Artikler skrevet af Leclerc

I Haiti er over 80% af skolerne styrtet sammen og uddannelsessystemet er under kollaps, men betyder det er børnene ikke går i skole? På ingen måde.

Makeshift schools popping up in Haiti's tent cities: makeshift schools are springing up in the encampments that shelter children and their families. Inside the national soccer stadium — now a bustling tent city home to several hundred people — Longchamp leads more than 60 children in daily exercises. On a recent morning, the children formed a massive circle.

Har man bare en smule tillid til at forældre, som de er flest, vil det bedste for deres børn, så burde det ikke komme som nogen overraskelse at de ønsker at deres børn skal lære og dygtiggøre sig. Forældrene søger helt naturligt uddannelsesmuligheder for deres børn hvis de kan se en fremtid for dem. Det kan de åbenbart på Haiti, og hvorfor skulle danske forældre ikke også kunne se en fremtid for deres børn?

Lytter man til politikerne og det meste af venstrefløjen, så får man dog et andet indtryk. Hvis ikke politikerne, og her menes de røde politikere, ikke sikrede at staten uddannede børnene, så ville ingen få nogen uddannelse, og det hele ville gå af H til. Det er i høj grad den filosofi, der ligger bag synet på private grundskoler. Holder man ikke dem stramt i ørerne, så får børnene jo ikke en ordentlig uddannelse, lyder det. I deres optik er privatskolerne bare et sted hvor de ressourcestærke forældre kan holde deres børn væk fra pøblen på det offentliges regning.

Men eksemplet fra Haiti viser lige det modsatte. Et fattigt samfund, der er blevet totalt smadret, og alligevel bliver børnene undervist og kommer i skole. Skolerne behøver ikke en stat tila t sørge for at der er skoler til børnene, og derfor bør det negative syn på private grundskoler blive revideret. Skal myndighederne have en rolle på skoleområdet, så bør det kun handle om at hjælpe dårligt stillede familier med at kunne give deres børn en god en uddannelse. Måske kan myndighederne hjælpe med vejledning i hvilken type skole der er bedst for det enkelte barn. Men myndighederne har ikke nogen grund til at drive og bestemme over skolerne - medmindre det handler om at politikerne gerne vil have magt.

Politiken lever op til sit navn, når den selv spinner politik om Obamas sundhedsreform.

Politiken: Obamas tale maner myter i jorden: I dag står op mod 47 millioner amerikanere uden sundhedsforsikring, der kan sikre, at de kan få lægehjælp og medicin, hvis de rammes af sygdom.

Det er der bred enighed om, men tallet indeholder 10 millioner immigranter, som Obame alligevel udelukker fra ordningen. I gruppen er der også 60 procent studerende og unge under 35, der er så sjældent er syge, at det kan betale sig - prisen på sundhedsordningerne er nemlig pumpet op af logvigningen, men mere om det senere. Flere millioner er fattige, som allerede er berettigede til Medicaid, men ikke har bedt om det, og endelig er der en fjerdedel af de 47 millioner, der er blevet tilbudt en forsikring af deres arbejdsgiver, men har sagt nej fordi den er for dyr. Tallene kan ikke lægges sammen fordid er er tale om estimater, men de taler alligevel deres tydelige sprog om at problemet i virkeligheden er meget lille. Nogen mener at det reelle antal af ufrivilliget ikke har har en forsikring er 5 millioner. Ud af en befolkning på 350 millioner mennesker, burde der være overkommeligt uden så enorme og bekostelige reformer.

Samtidigt oplever de mange borgere, som har en privat sundhedsforsikring, at priserne gennem de seneste par år eller fem er steget med omkring 30 procent - og at de skal slås med forsikringsselskaber om udbetalinger, hvis de får brug for behandling.

Priserne stiger, men amerikanerne modtager også meget meget mere behandling end vi gør. I flere stater foreskriver loven hvad der skal være indeholdt i en forsikring. Hvis man ved at man formodentlig skal besøge en læge fire gange om året, så er det ikke noget man kan forsikre sig imod. Prisen for de fire besøg bliver lagt oven i forsikringsprisen dolalr for dollar pris administrationsgebyr og så videre. Når man så først har forsikringen, så så kan man bare bruge løs af ydelserne, hvilket alt andet end lige gør forsikringen endnu dyrere uanset om man bruger mange ydelser eller ej. Det er her mange studerende og unge mennesker springer af vognen. De er sjældent syge, og ønsker derfor ikke at betale en formue.

Denne Youtube video forklarer meget godt problemet med ObamaCare.



Det er bare værd at bemærke, at den forsikring med høj selvrisiko slet ikke er lovlig, og at skattesystemet favoriserer forsikringer gennem arbejdsgiveren, hvilket gør det meget dyrere at købe en forsikring som privatperson. Når Obama vil tvinge arbejdsgiverne til at give sundhedsforsikringer til deres medarbejdere, så fordyrer det voldsom at ansætte folk, og det vil specielt gå ud over de lavtlønnede jobs, som dermed forsvinder og efterlader flere i elendighed.

Politiken: Som det er nu, fungerer konkurrencen på sundhedsforsikringerne ikke synderligt godt.
»Sandheden er, at i de fleste stater dominerer et-tre selskaber hele markedet«, forklarer han.

