Artikler skrevet af Kian Conteh

Der er en gennemgående myte om, at Demokraterne i USA kæmper for de fattige og de sorte hvorimod Republikanerne er for de rige og hvide. I weekenden kolportede DR Udland Obamas spin om, at Republikanerne er de riges parti. Men sandheden er en helt anden. Det var de fattigste stater i USA, der valgte Geroge W. Bush begge gange, hvorimod de rige stater konsekvent pegede på modkandidaterne.

Historisk set har det altid været Republikanerne, der har kæmpet for borgerrettighederne. Abraham Lincoln befriede slaverne, Eisenhower gennemførte borgerrettighederne, og begge har til fælles med Martin Luther King Jr. og hans far, at de var republikanere. Derimod var det Demokraterne, der kæmpede for slaveriet og imod borgerrettighederne i Syden.

Ligesom Sin Fein i Nordirland havde IRA som en militær fløj af partiet, så havde demokraterne også deres militære afdeling, som udøvede terrorisme mod både hvide og sorte republikanere. Demokraternes militære fløj er bedre kendt som KKK eller Ku Klux Klan. Den nylige afdøde nestor for det demokratiske Robert Byrd var indtil 1952 et ledende medlem af Ku Klux Klan. I mindetalerne, blev hans tid i KKK affærdige som ungdommelig kådhed, selvom Byrd var i trediverne dengang.

Med Demokraternes senere omfavnelse af socialisme, har de brugt den store pensel til hvidvaskning af partiet, så de kunne indfange de fattige amerikanere, hvor sorte er alt for godt repræsenteret, med letfordøjelige budskaber. Ligesom i Danmark, hvor velbeslåede mennesker stemmer på SF for at lindre den dårlige samvittighed over forræderiet af deres egne idealer, så er det lykkedes Demokraterne at bruge socialismen til, at indfange de såkaldte trust-fund demokrater.

Heldigvis har ikke alle amerikanere svigtet den amerikanske iværksætter- og succeskultur. Efter valget af Obama og hans massive overforbrug af skatteydernes penge, er modstanden begyndt at samle sig i Tea Party-bevægelsen, som Demokraterne ironisk nok desperat forsøger, at brande som en flok racister. YouTube flyder over med videoer, hvor Tea Party deltagerne bortviser modstandere, der foregiver at være racister.

Specielt Republikanerne lytter til Tea Party-bevægelsen, og det er på den baggrund Obamas seneste udfald mod Republikanerne skal ses. Republikanerne er i markant mindretal, og kæmper med Tea Party-bevægelsens støtte med alle parlamentariske midler mod Obama. Det har været en torn i øjet på Obama, som nu føler behov for, at bruge fordomme i udfaldet mod det politiske mindretal. Det gør ikke noget, for sådan er spillets regler, men lidt kritisk journalistik ville nu klæde DR.

Henry George: Both the jayhawk and the man eat chickens; but the more jayhawks, the fewer chickens, while the more men, the more chickens.

Aldrig ahr der været så få tigre tilbage i naturen. Man regner med, at der kun er 3.200 tilbage, fordelt over et kæmpe område, for at de ikke helt skal uddø vil man i efteråret holde en konference for at koordinere indsatsen, så bestanden kan fordobles inden det kinesiske tigerens år i 2022.

Problemerne for tigrene er store, for deres leveområder bliver konstant mindre, og vigtigst af alt, så er efterspørgslen efter tigerprodukter og dermed krybskytteri meget stor. 23 tigre blev dræbt på Sumatra i Indonesien i 2008 på trods af, at CITES traktaten forbød handel med tigerprodukter i 1975. Siden da er tigerbestanden faldet og millioner af dollars er brugt uden det har nogen effekt. Den eneste løsning man åbenbart forfølger er yderligere stramninger for handlen med tigerprodukter og fortsatte restriktioner på tigerfarme i Kina.

Der er ikke noget at sige til, at krybskytteri er en god forretning for fattige mennesker, når man kan sælge skindet for 20.000 dollars og knoglerne for 250.000 dollars på det sorte marked, og alle andre dele er tigeren kan også sælges for enorme summer.

I Kina har man opdrættet næsten 6.000 tigre i fangenskab med henblik på at genudsætte dem i naturen, men mange af farmene opdrætter flere end de har behov for, så de kan sælge de døde dyr på det sorte marked. Kritikken af Kina for ikke at slå hårdt ned på den handel er hård. The New York Times formulerede kritikken:

one particularly horrifying practice is Chinese tiger farms, which supply pelts, worth up to $20,000 apiece, and tiger bones used in medicines and aphrodisiacs. These farms are thinly masked as efforts at tiger conservation. In reality, their purpose is to raise tigers to be butchered and consumed. (...)

Unless China does both — shuts down the tiger trade and finds a way to alter consumers’ tastes — the wild tiger is almost surely doomed.

At opdrætte dyr i fangenskab og så slagte dem og spise dem, er tilsyneladende helt horribelt for The New York Times på trods af det er præcis det samme formål med alle husdyrhold i hele verden. Men er det nu også rigtigt, at hvis ikke Kina lukker tigerfarmene, så de de vilde tigre dødsdømte? WWF er i hvert fald også af den holdning. Grunden skulle være at opdræt og salg skulle stimulere efterspørgslen efter tigerprodukter, og da det er forholdsvist dyrt at opdrætte tigre, vil det være billige at skyde og sælge de vilde tigre.

Det er sikkert rigtigt, at legalisering af salget vil stimulere efterspørgslen efter tigerprodukter. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at hvis handlen legaliseres, så vil udbuddet eksplodere og priserne vil styrtdykke. Selv med forbuddet er der 6.000 tigre i fangenskab i Kina, og man regner med, at i USA alene er der over 5.000 tigre, og kinesiske mebedsmænd mener de kan opdrætte 100.000 tigre på 15 år. Tigre i fangenskab er altså ikke truede overhovedet. Af en eller anden grund anses antallet af opdrættede tigre i USA som en trussel mod de vilde tigre i Asien.

Det handler om simpel udbud og efterspørgsel. Lige nu er der en stor nok efterspørgsel til, at priserne er tårnhøje. Uanset hvor stort forbruget ville være, så vil det mindre kunne betale sig, at være krybskytte hvis priserne er relativt lave. Krybskytteri bliver endnu mindre eftertragtet ved, at det er farligt jage tigre, og i øvrigt er det også et besværligt, for den enkelte tiger har et kæmpe territorium. Så er det lettere at smide en død ko ind i buret til tigrene en gang om ugen.

Forbud mod handel og forsøg på holdningsændring hos kunderne har tydeligvis slået fejl, der nægtes hårdnakket at benytte visdommen i det indledende citat, selvom det gang på gang er bevist, at det er rigtigt. Kan markedet mættes med opdrættede tigre, så bliver de vilde tigre lige pludselig penge værd i live, ligesom vilde elefanter er i Sydafrika. Vilde elefanter er så værdifulde, at bestanden fordobles hver 15. år. Det har ført til, at der nu er alt for mange vilde elefanter i Sydafrika, og man føler sig nødsaget til at skyde nogen af dem. Levende vilde tigre er mange penge værd, medmindre forbuddet driver priserne så højt op, at de er mere værd døde - sådan er det i dag.

John Stossel lavede for noget tid siden et program om at man kan redde tigeren ved at spise dem.



Glanscitat:
JM: "You didn't drink the Coolaid with these people at PERC, did you?"
Stossel: "Yes I did. I found them totally convincing because I don't think you can stop human nature."

Palle Strøm leverede i Politiken et forsvar for kommercielt public service, som næsten og kun næsten er overbevisende. Palle Strøm har tydeligvis en rød tilgang til public service, hvilket er interessant, for han forsvarede mod nogle virkeligt røde argumenter af Henrik Palle og Bo Tao Michaëlis.

