Patenter virker efter hensigten

Politikken fortæller, at en patentindehaver har købt 70.000 patenter, og forhindrer andre i at producere varer. Men det er netop hele pointen med patentsystemet.

Ideen bag eksistensen af patentsystemet er ikke en beskyttelse af en naturlig ejendomsret, men derimod et ønske om at give forskere og opfindere et incitament til at arbejde, og derved skabe fremgang og udvikling. Metoden går ud på at give opfindere en eneret til opfindelserne i en periode på 20 år, hvor ingen andre må bruge opfindelsen uden at betale opfinderen mod at opfindelsen offentliggøres for verden.

Det er teorien…

Der er nu opstået en industri af virksomheder med masser af patentadvokater, som betaler opfinderne for deres patenter, og derved ansporer til endnu mere forskning og udvikling, i teorien. Disse virksomheder tjener penge til at betale forskerne med, ved at sagsøge alle de virksomheder der bryder patentet, og tjener penge på opfindernes opfindelser uden at betale. En patentretsag er meget dyr og svær, og det er derfor oplagt at nogen specialiserer sig i at føre disse sager.

Firmaer, som ellers elsker patenter, som Apple, Microsoft, Sony osv, og ikke holder sig tilbage fra at sagsøge andre, bliver nu sagsøgt af disse specialiserede håndhævere af patenterne, som nu kaldes trolde, patenttrolde. Google er for nyligt blevet dømt til løbende at betale 1,36 procent af Adwords omsætningen, svarende til omkring en milliard kroner om året. Microsoft har allerede indgået et forlig til mange millioner kroner.

Sådan noget kan store som små virksomheder selvfølgelig ikke lide. Trolde gør såmænd ikke andet end Microsoft, Google, apple og så mange andre store virksomheder også gør, når du tryner andre virksomheder i patentretssager. Påstanden er, at fordi disse trolde ikke selv producerer noget, og derfor er det urimeligt, at de kan sagsøge nogen der faktisk producerer et produkt. De glemmer bare at trolde faktisk betaler opfinderne, præcis som patentsystemet er tænkt.

Virkeligheden er dog, at millioner og millioner af bittesmå “opfindelser” patenteres og dobbeltpatenteres fordi ingen rigtig ved hvad der er patenteret i forvejen. Når man udvikler et produkt er der stort set ingen værdi at hente ved at læse udstedte patenter, og derfor opfinder man sit eget produkt, krydser fingre for at ingen kommer og ruinerer en med et ukendt patent i hånden. Det forhindrer dog ikke de store virksomheder i at patentere alt muligt, og sagsøge alle de kan slippe afsted med. Finten er at firmaerne med mange patenter ved, at konkurrenterne overtræder deres patenter, men at de sikkert selv overtræder et af konkurrentens patenter. Så laver de en aftale om ikke at sagsøge hinanden. Det smarte er at de sammen kan holde nystartede virksomheder ude af markedet, fordi et nystartet firma ikke har mange patenter de kan forsvare sig med. Med nystartede virksomheder menes en virksomhed som Google, som indtil for få år siden ikke havde nok patenter de kunne forsvare sig mod de andre.

Problemet er, at trolde ikke producerer noget, og dermed ikke overtræder nogen af de store virksomheders patenter. De er altså frie til sagsøge rige virksomheder som Google og Microsoft som det passer dem. De sagsøger og stopper også de små og nye virksomheder, præcis ligesom de store også gør, men forskellen er, at de store ikke længere kan være i fred. Derfor er politikerne nu i gang med at ændre loven, så trolde ikke kan sagsøge, og dermed ikke kan betale opfinderne for deres patenter.

Men de vil ikke erkende det fundamentalt uretfærdige i hele patentsystemet. De vil ikke afskaffe et system, der forhindrer nye virksomheder i at markedsføre deres produkter, fordi en eller anden på et eller andet tidspunkt har indsendt en patentansøgning som måske, måske ikke dækker produktet. Et nyt produkt behøver ikke krænke et patent for at patentet kan stoppe produktet. Er der bare en mistanke eller en mulighed for at nogen vil sagsøge, så kan omkostningerne ved sådan en retssag blive katastrofale for en mindre virksomhed, og projektet droppes.

Mange opfindelser er opfundet parallelt og uafhængigt af flere opfindere, men eneretten går til den der først får indsendt en ansøgning om eneret, dvs et monopol. Intet kan være mere skadeligt for innovationen, og troldene udstiller bare problemet. Patentsystemet grundlæggende problemet.

UPDATE: Samsung har nu lavet en aftale med Google og Ericsson, så de kan bruge hinandens patenter. Så nu behøver de ikke længere sagsøge hinanden. Det er jo dejligt for dem, men sådanne aftaler kan kun laves hvis man selv har et hav af patenter.