Det er også korrekt, men det er lovgivningen, der praktisk talt forbyder konkurrence. Det skønnes at 12 millioner af dem uden forsikring ville blive forsikrede hvis det blev lovligt at købe forsikringer på tværs af statsgrænserne, men det er det ikke. Kravene og begrænsningerne på forsikringsselskaberne er så store og omfattende, at det burde være klart for enhver at konkurrence bliver ikke-eksisterende. Priserne er skruet op og der der er dårlige konkurrenceforhold, og så vil Obama yderlige lave priskontrol på forsikringerne. Aldrig i hele menneskehedens historie har priskontrol fungeret. Det nyeste eksempel på det blev set på fødevarer i Zimbabwe med sult og elendighed til følge.

Modstanderne har blandt andet protesteret mod det, de kalder 'dødspaneler' - embedsmænd, der skal afgøre, om enkeltpersoner skal behandles eller ej. Først med præsentationen af sundhedsreformen kan påstandene skydes tilbage.

Men det er ikke nogen myte.

Detroit Free Press: Medicare already has the statutory authority to reduce the amount it will spend on elderly and disabled patients, but largely cannot exercise that authority. Federal law says that Medicare may deny coverage for services that are not “reasonable and necessary,” but gives no guidance on what “reasonable” and “necessary” mean. That effectively leaves the issue in the hands of the bureaucrats at the federal Centers for Medicare & Medicaid Services.

Vi kender det også alt for godt herhjemme. Panelerne sidder i Sundhedsstyrelsen og beslutter hvilke behandlinger danskerne skal tilbydes, og når en behandling ikke findes i Danmark er det ligeledes bureaukrater, der beslutter om vi skal have behandling i udlandet. Et af de mest kendte eksempler er de famøse kræftbehandlinger i Kina, som ikke er tilgængelige for danskere - medmindre vi selv betaler. Måske virker den kinesiske behandling meget dårligt og måske virker den slet ikke, men det er ikke pointen. Spørgsmålet er hvem der siger nej til behandling. Er det statens "deahtpanels" eller er det patienten gennem sin egen pengepung og valg af forsikring. Vi skal huske på at i Danmark og under ObamaCare skal der betales så meget i skat, at det forhindrer de fleste i at betale for behandlingen selv, ja man har ikke råd til private sundhedsforsikringer.

Politiken : Den vil også hindre, at at selskaberne smækker kassen i midt under kemobehandlingen af et kræftoffer eller på lignende vis afbryder hjælpen til de syge.

Jeg synes det lyder som en meget god regel, at et forsikringsselskab skal betale for behandlingen hvis den er diagnosticeret i dækningsperioden. Men det er slet ikke det ObamaCare handler om. Nu er det bare statens buresukrater, der smækker kassen i.

Hvis ObamaCare handlede om at give sygesikring til fattige, så ville simple ændringer i MediCare og MedicAid være rigeligt. Et voucher system ville gøre underværker til at give fattige selvbestemmelse over deres egne behandlinger, men den idé slog Obama ned i sin tale. Obamas sundhedsreform handler ikke om at give fattige sygesikring, men om kontrol med hvilke sundhedsydelser alle amerikanere kan få. Lovgivningen er allerede omfattende og overordentlig skadelig, men demokraterne, røde som de er, kunne aldrig drømme om at fjerne regulering af markedet når først det er lykkes at få det gennemført. For dem er det meget bedre at regulere endnu mere i håbet om at rette op på fejlene. Det er præcis det Obama er i gang med og intet andet. Der er ikke noget at sige til at frihedselskende amerikanere ikke vil overlade endnu mere kontrol med deres sundhedsordninger til politikerne, og slet ikke politikere de ikke stoler på.

Obamas tale.
En oversættelse af dele af talen til almindelig sprog.

Måske er det agurketiden, men medierne er fyldt med historier om folk, der bliver restforfulgt og kritiseret for at have gjort noget, som ikke kommer nogen til skade; ja nogen gange er alle involverede glade.

Købte baby på internettet: Et hollandsk par er anklaget for at have købet en belgisk født baby på internettet.
Parret kunne ikke selv få børn og tog derfor kontakt til drengens biologiske mor, efter at de havde set en annonce på internettet.

(...) Hollandske medier hævder at parret betalte drengens biologiske forældre op mod 10.000 euro - det svarer til knap 75.000 danske kroner.

Den biologiske mor er glad, hun har fået en stor bunke penge, og hendes barn har formodentligt fået et godt hjem, hvilket må formodes når adoptivforældrene er villige og i stand til at betale så meget. Adoptivforældrene har fået sig et barn de brændende ønsker sig. Barnet har bare krav på gode og omsorgsfulde forældre, og det kan adoptivforældrene nok bedre give end den biologiske mor, som formodentligt har bortadopteret sit barn af nogle årsager.

Alle involverede er glade. Der er ingen ofre. Hvad er problemet?

Det er nok pengene, der er problemet, for "man må ikke handle med mennesker." Men det har de ret beset heller ikke gjort, for de har handlet med forpligtelsen til at give barnet en god opvækst. Man må gerne forære børn væk, det vil sige forære forpligtelsen væk. Hvorfor det ene er værre end det andet er ikke åbenlys.

Fynsk greve tog for høj husleje: Byretten i Odense har givet sommerhusejerne ret i, at grundejeren, grev Niels Iuel Reventlow, krævede for meget i leje, da han i 2006 satte prisen op, og han skal nu betale en del af pengene tilbage.

