ/libertarianer, så er han ikke kritikløs hang-around for republikanske præsidenter og republikanske politikere. Det kommer ganske godt til udtryk, da han følger nogle amerikanske soldater under optakten til den første golfkrig. Ligeledes får USA’s indsats i Mellemamerika også nogle ord på vejen. Men på den anden side prøver han heller ikke at skildre USA’s indsats som grundløs, som ret mange USA-kritiske journalister og meningsdannere har en tendens til.
Bogen er rigtig god læsning, og man kan lære meget om flere konflikter, hvis man eller kan holde O’Rourkes stil ud, og se bag om spydighederne. Det er jeg ikke sikker på alle kan, og det er en skam for dem.
Bogen kan bestemt anbefales, men O’Rourke skal efter min mening nydes i mindre doser i form af en artikel eller kronik i ny og næ. De seneste artikler i Weekly Standard kan findes her. For at få en hurtig forsmag på ham, kan hans humoristiske artikel i Los Angeles Times Give me liberty and give me death, hvor han fortæller om hans oplevelse med at få konstateret kræft.
Lørdag d. 29. november 2008
Ingen konsensus om klima
Politiken: Kun 62 pct. af danskerne mener som videnskaben, at klimaændringer primært skyldes mennesket.Én ting er at ingen har draget drivhuseffekten i tvivl, og det gør undersøgelsen bag heller ikke. Drivhuseffekten er en kendsgerning, men det har ikke så meget at gøre med spørgsmålet om hvordan menneskets udledning af CO2 på virker klimaet, og hvilke konsekvenser ændringer i klimaet har. Man kan også undre sig over hvad en professor i statskundskab kan bidrage med til det spørgsmål.
Der skal mere end 2.000 enige forskere i FN’s Klimapanel og talrige toppolitikere til at overbevise danskerne om, at den globale opvarmning primært er en følge af menneskets udledning af CO-2 og andre drivhusgasser.
(…)
»Det er ret overraskende«, siger Ove Kaj Pedersen, professor i statskundskab på Copenhagen Business School.
Noget helt andet er påstanden om at ”videnskaben” skulle sige noget andet. Videnskaben er ikke en fast størrelse, og påstanden om konsensus i videnskaben er en skrøne. Ikke nok med at nogen af videnskabsfolkene har truet med søgsmål fordi de mod deres vilje er medregnet i FN’s klimapanels konsensus, så blev der sidste år lavet en rundspørge mellem nogen af deltagerne i dette ”konsensus”:
During the month of October, DemandDebate.com polled each of the 345 U.S. scientists listed as contributing authors and reviewers of the IPCC's "Climate Change 2007: The Physical Basis" with a six-question survey on climate change. Fifty-four IPCC scientists completed the survey, including several of the most prominent global warming alarmists and several IPCC lead authors. (…)Så når over 6 ud af 10 danskere mener mennesket er skyld i klimaændringerne, så er det altså en del mere end de 2 ud af 10 klimaforskerne i FN’s klimapanel, der mener det samme. Endnu færre af dem mener åbenbart at klimaet bør være koldere end det er nu. Men det ser endnu værre ud for det videnskabelige konsensus i FN, og det kan der læses mere om her, hvor de går lidt dybere ind i hvordan den seneste klimarapport er blevet til.
When asked about the ideal climate, only 14% said that the ideal climate was cooler than the present climate. Sixty-one percent said that there is no such thing as an ideal climate. (…)
Another notable result is that an astounding 20% of those surveyed said that human activity is the principal driver of climate change.
De 2.000 enige forskere er måske slet ikke så enige alligevel, og enigheden i videnskaben er måske heller ikke så stor at det gør noget, når 31.000 forskere har skrevet under på Global Warming Petition Project , som i al sin simpelhed lyder sådan:
We urge the United States government to reject the global warming agreement that was written in Kyoto, Japan in December, 1997, and any other similar proposals. The proposed limits on greenhouse gases would harm the environment, hinder the advance of science and technology, and damage the health and welfare of mankind.Længere behøver det ikke være.
There is no convincing scientific evidence that human release of carbon dioxide, methane, or other greenhouse gasses is causing or will, in the foreseeable future, cause catastrophic heating of the Earth's atmosphere and disruption of the Earth's climate. Moreover, there is substantial scientific evidence that increases in atmospheric carbon dioxide produce many beneficial effects upon the natural plant and animal environments of the Earth.
Måske bør vi lige kaste et blik på temperaturudviklingen de sidste 10 år.
Temperaturen er altså ikke steget, men faldet. Når der vises temperaturkurver, så stopper kurven næsten altid i 1998, som er det varmeste år i meget lang tid, og de starter som oftest i 1978, som var det koldeste i mange år. Resultatet kommer unægtelig til at ligne en meget kraftig stigning, men kigger vi efter 1998, så er det et andet billede, der tegner sig. Det ser ud til at temperaturen er stabiliseret, men at der på det seneste er blevet koldere. Måske er det en tendens; vi ved det ikke endnu.
Der er også meldinger om at gletscherne vokser, senest meldinger fra Norge, men også fra mange andre steder. Gletscherne har øjensynligt været i tilbagegang de sidste 150 år, som der vises her, hvor Al Gores påstande efterprøves (læs: tilbagevises). Påstandene der omtales er temperaturudviklingen, sammenhængen mellem CO2 og temperatur, gletscherne, afsmeltningen af Nordpolen og påstanden om at der er flere orkaner.