Tagged , , | 2 Comments

Det er ulogisk at patenter hæmmer innovation!


En ven: Det strider umiddelbart imod logik, at ophavsret og patenter hæmmer innovation og nyskabelser.

Svar:
For patenter, så er det hæmmende, at du ikke ved om en konkurrent allerede har patenteret det du selv arbejder med. At søge i litteraturen er sjældent nok, og det er en voldsom dyr øvelse at få gjort ordentligt. Men det er heller ikke nok, for patentansøgning bliver først offentliggjort 18 måneder efter de er indsendt, så en af dine mange konklurrenter kan have indsendt en ansøgning i dag uden du ved det, og du kan brænde din penge af på forskning i al den tid uden at vide at investeringen er tabt på forhånd. Iværksættere verden over tager ofte chancen.

Store virksomheder patenterer alt hvad de kan, og køber op, så hvis de bliver sagsøgt af andre store, så er der med garanti et par af ens patenter sagsøger selv bryder. Sådanne retssager ender oftest med at forlig hvor man krydslicenserer begge firmaers patentporteføljer. Det kaldes defensiv patentering. Google havde en åben flanke på mobilområdet indtil de opkøbte Motorola. Et spektakulært eksempel hvor det ikke virkede, er Apple og Samsung. Men tag ikke fejl, for Samsung leverer mange komponenter til iPhones og iPads alligevel.

Mellemstore firmaer uden store patentporteføljer er på spanden, for at sige det pænt! Ofte vælger de at udvikle på områder hvor stort set ingen andre arbejder, og det indskrænker mulighederne betragteligt.

Nogle firmaer ejer en masse patenter, men producerer ikke noget, og overtræder derfor ikke andres patenter. De kan sagsøge de store virksomheder for store summer uden at risikere selv at blive sagsøgt. De store virksomheder har ikke rigtig nogen chance mod dem, udover at betale store summer til enten sagsøger eller til deres egne advokatfirmaer – ofte dem begge. Disse sagsøgere kaldes patent trolls, og siges at være meget skadelige, men de benytter sig bare af patentsystemet som det er meningen patenterne skal fungere. Man kunne mene at patent trolls illustrerer grunden til at patentsystemet skal afvikles, for de gør jo ikke andet end hvad de store virksomheder gør ved forsvarsløse små virksomheder.

En anden hæmning er, at der ikke er muligt at videreudvikle andres produkter og markedsføre dem uden først at købe en licens. Køber man en licens af patenthaver inden man udvikler, så indeholder de naturligvis et krav om at patenthaver kvit og frit kan anvende din videreudvikling. Prøver du at købe licensen efter du har lavet videreudviklingen, så bliver prisen så høj at der nærmest ingen profit er til dig. Siger du nej til den aftale så er hele din investering tabt, og det ved licenshaver udmærket. Vil du stadig videreudvikle patenterede produkter under de forhold? Ikke nok med det, så er er fremstillingsprocesserne og forretningsmetoderne til ikke-patenterede produkter ofte patenterede. Så dem kan du heller ikke benytte dig af uden at havne i ovenstående fælde.

En tredje hæmning er, at når du har et patent på et produkt, så er der ingen egentlig incitament til at videreudvikle på sit eget produkt. Du har jo eneret og er ikke udsat for noget pres. James Watt fik patent på dampmaskinen (han opfandt den ikke), og i de næste 20 år var der ingen som helst udvikling af dampmaskinen. Det var først efter patentudløbet at den industrielle revolution egentlig tog fart. Watts maskine var elendig, men ingen kunne udvikle på den så længe han havde patentet.

På lægemiddelområdet bruges det meste af patentets løbetid på produktudvikling, og efter markedsføring handler udviklingen mest at alt om relativt ligegyldige videreudviklinger, som kan holde konkurrenter fra døren. Lundbecks Cipramil/Cipralex vil jeg påstå er et eksempel på det, men alle lægemiddelvirksomheder laver sådan nogle numre, og jævnligt slipper de afsted med det.

Men hvad så?
Incitamentet til at innovere, skrive bøger og opbygge varemærker er stadig tilstede uden IP rettigheder. Det vil dog kræve en ændring i forretningsmodellerne. Prince udgav f.eks et album ved at sælge det for en formue til The Mail on Sunday i UK, som så sendte CD’en gratis med sine aviser. Prince tjente en formue, og avisen solgte fantastisk mange aviser den dag – alt sammen uden brug af ophavsret. Britiske bøger var i mange år ikke beskyttet af ophavsret i USA, og det løste forfatterne ved at sælge deres nye bøger til forlag i USA, som kunne oversvømme bogmarkedet på udgivelsesdagen, og dermed tjene kassen på first-mover-fordelen. Efterfølgende ville forfatterne ikke tjene ret meget på det direkte bogsalg, men der er andre muligheder som signeringer og oplæsninger, de kunne tjene på. Det virker kun på etablerede musikere og forfattere. Men ikke-etablerede forfattere har behov for at blive opdaget, og her er ophavsretten ikke en hjælp, men de har indtil for nyligt været bundet af forlagene, som baserer deres forretning på ophavsretten.