Greven udlejer sin jord på den attraktive Bøgebjerg Strand ved Kerteminde til 59 sommerhusejere, men ifølge sommerhusejerne har han gennem årene ladet huslejen stige urimeligt meget.

(...) Nu har retten fastsat et niveau for lejen, der ligger under det, greven opkrævede, og han skal derfor betale sommerhusejerne en del af penge tilbage.

(...) Problemet for sommerhusejerne på Bøgebjerg Strand er, at fritidshuse på lejet grund ikke er omfattet af for eksempel lejeloven, og at udlejeren derfor kan hæve lejen så meget, som udlejeren ønsker det - uden at lejerne kan gøre noget.

Altså en lejer og en udlejer indgår en aftale om leje af noget ejendom og hvordan fastsættelse af betaling skal fastsættes. Lejer fortryder og klager, og retssystemet ændrer aftalen og fastsætter en pris de mener er rigtigt. Det er da ikke rimeligt?

I den konkrete sag, kan udlejer åbenbart hæve lejeprisen efter forgodtbefindende, og det er da surt for lejerne når det sker. Men hvis lejerne ikke er tilfredse med prisen, så står det dem frit for at opsige lejemålet og forlade ejendommen. Er prisen for høj, så kommer der ikke nye lejere, og udlejer taber penge. Hvis lejerne var smarte, så skulle de i stedet få indført restriktioner på hvordan udlejer kan hæve lejen, men det har de ikke gjort.

Journalisten påstår det er et problem, at fritidshuse ikke hører under lejeloven, hvor huslejenævnet bare kan nedsætte en aftalt leje. Problemet er ikke at fritidshuse ikke hører under lejeloven. Problemet er at lejeloven overhovedet giver mulighed for at ændre frivillige aftaler mellem en lejer og en udlejer. Det er formodentlig de bestemmerlser i lejeloven, der har fået lejerne i den denne sag til at være så skødesløse ved indgåelsen af lejekontrakten.

Greven har overholdt lejekontrakten, da han hævede lejen. Hvad er problemet?

Problemet er nok, at han både er greve og udlejer, og så er der jo ikke nogen tvivl om at han er ond.

Overskriften er den eneste konklusion man kan drage af kritikken, der er haglet ned over Metroen efter de afvise at vise bøsseporno på stationernes storskærme. Men nu har presset åbenbart fået Metroen til at skifte mening. Filmen kan ses hos Politiken. Utroværdigheden i sagen stiger når journalisten fra Politiken kun kan finde positive reaktioner på gaden om filmen - måske har det noget med spørgeteknikken og udvælgelsen af personer at gøre! Journalistisk makværk er det.

Hele sagen er i det hele taget fjollet. Folk overlever nok lidt blød bøsseporne, men derfor bør det stadig ikke være noget man får slynget i hovedet når man benytter offentlige transportmidler. Nu vælger Metroen så at bøje sig, og det er fint nok, så kan vi andre håne Metroen for dens mangel på pli - hvis vi altså gider bruge tid på på det.

De principielle anklager i sagen gør at det ikke er helt ligegyldigt alligevel. Blandt andet påståes det, at metroens afvisning skulle være udtryk for en form for politisk korrekthed, men det er jo helt omvendt. Det er bøsseorganisationernes ønske om at ændre normerne for pli i samfundet, ved at tvangsudstille bøsseporno i offentligheden, der er udtryk for politisk korrekthed. Metroen skulle have gang i censurering og diskrimination er helt ude i hampen.

Politiken: »Det er super positivt, at de er villige til at ændre mening. Det er vigtigt at vise, at de ikke bidrager til forskelsbehandling og censurering«, siger formanden for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, HC Seidelin, til politiken.dk på en telefon fra Berlin.

Hvordan en afvisning af bøsseporno i metroen på nogen måde kan være diskriminering, forstår jeg ikke. Hvis hvis man viste almindelig porno i metroen, så er bøsseprono alligevel så normbrydende at der burde laves af afgrænsning (synonym for diskrimination) her.

Hvis det er censur, så er enhver afvisning aviserne laver af materiale censur, og det en absurd devaluering censurbegrebet, som helt undervurderer det frygtelige i ægte censur. Private virksomheder skal selv bestemme hvordan de vil udtrykke sig, og vi kan så håne dem for deres valg. Men Metroen er ikke bare et privat selskab, det er ejet af kommuner og stat, og har derfor nogle flere forpligtelser overfor offentligheden, der gør at det ikke er her normbrydning og normudviklingen skal foregå. Som offentlig selskab skal Metroen søge noget der ligner normkonsensus, og det er kan bøsseporno når man skal med toget ikke siges at være.

180grader beretter om kørelærernenes ønske om at afskaffe politiets monopol på teori- og køreprøver fordi der fortsat er lange ventetider på prøverne.

"Det er et markant problem over stort set hele landet, og det har det i større eller mindre omfang været i de snart 20 år, jeg har været kørelærer. Det er uanstændige vilkår, vi som erhvervsdrivende lever med, og det er helt urimeligt over for eleverne, der må betale mere for et kørekort, fordi rutinerne skal holdes ved lige på grund af de lange ventetider," siger René Arnt, formand for Dansk Kørelærer-Union til Ritzau.

Problemet er ikke nyt, men når nu vi er i gang, hvorfor så ikke løse årsagen til problemet, nemlig selve eksistensen af prøverne? Nøjagtig det samme problem var oppe at vende for lidt over et år siden, og spørgsmålet og problemerne er stadig de samme: Hvorfor have en køreprøve?

