Er uran en vedvarende energikilde?

Lad os se på et interessant lille regnestykke fra The Capacity Factor:

Et atomkraftværk ved havet, som de tre tilbageværende værker i Sverige, pumper i omegnen af 130 kubikmeter havvand pr sekund for at køle reaktorvandet i forbindelse med strømproduktionen. I almindeligt havvand er der opløst ca. 3,3 mg uran pr. kubikmeter, hvilket betyder der bliver pumpet 0,4 gram uran rundt i værket hvert sekund eller 12,6 tons om året.

Et typisk atomkraftværk er på ca. 2000 MW, af typen Sodium-cooled fast reactor, som er lige nu er under udvikling, skal bruge ca 2 tons om året. Det vil sige, at hvis man fra kølevandet kan indfange 1/6 af uranet, så bliver kraftværket selvforsynende med uran. Kan man udtrække al uranen, ja så kan den forsyne fem andre atomkraftværker, der ikke ligger ved havet.

Men det bliver mere interessant, for i havet er der 4,5 milliard tons uran, som tilsyneladende er i ligevægt med de 40 bilioner (12 nuller) tons der i i jordskorpen, således at hvis vi fjerner uran fra havet, så vil den samme mængde blive opløst fra jordskorpen gennem undersøiske vulkaner og lignende. Allerede nu er udtræk af uran fra havvand ved at være rentabel, og set i forhold til at prisen på uran er en meget lille del af prisen på strømmen fra atomkraft, så er det allerede nu en tilgængelig ressource.

Spørgsmålet er så om uran kan betegnes som en vedvarende energikilde. Det lever nok ikke op til kriterierne for vedvarende på trods af at det praktisk er en uudtømmelig energikilde.