For patenter, kan du i vid udstrækning drage fordel af first-mover-fordelen på markedet, og her skal du virkelig satse på innovation for at bevare forspringet for dine konkurrenter. Gør du ikke det, så kører de dig over. Men du behøver ikke fortælle verden om dine produkter. Metoden til at producere CD-skiver kan fint holdes hemmelig, og du vil dårligt nok få en idé om hvordan man gør ved at se på en CD-skive. For at kopiere den skal du selv lave noget seriøs forskning. Sådan er det også med medicin – hold fremstillingsmetoderne hemmelige, så er dine konkurrenter på spanden. Vær den bedste til at producere et kompliceret produkt billigt, og konkurrenterne vil ikke engang forsøge at udfordre dig. Vær den bedste til at producere et simpelt produkt billigt, og du kan tjene på den markedsandel du kan skaffe dig. Har du en stærk konkurrent, så lav en lille iterativ forbedring af hans produkt og tag first-mover-fordelen fra ham. Med patentsystemet kan din konkurrent patentere din hemmelige metode, hvis han selv genopfinder den, og så må du ikke længere bruge den selv.

En verden uden IP vil være et helvede for de etablerede virksomheder, men et eldorado for kunderne, private som virksomheder. Det er vel den situation vi ønsker når vi taler for et frit marked?

Tagged , , , | Leave a comment

Fukushima – en fuser

nuclear-powerDer er sket noget frygteligt i Fukushima! De voldsomme skrækhistorier om atomkraft er gjort til skamme. WHO konkluderede i februar, at der ikke vil være nogen synlig øget risiko for cancer i og udenfor Japan. Og i slutningen af maj konkluderede FN´s videnskabelige komite, at der er stort set ingen sundhedsskadelige effekter efter udslippet.

I flere år har medierne beredvilligt lagt spalteplads og skærmtid til alverdens skræmmehistorier om hvor forfærdelig en atomulykke Fukushima var. De tusinder mennesker, der blev dræbt af jordskælv og tsunami, har fået knap så meget opmærksomhed; det vil sige nærmest ingen opmærksomhed. Denne fantastiske nyhed, har været ude i over en måned, og det enste jeg har set til det i det i danske medier er et kort telegram i Berlingske.

Den gode nyhed er, at alle skræmmehistorierne om atomkraft nu endegyldigt kan tilbagevises. Et 50 år gammelt misligholdt discount-atomkraftværk rammes af et gigantisk jordskælv og endnu værre tsunami. Tre reaktorer nedsmeter og den radioaktive kerne ligger i en klump i bunden af reaktoren. Resultat: Ingen døde. Ingen tilskadekomne. Ingen syge. Ingen fremtidig målbar stigning i cancertilfælde for dem, der fik udslippet lige i hovedet.

“Ulykker med atomkraft er sjældne, men når de sker er det en stor katastrofe” – Nej, det er ikke sandt. Ulykker ved atomkraft er sjældne, og når de sker er der ingen tilskadekomne.

Posted in Atomkraft | Tagged , | Leave a comment

En hyldest til ytringsfrihedsfundamentalisterne

Mona Sheik bebrejder ytringsfrihedsfundamentalister for at tage ytringsfriheden alvorlig. Det lykkedes hende dog at demonstrere total uvidenhed om hvad ytringsfrihed er og hvorfor det er vigtigt.

Mona Sheik: Hertil kommer, at folk der på demokratisk vis frasiger sig nedgørelse ikke kan kastes i samme gryde som terrorister, der begår voldshandlinger. (…) Men går der virkelig en lige linje fra det at frasige sig nedgørelse på demokratisk vis, at gå ind for racismeparagraffen, eller for den sags skyld blasfemilovgivning, til voldsforherligende terrorisme? Nej, det gør der ikke, og det er præcis dette miskmask af sager, der udgør en farlig ideologisering.

Tidligere i artiklen klandrer mona Sheik ideologerne for at være blinde overfor kontekst og detaljer. Men her misbruger hun demokratiet på det groveste, på en måde der bedst kan kaldes “demokratisme”, og intet har med demokrati at gøre.