Prøverne er ikke svære at bestå, og selv vanvidsbilisterne har alle sammen bestået prøverne. Hvis man påstår at prøverne holder nogen fra at køre dårligt, så er det ikke ikke udtryk for intelligens. I bedste fald giver prøverne en falsk trykhed, og det er lige præcis det det er: Falsk!

At være en god bilist handler om to ting, hverken mere eller mindre; erfaring og sund fornuft. Hvis alle bilister derimod skal have en ansvarsforsikring for at måtte køre bil, så vil det være smart for forsikringsselskaberne at lave forskellige tests og prøver, der kan vise at man er god til at køre bil, for at tilpasse prisen på forsikringen. Det kunne måske endda være tests, der undersøger folks sunde fornuft. Og de tests vil man formodentlig blive udsat for mange gange i løbet af sit trafikale liv, og ikke kun i perioden omkring man fylder 18 år.

Lad markedskræfterne og forsikringsselskabernes grådighed og profithunger være med til at gennemtvinge en højere trafiksikkerhed.

Alternativ overskrift: Vi har ikke noget at skrive om, så her er en ligegyldig historie om bøsser.

Historien starter åbenbart i Metroexpress, der har brugt en bunke penge på at undersøge holdningerne til bøsser i offentligheden. Så løber Ritzau med historien, formodentlig fordi de ikke har andre historier, og så dukker det forventeligt op i Berlingske og Kristligt Dagblad, som lige spinner historien, så bøsser ikke længere må kysse i offentligheden fordi 23% af danskerene ikke bryder sig om at se på det. Kristligt Dagblad forstår åbenbart ikke at 23% ikke kan lave forbud, og endnu værre, så tror de at en følelse af afsky er det samme som et ønske om forbud.

Kristligt Dagblad bør hånes for en dårlig overskrift, men Metroexpress bør hånes for dårlig pop-journalistik.

Danskere betegnes som seksuelt frisindede, men noget tyder på, vi også kan være snerpede. I hvert fald siger 23 procent, at de føler sig generet af homoseksuelle par, der kysser.

Det viser en meningsmåling, YouGov Zapera har lavet for metroXpress.

»Det var dog et nedslående højt tal. Det kan åbenbart stadig vække stærke følelser, når to mennesker af samme køn er intime,« siger formanden for
Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, HC Seidelin.

• 32 procent generes af at se
nøgne mænd i det offentlige rum.
• 26 procent bryder sig ikke om at
se på nøgne kvinder.
• 23 procent vil ikke se på homoseksuelle
par, der kysser.
• 18 procent bliver generet af at se
par, der kysser inderligt og kæler
åbenlyst.
• 9 procent er trætte af at se på topløse
kvinder.

Tallene viser at mange danskere har en blufærdighed, og det har tydeligvis intet som helst med modstand mod homoseksualitet at gøre. Blufærdighed og snerpethed er for mig at se helt forskellige ting. Snerpethed indeholder også moralisering, og fordømmelse over småting, hvilket blufærdighed ikke gør.

Der er bare ting, som ikke hører til i det offentlige rum, som er generende eller ubehageligt for andre at overvære. Blottere er i den ene ende af skalaen, tæt forfulgt af offentlig sex og optakten dertil, som 18% siger de generes af. Men der er også mange andre ting, der virker ubehagelige på andre, som offentlige skænderier og forældre, der opdrager på deres børn når andre er i nærheden. Kort sagt, alle ting, som regnes som intimt eller ubehageligt. Hvorom alting er, så finder de fleste heteroseksuelle det ubehageligt at kysse andre af samme køn, og da de udgør et klart flertal er der ikke noget at sige til at de danner normen. Men man kan ikke springe derfra til at konkludere en modstand mod homoseksuelle.

At pådutte andre mennesker en voyerisme i offentligheden er simpelthen bare mangel på pli, og det er ligegyldigt om det er bøssekys, kælen eller nøgenhed. Og det er ikke nogen undskyldning bede folk kigge væk, og det er ligegyldigt at man skal have set noget for at kunne kigge væk. Det er stadig bare dårlig pli og mangel på opdragelse og respekt for andre.

Det journalistiske makværk bliver endnu værre:

Filmen viser seks unge mænd, der bader. Man ser deres overkroppe, og to af dem
kysser. Filmen skulle have været vist på metrostationerne, men Metroselskabet
trak sig.

»Jeg er rystet over, at man finder den provokerende.
Der er så mange vulgære og voldelige reklamer, og det her er jo æstetisk
og fint. Jeg troede ikke, vi havde censur i Danmark,« siger Mette Carla T. Albrechtsen.
Men det har vi, erklærer Metroselskabet.

Hverken Mette Albrechtsen eller journalisten forstår åbenbart hvad censur og ytringsfrihed er. Mette Albrechtsen har ikke noget krav på, at medier skal fremvise hendes budskaber, og det gælder også Metroselskabet, som selv bestemmer hvad de viser. Journalisten ville nok heller ikke bryde sig om at Metroexpress skulle trykke alle mine budskaber når jeg ville have det. At kalde det censur når Metroselskabet udviser pli på deres egne skærme, er bare dumt og journalisten burde vide bedre.

Alternativ overskrift:

Berlingske - Sikkerhedsen vakler på svensk a-kraftværk: Strålesikkerhedsmyndigheden i Sverige (SSM) overvejer at sætte atomkraftværket Ringhals under særligt tilsyn. Det skyldes, at Ringhals har rapporteret om en stor mængde fejl igennem længere tid, heriblandt to alvorlige.