Palle Strøm: I øjeblikket raser der i hele Europa en tv-krig. På den ene side står de europæiske public service-stationer, også de kommercielle som TV 2. På den anden side står de store og rent kommercielle koncerner.

Forskellen er, at de første tjener penge for at lave tv. De sidste laver tv for at tjene penge. Det gør en forskel.

Når præmissen for diskussionen har et klart rødt udgangspunkt, så er jeg overbevist om, at deltagerne ikke behøver en uddybning af hvorfor det gør en forskel. Palle Strøm slår fornuftigt nok fast, at det i hans øjne slet ikke er public service, hvis et program kun rammer de samme hundrede mennesker fra Kartoffelrækkerne, og derfor skal vellavet public service have en bredere appel. I sig selv en ganske fornuftigt synspunkt. Seertal er derfor en vigtig måleenhed for public service-stationerne, og det samme er det for de rent kommercielle stationer. Palle Strøms underforståede præmis er altså, at der skal noget mere til, som kommercielt public service har; noget idealisme, noget samfundssind og et ønske om at levere kvalitet, som rent kommercielt TV ikke har. Det ubesvarede spørgsmål er så hvorfor i alverden skulle de ikke have det?

For de fleste er det velkendt, at der er forskellige incitamenter, når man sammenligner offentlig og private. Men det viser sig, at de ansatte motiveres forskelligt afhængigt af om de at privat eller offentligt ansat:

Anvendt Kommunalforskning: Offentlige og private sygeplejersker motiveres forskelligt. Den offentligt ansatte sygeplejerske lægger i højere grad vægt på samfundsgavnlig forebyggelse, mens den privatansatte sygeplejerske lægger mere vægt på den enkelte patients ønsker. De ansattes motivation har betydning for, hvilken service de leverer. Derfor er det vigtigt at tage højde for denne forskel, når kommunerne skal beslutte, hvilke ydelser der skal udliciteres, og hvilke der skal blive i offentligt regi.

Det er værd at bemærke, at der ikke er tale om enten-eller, men om hvordan et både-og vægtes. Jeg ser det som en klar styrke for undersøgelsen, at afhængigt af hvilke ideologiske briller man har på, så kan man tolke undersøgelsen som man vil. Det siger for mig, at forskerne har lavet et sagligt stykke arbejde uden at ligge alt for meget bias ind i undersøgelsen.

Begge grupper er motiveret af at gøre godt for andre, og for mig er det ikke nogen overraskelse. Men det er et meget interessant spørgsmål om man mener sygeplejersken skal varetage andres interesse eller fokusere på mig, når jeg har brug for hjælp med et brækket ben, eller min søn har brækket benet. Jeg mener helt ubetinget, at sygeplejersken, lægen, læreren, elektrikeren eller hvem vi nu skal have en ydelse fra, skal have sit fokus på mig og mine behov og ingen andre. Det samme gælder når naboen skal have en service, så skal fokus ubetinget være på ham. Men jeg ved også at andre ikke er enige med mig i det, og mener at det er egoistisk.

Jeg kan levende forestille mig, at mange danskere instinktivt føler, at "samfundet" kommer før individet. Mange af dem skammer sig formentligt over, at de ikke kan leve op til det, når junior har brækket benet og står nede på skadestuen. Når jeg sætter "samfundet" i anførelsestegn, så er der gerne henvises til en underlig blanding mellem stat og samfund, og ikke til (civil) Samfundet. Jeg anerkender alligevel, at dem med "samfundssind" har en pointe, for når vi har en velfærdsstat, hvor forbrug af mange ydelser er uden omkostning for brugeren, så har vi et problem. Jeg vil kunne afkræve uforholdsmæssigt mange ressourcer af en personorienteret sygeplejerske, som både vil gå ud over andre patienter og ikke mindst over alle skattebetalerne. Men det er mere en anklage mod indretningen af velfærdsstaten end mod sygeplejerskernes og borgernes adfærd og ønsker.

Det er en rigtig fornuftig konklusion på undersøgelsen, at man må bruge resultaterne når man skal vurdere hvilket offentlige opgaver, der skal udliciteres eller privatiseres. Eksempelvis taler dette imod, at skattevæsenet udliciteres. Jeg mener alle serviceopgaver burde udliciteres eller privatiseres, eventuelt med støtte til borgerne, der har brug for ydelserne. I den forbindelse opfatter jeg på ingen måde skattevæsenets arbejde som en serviceydelse.

Jeg tænker, at min sit på resultaterne har det noget at gøre med, at jeg er enig med gamle Adam Smith i, at hvis man handler i egeninteresse uden at krænke andre, så er det til samfundets bedste.

Undersøgelsen er også behandlet i P1 formiddag.

Børsen: Står det til landets borgmestre, skal det skattestop, som Anders Fogh Rasmussen indførte, da han kom til magten, snart være fortid.

Forhandlingerne mellem staten og kommunerne er fuld gang. Staten vil spare eller fryse kommunernes budgetter, og kommunerne vil hæve skatten og bruge flere penge.

I stedet for at forhandle med kommunerne, så ville det være meget bedre at gøre lokalpolitikerne mere ansvarlige for deres egen økonomi. Drop alle aftalerne med kommunerne, og lad dem gøre som det passer dem. Drop overførelserne fra staten, og lad kommunerne selv finde ud af hvordan de gør tingene og hvor høj en skat de mener er en god idé - så kan vælgerne skille de lokalpolitiske får fra bukkene ved valgene.

Det bedste ville være at folketinget definerer nogle minimumsydelser, som alle borgere skal have adgang til. Så er det op til kommunerne, at finde ud af hvordan de skal leveres og financieres. Ønsker nogle kommuner en højere ydelse, så er det helt op til dem. Det skal være slut med at borgmestrene sidder med hænderne i skødet og anklager regeringen og folketinget for at udsulte kommunerne og forhindre dem i, at gøre det godt for borgerne. Desværre har borgmestrene ofte ret i, at regeringen er i vejen for dem, men det er også en sovepude, der holder dem fra at gøre kommunen så god som mulig med mindst mulige ressourcer.

Skattestoppet har altid haft meget til fælles med modellervoks - man kan altid give det en anden form - og har Venstre alligevel erkendt at skattestoppet er brudt. Regeringen skulle i stedet fokusere på at holde statsbudgetterne i ro, og så overlade kommunernes budgetter til kommunalpolitikerne. Måske hæver de skatten, måske ikke! Måske går det op for vælgerne, at socialdemokratisk politik ikke virker, når den nabokommunen kan levere bedre ydelser for færre penge og mindre skat. At holde statens budgetter i ro er tilsyneladende en stor udfordring i sig selv.

Homoseksuelle par har ligesom alle andre et ønske om at blive forældre. Men spørgsmålet i forbindelse med adoption og kunstig befrugtning handler i høj grad om børnenes tarv, og hvorvidt det er i orden at planlægge at bringe børn ind i en familie uden en mor og en far. Derfor er det godt at spørgsmålet bliver undersøgt grundigt. Der er netop offentliggjort en undersøgelse, som bliver refereret i meget positive vendinger af både Politiken og Avisen.dk.

Politiken: Børnene klarer sig bedre i skolen og tackler problemer mindre agressivt.

Hvis man mener, at børn, som vokser op med lesbiske forældre ikke får en lige så god barndom som andre børn, kan man godt tro om igen.

I hvert fald hvis man skal tro et amerikansk studie, der er det hidtil mest omfattende af den psykologiske udvikling hos børn, der er født ved donorinsemination og opvokset med lesbiske forældre.