Ved at kalde krænkelser af ytringsfriheden “demokratisk frasigelse af nedgørelse”, er hun fuldstændig blind overfor det faktum at ethvert forslag om forbud i sin natur er en trussel om vold mod alle der er er uenige i forslaget. Demokratisk eller ej, så er alle forbud en trussel om vold mod enhver der trodser forbudet. Sådan en trussel er en rigtig god idé når det handler om at stoppe naboen i, at dyrke sex med sin fem-årige datter. Det er en god idé når det handler om at stoppe overfald på sagesløse mennesker på gaden. Det er ikke en god idé når man vil stoppe andre i at sige noget man ikke kan lide. Så er det i stedet en voldelig krænkelse at medmenneskerne.

Så jo, der går i aller højeste grad en lige linie fra ønsket om racismeparagraffer og blasfemiforbud til voldforherligende terrorisme. Ideologen, Mona Sheik, er helt blind for at hendes trang til forbud i særdeleshed er voldsforherligende. Velfungerende stater, som den danske er endda kendetegnet ved have et politi og et restssystem, der effektivt kan sætte handling bag Mona Sheiks trusler.

Alverdens terrorgrupper når ikke den danske stat til sokkeholderne når det handler om evnen til at undertrykke ytringer. Det er den evne vi hylder, når det handler om håndhæve retfærdighed og frihed. Det er den evne slyngelstater bruger til at undertrykke deres befolkninger. Budskabet jeg tager med fra Mona Sheiks artikel er, at hun i sin ideologiske blindhed vil gøre den danske stat til en slyngelstat. Jeg må med skam sige, at det kan jeg ikke støtte.

Mona Sheik: Men så vidt jeg ved, har mange vestlige lande stadig blasfemiparagraffer, der værner om kristendommen, folks religiøse følelser eller den offentlige orden. Som jurist burde Mchangama vide, at det ikke var muslimer der indførte disse love i vesten.

Som selvudnævnt ytringsfrihedsfundamentalist, kan jeg fortælle Mona Sheik, at vestens blasfemiparagraffer også er grove krænkelser af ytringsfriheden. Deres eksistens hverken frikender, ligestiller eller retfærdiggør truslen mod ytringsfriheden fra islamister eller ideologiske “demokratister”.

Jeg har aldrig hørt eller set Mchangama angribe muslimer for at være muslimer eller for at komme fra muslimske lande. Men jeg har set ham kæmpe en prisværdig kamp mod islamisters og andres kampagne mod ytringsfrihed. At den trussel primært kommer fra muslimske kredse er indiskutabel. De største ofre for den trussel er ligeledes muslimer.

Det er selvfølgelig ikke rart at føle sig nedgjort af andres udtalelser, men forbud er ikke den eneste mulige reaktion. Det fantastiske ved ytringsfriheden er at den er et tveægget sværd; tosser (som Mona Sheik) udstiller også sig selv med deres ytringer, og ikke nok med det, så har “ofrene” også ytringsfrihed og kan give svar på tiltale. Det er ren dovenskab når Mona Sheik vil have politiet til modvirke holdninger hun ikke kan lide, i stedet for selv at gribe til tasterne.

Posted in Ytringsfrihed | Tagged | Leave a comment

Ejendomsret, selvejerskab og homesteading

Ejendomsretten er formodentlig en af de mest omstridte principper, som de fleste kan forstå når deres egen er truet, men hvor kommer ejendomsretten egentlig fra? Er et bare en fiks idé, man kan tilsidesætte når det ikke længere er bekvemt? Der er ingen tvivl om at ejendomsretten kan misforståes og i forkvaklede udgaver bruges som forsvar for slaveri og andre uhyrligheder. Netop derfor er det nødvendigt at forstå principperne bag ejendomsretten, og dermed kan man også forstå alle de afledte frihedsrettigheder, som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religions frihed.

Selvejerskab
Selvejerskabet er en funktion af menneskets mentale evne til at sige og mene: “Jeg ejer mig selv!” Når du siger det, så gør du krav på dig selv, og ingen anden har et bedre krav på dig selv end du selv har. Mennesket er som den eneste skabning vi kender, i stand til at gøre krav på sig selv. Er selvejerskabet så menneskeskabt? Jeg ved det ikke, og det er også ligegyldigt.

Bemærk, at selvejerskabet følger evnen og ikke udøvelsen af den, da du til hver en tid er i stand til at udøve den. Du kan lade være med at udøve evnen og hengive dig i andres tjeneste, men de kan ikke eje dig, og du kan altid sige fra overfor deres behandling. I praksis er det ikke sikkert det gør nogen forskel, men så kan du i det mindste hævde at de krænker dig, og være berettiget til at forhindre dem i det. Det kan en gris ikke, og derfor kan du eje en gris, slå den ihjel og spise den uden at have krænket noget selvejerskab.