Med sådan en nyhed, skal man lige tage ordene med et gran salt, for tærsklen for hvornår noget kaldes alvorlige fejl er meget lav. De to kategori 1 fejl er ikke farlige, og har ikke være nogen trussel mod omgivelserne.

Alt på et atomkraftværk skal fungere optimalt, og gør det ikke det, så skal der tages handling. De mange nyheder og historier fra Ringhals er mere end noget andet tegn på at kontrollen med sikkerheden er i top, så selv små skavanker opdages og håndteres i rigtig god tid. En så høj standard for sikkerhed finder man ikke i andre brancher, selvom andre brancher koster snesevis af menneskeliv hvert år. Kommerciel atomkraft i vesten har ikke kostet et eneste menneskeliv gennem de mange år og de mange kraftværker der findes. Selv almindelige arbejdsulykker er der væsentligt færre af.

Sikkerheden på atomkraftværker skal være høj, og er i mange tilfælde højere end nødvendigt. Med så skarpe krav skal kontrollen finde problemer, for ellers er kontrollen ikke god nok - og Svenskerne finder mange ting.

For Vattanfall, der ejer Ringhals, kan de mange små problemer, der er opstået på det seneste være et problem. Fejler den ene del efter den anden, kan det tyde på at en større renovation af værket kan blive aktuel, og derfor er det også helt på sin plads, at myndighederne skærper overvågningen, og beder om en større gennemgang af værket. Alt sammen ganske fornuftigt, helt normalt og ganske ufarligt. Historien viser bare at vi kan stole på vores svenske naboers omhyggelighed.

Politiken er også god for lidt katastrofestemning.

David Friedman: Argumentet for at gøre noget drastisk mod global opvarmning har to dele. Den første handler ændring af klimaet, årsagerne til at tro at jorden bliver varmere og at årsagen er menneskets handlinger, specielt udledningen af CO2. Den anden del handler om de menneskelige konsekvenser ved klimaændrigner.

Det er altid interessant at læse er fornuftigt indlæg om klimaændringer, selvom min vurdering er at mennesket har mindre indflydelse på klimaet end David Friedmans.

Det meste af den kritik jeg har set i kommentarerne på denne blog og andre steder, handler om den første halvdel, hvor kritikerne argumenterer for at beviserne for global opvarmning, eller beviserne for at ændringerne skyldes menneskets levevis, er svage. Jeg ved ikke nok til at være sikker på at den kritik er forkert, men det er tydeligt at klimaet er kompliceret og at vi ikke forstår det ret godt. Men mit bedste gæt på baggrund af debatten er, den første del af argumentet er korrekt, dvs. at det globale klima bliver varmere og at mennesket i det mindste har haft en vigtig indflydelse på det.

Det jeg ikke finder overbevisende er den anden halvdel af argumentet. Mere specifikt finder jeg det ikke overbevisende at klimaændringer i den størrelse IPCC antager, vil have katastrofale konsekvenser for mennesket. Selvfølgelige kan vi forestille os klimaændringer, der er store nok og hurtige nok til at det bliver et problem - for eksempel en hurtig afsmeltning af alle gletchere. Og hvis klimaet, som jeg forstår det, ikke er velbeskrevet, så kan ikke helt udelukke at det vil ske.

Selvom vi vurderer beviserne for selve opvarmningen forskelligt, så er det vigtigt at se på hvad konsekvenserne realistisk er, hvis den opvarmning, der advares om er korrekt.

Det meste af argumentet tager udgangspunkt i hvad det værst tænkeligt kunne ske, og ikke hvad vi har gode grunde til at tro vil ske, og jeg tror at den øvre grænse er at finde i IPCC modellerner. De angiver en temperaturstigning på cirka to grader over de næste hundrede år, som resulterer i at havene stiger cirka en halv meter. Det jeg finder usandsynligt er påståanden om at ændringer i den størrelsesorden og med den hastighed vil være en katastrofe, der er stor nok til at retfærdiggøre meget dyre modforanstaltninger i dag.

Når det kommer til stykket, så producerer vi mad, lever og arbejder vi allerede i klimaer med meget større forskel. Kigger vi på et klimakort over U.S., så ser det ud til at der inden for en time eller to kørsel fra alle de steder jeg har boet, findes steder med en gennemsnitstemperatur, der mindst to grader højere. Hvis mennesker lige nu kan leve, arbejde og dyrke mad over temperaturforskelle over to grader, så har jeg svært ved at forestille mig at de ikke ville kunne fortsætte selvom gennemsnitstemperaturen steg i den størrelsesorden, når nu de har et århundrede til at tilpasse sig.

På hundrede år kan man nå at tilpasse sig rigtig mange og store ændringer. De sidste hundrede år har der været enorme ændringer, og det er ikke let at sammenligne verdens tilstand i 1909 med 2009. Ændringerne har været enorme, og vores levemåde er ændret kolosalt. Ikke nok med det, så sker ændringerne hurtigere og hurtigere, og langt de fleste ændringer er sket inden for de sidste 50 år. Det er svært at forestille sig alle de ressourcer og teknologi, der er til rådighed om hundrede år. Min største frygt om alt det her, er at alle de klimaaftaler og initiativer vi laver nu vil være en alvorlig hindring for udviklingen, og at mennesket om hundrede år ikke vil have de mange ressourcer som de kunne have haft til at imødegå eventuelle klimaændringer.