Når det kommer til stykket, så anerkender jeg fuldt ud at der er en risiko for at vores adfærd påvirker klimaet på en negativ måde. Skal vi gøre noget seriøst ved CO2-udledningen, så er atomkraft vejen frem. Det er både økonomisk fornuftigt, miljøvenligt, også tager det hånd om de mulige problemer ved CO2. Man kan dårligt ønske sig mere.
Torsdag d. 6. november 2008
Forsvar vil sende topprofessionelle soldater i krig
Denne alternative overskrift dækker over hel to lignende artikler på Avisen.dk, Forsvar vil sende civile i krig og Konservative klar til at sende civile i krig . Begge artikler er næsten enslydende, så de må have manglet noget indhold den dag.Sagen går udspringer af programmet De Falske Soldater, som blev vist onsdag aften på DR, som også har postet en artikel om udesndelsen. Hele miseren handler om at den nye forsvarschef Tim Sloth Jørgensen leger med tanken om at bruge private soldater til at løse opgaver i de konfliktområder Danmark er involveret i.
I programmet siger de at de private sikkerhedsfolk ikke er rigtige soldater, men de bærer våben og er med i krigen, og at det har givet USA mange problemer. Udsagnet giver bare ikke helt mening, for hvad er rigtige soldater? Sikkerhedsfolkene har et klart tilhørsforhold, i og med de er hyret af en stat. De udfører farlige opgaver for staten, præcis som andre soldater, og ikke med det, så er mange af dem uddannet som ”rigtige” soldater. Måske er de rigtige soldater! De private firmaer har helt sikkert givet problemer, men om det er mange i forhold til hvad ”rigtige” soldater giver af problemer, er et åbent spørgsmål. Problemet er nok også blandet sammen med at meget af arbejdet i Irak i de første år, har fungeret ved at man har smidt en masse penge efter et problem og håbet på at det forsvandt. Sådan virker verden ikke, og det har i hvert fald USA efterhånden lært.
I det hele taget sammenligner programmet de private soldater på et helt forkert grundlag. Sammenligningen skal være med almindelige soldater i en krigszone, og ikke med butiksvagter i AmagerCenteret. Et eksempel fra programmet er sagen fra Abu Graib, hvor private firmaer også var involveret, som om de var årsagen. Dem, det er dømt i sagen er altså almindelige militærfolk.
Sagen om Blackwater er meget speget. I programmet fortælles det at de dræbte 11 og sårede 14. Noget senere i udsendelsen får vi fortalt at 14 var ubevæbnede. Der var altså 11 bevæbnede, som gemte sig blandt civile. Udsendelsen viser også direktøren i Blackwater, Erik Prince, der siger at aktionen var en succes, men de viser kun halvdelen af udsagnet. Blackwater er ansat til at beskytte civile ansatte i Irak, og det har de gjort til perfektion. Kort og godt: De private firmaer gør hvad de bliver hyret til. Lur mig om de almindelige soldater ikke også løser den opgave de har fået tildelt.
Det er klart, at der er en udfordring i og med private soldater er et forholdsvist nyt fænomen i retsstater, men som Tim Sloth Jørgensen prøver at sige, så er det ikke umuligt. Private soldater burde være underlagt den lovgivning, som deres arbejdsgivere arbejder under. Laver de forbrydelser, så er det en militærdomstol, der klarer sagen. Det burde ikke være noget problem, selvom det er udlændinge, der hyres gennem sikkerhedsfirmaet.
Programmet påpeger korrekt nok, at det her er et spørgsmål om hvad der kan privatiseres, og hvad der bør være en statslig opgave. Jeg kan ikke se hvordan det udelukkende kan være en statslig opgave at udføre en krig, eller lave sikkerhed i krigszoner. Så længe det er stater, der hyrer firmaerne, så er det staten, der har det endelige ansvar for dem. Arbejde kan uddelegeres og udliciteres; ansvar kan ikke.
Tirsdag d. 28. oktober 2008
Rationalitet er en underlig størrelse
Erhvervsbladet.dk: Udfordringer og prestige, men også stolthed og drømme. Danske studerende er ikke altid rationelle, når de udpeger drømmevirksomheden. De vil gerne gøre en forskel og forbinder karrieremulig heder med virksomhedens ry og rygte.Hvorfor er stolthed og opfyldelse af drømme ikke rationelt?
Det er som om rationalitet kun kan forståes som noget der har med penge at gøre. Jo flere penge, jo mere rationelt. Ligeledes med økonomi: Jo flere penge, jo mere økonomisk er man. Og sikke noget sludder det er. Rationalitet er defineret i forskellige varianter på Wikipedia, og gennemgående for dem er at man er rationel hvis ens handlinger hjælper med at få opfyldt ens målsætninger. Rationalitet har ikke noget at gøre med hvad den målsætning så er. Søger man præstige og stolthed, så er det rationelt at vælge den virksomhed, der kan give præstige og stolthed. Økonomi handler om hvordan man skal prioritere mellem flere målsætninger, så man får dem alle opfyldt så godt som muligt. I både økonomi og rationalitet kan penge være en måleenhed, men ingen af begreberne handler som sådan om penge.
Ligeledes fremkommer ideen om at der er et modsætningsforhold mellem den rationelle overbevidsthed og den irrationelle underbevidsthed. Den ellers meget dygtige videnskabsjournalist Lone Frank har lavet et program på DR2, hvor hun interviewer Jean Robert Tyran, som er professor i økonomi ved Københavns Universitet. Her kommer modsætningen mellem overbevidstheden og underbevidstheden for alvor til udtryk i hans kritik af Homo Economicus. Man kan af mange årsager kritisere Homo Economicus, da der er tale om en model af mennesket, og ikke et rigtigt menneske, men kritikken går på at mennesket ikke er rationelt fordi underbevidstheden spiller ind med de arvelige og miljømæssige indkodninger underbevidstheden har. Eller sagt på en anden måde; vi er irrationelle når følelserne styrer. Sikke noget vås.