Du kan ikke fraskrive dig selvejerskabet, for du kan ikke overdrage det til andre. Forsøger du på det, så udøver du evnen, der netop gør, at du har selvejerskab.

Homesteading
Homesteading handler i bund og grund om hvem der har det bedste krav på et stykke ejendom. Du har det bedste krav på dig selv, og derfor har ingen andre ret til aggression overfor dit krav. Gør du krav på jord eller anden ejendom som ingen anden ejer, så har du et bedre krav på ejendommen end nogen som helst andre. Prøver andre at tage ejendommen fra dig, så er det en utilladelig aggression. Men da du homesteadede det uejede, da udøvede du ikke aggression mod nogen, og derfor er det helt i orden at du homesteader. Kernen er, at der ikke er nogen at spørge om lov, når du homesteader. Hvis nogen havde krav på at blive spurgt, så betyder det, at de allerede har gjort krav på jorden, og derfor er det ikke uejet. Hvordan fik de så krav på at blive spurgt? Gennem homestading!

Produktion er ikke en metode til at opnå ejerskab, da der nødvendigvis skal bruges råmaterialer til en produktion, og de skal ejes. Hvis jeg ejer en blok marmor, og du uden min tilladelse udhugger den smukkeste statue verden har set, som andre vil betale en formue for, så opnår du igen som helst ejerskab over statuen. Jeg ejer helt og holdent statuen, og kan endda gøre krav på erstatning fordi du har ødelagt min marmorblok.

Børn
Børn er ret interessante, for de har evnen i sig til at sige og mene: “Jeg ejer mig selv!” De er bare endnu ikke i stand til at udøve den; men udøvelse var heller ikke et krav. De har hengivet sig til forældrene indtil de er i stand til og vælger at udøve selvejerskabet, typisk ved at løbe hjemmefra. Den hengivelse tillader ikke forældrene at udøve aggression på barnet, som ikke er i barnets interesse, f.eks vold eller mord.

At lave børn er indtil videre den eneste måde hvor man med materialer man ejer, kan skabe noget man på ingen måde kan eje. Måske kan man en dag genmanipulere en gris til at have evnen, og den vil dermed have selvejerskabet. Mon ikke der vil være nogle ikke-aggressive sociale sanktioner mod nogen der forsøger på det.

Man kan udmærket diskutere om stærkt hjerneskadede personer har evnen til at sige og mene: “Jeg ejer mig selv!” Almindelig konsensus synes at sige, at det har de, men at hjernedøde ikke har. Derfor vil det være mord at dræbe hjerneskadede, men i orden at bruge hjernedøde som ejendom, til for eksempel transplantation af organer.

Posted in Frihed | Tagged , , | Leave a comment

Fukushima og den overdrevne frygt

Intet i verden er sikkert, og det er vi rigtigt gode til at håndtere i hverdagen. Det er relativt farligt at gå over gaden, men det gør ikke, at vi afskaffer hverken gader eller vejkryds selvom det koster mange liv hvert år. Hver dødsfald i trafikken er en tragedie, men det er ikke rigtigt en katastrofe.

Man kunne mistænke Charles Perrow, en tidligere sociologiprofessor fra Yale, i at have en bias, når han i en artikel overdriver farerne ved atomkraft med forfejlede eksempler og konkluderer, at når den heltmodige stats reguleringer ikke kan forhindre ulykker, så må vi helt forlade atomkraften uden videre hensyn til de stærkt negative konsekvenser af alle alternativerne til atomkraft, herunder risikoen ved klimaforandringer de vedvarende energikilder massive skader på naturen.

Charles Perrow: Alligevel er nogen komplicerede systemer, med potentiale for katastrofer så farlige, at de ikke bør eksistere, simplethen fordi de ikke kan gøres sikre, uanset hvor meget vi gør os umage.(…)

Intet er perfekt uanset hvor meget vi arbejder på det, og i industrien vil der altid ske fejl i design, komponenter eller procedurer. Der vil altid være operatørfejl og uventede miljøpåvirkninger.

Logikken fejler for sociologiprofessoren, for en simpel konstatering af, at intet er perfekt fører ikke naturligt til at en given risiko ikke er værd at tage. Det hele handler om hvor lille risikoen er, og hvor stor gevinsten er. Ved atomkraft er risikoen for noget katastrofalt meget lille, men gevinsten ved atomkraft er enorm for både mennesker og natur. Store mængder billig energi uden massive ødelæggelser af naturen, er en kæmpe gevinst.