Berlingske: Et teleselskab opkrævede gebyrer fra mænd, der ringede til en kontakttelefon, mens kvinder kunne ringe gratis. Det er ulovligt, fastslår Østre Landsret.

Ifølge loven og ikke mindst de politiske principper og ønsker bag loven, så er jeg ikke i tvivl om at dommen er korrekt. Ligestilling er åbenbart vigtigere end alt andet, problemet er bare at ideerne om ligestilling er på vej til at forsøge at gøre os alle ens. Der er forskel på kønnene, men det må der åbenbart ikke være.

For teleselskabet er det ret simpelt: Mænd er åbenbart væsentligt mere villige til at betale for at komme til at tale med en kvinde, end kvinder er for at komme til at tale med en mand (hvilket biologisk ikke burde være nogen overraskelse). For at servicen skal give mening, så skal man på en eller anden måde forsøge at få lige mange mænd som kvinder til at ringe til kontakttelefonen. Men eftersom kønnene er forskellige og man ikke må justere gøre forskel på kønnene, så kan kontakttelefonen ikke fungere.

Ligestilling mellem kønnene er åbenbart så vigtigt at man må diskriminere på andre måder, bare man ikke skelner mellem kønnene. I afstemningen om tronfølgeloven er det åbenbart så vigtigt at man ikke diskriminerer mellem kønnene, at det er meget bedre at diskriminere på baggrund af hvilket nummer i børneflokken man er. Hvorfor det ene kriterie er værre end det andet ved jeg ikke. Men ligesom jeg ved at der er forskel på mænd og kvinder, så ved jeg også at traditionen i kongehuset er, at konger foretrækkes fremfor dronninger.

Måske skulle man i kongehuset gøre noget helt andet, og helt undlade at diskriminere på tilfældige ting, og i stedet se på hvem, der ville være den bedste regent. Når der skal findes en ny monark, så isolerer man de første fem i arverækken, statsministeren og formanden for folketinget, indtil de har opnået enighed om hvem i arverækken den næste monark skal være - lidt ligesom ved pavevalget i Vatikanet.

Henrik Gade Jensen har begået en meget spændende artikel på Liberator kaldet "Ret uden stat", og er et opgør med ideen om at staten er det eneste, der kan skabe ret, og at retspositivismen, altså tanken om at statens love per definition er retfærdige (eller at retfærdighed er et ligegyldigt begreb).

Retsstatens ideologiske legitimitet har været retspositivismen. Ifølge retspositivismen findes der ingen anden ret end den, som staten fastsætter. Og staten defineres som det faktiske magtmonopol i et samfund. Hvis en forbryderbande kan have held med at herske uindskrænket i et samfund, så er den staten. Og forbryderbandens ordrer er lov.

Loven får sin legitimitet alene i kraft af den magt, der står bag den. Loven defineres ikke ud fra dens moralske indhold, men udelukkende i kraft af tvang. Loven skal således følges, uanset om vi synes den er god eller dårlig. Og enhver overtrædelse af loven straffes med sanktioner.

En meget ind-til-benet beskrivelse af staten, men en definition af staten er det dog ikke helt. Mit bud på en definition af en stat er "en organisation, der med vold tvinger folk til at følge regler, de ikke nødvendigvis er enige i." Den definition omfatter også rockere og andre bander, der gennem vold eller trusler om vold, håndhæver et regelsæt overfor ikke-medlemmer. I det perspektiv er staten at sammenligne med en (for statens synspunkt) forbryderbande - eller en forbryderbande er at sammenligne med en stat, hvilket nok er den mest korrekte sammenligning.

For at vurdere legitimiteten af en statsorganisation må man efter min mening se på om den beskytter de negative borgerlige frihedsrettigheder eller den ikke gør. Mange forbryderorganisationers modus operandi er at krænke frihedsrettighederne, og deres legitimitet kan derfor ligge på et meget lille sted. Stater, der systematisk krænker frihedsrettighederne, kaldet også forbryderstater eller terrostater.

Problemet er når vi skal vurdere legitimiteten i vores egen stat, for det kan retspositivismen stå i vejen for, for ifølge restspositivismen har frihedsrettighederne ingen relevans, kun statens egne regler er værd at beskæftige sig med, og staten definerer, naturligvis, sig selv som legitim. Men hvad er alternativet, for vi må have orden!

Retsstaten forudsætter, at ret kun kan skabes af staten og, at ret er det, som staten fastsætter som ret. Baggrunden for, at denne holdning kunne blive dominerende i de sidste par århundreders europæiske politiske tænkning er en overbevisning om, at orden må skabes for at kunne være ordentlig.

(...) Der findes faktisk eksempler på orden, hvor der ikke ligger en bevidst planlægning til grund. Hvad der umiddelbart tager sig ud som konstrueret eller designet, kan i visse tilfælde være et resultat af en proces, hvor ingen har intenderet sluttilstanden. Hayek kalder disse ordner for spontane eller evolutionære ordner.

(...) Der findes altså et normsystem, som ikke er dikteret eller opretholdt gennem sanktioner. I de sproglige regler for korrekt sprogbrug har vi et glimrende eksempel på et ikke-designet regelsæt. Og det er sandsynligvis ikke nogen tilfældighed, for det er faktisk meget svært at tvinge folk til at tale et nyt sprog. Og der har ikke været held med at implementere rationelt indrettede kunstsprog.