Beviset skulle være Ultimatumspillet, hvor der er to spillere. Spiller A får en sum penge, f.eks. 100 kr, og skal så dele pengene mellem sig selv og Spiller B. Spiller B kan så enten acceptere opdelingen, eller forkaste den således at ingen af dem får noget. Spillet spilles kun én gang, og man ved ikke hvem modspilleren skulle være, således at der ikke er nogen sociale gevinster i spillet. Det rationelle ville være at Spiller A tager 99 kroner og Spiller B accepterer 1 krone, da 1 krone er bedre end 0 kroner. Men sådan ser det ikke ud til at mennesker spiller spillet. De fleste dele pengene lige, og hvis Spiller B får under 20 kroner, afvises delingen, og ingen får noget. I Danmark ser det ud til grænsen en 30 kroner.
Konklusionen er altså, at mennesket ikke er rationelt, men er styret af følelserne, som er irrationelle. En alternativ og modstridende forklaring kunne være, at eksperimentet i stedet for at vise noget om rationalitet i stedet viser hvor gode mennesker er til, at sætte sig ud over en ellers særdeles fornuftig og rationel kodning af underbevidstheden. I alle andre situationer udenfor eksperimentet er det både fornuftigt og rationelt at straffe spiller, der ikke deler ordentligt, for det vil maksimere udbyttet i efterfølgende spil. Der er ingen grund til at belaste og forstyrre overbevidstheden med det, for det gælder altid, så hvorfor skulle vi ikke kode det ind i underbevidstheden og gøre det automatisk? Vi trækker også vejret automatisk, for der er ingen grund til at vi skal gå og huske på det, når vi alligevel skal gøre det hele tiden
Overbevidstheden kæmper ikke en kamp på fornuftens side mod de irrationelle følelser i underbevidstheden. Over- og underbevidstheden komplimenterer hinanden, og skaber tilsammen et fuldstændigt menneske, og så er det ligegyldigt underbevidstheden bruger andre dele af hjernen til at udføre opgaven. Bevares, underbevidstheden kan være forfærdeligt biased, og giver forkerte og fjollede resultater, men det kan overbevidstheden så sandelig også.
Underbevidstheden er ikke nogen statisk medfødt størrelse. Underbevidstheden kan programmeres og ændres og justeres af overbevidstheden; det er det psykologer blandt andet arbejder med, og der er derfor soldater træner så meget, så underbevidstheden overtager nogle automatiske opgaver, så soldatens overbevidsthed er fri til at gøre andre ting, såsom at holde øje med fjenden og lægge planer for hvordan han skal nedkæmpes. Selv racerkører koder deres underbevidsthed, for underbevidstheden reagerer meget hurtigere, end hvis man skal tage bevidste beslutninger hver gang. Bare det at gå på to ben er så kompleks en opgave, hvor mange mange muskler skal reagere hurtigt og præcist for, at man ikke falder. Det ville være helt umuligt at styre alle musklerne bevidst.
Der er flere dårlige eksempler og dårlige konklusioner i programmet, som alle handler om at påvise at mennesket ikke er rationelt, og at det er fornuftigt at indføre politik, som modvirker denne påståede irrationalitet. Problemet er bare at underbevidstheden og følelserne ikke er irrationelle. Følelserne i underbevidstheden er også dem, der udtrykker vore præferencer; vores mål og ønsker i livet. Som beskrevet, så er rationalitet defineret ved at man forsøger at handle på en måde, der opfylder ens præferencer. Underbevidstheden kan altså pr definition ikke være irrationel, da det er den der definerer hvad der er rationelt. Kun overbevidstheden kan være irrationel, men underbevidsthedens automatik kan i nogle situationer snyde overbevidstheden til at handle irrationelt, som for eksempel i ultimatumspillet.
Det er derfor ikke farbar vej, at man fra politisk hold prøver at imødegå andre menneskers formodede irrationalitet, medmindre man kender deres præferencer og følelser bedre end de selv gør. Vis mig en der siger han gør det, og jeg skal vise dig en selvbedragerisk løgner med storhedsvanvid.
Onsdag d. 24. september 2008
Våbenstramninger forhindrer ikke skolemassakrer
Dagen har runget med nyheden om skolemassakren i Finland, og danske journalister falder nærmest over hinanden for, at forklare hvordan Finlands afslappede holdning til skydevåben er skyld i massakren. De tager alle sammen fuldstændigt for givet, at en strammere våbenlovgivning ville have forhindret massakren, og man kan nærmest høre deres forundring over at finnerne ikke har indset det for lang tid siden.Problemet er bare, at våbenlovgivningen absolut intet har at gøre med om skolemassakrer sker eller ej, hvilket Penn & Teller på fyldig vis har påvist. En strammere våbenlovgivning kan højest gøre det sværere for ofrene at forsvare sig mod galninge. Skal man overhovedet gøre noget for at forhindre skolemassakrer, så er det et spørgsmål om, at tage bedre hånd om galningene – på den ene eller den anden måde! Det er på ingen måde let, men derfor hjælper det ikke noget at lave en panikløsning, som forudseligt ikke vil gøre det fjerneste ved problemet.
