Op mod 90% af billederne fra Afrika er taget af hvide fotografer fra USA og Europa. Det altovervejende mediebillede er et Afrika i fattigdom og sult, men det er ikke nødvendigvis et sandt billede af situationen i Afrika.
Afrika er et kontinent og ikke en katastrofe. Diversiteten i Afrika er enorm, og Afrika er meget andet end nød og hjælpeløshed. Ethan Zuckerman beskriver det helt fantastisk.
Africa’s not an issue. It’s not a cause or a problem. It’s a continent – a complicated, confusing, beautiful continent, with wealth and poverty, peace and strife, success and tragedy. When Africa becomes a cause, we tend to see only one side of the continent – a helpless, dependent, starving side that “needs our help”.
To actually accomplish the goal of Live 8 – the elimination of poverty in Africa – Americans and Europeans have to get a great deal smarter about this other Africa. This Africa needs investment and trade, rather than just aid and debt forgiveness This Africa is open for business. This Africa is as important and as real as the Africa that needs help.
Imagining Famine tager kritisk fat på emnet om hvordan sult bliver fremvist I vesten, og det er ikke et kønt billede. Det er dog et par munitter værd at se lidt på siden.
Det er påfaldende at billederne ofte fokuserer på kvinder og børn, som værende passive ofre. Billederne er stort set alle sammen nogen, der får vores hjerter til at græde, og giver os dårlig samvittighed. Den dårlige samvittighed kan man selvfølgelig betale sig fra ved at give penge til forskellige hjælpeorganisationer – som tilfældigvis også af dem, der producerer billederne. Porno sælger, og det gælder også når det er fattigdomsporno.
Billederne bruges til at fremprovokere en skyldfølelse, ved at trække et spor tilbage til kolonitiden, og derved prøve at forklare nutidens elendighed. Måske er det en begrundet årsagssammenhæng, men resultatet er også at afrikanere gøres ansvarsløse for deres nuværende og fremtidige situation. Følelsen af afrikansk ansvarsløshed er udbredt hos de blødende hjerter i vesten, hvilket er slemt nok. Endnu værre er det når afrikanerne og de afrikanske ledere også føler ansvarsløsheden og falder ind i en offerrolle.
Fattigdomspornoen og den afrikanske ansvarsløshed viste sig i fuldt flor til de verdensomspændende Live8 koncerter i 2006. Her kunne alverdens blødende hjerter lindre deres dårlige samvittighed ved at gå til koncert. Vel at mærke koncerter, der aldrig vil kunne opnå deres formål, men som gav en masse musikere mulighed for at vise deres egne blødende hjerter til verden (uden betaling selvfølgelig).
Live8 er en direkte udløber fra Bob Geldorfs ”Band Aid” koncerter i 80’erne. Band Aid gik ud på at afhjælpe en fattigdom i Etiopien (somaldrig har været koloniseret), hvor militærdiktatoren Mengistu gerne brugte sult som våben mod oprørere, og havde den største foragt overfor hjælp fra udlandet, selvom det gjorde at han lettere kunne fortsætte hans regime med militær støtte fra både Rusland og Cuba. Hungersnøden kom ikke fra noget fremmed sted når man tager Mengistu socialistiske planøkonomi i betragtning.
Selvom billederne af et lidende Afrika kan finansiere vestlige hjælpeorganisationers dårlige samvittighed på den korte bane, så lider Afrika uden tvivl under det på den lange bane. Hjælpen til de sultende bliver også en hjælp til frygtelige regimers overlevelse. Billedet af Afrika får vesten til at blive paternalistisk overfor de afrikanske lande, og det er synd. Afrika er ikke fuld af ansvarsløse børn i voksne kroppe. Afrikanerne er voksne mennesker, der ønsker at forbedre deres liv til trods for fattigdom og regimer, der har værdifællesskab med sovjet og store dele af venstrefløjen her hjemme.