Normer; kultur; samfund; orden. Det spontant organiserede samfund er altså i stand til at skal orden og ret i overensstemmelse med retfærdigheden. Normerne er så indgroede, at vi ikke bemærker, at det er regler vi overholder. kun når vi rejser ud i verden og oplever andre normer ser vi det. Nogen finder det inspirerende at opleve forskellene, andre finder det foruroligende, og i stedet for at reflektere over egne normer, kan nogen finde på at betragte andre kultures normer som laverestående eller primitive. Nogle normer kan sagtens siges at være krænkende i forhold til frihedsrettighederne, men efter min mening kan ethvert samfund vurderes i forhold til frihedsrettighederne, og hvordan det behandler dissidenter fra normerne.

(...) med Hayeks ord: “Retspositivismen er … socialismens ideologi, for nu at bruge navnet på den indflydelsesrige og respekterede variant af en konstruktivistisk tankegang, og troen på lovgivningsmagtens almagt. Det er en ideologi, der i bund og grund tilstræber fuldstændig kontrol over den sociale orden, og som er overbevist om, at det står i vores magt at bestemme, hvordan samfundet skal se ud i enhver henseende.”

(...) Ret kunne ifølge Savigny slet ikke dikteres af staten eller af fornuften, men kun udvikles som i en organisk proces ligesom sprog og skikke. Savigny var bl.a. inspireret af englænderen Edmund Burke, der mere end nogen anden betonede visdom - men i det overleverede, og advarede mod statens forsøg på at implementere dens idealer i samfundet.

I socialismen er mennesket ikke et socialt dyr, men et arbejdene dyr. Ændrer man samfundet og designer magtstukturerne på en "fornuftig" måde, så kan man socialisere mennesket, og mennesket bliver dermed i stand til at opnå sit fulde potentiale og blive lykkelig. Det spontane evolutionære samfund opfattes som en trussel mod menneskets lykke, og den restspositivistiske stat er født.

Ser man derimod mennesket som et grundlæggende socialt dyr, der skaber samfund og søger sin egeninteresse, så er sædvaneretten et alternativ.

En overholdelse af loven bygger først og fremmest på egeninteresse, og en krænkelse betragtes som en skade eller tort, der kræver erstatning fra den skadelidte. Sædvaneret anerkendes, fordi den bygger på gensidighed. Hvert individ har en interesse i at handle i overensstemmelse med andres forventninger. Autoritære love behøver derimod en stærk magt for at kunne opretholdes og et professionelt korps til at foretage retsforfølgelsen.

Berlingske: De irakiske flygtninge, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke, får lov til at blive. Det har menighedsrådet besluttet

Man kan have mange indvendinger mod at hjemsende flygtninge, der har levet og skabt sig en tilværelse i Danmark, og man kan spekulere over hvorfor det er vurderet, at kristne irakere kan hjemsendes uden man bringer dem i fare; Irak er blevet meget fredeligt, men kristne bliver stadig forfulgt. Hvorom alting er, så har myndighederne vurderet det er sikkert for dem at vende tilbage, og velfærdsstaten har dårligt råd til at der dannes præcedens for at flygtninge bare kan blive i Danmark efter der er blevet fred i hjemlandet.

Jeg synes det er fint man kan søge tilflugt i kirkerne, og politiet skal ikke pågribe flygtningene medmindre menighedsrådet beder politiet om det. Men når menighedsrådet vælger at huse flygtningene udenfor dansk lovgivning, så må de også have ansvaret for dem. De må sørge for mad, tøj og andre fornødenheder. Vil de ikke det, så må menighedsrådet sætte flygtningenes på gaden, hvor politiet venter.

Måske kunne man køre denne model videre for andre afviste flygtninge. Dem, der er imod udvisningerne kan få tilbudet om at adoptere de afviste, og overtage alle forsøgerpligter og ansvar for de udviste. Hvis de udviste har brug for understøttelse eller anden hjælp, så er det adoptanterne, der skal op med pungen. Begår de afviste kriminalitet, så er adoptanterne økonomisk ansvarlige for både erstatning, sagsomkostninger og prisen for opholdet i fængslet. Det er reelt de omkostninger de beder resten af samfundet om at betale, så hvorfor ikke bede dem handle som de prædiker.

10 terms not to use with Muslims af Chris Seiple

Der er stor forskel på det vi siger, og det de hører.

I forbindelse med mine rejser, fra Mellemøsten til Centralasien til Sydøstasien, har det været mit store privilegie at møde og blive venner med mange hengivne muslimer. Disse venskaber er definerede ved ærlig respekt når vi lytter til hinanden - en forståelse og enighed om hvordan, hvad, hvor vores uenighed er, både politisk og teologisk, med det resultat at vi bedre forstår vores samhørighed. Jeg har lært meget af mine muslimske venner, men mest af alt dette: Politisk uenighed kommer og går, men ægte respekt rodfæstet i vores respektive trosretninger gør ikke. Hvis der ikke er respekt, så er der ikke noget venskab, men bare en udveksling, der ikke giver nogen noget på den lange bane.