Dermed ikke sagt, at der ikke er gode argumenter for en stram våbenlovgivning, for det er der bestemt. Der er hele situationen omkring at hvis skydevåben er let tilgængelige i enhver situation, så vil de også blive brugt i flere situationer, uanset om det er nødvendigt eller ej. Det uddybede jeg på i artiklen om Devin LaSalle, der blev skudt i ryggen på vej væk fra sit formodede gerningssted.
Sagen er at debatten om våbenkontrol er der kun to reelle muligheder, og ingen plads til mellemting mellem de to. Enten har alle til hver en tid ret til at bære skydevåben, eller også skal ingen overhovedet have ret til skydevåben, medmindre de opbevares adskilt og aflåst. Der kan ikke være nogen mellemvej. I den første situation bliver det muligt for lovlydige borgere at forsvare sig mod bevæbnede kriminelle, og i den anden er det ikke nødvendigt for lovlydige borgere at beskytte sig mod bevæbnede kriminelle, for politiet vil have let ved at fange bevæbnede kriminelle og straffe dem hårdt.
Enhver mellemvej er umulig, hvilket mange amerikanske delstater er beviser på, og da finnerne sikkert ikke vil opgive deres våben, så er det også den vej Finland går, til skade for alle normale og lovlydige mennesker. I Danmark har skydevåben ikke mere funktion, end at de kan adskilles og aflåses, så derfor kan det totale våbenforbud fungere, hvis altså politiet gjorde lidt mere ud af at fange ulovlige skydevåben.
Onsdag d. 10. september 2008
Kulturministeriet – udvikling eller afvikling
Politiken: Valget af Carina Christensen viser, at regeringen anser jobbet som kulturminister som en udviklingspost, mener Kunstrådets formand Mads Øvlisen.Man kunne håbe på at jobbet som kulturminister var en afviklingspost, og ikke en udviklingspost, som formanden for skattenyderrådet påstår.
Regeringen anerkender ikke betydningen af kunstens og kulturens rolle i det danske samfund.
Tværtimod, så ved Mads Øvlisen åbenbart ikke meget om kunst og kultur, når han tror at det kun kan eksistere hvis regeringen velvilligt punger tvangsopkrævede skattekroner til hans pet-projects. Personer som ham glemmer åbenbart at de penge de bruger ikke er kommet til dem af frivillighedens vej. Det kan lyde som bitter retorik når der påpeges at pengene er opkrævet ved tvang, men problemet er nok først og fremmest at skattenyderne glemmer hvordan de faktisk er financieret
En kultur, der kun kan eksistere gennem tvang har ingen værdi. Og kunst og kultur, som kun kan værdsættes af kunstnere og kunstkendere spiller ikke nogen rolle for dansk kultur. Så hvis jeg skal svare på egne vegne på Øvlisens kritik i hans egen kontekst, så kan jeg kun give ham ret. Jeg kender ikke betydningen af elitær kunst, som ingen gider betale for af egen lomme; men siden han åbenbart ved det, så vil jeg da gerne oplyses.
Dansk kultur er umådelig stærk og i en globaliseret verden har danskerne en stor interesse i den. For at være lidt poetisk, så er dansk kultur er den muld et træ skal rodfæstes i for at strække grenene op i himlen og ud i verden. Folk som Øvlisen ved udmærket godt at deres hjertebørn ikke er interessante nok for andre end dem selv, og at de ville dø hvis ikke de havde skattepatten at sutte på. Risikoen er bare at når Øvlisen og co. får lov til at dele penge ud til det de synes er godt, så sker der en en forskydning i kulturlivet, som svarer til at plante et træ i en potte i stedet for ude i skoven. Kulturen snævrer ind og befolkningen kan ikke længere se dens betydning, og ikke mindst så har de betalt de penge i skat, som de skulle have brugt til at betale den kultur der betyder noget for dem, og som rodfæster dem som danskere.
Skal kulturministeriet have have en funktion, så lad den beskytte rødderne fra de gamle træer i skoven. Beskyt den kultur, som tidligere generationer i Danmark fandt værdifulde, så de nye generationer kan lære og blive inspireret af den. Men lad den nutidige kultur udvikle sig på dens egne præmisser, og ikke de præmisser Øvlisen og hans slæng vil diktere med statsmagtens hjælp. Sæt kulturen fri!
Mandag d. 8. september 2008
Vindmøller er en miljøtrussel
Mandag d. 11. august 2008
Regeringen vil tage penge fra borgere og turister
Lørdag d. 9. august 2008
Maybe I'm an American too
Mandag d. 4. august 2008
Robin Hood som skurk
Søndag d. 3. august 2008
Darth Barak
Lørdag d. 2. august 2008
Had og kærlighed til Bush
Bloggen The Right Angle har et nævneværdigt indlæg om Bush, som jeg vil forsøge at oversætte.In The BushSelvom jeg ikke er lige så pessimistisk omkring McCain, så synes jeg artiklen beskriver min egen indstilling til Bush. Han var det eneste fornuftige valg, men hans fejl var mange, men alligevel er det hans stålvilje i kampen mod terror, og dermed befrielsen af både Irak og Afghanistan, som gør ham til en af de bedste præsidenter i historien – selvom han på ingen måde når op på siden af Reagan.
af D.R. Tucker
Hvad gør man når man ikke ønsker at kunne lide George Bush, og man heller ikke vil hade ham?
Vi nærmer os enden på den 43’ende præsidents embede, og man kan kun kigge tilbage med forundring på, hvordan Bush kunne gå fra at være en af historiens mest vellidte præsidenter to en af de mest hadede. Bush ser ud til at være blevet en anti-Reagan; for næsten tyve år siden ville de fleste amerikanere gerne have beholdt Reagan i fire år mere, hvorimod de fleste amerikanere i dag gerne så Bush smutte i morgen.