Når ulykken på Tremileøen og Fukushima bruges som eksmepler på katastrofer, så hopper kæden af. Fodgængerfeltet ved Forum station har i november krævet flere døde end Tremileøen og Fukushima til sammen.

Atomsikkerheden er i problemer når atomkraftværkerne er på private hænder, for virksomhederne har incitamenterne og ofte den politiske og økonomiske magt til at modsætte sig effektiv regulering. Den modstand resulterer ofte i ‘regulatory capture’ på den ene eller den anden måde fra industriens side. (…)

I det store og hele er de europæiske værker, som generelt er en del af en statslig industri, ser ud til at være mere sikre end de privatejede og dårligt regulerede værker i USA, Japan og andre lande.

’Regulatory capture’ er et kæmpe og alvorligt problem, men diagnosen og behandlingen er en helt anden end Charles Perrow beskriver. ‘Regulatory Capture’ er ikke resultatet af at der foregår en rotation af eksperter mellem industrien og myndighederne. Det ville forudsætte, at eksperterne sælger deres sjæl for tid og evighed i det øjeblik de første gang ansættes af industrien. Den forestilling er helt absurd. Man bliver ikke en zombie af at arbejde eller have arbejdet i industrien.

Desuden er industriernes formål med ‘regulatory capture er ikke at modvirke regulation. Tværtimod, så handler det om at indføre alle mulige reguleringer, som kan forhindre konkurrenter på deres domæner. Det om noget har ført til en overregulering, der cementerer de gamle spilleres position, så de kan tage de priser de vil uden frygt for nye smidige spillere.

I det hele taget er ideen om at industrien har incitament til at slække på sikkerheden helt absurd. De franske atomkraftværker er ejet af det private Electricité de France S.A. ADR, og er der noget elselskab, der er fedtet ind i staten, så er det TEPCO, der ejer Fukushima. Chernobyl var også statsejet. Et privat selskab investerer milliarder i kraftværkerne, og sker der en alvorlig ulykke, så går de fallit, hvilket private virksomheder ikke er glade for. Statslige virksomheder er i en god position til ‘regulatory capture’, og er de ved at gå fallit, så har de staten i ryggen.

Fejl på fejl på fejl på Tremileøen med en ødelagt reaktor til følge plus fire totalt nedsmeltede reaktorer på et gammel atomkraftværk i Fukushima, der blev ramt af et stort jordskælv og en tsunami er tilsammen mindre dødelig end fodgængerfeltet ved Forum station i november. Jeg er ikke bange for atomkraft.

Posted in Atomkraft | Tagged , | Leave a comment

Niels Holck skal retsforfølges

Niels Holck har tilsyneladende begået alvorlige forbrydelser i Indien (JP, Politiken, Berlingske), men at udlevere en dansk statsborger til retsforfølgelse i et andet helt andre standarder for retsforfølgelse og straf end vi kender i Danmark, er ikke helt betryggende. Løsningen er simpel nok: Tillad de indiske myndigheder at agere anklager i en retssag mod Holck i Danmark.

Både de indiske og de danske myndigheder er tilsyneladende overbeviste om, at Niels Holck har leveret våben til terrorister i Vestbengalen i 1995. Tilsyneladende handler sagen kun om eventuelle formildende omstændigheder ved forbrydelsen.

Helt grundlæggende bør danske statsborgere i Danmark ikke kunne restsforfølges for lovovertrædelser, der ikke er en forbrydelse i Danmark. Når det er sagt, så er våbenleverancer til terrorister også en alvorlig forbrydelse i Danmark. Af samme grund burde det være en smal sag for de indiske myndigheder, at få Holck dømt af en dansk domstol. Dømmes han, udmåles dommen efter danske principper.

Det er klart, at de indiske myndigheder hellere vil få ham til at tilstå med sandhedsserum og andre lovlige metoder i Indien, for derefter at smide ham i et hul, inderne almindeligvis kalder et fængsel. Men hvis det står i vejen for overhovedet at få fat på ham, hvilket det burde, så må der være en hvis tilfredsstillelse i, at han trods alt bliver straffet.

Selvom det ville være en skuffelse for inderne, at Holck “kun” straffes i Danmark, så vil de som ankalgere få mulighed for at ligge alle de ressourcer de vil i sagen. Man kan ikke fortænke inderne i, at tro en dansk anklager ikke vil være tilstrækkeligt motiveret i at retsforfølge en så alvorlig forbrydelse, som inderne mener det er.

Med sådan en mulighed, ville det ikke være utænkeligt, at de danske myndigheder får mulighed for at retsforfølge indere ved indiske domstole, for forbrydelser de har begået Danmark.

