Jeg ser ikke mig selv som ateist, men ateisten Karl Reitz har skrevet en interessant artikel om forskellen på kampen mod de traditionelle religioner, som kristendom og islam, og ægte ateisme. Artiklen er et svar til en række (selvudnævnte) ateistiske forfattere, som Karl Reitz mener begår nogle fatale fejl.
Jeg er ateist fordi jeg ikke tror på “tro”, og ”tro” er efter min mening det de traditionelle religioner har til fælles med de sekulariserede religioner. Det betyder at min ateisme er en smule sløret, for ligesom man ikke kan bevise at Gud ikke eksisterer, så kan man heller ikke bevise at han gør. Begge dele er umuligt at teste. Ved at rase imod Gud, i særdeleshed den kristne Gud, rammer de ved siden af målet, nemlig ”troen”.
Jeg synes det er en interessant pointe han kommer med, når han forkaster anti-kristnes og anti-muslimer kamp mod religionerne. Altså handler ateisme i virkeligheden om at man ønsker at være rationel realist uden noget element af ”tro”. Man kan så diskutere langt og længe om det så kan lade sig gøre, men uanset hvad, så står dem, der kæmper mod den kristne kirke og islam isoleret i den diskussion.
Modstanderne af de traditionelle religioner falder ofte i den anden grøft og bliver forkæmpere for det Karl Reitz kalder sekulariserede religioner. Et andet sted i artiklen får de dødsstødet.
De åbenlyse eksempler på sekulariserede religioner er kommunisme, socialisme og fascisme. Hver af dem har dem har et element af tilbedelse af staten med små forskelle ritualer og små forskelle i begrundelser. Efterhånden som de overbevisninger fik mindre betydning, opstod troen på velfærdsstaten og specielt troen på miljøbevægelsen, og blev de nye årsager til at tilbede staten. Miljøbevægelsens disciple påstår at vi vil opleve
dommedagkatastrofer, og derfor er nogen begyndt at bygge Noah’s ark. Katastroferne kan undgås hvis vi tager imod råd fraprofeterne, folk som Al Gore. Men hvis visynderforurener lidt for meget, så kan vi altid bare købeafladCO2 kreditter.
. At betragte socialisme, fascisme, velfærdsstat og miljøaktivisme som religioner synes jeg giver meget mening. Tilhængerne er fuldstændig afvisende overfor selv de bedste argumenter, og holder hårdt fast i deres tro selvom der kan findes både indicier og beviser, der peger i en anden retning.
I debatten om global opvarmning er det nærmest kættersk at sige dommedagsprofeterne imod. Det fremføres gang på gang at FN’s klimapanel er enige om den menneskeskabte globale opvarmning, og det bruges nøjagtige på samme måde som hvis man i den katolske verden sagde at alle kardinalerne i Rom var enige. Uenighed tolereres ikke.
Jeg vil som sagt ikke kalde mig ateist. Når nu Gud hverken kan bevises eller modbevises, har jeg valgt at tro på noget guddommeligt, fordi jeg synes det er lettere at få det til at give mening. Men når det kommer til isme-religionerne, så er jeg gennemsyret ateist. Her er det den benhårde realistiske rationalisme der gælder, og hvis der er noget vi ikke ved, så må vi forholde os til det som om vi ikke kender sandheden. Det nytter ikke noget bare at tro på et eller andet, og så i øvrigt ignorere alle indicier for det modsatte.
Jeg synes egentlig, at det er for letkøbt at anklage sine modstandere for at være religiøs. Der er jo også den mulighed, at de på en helt ikke-religiøs måde er overbevist om at nogle argumenter er bedre end andre. Det er også en mulighed, at klimaforandringer faktisk er et reelt problem, og at man kan være fortaler for en politisk indsats på en helt ikke-profetisk måde. Det er også muligt, at CO2-kreditter rent faktisk nytter noget, og at man derfor har noget at have en god samvittighed i.
Slutteligt kunne det også være, at vi ikke er enige om hvilke argumenter, der er gode. Det er der ikke noget religiøst i.
Du må da indrømme at hvis bare nogen hvisker lidt om at gøre velfærdsstatens fangarme lidt mindre, så kommer rygmarvsreaktionen med en helt ureflekteret afsky og fordømmelser, som minder om religiøs forargelse.
Jeg synes det er sjovt du nærmest opfatter religiøsitet som et skældsord, når min anklage egentlig går på at “mine modstandere” er argumentresistente, og bare ignorere alt hvad der siger dem imod.
Du har ret. Det kan godt være at klimaforandringer et et stort ‘menneskeskabt’ problem, men alle indvendinger afvises med det der ligner religiøs indignation. De scenarier fanatikerne med Al Gore i spidsen præsenterer, er jo helt ude af proportioner.
Jeg synes stadig at det er en overdrivelse. Der er sikkert mennesker, for hvem velfærdssamfund og klimaforandringer er hjertesager, men de fleste fortalere er almindelige mennesker, der er overbevist af argumenterne for. Al Gore lægger ret tæt op ad den generelle videnskabelige konsensus. Gør det ham til fanatiker? I så fald må du nærmest afvise alle der ikke er enige med dig, som fanatikere.
Man kan slet ikke deltage i en debat uden at afvise nogle argumenter som dårlige. Gør det dig og mig til argumentresistente? Men at frakende sine modstandere omtanke er i det hele taget ret bedrevidende.
Selvfølgelig er det at overdrive, men derfor tjener det stadig ganske glimrende til at sætte debatten i perspektiv. Dyrkelsen af staten med det ene eller det andet formål er stadig lige skræmmende og uden for pædagogisk rækkevidde.
Jeg er slet ikke enig i dit udsagn om at fortalerne bare er almindelige mennesker, der er overbevist af argumenterne. Langt de fleste danskere har bare hørt om klimakatastrofer uden nogen nuancering overhovedet. Ligeledes er tror folk at himlen falder ned hvis det ikke var for en storaltomfattende velfærdsstat.
Al Gore ligger ikke op af nogen videnskabelig konsensus (hvis der overhovedet er sådan en i virkeligheden). Ingen seriøse klimaforskere taler om at al indlandsisen på Grønland smelter, og han er fuld af historier med lige lidt relevans.
Mises Instituttet og Murray N. Rothbard er ret ofte ude på et skråplan, som efter min mening næsten bliver helt religiøst. Men på nogen punkter rammes der altså plet. Denne artikel af Rothbard synes jeg dog er rigtig god. (Hvis nogen mener jeg ikke bør ud