Jeg har stemt på Bush to gange, og var de muligt at udskifte John McCain med ham, som kandidat, så ville jeg stemme på ham igen. Alligevel er det nogen gange hårdt at samle energi til at forsvare Bush mod de overentusiastiske kritikere på venstrefløjen. Bush formåede aldrig selv at samle energi nok til at sætte de kritikere på plads.
Jeg ville ønske Bush ikke var gået så meget i forfald. I nogen henseende var Bush en fantastisk præsident. Ikke siden Reagan har vi haft en præsident, der har været så effektiv indenfor national sikkerhed. Hans nomineringer til domstolene har være i første klasse. Uagtet de seneste dårlige nøgletal, så har Bush holdt økonomien stærk i det meste af årtiet.
Alligevel vil Bush-administrationens fejltagelser stå ved siden af succeserne i historiebøgerne. Skolereformerne, Harriet Miers, Dubai Ports World-sagen, illegale immigration og ukontrolleret brug af statskassen. Bush lavede flere pletskud, men han tabte også bolden flere gange end hvad godt er.
Ofte har konservative sagt til dem selv: Hvis bare vi havde bedre valgmuligheder i 2000. Hvis bare vi havde en republikansk kandidat, som i sandhed havde taget de konservative værdier til sig, i stedet for en kandidat, som var mere som sin far end vi havde forventet. Hvis bare vi havde en ny Reagan i stedet for en ny Ford/Nixon. Hvis bare.
Vi stemte på Bush i håbet om at han ville vise sig at være mere konservativ end han viste os. Da han tog eden den 20 januar 2001 håbede vi, at dette ville være begyndelsen på en ny republikansk æra. Vi håbede og vi håbede, men belønningen kom ikke rigtigt.
De fleste konservative er faktisk enige med de ”progressive” i at de sidste otte år ikke har været fantastiske, men de kommer til konklusionen af forskellige årsager. De konservative, der støttede Bush i 2000 ville have Reagan fra ’80 tilbage; de overbeviste sig selv om, at de gode gamle dage på en eller anden måde ville vende tilbage. Takket være Bush’ manglende overholdelse af de konservative principper, gik det ikke helt på den måde.
Alligevel ønsker konservative ikke helt at undsige Bush. De husker hvordan han på skammeligste vis blev dæmoniseret af venstrefløjen, og hvor sadistisk hans navn blev trukket gennem sølet. De husker hans fundamentale moral, ærlighed og anstændighed. På trods af hele klagesangen om hans fejl, kan de ikke glemme, at han på bunden er et godt og nobelt menneske.
Dette er Bush-paradikset. Som konservative kan vi ikke rigtigt blive indfanget af ham, men vi kan heller ikke løbe væk fra ham. Vi kan ikke glemme hvor glade vi var, da det lange nationale mareridt fra november-december 2000 var overstået. Ligeledes kan vi ikke glemme, hvor opløftede vi følte os, da John Kerry endelig kastede håndklædet i ringen i november 2004. Bush er vores på godt og ondt.
Selv hvis John McCain formår at slå Barack Obama, er det svært at forestille sig, at han kommer til at overgå Bush’ bedrifter. Konservative er ikke helt sikre på at McCains dommere vil være bedre en Bush’, eller at han vil være lige så standhaftig som hans forgænger i krigen mod terror. Dette er delvis årsagen til, at konservative i bedste fald kun lige akkurat kan tolerere McCain.
20. januar 2009 vil være en svær dag for konservative. Bush har på godt og ondt gjort sig selv til en væsentlig del af den amerikanske konservative bevægelse, selvom han ikke delte bevægelsens mål. Arven efter Bush er helt uundgåeligt bundet sammen med højrefløjens arv.
Ligesom vi aldrig vil få en præsident som Reagan, så vil vi aldrig se en Commander-in-Chief som Bush – en mand, som uagtet alle hans fejl, forblev stærkt i kampen de største udfordringer mod ham. Selvom Bush har lavet utallige fejltagelser, så var han også den mand vi behøvede i Det Hvide Hus på dette kritiske tidspunkt i den amerikanske historie. Hverken Gore eller Kerry ville have konfronteret islamofacismen med den beslutsomhed og det mod Bush har udvist op gennem 2000. Han var vores eneste mulighed i 2000 og 2004, og på trods af hans fejl, forglemmelse og bommerter, så var han også historiens eneste mulighed.
Fredag d. 1. august 2008
Fitness uden motion
Politiken fortæller om en ny artikel i tidsskriftet Cell, hvor det er lykkedes forskere at lave et stof, som kan øge muskelmasse og udholdenhed – ligesom ved træning. Indtil videre er det kun påvist i museforsøg, men det gør ikke resultaterne ret meget mindre spændende. Alene det, at de er kommet så langt tegner rigtigt godt for fremtiden, for behovet for en bedre fysik er tiltrængt for mange mennesker.Men puritanismen ligger ikke langt væk, og mange vil sikkert se det som ”snyd”, selvom det ville kunne redde liv og give et bedre og længere liv til mange. Kostdoktorn.se prøver ihærdigt at komme malurt i bægeret:
Risken att det har negativa biverkningar lär vara stor tror jag.Der er vel ingen grund til at formode flere bivirkninger end ved alle mulige andre lægemidler. Et lægemiddel med stor gavn har ikke nødvendigvis også store bivirkninger – hvis bare det var så simpelt. Under alle omstændigheder skal man være opmærksom på bivirkninger. Dette er sikkert ikke vidundermidlet, men nok nærmere generation nul i en lang række, før det kan blive et middel til ellers raske mennesker, som ikke dyrker motion.