Skulle Hock blive dømt, kunne man overeje, at inderne står for omkostningerne ved en eventuel fængselsstraf. Inderne kunne endda være interesserede i, at få regningen, da det vil imødekomme mistanken om, at de danske domstole ville dømme anderledes for at undgå de store udgifter ved en dansk fængselsstraf.

Posted in Statens opgaver | Tagged , , , | 1 Comment

Jehovas Vidner gør det rigtigt

Jeg har intet til overs for Jehovas Vidner og deres formål, men alligevel må deres metoder anerkendes: De bruger ikke vold! Modsat mange andre religioner gennem tiderne, så er Jehovas Vidner påfaldende ikke-voldelige. Selvom det kan være irriterende at blive udsat for, så rekrutterer de kun ved at overbevise nye medlemmer. De holder heller ikke på medlemmerne med vold eller trusler. Tværtimod, så bruger de kun social pression, hvilket simpelthen går ud på, at medlemmerne, at man ikke synes om det, når de gør noget Jehovas Vidner mener er forkert. Gør man noget meget forkert, så banker de ikke en på plads, men vender en ryggen i stedet. Ingen vold og ingen tvang bruges. Hvis man er en dommedagssekt, hvor man kun kan reddes gennem medlemsskab, hvad er så værre end at melde sig ud af sekten?

Mener man, at andre ikke opfører sig ordentligt, så han man vælge mellem at banke dem på plads, hvilket i yderste konsekvens kan have døden til følge, eller man undsige deres negative handlinger, hvilket i yderste konsekvens betyder social udstødelse. Man kan også lade være med at gøre noget, men så underminerer man sit eget samfund, og for mennesker vil det være absurd og uansvarligt.

Det er ikke nogen overraskelse at socialister mener, at det er en problematisk metode, for socialister hader social udstødelse mere end noget andet, inklusiv vold. Sagen er, at Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner anklager ledelsen i Jehovas Vidner for at opfordre medlemmerne til at vende ryggen til frafaldne Vidner, hvilket naturligvis har store konsekvenser for de frafaldne.

Af forskellige årsager benægter ledelsen af Jehovas Vidner, at de opfordrer til det, men det er ikke særligt troværdigt. Som ledere af og autoriteter i et ikke-voldeligt samfund, som Jehovas Vidner, ville det være stærkt uansvarligt ikke, at vejlede medlemmerne i hvordan det kan opretholde det samfund de ønsker at bevare.

Social pression er nærmest umuligt, at misbruge i nogen større grupper. Uden brug af vold eller trusler om vold, som lovgivning er et eksempel på, er det stort set umuligt at etablere sig som autoritet, medmindre man vejleder andre med udgangspunkt i samfundets kultur og normer. Gør autoriteten ikke det, vil folk ikke lytte og man er ikke længere en autoritet. Når ledelsen i Jehovas Vidner vejleder medlemmerne i, at udstøde de frafaldne, så kan det kun lade sig gøre fordi der er en generel enighed i deres samfund om, at det er det rigtige at gøre.

Støttegruppen har fået overbevist en række politikere i, at Jehovas Vidner dermed ikke respekterer menneskerettighedernes krav om religions- og trosfrihed, og dermed retten til, at fravælge en religiøs tilknytning, som et krav i lovgivningen for at være et anerkendt trossamfund. Problemet i den udlægning er bare, at man umuligt kan krænke nogens frihed ved at vende dem ryggen. Tværtimod, hvis nogen kan gøre krav på mit samværd, så er jeg både prioncipielt og i praksis deres slave. Hvis du har en anden religiøs overbevisning, og jeg ikke må vende dig ryggen, så er min ret til at fravælge din religiøse tilknytning krænket. De Radikales kirkeordfører ønsker at gøre mod Jehovas Vidner, præcis det hun anklager dem for at gøre:

»Som politikere skal vi ikke blande os i folks private, sociale relationer. Men, hvis ledelsen i et trossamfund anbefaler, at dets medlemmer skal undgå kontakt og samvær med personer, som forlader trossamfundet, så er den gal,« fastslår Bente Dahl.

Nej, den er ikke gal. Bente Dahl er godt igang med at bruge vold gennem lovgivningen til at krænke et trossamfund for deres ikke-voldelige og ikke-krænkende metoder.

Gid samfundet generelt brugte samme metoder som Jehovas Vidner, i stedet for alle de forbud i lovgivningen, som påbyder, at alle uenige skal bankes på plads af retssystemet.

Forestil dig at islamisterne vendte ryggen til de frafaldne i stedet for at hugge hovederne af dem. Selvom de Radikale ikke vil hugge hoveder af, så er de på præcis det samme spor som islamisterne er, og som Jehovas Vidner har vendt ryggen til.