Avisen.dk: Børn af lesbiske forældre klarer sig bedre end deres jævnaldrende kammerater på en række punkter, viser amerikansk undersøgelse.

Det vigtige i denne forbindelse er om undersøgelsen så også holder vand. Det forholder ingen af artiklerne sig til, selvom Politiken har et lille pligtforbehold med, som de ikke følger op på. Det fremgår ret tydeligt, at enten har journalisterne en agenda på emnet, eller også har de bare planket historien fra andre medier, som sikkert heller ikke har læst eller forstået forskernes artikel. Men det har Peter Friedman, der også er søn af Milton Friedman. Artiklen kan findes lige her.

Det første problem er, at de to grupper ikke ligner hinanden. De lesbiske familier er samlet geografisk, hvor kontrolgruppen er spredt over hele USA. Der var ingen kontrol for race, hvor de lesbiske mødre langt oftere var hvide kvinder. I resten af befolkningen er der langt flere sorte, og desværre er der ret stor socioøkonomisk forskel på sorte og hvide i USA, og den lesbiske gruppe havde generelt et ret højt socio-økonomisk niveau, hvor kontrolgruppen var almindelig. Alle faktorerne kan påvirke konklusionen.

Ikke nok med det, så var undersøgelsen baseret på at forældre selv skulle rapportere deres egne data til forskerne. Konklusionen kunne lige så godt have været at lesbiske mødre har højere tanker om deres børn end heteroseksuelle mødre har. Friedman konkluderer:

Nyhedshistorierne lader os forstå, at undersøgelsen dokumenterer stærke beviser på at lesbiske forældre i gennemsnit er bedre til at opfostre børn end heteroseksuelle forældre. En læser, der gjorde sig ulejligheden med at finde og læse den originale artikel, som kun få vil gøre, ville opdage at den forståelse er forkert. Undersøgelsen giver noget dokumentation for konklusionen, men ikke ret meget. Det kunne let tolkes til at rige forældre er bedre til at opfostre børn end fattigere, at sorte er dårligere end hvide, at forældre ved kysterne er bedre end forældre i de midterste stater eller at lesbiske forældre har en stærkere bias for deres egne børn end andre har.

Det eneste overskrifterne beviser er, hvad det var forfatterne gerne ville have deres læsere til at tro.

Skal vi have klar viden om børns opvækst i homoseksuelle familier, så kræver det lidt mere hjemmearbejde for journalisterne og lidt mere videnskabelig grundighed fra forskernes side, så det ikke bare kommer til at handle om hvorvidt man kan dokumentere sine egne fordomme. Undersøgelsen og journalisterne, der har omtalt den, har ikke bidraget til klarhed på et svært emne, men har kun bibragt mere polemik og kastet grus i maskinen for en saglig debat.

Council on Foreign Relations: Mange lande, der er på vej ind i den moderne verden, har fundet ud af at en monark kan være en kilde til autoritet og national identitet, som adskiller sig de politiske skænderier. Han eller hun kan fungerer som en national galionsfigur, eller som et uafhængigt magtcenter, der kan holde de værste påfund fra de valgte politikere i skak (...)

Selvom en ceremoniel præsident kan udfylde den rolle, som i Israel og Tyskland, så har monarken en helt unik tag på den offentlige fantasi. Neil Blain, der er ekspert i moderne monarkier ved University of Stiling, fortæller at monarkiets symboler, som scepter og krone, ikke kan overføres til en ceremoniel præsident.

En konstitutionel monark er ikke bare en hyggelig kransekagefigur, der står for besværlige gammeldags traditioner. Diverse republikanere slår på den fremstilling, og fremhæver konstitutionelt monarki som en demokratisk synd. Svaret fra monarkisterne, hvis de overhovedet kommer med et, er ofte noget i retning af at kongehuset har lidt reklameværdi i forhold til omverdenen. Mit gæt er at begge holdninger udspringer af en blind tro på, at demokratiet opretholder sig selv, og forhindrer at nogen valgte politikere uretmæssigt tilraner sig magt. Det har bestemt været sådan i Danmark, hvor politikerne ikke at tilranet sig stor magt med pludselige indgreb. Desværre er Danmark nærmest undtagelsen, der bekræfter reglen.

Den konstitutionelle monark har en umådelig vigtig funktion i forbindelse med at forhindre politiske kriser i at komme ud af kontrol. I Belgien har kongen været en samlende faktor for både befolkningen og politikerne, selvom det har været noget nært umuligt at samle en stabil regering. Dagligdagen i Belgien er fortsat på trods af politikernes udfordring med at samle en regering, og det skyldes i høj grad den stabiliserende faktor monarken er.

Ligeledes har kongen i Thailand formået at holde landet på en demokratisk kurs. Flere politikere har gennem årene forsøgt at tage magten og undertrykke befolkningen, og hver gang har militæret med kongens tilladelse afsat de politikere fra magten. Men ikke nok med det, så har kongen gennem sit arbejde som samlende faktor, også opnået nok magt til at han med et bestemt blik i øjnene kan få generalerne i militæret til hurtigt at overdrage magten til folkevalgte politikere igen. Befolkningens tillid til kongen er så stor, at mange borgere knap nok tager notits af at militæret har væltet regeringen. Til trods for de nuværende problemer i Thailand, så fungerer kongen stadig som en stabiliserende faktor.

En af de største af de nulevende monarker er uden tvivl Spaniens Juan Carlos I, som blev udpeget af Franco som hans efterfølger som diktator i Spanien, og alligevel sørger han for at Spanien overgår til demokrati. Få år senere afværger han et militærkup, som angiveligt blev udført i hans navn. Han han så også irettesætter Hugo Chavez, er bare et ekstra plus.

i en tid med stramninger af sikkerhed og kontrol, hvor valgte politikere tager en hidtil uhørt mængde magt til sig, og hvor domstolene vægrer sig ved at udfordre dem, kan en monark stå vagt ved borgernes frihedsrettigheder.

Det er uden tvivl en balancegang, hvor monarken konstant skal gøre sig fortjent til befolkningens respekt og tillid, for at kunne bruge den når krisen indtræder. Når monarkens magtbase er befolkningens tillid, så skal regenten også handle hurtigt for at genskabe demokratiet igen. Det lykkedes i både Thailand og Spanien, men prøver monarken noget andet, så går det galt, som i Nepal og Grækenland.

Hvis det danske kongehus skal kunne varetage rollen som demokratiets og befolkningens beskytter, så duer det ikke at kongehuset tilsidesættes, som når diverse fundamentalistiske demokratister ønsker at afskaffe statsrådet, hvor regeringen opdaterer monarken om rigets tilstand. Det duer ikke, at Dronningerunden afskaffes, når en ny regering skal dannes efter valgene. Det duer ikke, at statsministeren ikke længere skal udpeges af monarken. Uden disse tilsyneladende ceremonielle funktioner når at går godt, så ville monarken ikke have viden eller lejlighed til at kunne udføre hvervet som frihedens beskytter.

Avisen.dk: "Jeg forstår ikke, at politikere fra regeringen pludselig kan beslutte, at det her ikke er nogen sygdom. Videnskaben er enige om noget andet," siger Lone Smidt fra Københavns Universitet, der er ekspert i reproduktion i Danmark.

Det er måkse lige frisk nok at påstå at videnskaben siger barnløshed er en sygdom, når nu der ikke eksisterer en videnskabelig definition på en sygdom. En meget spændende diskussion om netop det emne er at finde i Claus Møldrups bog "Den medicinerede normalitet." Det nærmeste vi kan komme på en definition af sygdom er, at det er en fysiologisk tilstand vi ønsker eller kan behandle. Problemet er, at den definition er så bred at hvis nogen ønsker noget er en sygdom, så er det det, og derfor er det et ubrugeligt begreb når vi skal afgøre hvad, der det offentlige skal betale for. Det er formodentlig den definition WHO bruger, men at påstå, at videnskaben har talt, er useriøst.