Priset? Runt 120 dollar per gram. Priset för en dos som motsvarar den mössen fick anpassat till människor blir då tusentals dollar per dag.Mere sludder skal man lede længe efter. Dosis for mennesker er langt fra fastsat, da der kun er tale om museforsøg, og desuden er der en himmelvid forskel på prisen ved fremstilling i laboratorium, og industrialiseret masseproduktion. Men der er alligevel mere sludder i vente.
Varför hade annars inte människor utvecklats till att själva aktivera detta enzymsystem lite extra?Hvorfor skulle mennesket det? Styrke og fysisk fitness har i naturen en kæmpe pris på det nødvendige energiindtag. Ikke nok med det, så har mennesket også en kæmpe energikrævende hjerne, som også skal vedligeholdes. At mennesket lukker ned for de fysiske kompetencer når maden er knap (hvilket det har været det meste af tiden), og er i stand til at opbygge muskelmasse og udholdenhed når det skal bruges, er fantastisk smart.
Fysisk udfoldelse og motion er menneskets måde at aktivere det pågældende enzymsystem. Problemet er bare at menneskets livsstil i en moderne verden ikke formår, at aktivere systemet gennem motion, selvom der er rigeligt med mad. Udvikling af denne type lægemidler er en naturlig og fornuftig konsekvens af levemåden i den moderne civilisation. At bruge masser af tid på at dyrke motion uden noget egentligt formål, virker langt mere tåbeligt, end at spise en tablet for at få et godt helbred.
Mandag d. 14. juli 2008
Velfærdsstaten i en nøddeskal
Søndag d. 13. juli 2008
Imagine There's No Global Warming
Mandag d. 7. juli 2008
Højresvingulykker er ikke kun lastbilernes skyld
Den seneste højresvingsulykke tidligere i dag kom lige tæt nok på, da jeg kun bor 500 meter fra ulykkestedet og både mine kone og jeg jævnligt både cykler og kører bil i det kryds.Der er allerede indført et hav af regler og påbud for at undgå højresvingsulykker, og alligevel får justitsministeren hug for ikke at gøre nok. Dansk Cyklistforbund kræver nu at lastbiler skal lave et såkaldt orienteringsstop under et højresving. Sådan et krav kan under alle omstændigheder bruges af politikerne til at vise at de gør noget. Og det kan bruges til kræve hævn over de lastbilchauffører, som om det ikke skulle påvirke dem, at have dræbt et andet menneske, uanset om det er deres fejl eller ej. Påbuddet kan ikke bruges til at redde liv.
Når jeg hører om en sådan ulykke, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor forfærdeligt det også må være for chaufføren. Jeg ville selv have det umådeligt dårligt hvis et andet menneske mistede livet ved at komme i for hård kontakt med min bil. Når jeg observerer mange cyklisters adfærd, både som bilist, og i særdeleshed også når jeg selv cykler, så er det et scenarie, der har en alt for høj sandsynlighed for at ske, selvom det ikke er min fejl.
Jeg har før skrevet om, at vi i Danmark har en tendens til at køre mere i forhold til hvad vi har ret til, frem for at tage hensyn til vores medtrafikanter. Den tendens er efter min mening langt mere udbredt hos cyklister, end alle andre trafikanter til sammen. Værst af alle er cyklister med cykelhjelm; det er som om de et eller andet moralsk overskud, der tillader dem at køre mere råddent end alle andre.
Problemet opstår når en cyklist holder på sin ret til at køre over et kryds før en lastbil drejer, og ikke engang sikrer sig at chaufføren har set en. Det værste er, at det ikke engang er svært at blive set af chaufføren, og det er endnu lettere at være sikker på, at man er blevet set – kan du se chaufførens ansigt i spejlene, så har han også set dig! Det kan dårligt være lettere, og alligevel er det sjældent jeg ser nogen cyklister gøre det. Men der er noget imponerende ved at se en lastbil hugge bremserne i sidste øjeblik, og cyklisten bare kører videre med et forurettet blik i ansigtet. Det er dømt til at gå galt før eller siden.
Løsningen er ikke, at indføre nye regler, flere påbud og straffe hårdere. Det hjælper heller ikke at forsøge på at uddanne chaufførerne endnu mere, for de er i forvejen opmærksomme og bange for at skade andre i trafikken. Cyklisterne derimod, er kolde i røven, og kører som om de er udødelig. Skal man gøre noget mod højresvingsulykker, så er det oplysning vejledning af cyklisterne man skal satse. Men det er meget sværere end at kræve mere af chaufførerne.
Update: Venstre udtrykker de samme tanker om, at cyklisterne ikke er helt skyldfrie.
Onsdag d. 2. juli 2008
Diskoteker ind i kampen mod terrorisme
Tirsdag d. 1. juli 2008
Kernekraft i Viden Om
DR’s videnskabsprogram viste en særdeles sober udsendelse om atomkraft. Den eneste rigtige kommentar jeg gerne vil komme med, handler om ulykken på et af de svenske atomkraftværker, hvor en fejlstrøm var ved at slå nogle sikkerhedssystemer ud. I indslaget siger eksperterne ”tæt på den værste ulykke i Sverige.” Sverige har mig bekendt ikke haft slemme ulykker, men fred være med det.