Posted in Frihed, Statens opgaver | Tagged , , | 4 Comments

Folketinget har talt, Bastiat har tabt

Nyt marked for el-installatører er netop blevet skabt, efter folketinget har påbudt en gennemgang af el-installationerne ved hussalg.

Flere hundrede millioner i ekstra omsætning kan blive resultatet for landets el-installatører, efter at Folketinget netop har revideret lovgivningen om huseftersyn.
Det bliver nemlig obligatorisk at få el-installationerne gennemgået af et autoriseret el-firma, når en boligkøber vælger at tegne ejerskifteforsikring. Og det gør to ud af tre boligkøbere svarende til et gennemsnit over tid på 40.000 årlige eftersyn, vurderer brancheorganisationen Tekniq med 3.000 el- og vvs-installatører som medlemmer.

Der er tale om ikke mindre end lovligt tyveri, hvor el-installatørerne med loven i hånden kan plyndre husejerne. Omkostningerne ved sådan et tvunget eftersyn går direkte fra de penge, husejerne kunne bruge på de forbedringer de selv ønsker at gøre.

Allerede i 1850 skrev Frederic Batiat hans berømte essay om Det det synlige og usynlige. Her beskriver han hvordan det er let, at se glarmesterens fortjeneste når bagerens rude smadres, men man ser ikke alle de ting bageren ville kunne bruge sine penge på, hvis han ikke skulle reparere sin rude i stedet. I de 161 år, der er gået siden det udkom, er det åbenbart ikke nået til Danmark endnu.

Det bliver ikke bedre af den hånlige begrundelse, der gives for at tvinge forbrugerne til at betale for noget de ikke har brug for.

- Eftersyn er en fordel for forbrugerene, fordi de får sikkerhed for mod brand og stød.

At beslutte om man har brug for et el-eftersyn er ikke just rocket-science. Hvad værre er, så er det slet ikke nødvendigt med lovgivning. Hvis en el-gennemgang er effektiv til at forhindre brand, så ville det hurtigt blive et krav fra forsikringsselskaberne med sådan en gennemgang, når man vil tegne forsikring? Det er åbenbart ikke tilfældet.

Stød skulle heller ikke være noget problem. Hvem kan lide at få stød? Hvis elsystemet giver beboerne stød, så skulle man tro folk vil gøre noget ved det. Oplyser sælger ikke om det til køberen af huset, så burde det være rigeligt at føre sag på alligevel.

Tillykke til el-installatørernes branceorganisation med et succesfuldt lovarbejde. Men lad være med at håne os ved, at sige det er for vores egen skyld.

Posted in Statens opgaver, Økonomi og penge | Tagged , | Leave a comment

Kriminalitet skaber fattigdom, ikke omvendt

FBI har netop offentliggjort en statistik, der viser at den voldelige kriminalitet i USA er den laveste i 40 år. Et lignende fald har vi også set i Danmark. Det underlige er, at det er på trods af et par år med økonomisk depression. Almindeligvis mener man, at den øgede fattigdom, som følge af de økonomiske vanskeligheder, skulle give mere kriminalitet; fattige tyer til kriminalitet. Det bakkes bare ikke op af data.

Det er ikke kun de nye data, der afviser ideen om, at fattigdom fører til kriminalitet, for under den store depression i 30’erne, faldt kriminalitetsraten.

Der er mange mulige forklaringer på hvorfor kriminaliteten faldt, blandt andet har længere fængselsstraffe en effekt, men tilsyneladende ikke mere end en fjerdedel af faldet. Når forbrydere sidder i fængsel, kan de trods alt ikke begå nye forbrydelser.

Det mest sandsynlige er, at der er sket ændringer i kultur, som gør kriminalitet mindre acceptabelt. Måske er det også i sammenhæng med, at befolkningerne bliver ældre.

Hvad end forklaringen er, så kan teorien om, at fattigdom (eller mindre velstand) fører kriminalitet med sig, lægges i graven. Men der er stadig en klar sammenhæng mellem kriminalitet og fattigdom, for rigtig mange kriminelle er fattige. Sagen er bare, at kriminalitet fører til fattigdom. Enten fordi fængsel giver et socioøkonomisk tilbageslag, men også fordi meget kriminalitet forhindrer lovlydige i området i, at skabe velstand.

Kriminaliteten gør for det første ofrene fattigere, men ofrene og dem, der regener sig som kommende ofre ændrer adfærd. Hvis de stadig mener det kan betale sig at forsøge sig med velstandsskabelse, så vil de bruge så mange ressourcer på at beskytte sig selv, at de ikke rigtigt kommer nogen vegne.

Kriminalitet skaber fattigdom, men fattigdom skaber ikke kriminalitet.

Posted in Samfund | Tagged , | 2 Comments