Der er store underskud på de offentlige budgetter, derfor er det helt rimeligt at reservere pengene til dem, der har brug for hjælp. Når vi skal afgøre om der overhovedet skal bruges tvangsindkrævede offentlige penge på noget, så må det være helt rimeligt at skelne mellem om en tilstand er behandlingskrævende eller ej.

Lone Smidt: "Det er en mærkelig tankegang, at reproduktive malfunktioner i kroppen er de eneste, der ikke er sygdomme. Hvis man har en person, der ikke er i stand til at producere tilstrækkelig med insulin, så kalder vi ham syg og giver ham insulin. Men hvis den samme mand samtidig har en testikel, der ikke producerer nok sædceller, så må han klare sig selv"

Selvom Lone smidt mener det er en mærkelig tankegang, så er der stor forskel på need-to-have og nice-to-have. Uanset hvilken grund der er til, at man ikke kan få børn, så er børn nice-to-have. Det er insulin ikke; det er stærkt need-to-have. Får en diabetiker ikke sin insulin, så er det med invaliditet og død til følge. Det offentlige betaler heller ikke for behandlingen af tømmermænd selvom de også falder ind under definitionen af sen sygdom - selvforskyldt, men stadig en sygdom.

Måske skulle Henriette Kjær have sagt, at barnløshed ikke er en behandlingskrævende sygdom i stedet for, at sige det ikke er en sygdom. Det er vist rimeligt at sige, at hvis man graver sig ned i den sproglige petitesse, så er det polemik og ikke saglighed man arbejder med.

Formanden for Dansk Fertilitetsselskab maler et skæbnesvangert demografisk billede af beslutningen med et hurtigt regnestykke om, at kunstig befrugtning er bag op til 10 % af fødslerne, og det offentlige står for halvdelen. Så er det jo klart for enhver, at 5 % af fødslerne vil forsvinde, og ældrebyrden bliver tungere for de resterende børn. Først og fremmest, så er det en afskyelig ide, at vi skal presse og betale folk for at få børn, vi senere kan plyndre frugterne af deres arbejde. Det er slaveejermentalitet, og det bliver ikke mindre afskyeligt af at vi kalder "solidaritet" og "økonomisk fornuft." Ældrebyrden skal løses ved at sunde og raske ældre ikke længere skal være en byrde for alle andre. Dernæst, så er det at male fanden på væggen, at tro dem der tidligere kunne få børn med den offentlige, ikke vil betale for det fremover. Selvfølgelig vil de det; måske ikke hundrede procent, men nok tæt på. Man kan rimeligvis mene, at hvis man ikke er kan eller vil spare 25 - 50.000 kroner op til kunstig befrugtning, så har man heller ikke råd til at have børn.

Fossile energikilder er noget skidt. Det er en sandhed uanset om man bekymrer sig CO2 og klima eller man ikke gør. Men selvom vindmøller sælges til overpris i hele deres levetid som en erstatning for fossile energikilder, så er der en beskidt lille hemmelighed, der ikke tales meget om: Vindkraft er dybt afhængig af fossile kilder.



Og så er vi slet ikke begyndt at tale om hvor ødelæggende vindmøllerne er for den natur de bliver opstillet i.

Man kan diskutere de mange fordele ved atomkraft i lang tid, og ikke mindst rækkefølgen af en top 10. Men Pro Nuclear Democrats har lavet deres egen liste:

10. Atomkraft udleder ikke drivhusgasser.
Rene energiformer er nødvendige, og derfor er mange miljøtilhængere blevet støtter af atomkraft. Allerede nu produceres 73% af den grønne energi på atomkraftværker i USA, men desværre er kun 10% af den amerikanske energiproduktion fra atomkraft.

9. Atomkraft skaber højt betalte jobs, der bliver i landet.
Kraftværkerne bliver hvor de er, og arbejdspladserne kan ikke sendes til udlandet. Flere byer er vokset op omkring et atomkraftværk fordi de højtlønnede jobs skaber vækst i hele lokalsamfundet.

8. Atomkraft er en central del af et højteknologisk samfund.
Atomkraft handler ikke kun om at producere elektricitet. Læger bruger medicinske isotoper til fra reaktorerne til at redde liv hver dag ved at diagnosticere og behandle patienter. Brandalarmernes detektor indeholder også materialer lavet i atomreaktorer. Fødevaresikkerheden kunne højnes ved at bestråle madvarerne inden de sælges. Og dertil kommer alle de relaterede forskningsområder indenfor alle disse emner.

7. Atomkraft er den mest priseffektive måde at reducere CO2 udledningen.
Atomkraft er den billigste måde at producere baseload-elektricitet på. Der skal være strøm i ledningerne hele tiden, og ikke kun når det blæser eller solen skinner. De amerikanske atomkraftværker leverer nok ren energi, svarende til at udstødningen fra alle amerikanske biler blev fjernet.

6. Atomkraft leverer billig elektricitet.
Punktet minder meget om nummer syv, men regningen man får, betyder ofte mere end hvor meget CO2 der er beskåret. Atomkraft er billigt, og afhænger meget lidt af de øvrige priser på markedet. Selv store ændringer i prisen på atombrændsel har meget lille effekt på prisen på strømmen. Det er helt anderledes for de fossile brændsler. Omkostningerne ved atomkraft er primært kapitalomkostninger og lønninger.

5. Atomkraft er sikkert.
Kommerciel atomkraft i USA har ingen dødsfald på samvittigheden. Det kan aldrig springe i luften som en bombe (og som et gasværk gjorde for nyligt). Ingen kom til skade på Tremileøen da værket havde et uheld, og ulykken må betegnes som en succes, da det beviste at sikkerheden fungerede under de værst tænkelige omstændigheder. Men det var dyrt, for reaktoren gik tabt.

4. Atomkraft er tilgængeligt i millioner af år.
Nogen tror uran er sjældent. Det er det ikke. Der er omkring lige så meget uran som er kobber og tin og der er 40 gange mere end der er sølv. Nye breeder reaktorer vil kunne udnytte langt mere af den tilgængelige uran. Thorium findes i meget større mængder end uran, og kan også bruges helt op som atombrændsel. Uran kan også udvindes fra havvand, men det er endnu ikke rentabelt at gøre det.

3. Atomteknologi kan bruges til mange forskellige ting.
Atomkraft er bare et element af atomteknologien. Nogen isotoper der produceres i reaktorerne kan bruges i luftfarten, sikkerhed, medicin, landbrug. Uden nuklear medicin ville hundrede tusinder af mennesker ikke have været i live i dag. Atomkraft kan afsalte vand, hvilket det atomdrevne hangarskib Carl Vinson pt. gør på Haiti efter jordskælvet.

2. Atomkraft giver højere energi selvstændighed.
Afhængigheden af diverse diktaturstater bliver langt mindre med atomkraft. Uran og thorium kan købes billigt af vestlige og frie lande som Australien, Canada og Norge eller vi kan producere det selv fra havvand.

1. Atomkraft er den mest koncentrerede form for energi.
Dette er måske den mindst åbenlyse fordel. Koncentreret energi betyder at fodaftrykket af en energiform er meget lille. Der skal kun graves meget lidt uran op i forhold olie, kul og gas. Kraftværkerne fylder meget lidt i forhold til sol og vind, hvis de skulle producere lige så meget energi. Energi sikkerheden er høj, da produktionen på sol og vind er meget ustabil. Der er 1500 kulfyrede værker i USA, men der skal kun bruges 200 atomkraftværker til at erstatte dem helt.