Alt i alt er det en saglig fremstilling af ulykken, men efter min smag kører de lidt hurtigt hen over en pointe, som en af eksperterne kommer med. Han siger blandt andet, at ulykken ville have været meget værre hvis alle nødgeneratorer var blevet slået ud, og at der i værste fald ville ske en nedsmeltning hvis flere uheld var sket på samme tid. Udsendelsen kommer også kun kort ind på af omveje at en nedsmeltning ikke er specielt farligt for omgivelserne. Men når alt kommer til alt, så viste hændelsen at sikkerhedssystemerne virker selvom det utænkelige sker.
Nogen af de tal, der blev nævnt overraskede mig lidt. Jeg var godt bekendt med at de nuværende uranreserver ville holde i ca. 100 år, men det overraskede mig lidt at med de nye generation IV fast breeder raktorer vil reserverne vare i 10.000 år. Jeg har hørt tal på 3-400 år, hvilket i øvrigt også er imponerende lang tid, specielt når man optimistisk håber på at have fusion klar om under 50 år – det overraskede mig også at fusion har nok brændsel til 5 milliarder år, her havde jeg hørt 100.000 år, men i den størrelsesorden er det vist ligegyldigt.
Fast breeder raktorer, som køles med natrium eller andre salte er også umådelige spændende. Specielt den lille detalje, som sneg sig ind i en bisætning om, at man kan producere hydrogen på dem.
Torsdag d. 19. juni 2008
En "ærgelig" dom i Muhammedsagen
Vestre Landsret har netop frikendt Jyllandsposten og dens redaktører for at publicering af Muhammed-tegningerne skulle være æreskrænkende. Nyhedsvisen: Det er meget trist, at landsretten mener, at det er okay at krænke andres ære og nedgøre minoriteter. Vi er meget skuffede, siger trossamfundets pressesekretær, Muhammed NehmeJeg synes også det er trist, at man ikke kan dømmes for at nedværdige og krænke minoriteter ved, at håne deres frontfigurer.
Tilhængere af frihed (altså den frihed, som betyder fravær af tvang) er også en minoritet, og den er i høj grad også forfulgt af bedrevidende formynderiske majoriteter, som ikke et sekund holder sig tilbage for at sende politiet efter alle, der ikke er enige. Milton Friedman er i høj grad en af frontfigurerne for denne minoritet, og skaberne af film som Syriana, med George Clooney i en af hovedrollerne, burde ligeledes kunne retsforfølges for deres forhånelser af Friedman og markedskræfterne. Det er jo en krænkelse af alle frihedselskende folk i hele verden.
Spøg til side. Man skal selvfølgelig ikke kunne retsforfølges ved at håne tanker, ideer og personer som andre holder af – uanset hvor gode eller dårlige de ideer er. Spørgsmålet er endda om man overhovedet skal kunne restforfølges for at håne eller nedværdige noget eller nogen som helst! Når alt kommer til alt, siger hånen så ikke mere om håneren end om den forhånte?
Ytringsfriheden er kun begrænset af ejendomsretten, og det er kun fordi ytringsfrihed er en del af ejendomsretten.
Uanset hvor usmagelige og utryk for mangel på pli den første optrykning af Muhammed-tegningerne var, så kan der ikke herske nogen tvivl om, at redaktørerne på Jyllands Posten var i deres gode ret til at trykke tegningerne. Enhver juridisk diskussion bør stoppe her. Mishag og foragt for Jyllands Posten falder også inden for ytringsfriheden, men mordplaner og bomber gør ikke.
Tirsdag d. 3. juni 2008
Privatiser kørekortet
Lørdag d. 31. maj 2008
Forsker vil afsløre kendte danskere som helte
Søndag d. 25. maj 2008
DUF kræver 16-års valgret
Overskriften i aviserne er godt nok ”Ungdommen kræver 16-års valgret”, men det er ikke helt sandt, for DUF har ikke taleret på ungdommens vegne. DUF er organisationen, der deler tipsmidlerne ud, og alle organisationer der vil være med til at bestemme hvordan det skal gøres er medlemmer. Ikke underligt har venstrefløjens politiske ungdomsorganisationer slået sig sammen med nogle upolitiske organisationer, som spejdere og andet, og bestemt at DUF skal gå ind for 16-års valgret.En lavere valgretsalder vil gøre vores samfund mere demokratisk, mener DUFs formand Martin Justesen.Formålet med valgsystemet er ikke, at gøre alting mere demokratisk, men at gøre samfundet mere retfærdigt. At kunne stemme er en ganske alvorlig ting, for man er med til at bestemme ganske meget over andre menneskers liv, og det kræver man kan tage et ansvar og forstå nogle ting – og det kan man ikke forvente af 16-årige. 18-årige og 20-årige har svært nok ved det, så hvorfor skulle man tro at 16-årige er gode til det? Hvorfor ikke 14-årige når nu vi er i gang?
- Vi mener, at alle unge har holdninger. Men mange føler sig distanceret til det etablerede politiske system. Hvis 16 års valgret blev en realitet, ville det udvikle vores demokrati og samtidig give unge et skud politisk selvværd og indflydelse, siger Martin Justesen.
DUF kommer med en lang række eksempler på andre ting en 16-årig har lov til: Dyrke sex, arbejde, betale skat, komme i fængsel og så videre. DUF har bare ikke forstået at stemmeret er meget mere alvorlig end alle de ting de remser op. Alle eksemplerne går på ting, som de 16-årige kan bestemme om sig selv, men når man stemmer, så bestemmer man også over alle andre.
Jeg synes det siger en helt masse om DUF, at de på den måde negligerer vigtigheden og ikke mindst alvorligheden af stemmeretten.