Via Seeker Blog.

De mange Tea Parties beskyldes af af en venstreorienteret i New York Times for at være voldelige, hvilket venstrefløjen ifølge ham ikke er. Årsagen er at der tales meget om at omstyrte regeringen med vold. Det bliver der spundet en meget vigtig lille tråd om på Pajamas Media:

Amit Ghate @ Pajamas Media: New York Times udgav for nyligt en kronik af Frank Rich, hvor han angreb tilsvinede den vokesende Tea Party-bevægelse. Det meste af hans tirade er blevet besvaret på behørig vis, men én vigtig logisk fejl er ikke blevet behandlet af nogen. Måske blev den overset fordi venstrefløjen har udbredt fejlen i så lang tid at der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved det. Det gør det bare endnu vigtigere at tage fat på den.

Den logiske fejl er lighedstegnet mellem vold [violence] og tvang [force]. Fejlen og dens konsekvenser er klare hvis man tænker over hvad venstrefløjen fordømmer og ønsker. Den centrale anke i Rich's kronik handler om at Tea Party støtterne skulle elske vold.

(...) Rich's egne "aktivister" er stolte over at kaste med sten under studenteroprør, sit-ins med tvang og anden fratagelse eller ødelæggelse af andres ejendom. Endnu vigtigere er, at de aktivt fortiede beviser på Stalins grusomheder, aktivt støttede diktatorerne i Sovjet og støttede uden at blinke Mao Zedongs eksperimenter med Det Store Spring Frem og Kultur Revolutionen.

Det er helt klart at deres handlinger involverede og støttede forskellige grader af tvang; lidt men stadig betydelig i forbindelse med sit-ins, og stort i forbindelse med kommunismen. Men intet af det bekymrede dem, for i deres verdensbillede er det ikke vold at tage ejendom, eller presse nogen til at gøre noget de ikke vil, ved at true dem med tvang, og derfor er det ikke afskyeligt for dem. Man kan tage en mands ejendom, smide ham ud af byerne, tvinge ham ind i kollektive landbrug og tvinge ham til at udføre hårdt arbejde, men så længe truslen er så stor at han ikke kan stå imod, så er der ingen vold, og dermed ikke noget problem. Folk liv ødelægges, men venstrefløjen bifalder det, for der er ikke noget blod der spildes - eller i tilfældet med kommunismen, holdes floderne af blod væk fra kameralinserne. (Venstrefløjen vil gå med til alt så længe mennesker gøres til statens slaver.)

Venstrefløjens opus operandi er at fordømme enhver brug af åbenlys vold, samtidig med at de bifalder enhver anden brug af tvang.

Under venstrefjøjens indflydelse og tilskyndelser kan myndighederne udøve tvang mod dens egne borgere på et utal af allestedsnærværende måder. De bruger tvang til at tage vores skattekroner til at betale for offentlige skoler, og efterlader os med få valg og muligheder for at give vores børn den uddannelse vi finder bedst. De beslutter hvilke lægemidler, der kan og ikke kan blive testet, hvordan godkendte lægemidler markedsføres til hvilke patienter, uanset hvor villige de er til at påtage sig en risiko for at få et bedre liv. De regulerer handlen, lige fra det trivielle til det kritiske. Spørg bare enhver forretningsmand hvor mange arbitrære regler han skal overholde hver dag under trusler om bødestraf, tvangslukning og ligefrem fængselsstraf.

(...) Selvom venstrefløjen ser det onde i at en bandit skyder og dræber et uskyldigt offer, så ønsker de samtidig at fremme love, der forhindrer folk fra at købe livsreddende medicin. De ulykker og lidelser venstrefløjen forårsager ved at slippe myndighedernes magtanvendelse fri, gør ingen indtryk på dem. Så længe ofrene er anonyme og beslutningerne træffes bag lukkede døre (helst af bureaukrater og ekspertpaneler, der giver legitimitet), så er venstrefløjen mere end villige til at bruge tvang for at fremme deres mål.

(...) Uanset formen og hvem det rammer, så er tvang ondt fordi det hæmmer eller besejrer mennesker brug af deres intellekt og det de kan få ud af det.

Pointen er helt klar og burde være tankevækkende for alle. Af en eller anden grund er det de færreste der tænker over, at tvang netop er brug af vold eller trusler om vold, og at frihed er fraværet af tvang. Trusler om vold har den samme effekt i forhold til at få folk til at gøre ting de ikke ønsker, og derfor bør de behandles som et og samme.

En simpel bøde for at gå over for rødt indeholder en trussel om ekstrem vold - så ekstremt at mange bare tror det er en pligt at betale. Er man af den ene eller anden grund uenig i betjentens ret til at udskrive bøden og ellers er god til selvforsvar, så går sagen fra venlige henvendelser til besøg af fogeden med mere og mere politi, og er man stadig i stand til at forsvare sig, så kommer dødbringende våben hurtigt i brug. Det ved alle inderst inde og truslen er så troværdig at ingen med nogen som helst lyst til at leve vil udfordre det.

Selvom man betragter en konkret tvang som retfærdig og helt i orden, så er det stadig tvang, og man bør under alle omstændigheder forstå hvad tvang er, så respekten for den ikke forsvinder og man forledes til at bruge den til alt.

Hvorfor er insiderhandel en forbrydelse? Der er ikke nogen, der lider tab ved det. Informationer om op og nedture i en virksomhed når hurtigere frem til markedet, hvilket er i alles interesse.

Dinepenge.dk: Efter knap halvandet års efterforskning er Bagmandspolitiet klar til at gå i retten med den hidtil mest alvorlige sag om insiderhandel i Danmark.

Sagen drejer sig om en tidligere investor relationsmanager i Novo Nordisk med ansvar for det amerikanske marked, som 13 gange mellem 2005 og 2008 handlede med Novo-derivater i dagene op til fondsbørsmeddelelser.

Hvad er problemet? Dem der købte aktierne ville have købt dem til den gældende kurs under alle omstændigheder. Ligeledes hvis en insider køber aktier ville sælgeren have solgt aktierne til den kurs. Insidernes gevinster bliver ofte beskrevet som uretfærdige fordi de er i besiddelse af information andre ikke har, men handlen i sig selv er et signal om at jeg har informationer du ikke har og at jeg satser på at mine er bedre end dine.

Det står selvfølgelig de forskellige børser og virksomheder frit for at forbyde tillidspersoner i virksomhederne at lave insiderhandel, men det følger ikke naturligt deraf, at det skal forbydes ved lov. Hvis jeg ejede aktier i en virksomhed, så vil jeg da hellere end gerne vide hvad direktøren og andre med meget information gør med deres egne aktier, da det siger mig noget om hvordan virkeligheden ser ud for virksomheden.

Man kunne skrive ind i diverse kontrakter at at handler skal offentliggøres til ejerkredsen med det samme. Det kunne også tænkes at muligheden for at kunne udnytte oplysninger før offentliggørelse var den del af direktørens løn - det kunne ligefrem tænkes at det jeg som aktionær kunne slippe helt for at betale en dyr direktørløn, og så bare betale ham med de informationer han allerede har adgang til - så kan han selv klare at omsætte det til kontanter. Ligeledes kunne man forestille sig at kurtage og gebyrer tradere kunne ophøre, da de har mulighed for at bruge deres kunders handelsmønstre til selv at udnytte værdifulde informationer.

Resultatet er at der kommer flere informationer hurtigere ud i markedet, så man ikke skal vente på at virksomheden tager sig sammen til at fortælle deres hemmeligheder samtidig med at der ikke er nogen ofre i spillet. Endnu mere vigtigt er det at insidere har mulighed for at samle informationer fra mange kilder, som hver for sig ikke berettiger til en børsmeddelelse.

Hvis folkene i en lægemiddelvirksomheds R&D-afdeling pludselig begynder at shorte virksomhedens aktier, så er det ret værdifuld viden.

The Economist havde i december en glimrende artikel, der nøgternt gennemgår de nye designs indenfor atomkraft, og hvorfor de er så interessante.

The Economist: Ifølge den Internationale Atomenergi Kommission (IAEA) består 356 af de 436 operationelle atomreaktorer af typen PWR eller af kogende-vand-reaktorer - en forsimplet version af samme design.

Langt den største del af de nuværende reaktorer bruger en én-gang-igennem brændselscyklus, hvor en mængde brændsel kun bruges én enkelt gang i reaktoren, hvorefter det fjernes op opmagasineres. Den brugte brændsel giver et opbevaringsproblem, men det åbner også for nogle muligheder. Ifølge World Nuclear Association, en industriorganisation, har det brugte brændsel stadig i omegnen af 96% af det oprindelige uran sammen med plutonium, som blev dannet i kernen.

Det er plutonium og nogle endnu tungere stoffer, der er radioaktive nok til at være farligt, men ikke radioaktivt nok til at radioaktiviteten forsvinder i tusinder af år. De sidste fire procent består hovedsaglige af resterne af den spaltede uran. Det er derimod så ekstremt radioaktivt, at det radioaktiviteten hurtigt brænder ud. Efter 10 år er kun halvdelen af resterne radioaktive og tilbage er nogle meget værdifulde metaller.

I artiklen bliver seks mest lovende reaktordesigns gennemgået.

• Den superkritiske vand-kølede reaktor (SCWR) varmer vandet langt højere op end de gamle vandkølede reaktorer. Det giver meget højere effektivitet når varmen skal gennem turbinerne, der producerer strømmen. Prisen på denne reaktor kan komme langt ned da meget af den nyeteknologi til turbinerne allerede er udviklet til fossile kraftværker. Problemet er de meget høje temperaturer også giver et meget højt tryk i rørerene, og samtid får rørerene til at ruste.


• Den anden type kaldes Meget Høj Temperatur Reaktor (VHTR) har ligesom SCWR en én-gang-igennem brændselscyklus, men bruger helium til at køle og overføre energi til strømproduktionen. Temperaturen kan med helium bliver tre gange højere end de nuværende designs og kan nærme sig tusind grader celcius. Obama har tilsyneladende valgt dette design til videreudvikling.


• Natriumkølet hurtig reaktor (SFR) er indtil videre den mest succesfulde af en helt anderledes type reaktor, som fungerer med hurtige neutroner. Hurtige reaktorer kan bruge det radioaktive affald og lave energi af det hele og ikke kun af den 1 % af naturligt uran, som de almindelige reaktorer kan. De gør det ved blandt andet at producere plutonium, som derefter spaltes. Problemet er at de producerer mere plutonium end de bruger, hvilket er bekymrende i forhold til spredning af atomvåben. Fordelen ved at bruge natrium som kølemiddel i stedet for vand eller helium er, at rørene ikke er under tryk. Opstår der en læk, så sprøjter det ikke ud med radioaktiv damp, som i de nuværende reaktorer. Et andet problem er bare at natrium ved de nødvendige temperaturer ødelægger rørene og det bærnder hvis det kommer i kontakt med luften.


• Den gaskølede hurtige reaktor (GFR) fungerer ligesom den natriumkølede hurtige reaktor, men bruger helium som kølemiddel. Den har de samme problemer med plutonium, og i stedet for at æde rørene, så er rørene under meget højt tryk.


• Den blykølede hurtige reaktor (LFR) fungerer ligesom de to foregående med samme problemer med plutonium, men bruger smeltet bly som kølemiddel.


• Smeltet salt reaktoren (MSR) er min personlige favorit, som også kan bruge almindeligt atomaffald som brændsel. I stedet for at lave dyre brændselsstave som placeres i reaktoren, så smelter man det salt af fluor, som også bruges i tandpasta. Ved tusind grader bliver det flydende som vand, og kan opløse brændslet på samme måde som bordsalt kan opløses i vand. Opløsningen af brændsel pumpes så igennem reaktoren hvor brændslet spaltes og bliver varm. Fordelen er, at med en lille og simpel kemisk fabrik tilsluttet kraftværket, kan man løbende fjerne affaldet sammen med nogle stoffer der ellers ville ødelægge kædereaktionen. Samtidig kan man hælde nyt brændsel på uden at sluke reaktoren og skille den ad som alle andre reaktorer skal. En variant af MSR kaldes LFTR (udtales "lifter") og forskellen er at den kan brænde thorium, som der er meget mere af i jorden end der er uran. I praksis en uudtømmelig energikilde. I atomkraftens barndom blev der bygget forsøgs reaktorer af MSR typen, men de blev skrottet da de ikke var gode at lave plutonium på, som man havde brug for under den Kolde Krig.

Artiklen fortæller desværre ikke meget om sikkerheden ved disse nye reaktorer, for den er helt i top. De udnytter alle sammen fysikkens love i stedet for mekanik til at lukke sikkert ned hvis noget går galt. Der er simpelthen ingen risiko for ulykker som i Chernobyl eller Tremileøen. Det er fysisk umuligt.

Som det er nu kan man vælge at blive viet af de godkendte trossamfund eller på Rådhuset af en kommunalpolitiker. I flere lande har man helt afskaffet vielsen i kirken, så kun ceremonien er tilbage i kirken. Alle, uden undtagelse, skal en tur på Rådhuset for at blive gift.

Anders Jerichow @ Politiken: Derfor kan vi vel også lige så godt gå endnu et skridt videre og vedtage, at selve det juridisk bindende ’ægteskab’ altid indgås på Rådhuset – som en juridisk kontrakt mellem to voksne mennesker, der satser på at leve sammen – uanset om man lever mand & kvinde eller i andre interessante konstellationer?

Derefter kan man søge velsignelse af ægteskabet i en kirke eller moske eller synagoge, hvis det føles trygt og godt – og hvis trossamfundet i øvrigt vil bidrage med denne velsignelse.

Men hvorfor stoppe her? Hvorfor skal Rådhuset involveres i ægteskabet?

Det juridiske ægteskab er på alle måder bare en kontrakt, og i alle andre sammenhænge er det ikke nødvendigt at troppe op på rådhuset for at indgå kontrakter. Hvis to personer uanset kønssammensætning, hvorfor skulle de så ikke kunne invitere et par vidner hjem i stuen så alle kan skrive under på en ægteskabskontrakt? For at få myndighederne til at anerkende ægteskabet, skal kontrakten nok tinglyses, hvilket på trods at IT vanskeligheder burde være en smal sag.

Vielsen er derimod noget man kun bør kunne blive i det trossamfund eller organisation man end ønsker skal stå for det. Det er ikke noget myndighederne bør blande sig i overhovedet. En almindelig vielse i Folkekirken i dag involverer i forvejen underskrifter og vidner, så i praksis er der her ikke nogen ændring. Trossamfundet kan så helt uden indblanding fra myndighederne beslutte om de vil vie homoseksuelle eller ej. Ægteskab kan de altid indgå, men måske vil ikke alle vielser vil være tilgængelige. Og hvad så?

De slemme velgørenhedsorganisationer skal reguleres, så de ikke render danskerne på døren i tide og utide.

Ritzau @ Kristligt Dsgblad: For at borgerne ikke bliver overrendt og trætte, skal der stadig være loft over, hvor mange dage i året, der må være landsindsamlinger, siger hun [Anne Baastrup, SF]. (...)

Både Anne Baastrup og Venstres retsordfører, Kim Andersen, siger, at det skal være forbundet med en vis status og seriøsitet at være berettiget til at samle penge ind.