Tirsdag d. 13. maj 2008
Hornsleth – Danmarks eneste kunstner
Med min sparsomme viden om kunst vil jeg vove den påstand at Kristian von Hornsleth er den eneste nulevende danske kunstner – alle andre laver bare udsmykning. Jeg har også billeder (skaberen af dem kalder sig sikkert kunstner) på væggene i mit hjem, men de er alle sammen dekorative, og er med til at gøre mit hjem til et dejligt sted at være, og tak til ”kunstneren” for det. Hornsleths billeder kan jeg ikke fordrage; jeg synes de er grimme. Men som kunstner formår han at udstille nogle sammensætninger og modsætninger, som nødvendigvis må sætte tanker i gang.
Andre wannabe-kunstnere, som ham guldfiskeblender kannibalen forsøger bare at provokere, og ikke andet. At bryde tabuer for at bryde tabuer er ikke interessant. At selvudnævnte højkulturelle personligheder smider penge efter ham gør det ikke bedre.
Hornsleth er i en helt anden kaliber. Han forsøger i mine øjne at skabe nogle kontraster mellem folks egne forestillinger om godt og ondt. Dét er spændende. Hans seneste påfund om at sælge våbenaktier som kunst, hvor profitten skal gavne nødhjælporganisationer og andre fredsfremmende projekter, er intet mindre end genialt.
Kristian von Hornsleth sælger nu 100 bemalede og signerede aktier (70x100 cm) ' til et nystiftet selskab som spekulerer i klyngebomber, atomvåben, miner, ubåde, private hære og »andet dødbringende isenkram«, som det hedder i en pressemeddelelse.Jeg hæfter mig ved at han siger ”dilemmaer” og ikke ”problemer.” Jeg aner intet om Hornsleths politiske tilhørsforhold eller hvad hans holdninger er til markedet, men han formår alligevel at få folk med vidt forskellige udgangspunkter til stille en helt masse spørgsmål ved egne og andres synspunkter om den virkelige verden. ER markedet ondt? Er våbenhandlere onde hvis de tjener penge til velgørenhed?
Aktierne eller kunstværkerne koster hver 20.000 kroner og er juridisk set et gyldigt aktiebevis, der giver adgang til en årlig generalforsamling i det ny selskab, hvor Kristian von Hornsleth er administrerende direktør.
Selskabet skal stille skarpt på et af den frie markedsøkonomis moralske dilemmaer, forklarer kunstneren.
Nøjagtigt det samme formåede han at gøre da han fik afrikanske landsbyer til at tage navneforandring for en ged. Hornsleth er genial, men han laver møjgrimme billeder. Andre ”kunstnere”, der prøver at male deres indre dæmoner kan gå hjem og tage en tudekiks, for de når ikke Hornsleth til sokkeholderne.
Se projektet på Hornsleths egen hjemmeside.
Mandag d. 12. maj 2008
Amerikanerne er nu Ansar al Sunna
The New York Times har en meget spændende beretning fra Bagdad. Beretningen er før hørt andre steder, men det interessante er at den venstreorienterede fanatiske krigsmodstander The New York Times har bragt historien. Læs originalartiken.Mohamed Hussein er en irakisk medarbejder hos The New York Times i Bagdad. Han flygtede fra Irak nytårsdag 2007 for at undgå den sekteriske vold fra shia militserne og sunni oprørerne. I sidste uge vendte han tilbage til Irak efter 15 måneder.Det er måske værd at bemærke, at startegigen bag ”The Surge” var at få mandskab nok til at kunne indtage irakiske nabolag og derefter blive der. Tidligere var strategien at indtage et område og smide terroristerne ud, og så køre videre til næste område. Problemet med den gamle strategi var, at når amerikanerne forlod et område, så vendte terroristerne tilbage og myrdede alle, der havde samarbejdet med amerikanerne. Denne beretning bekræfter om noget, at den nye strategi virker. The Surge virker.
(…) Under rejsen fra Syrien til Bagdad var jeg helt afslappet. Der var ingen bekymringer og ingen frygt for banditter og terrorister fra Al Qaeda, Ansar al-Sunna (Sunniernes beskyttere) eller Jaish al-Mohammed (Mohammeds hær) som tidligere kontrollerede alt på hovedvejen mellem Syrien og Bagdad.
(…) Jeg tror at det irakiske politi og militær arbejder på den rigtige måde fordi der er en amerikansk militærbase i mit nabolag. Men alle folk jeg har mødt siger at hvis amerikanerne trækker sig ud, vil militserne æde os uden nåde.
(…) Folk er mere venligtsindede, og jeg kan sige at der nu er en slags gensidig tillid mellem befolkningen og soldaterne i modsætning til før hvor der ikke var nogen tillid mellem nogen.
Hvis vi tænker lidt over det, så vil vi se at vi begge har brug for hinanden. Folk har brug for soldaterne for at få sikkerhed. På samme måde har de amerikanske soldater nu et sikkert sted at være; måske kan de have mere end én Green Zone.
(…) Vi har altså stadig brug for amerikanerne, for hvis de trækker sig ud, vil der være noget lignende en orkan, som vil hive alt op med rode – mennesker, bygninger og endda træer. Alt hvad der er sket og al sikkerheden vil være historie, som en sød drøm.
Som folk siger i mit nabolag: ”Amerikanerne er nu Ansar al Sunna. ” Sunniernes beskyttere.”
Historien er også bekymrende, for hvor er de danske soldater i Irak? De er godt nok sendt til Afghanistan hvor de gør en fantastisk indsats, men jeg er bange for at der stadig er brug for dem i Irak. Basra-området er for tiden et af de største hot-spots i landet.