Historien er egentligt, at der stå 30 organisationer på en 40 år gammel liste over hvem, der må lave landsindsamlinger, og den vil de have revideret. Begrundelsen for overhovedet at have sådan en liste er ekstrem dårlig, og endnu værre bliver det når Venstre vil til at status til organisationer de mener er seriøse.

Det kan da godt være at det er irriterende at blive rendt på døren den ene gang efter den anden om velgørenhed, men i forhold til at det handler om at gøre godt, så er det svært at se at folk skal beskyttes mod det af politikerne. Det kan sagtens være at organisationer med lav status vil benytte sig af indsamlinger, men man må formode at en organisations status spiller ind på hvor meget de kan samle ind, og dermed om det er besværet værd for dem og deres formål. Der burde heller ikke være noget i vejen for, at man kan kan skilte med at man ikke ønsker besøg på samme måde som man har skilte med "Nej tak til reklamer."

Det kan ikke udelukkes at der vil være svindelorganisationer blandt indsamlingerne, men det er der allerede lovgivning, der tager hånd om, for bondefangeri, svindel og dokumentfalsk er under ingen omstændigheder tilladt. Lad det være ved det, og slip filantropien fri.

Det nystartede firma ARC tilbyder at installere miniatomraktorer på 50 eller 100 MW. Til sammenligning leverer Amagerværket næsten 500 MW.

Ideen er at man køber en samlet reaktor med nok brændsel til 20 års drift. Det vil sige at man ved helt præcis hvor meget man kommer til at betale for strømmen i brændslets levetid. Når brændslet er brugt, kan brændlet let og sikkert udskiftes som om det var batterier i en lommelygte. Men det slutter ikke her, for reaktoren er en Integral Fast Reactor, det vil sige en raktor, som ved almindelig drift laver mere brændsel end den bruger.

Fordelen er at den bruger både uran-235 som almindelige atomkraftværker, men den bruger også uran-238 som udgør næsten 99% af naturligt uran, og som almindelige atomkraftværker ikke kan bruge til noget. Uran-238 udgør størstedelen af lagrene af atomaffald. Det uheldige ved uran-238 er, at i almindelige atomreaktorer omdannes det delvist til såkaldt transuraner, som er meget radioaktivt affald som skal gemmes i hundrede tusind år. Men en Integraf Fast Reactor forbrænder også alle transuranerne til spaltningsprodukterne. Spaltningsprodukterne er ekstremt radioaktive, men det betyder samtidig at efter kun 10 år er halvdelen af radioaktiviteten forsvundet, og tilbage er nogle meget værdifulde metaller. Spaltningsprodukterne er der ikke nogen grund til at grave ned i jorden, for man begraver heller ikke guld.

Sikkerheden ved Integral Fast Reactor er også helt anderledes end ved de nuværende reaktorer. Sker der et uheld på et almindeligt atomkraftværk, så gør reaktoren i stykker og der er fare for at der slipper radioaktivtet ud i omgivelserne. Til det har man bygget store betonbarrierer, så naboer ikke udsættes for nogen risiko. Den type uheld kan fysisk ikke ske med Integral Fast Reactor. Bliver reaktoren for varm, så lukker den ned af sig selv med fysikkens love. Ulempen er dog at kølemidlet er meget svært at håndtere, blandt andet fordi det ikke må komme i kontakt med luften, men det er overkommeligt at forhindre det i at ske.

Mobiltelefoner, online arbejde og små apps, der kan gøre de mest fantastiske ting. Men det er på ingen måde slut endnu.

Businessweek: The tech industry has had its share of legendary rivalries: IBM (IBM) vs. Digital Equipment Corp., Microsoft vs. Netscape, America Online vs. Yahoo! (YHOO) Apple vs. Google could dwarf them all. Both companies are revered by consumers with a passion usually reserved for movie stars and pro athletes. They have multibillion-dollar war chests, visionary founders, and ambitions for smartphones, Web browsers, music, and tablet computers that set them on a collision course.

Det er komplet umuligt at forestille sig hvad der kan komme ud af titanernes kamp om kundernes gunst.

Kunderne vil have noget der virker, og som gør en forskel i deres hverdag, men ingen ved hvad det er, og slet ikke kunderne. Det er nyt uudforsket territorium, hvor de bedste hoveder kun kan gætte på hvad der skal til. Den eneste mulighed er at prøve sig frem og se hvad der rammer rigtigt, og falder i brugernes smag. Èn ting er at finde et produkt brugerne vil elske, en helt anden ting er at opdage en måde at tjene penge på det, og griber mand et forkert an, så kan selv den mest fantastiske og revolutionerende idé falde til jorden. Forbrugernes magt er enorm.

Forbrugernes magt er ikke bare enorm, den er også brutal. Apple og Google er to enorme firmaer med milliarder og atter milliarder af dollars til deres rådighed, men tag endelig ikke fejl; dette er en kamp på liv og død. Netscape var engang synonymt med internettet. Man gik ikke på internettet, man gik på Netscape. Netscape var en af de største og mest succesfulde firmaer, men de tabte kampen om kundernes gunst og efter at være blevet opkøbt af AOL (tidligere America Online) blev firmat opløst i 2003. AOL var i sine velmagtsdage enorme og købte ikke bare Netscape, men også filmselskaber, som de senere måtte skulle sig af med igen. AOL er nu nærmest ingenting, og ligger i forhandlinger om at fusionere med Yahoo, som eftertrykkeligt er gået bag om dansen efter Google vandt kunderne over. Digital Equipment Corp. har jeg aldrig hørt om før, hvilket siger noget om resultatet af deres kamp mod IBM, som bestemt ikke er ukendt.

Det er ikke nogen triviel rivalisering der er ved at blusse op; det er creative destruction når det bliver vildest, og det bliver fantasttik for os forbrugere at nyde frugterne af kampen. En af dem kan let risikere at knække ryggen i kampen, og det kan let være at et lille firma i en garage i dag kan ende med at knække ryggen på dem begge ved at være de bedste til at tilfredsstille forbrugernes krav.

Man kan med gru tænke på hvordan det ville have været for forbrugerne hvis myndighederne havde grebet ind og og støttet taberne med skattekroner. Men sådan noget kunne myndighederne jo aldrig finde på....

Dødspanelerne i Danmark har fået massiv kritik i Berlingske, eller det vil sige, systemet har fået kritik for at nedprioritere brystkraft og for at andre alvorlige sygdomme ikke får den bedste behandling. Vi har jo officielt ikke dødspaneler, for så kunne nogen jo gøres ansvarlige for systemets tilstand.

Kronik: Brystkræftramte nedprioriteres:
En anden rammende overskrift end ovenstående kunne være: »Øgede bevillinger til kræftbehandling når ikke frem«. For den sandhed, vi i stigende grad må se i øjnene, når det gælder kirurgisk behandling af kvinder med brystkræft, er nemlig, at området nedprioriteres. I udtalt grad endda. Og med hastigt stigende ventetider til følge.

Kritikken er at politikerne lover ét, og et eller andet sted i systemet, som politkerne er en del af, sker der noget andet. Kronikørerne er ikke specifikke på hvem der konkret er skyld i nedprioriteringen, men en ting er helt sikkert: Patienterne har ikke noget at skulle have sagt.

Sygdomsbehandling, og i særdelehed kræftbehandling handler om liv og død for patienten, men patienten har ingen magt. Værre er det at langt de fleste patienters mulighed for at tage magten ved at betale selv og blive kunde i kraftbehandlingen - kunden har altid ret - bliver amputeret når skattesystemet indkræver en stor del af patienternes indkomst. Men det er ikke kun ved brystkræft de uhåndgibelige dødspaneler regerer:

Få patienter får topbehandling: En stor del af landets akutpatienter får ikke den optimale behandling, når de indlægges med f.eks. blodpropper i hjernen og blødende mavesår. På visse sygdomsområder er det sågar flertallet af patienterne, der ikke får den rette behandling, og det øger patientens risiko for at dø, skriver berlingske.dk.

Hvad ville der ske hvis supermarkederne solgte varer af samme kvalitet? Måske kan Super Best tale med om det efter de blev afsløret i at sælge dårlige varer og mistede over 300 millioner i omsætning og måtte bruge 400.000 kr om dagen på at sige undskyld til forbrugerne.

Der var ikke nogen offentlige paneler elle instanser, der besluttede at det skulle slå Super Best så dyrt. Hvis de overhovedet fik en bøde for deres bedrag, så er det nærmest en dråbe i havet af den samlede pris det har kostet Super Best. Men hvad er det så der gør det så dyrt for supermarkederne at levere en dårlig vare, og så almindeligt for det offentlige sundhedssystem at lade patienterne i stikken når det gælder liv og død? Forskellen er at i supermarkederne har kunderne magten, og i det offentlige har de ingen magt. Kunderne bestemmer hvilken vare de vil have og hvor god den skal være. Kan Super Best ikke levere, så går de et andet sted hen. De stemmer med fødderne butikkerne ryster i bukserne af skræk for at blive valgt fra. Mister de den skræk, så havner de som Super Best, som har betalt i dyre domme for deres fejltrin.

På de offentlige hospitaler bestemmer patienterne ikke, ja de er ikke engang kunder. Nogen kunne påstå at de som borgere i landet er medejere af det offentlige system, men det er så tåbelig en påstand at ingen tror på den. Prøver patienterne at stemme med fødderne, så får de en lang næse, for de andre hospitaler er også offentlige i det samme system. Kun ved at tage på privathospitalerne kan man finde sundhedspersonale der er bange for kundernes dom, men pengene det koster at tage derhen er for de fleste blevet betalt i skat, så det er ikke nogen mulighed.

Den eneste måde at komme ud af suppedasen er at gøre patienterne til kunder, som kan stemme med fødderne så det har konsekvenser for hospitalerne, hvis de ikke leverer en ordentlig vare. Det er slet ikke svært at gøre. Sælg hospitalerne og giv borgerne en check på de behandlinger de har brug for, og hold ellers fingrerne væk. Endnu bedre ville det være at lade borgerne beholde skattekronerne helt til at begynde med, og så holde fingrene væk. Er man lidt sentimental og man gerne vil sikre selv de fattige ordentlige behandlinger selvom de ikke har råd til dem eller til forsikringer, så kunne man give dem en check på behandlingerne når de har bug for det, og så lade alle andre være i fred.

Vi kan nu ånde lettet op, for Litauen har endelig lukket Ignalina værket, som er/var af samme design som Chernobyl. Kl. 22 den 31. december var værket lukket. Værket producerede 70% af Litauens elektricitet, og lukningen giver massive prisstigninger på el, hvilket bliver hårdt for landet, som har en særdeles trængt økonomi. Forhåbentlig lykkedes det for de baltiske lande og Polen at bygge et nyt værk til tiden, som efter planen skal stå færdigt i 2018.

Når helle skræmmehistorien om Chernobyl har lagt sagt, så er det nok på sin plads at kaste et blik på hvorfor det gik galt i Chernobyl, så frygten ikke overføres til vestlige atomkraftværker, og i særdeleshed de nye værker, som er på vej. Charles Barton har på Nuclear Green en god gennemgang, som ikke kan gentages ofte nok:

Atomsikkerhed har været en vigtig problemstilling for reaktordesignerne siden den første reaktor blev designet. De første reaktordesignere indså at nogle reaktordesigns var mere sikre end andre. Man vidste, at der var sikkerhedsfejl i reaktorerne på Hanfordværket i Washington. Af samme grund blev værket placeret langt væk fra alting i et tyndt befolket område.

Sikkerhedsproblemerne på Hanfordreaktoren stammede fra brugen af vand til afkøling af en grafitreaktor. Hvis reaktoren blev for varm, ville vandet i den begynde at koge i rørene. Vandet inde i en grafitmodereret kerne virker lidt som en bremse på kædereaktionen. Når vandet forsvinder fra en vandkølet grafitreaktor svarer det til at bremsen løftes og kædereaktionen kører hurtigere. Det bidrager til mere varme i kernen, og den ekstra varme koger endnu mere vand af reaktoren. Den process kan ske meget hurtigt indtil der sker en dampeksplosion, som potentielt kan ødelægge reaktorkernen.

Israelerne kritiseres jævnligt for bosættelserne i de palæstinensiske områder. Det kan der være gode grunde til når der er tale om at palæstinensiske grundejere fordrives fra deres jord mod deres vilje og andre ressourcer tages. Men hvis der derimod er tale om opkøb af jord eller bebyggelse af lovligt (i overensstemmelse med ejendomsretten), så så burde der ikke være noget problem.

: Den israelske regering har afsløret planer om at opføre 700 nye huse i byen, og det skaber ikke ligefrem jubelscener i Det Hvide Hus.

»USA er imod nye israelske opførelser Østjerusalem«, siger Robert Gibbs, der er talsmand for præsident Barack Obama i Det Hvide Hus.

De israelske planer involverer bebyggelse på dele af Vestbredden, som Israel betragter som en del af Jerusalem.

Historien beretter ikke noget om hvorvidt den pågældende jord er stjålet eller købt på ærlig vis. Er den det sidste, så burde der ikke være noget problem. Spørgsmålet er snarer hvordan man håndterer det i forbindelse med oprettelsen af en palæstinensisk stat, som måske ikke er så længe væk som hidtil antaget efterhånden som Vestbredden bliver mere og mere velstående. Det samme gælder de øvrige jødiske bosættelser på Vestbredden.

Den simple løsning kunne være at jøderne i bosættelserne bliver borgere i den palæstinensiske stat på på samme måde som de palæstinensiske israelere er borgere i Israel. En stor problemstilling er her om jødernes rettigheder så vil blive overholdt, og en lige så stor problemstilling er om jøderne i bosættelserne vil finde sig i at blive borgere i en palæstinensisk stat. Bosætterne er ikke ligefrem kendte for at være de mest imødekommende og kompromissøgende mennesker. Selvom de fleste nok er er det, så skal der ikke mange fanatikere til for at ødelægge en god dag.

En anden og mere interessant løsning (som også er mere spekulativ) er at truslen fra Hamas ikke kan holdes nede på Vestbredden sådan at de israelske sikkerhedsstyrker får en permanent tilstedeværelse med at beskytte de almindelige palæstinensere, som søger velstand og gode forhold for deres børn. Den udvikling er allerede i gang på Vestbredden selvom der stadig er lang vej til ro og stabilitet som vi kender det.

Scenariet er måske ikke så langt ude endda, for der har tidligere været beretninger om de israelske palæstinenseres største frygt er, at deres landsbyer i Israel skulle blive en del af den palæstinensiske stat når eller hvis den bliver udråbt. Den samme frygt kunne sagtens tænke sig at spredes på Vestbredden, således at lederne ikke tør udråbe en selvstændig stat, men bare bare fortsætter den nuværende positive udvikling mere mere og mere menneskelig og økonomisk integration med Israel, indtil selvstændighed bliver meningsløst. Skal den kabale gå op, så skal palæstinenserne på en eller anden måde repræsenteres i det israelske parlament, Knesset. Den process vil kræve slugning af en del kameler af alle parter dernede. Og mon ikke Hamas og for så vidt også Hizbollah i det sydlige Libanon vil gå helt amok.