Når Præsident Obama overvejer sin første tale i et muslimsk domineret land (han besøger Tyrkiet 6-7 April), og når de amerikanske sikkerhedsorganisationer reviderer udenrigspolitikken og det offentlige diplomati, vil jeg gerne dele et råd jeg har fået fra mine lære muslimske venner fra hele verden, som omhandler ord og begreber, der ikke er brugbare når man skal starte et venskab med dem. Selvfølgelig skal vi ikke smide dem alle sammen væk, og det burde vi heller ikke gøre. Men vi må være påpasselige med i hvilken kontekst vi bruger dem.

1. "Civilisationernes sammenstød." Sådanne diskussioner ender altid op med at vi er de gode og de er de onde. Der er ikke noget sammenstød mellem civilisationerne. Der er kun et sammenstød mellem dem, der for civilisation, og dem der er imod. Civilisation har mange karakteristika, men der er to fundamentale: 1) Det har ikke plads til dem, der opfordrer, inviterer til og/eller myrder uskyldige civile. 2) Det er defineret ved institutioner, der beskytter og fremmer både minoriteter og den gennemsigtige retsstat.

2. "Sekulær." Muslimer har det med at høre ordet "gudløs", når de hører dette ord udtalt. Og et gudløst samfund er simpelthen helt utænkeligt for det store flertal af muslimer i hele verden. Pluralisme er et meget bedre ord, der i højere grad siger, at alle med (og uden) et Guds-baseret verdensbillede er velkomne og har en ligeværdig plads i offentligheden.

3. "Assimilering.*" Dette ord fortæller at de muslimske mindretalsgrupper i Nordamerika og Europa skal se ud som flertallet, dvs. kristne. Integration siger på den anden side, at alle synspunkter, flertal og mindretal, fortjener ligeværdig respekt så længe begge er villige til at opføre sig være civiliseret i offentligheden.

4. "Reformation." Muslimer er ganske godt klar over, og har en mening om kampen internt i islam om hvad det betyder at være en troende og god muslim. Det er ikke nødvendigt, at fornærme dem ved at foreslå dem at følge det kristne eksempel med Martin Luther. Spørg istedet for hvordan muslimerne forstår ijtihad** eller genfortolkning i deres religiøse tradition og kulturelle samfund.

5. "Jihadi." Jihad er først og fremmest en intern kamp, hvor man skal forbedre sin egen spirituelle selvdiciplin for at komme tættere på Gud. Den mindre jihad er ekstern, og kan refærdiggøre "retfærdig krig" når det er nødvendigt. Ved at kalde de grupper vi bekæmper for jihadi (eller jihadister), bekræfter vi deres egen - og resten af den muslimske offentligheds forestilling om, at de er religiøse. Det er de ikke. De er terrorister, hirabister, som konsistent bryder de mest fundamentale forskrifter fra den Hellige Koran og mainstream islamiske lærde og imamer.

6. "Moderate." Dette allestedsnærværende begreb er ment politisk, men kan forståes religiøst. Hvis nogen kaldte mig "moderat kristen" ville jeg også blive dybt fornærmet. Jeg tror på en Absolut, som også befaler mig at elske min nabo. Ligeledes er der ikke et oxymoron, at være mainstream muslim der der på en Absolut. En robust og civiliseret pluralisme må give plads til religiøse fra alle og ingen religioner.

7. "Interfaith." Dette begreb giver nogle fortyndede, laveste fællesnævner udsagn, der omgår de svære emner, og er af samme grund irrelevante. "Multifaith" indikerer at vi udtrykker vores dybe og uforenelige teologiske forskelle, med det formål at kunne samarbejde på tværs af dem af praktiske årsager - i overensstemmelse med det bedste fra vores religiøse traditioner, deler vi de fleste af vores værdier.

8. "Frihed." Uheldigvis får "frihed", som udtrykt i amerikansk udenrigspolitik, ikke altid den betydning, som man har lokalt og kulturelt. Ved fraværet af den betydning, kan frihed komme til at betyde uhæmmet tøjlesløshed. Balancen mellem frihed til noget og frihed fra noget, finder man bedst i dialog med den lokale kontekst og i særdeleshed med de muslimer, der udlever den. Frihed forstås bedst i sammenhæng med hvordan de ser på emner som fred, retfærdighed, ære, barmhjertighed og næstekærlighed.

9. "Religionsfrihed." På sørgelig vis giver dette begreb den forestilling, at amerikansk udenrigspolitik kun handler om protestanters frihed til at prædike og konvertere andre, til skade for den lokale kultur og indfødte kristne. Selvom det ikke er sand, så er det min opfattelse, at det er bedre at definere religionsfrihed som udbredelsen af respekt og forsoning med de andre, der hvor kulturen og retsstaten mødes - respektful for den første og i tråd med den sidste.

10. "Tolerance." Tolerance er ikke nok. At tillade andres eksistens eller opførsel er ikke nok til at opbygge et tillidsfuldt samvær på tværs af religioner og kulturer, som er nødvendig for at takle de komplekse udfordringer vores civilisation står overfor. Vi er nødt til at respektere og være ærlige overfor hverandre, så vi kan udtrykke vores forskelle og fællesskaber, i forhold til den iboende værdighed vi hver især har som Guds skabninger, der skal leve sammen i fred, retfærdighed og næstekærlighed.

De ovenstående begreber ændrer sig over tid i forhold til kulturelle og etniske traditioner, og de (fejl)opfattelserne, som muslimer og ikke-muslimer har haft af hinanden gennem tiderne. Selvom det er forventeligt, så er det ideen om at vi ærligt prøver at lytte til og prøver at forstå hinanden, der tæller, udtrykt gennem respekt.

# Chris Seiple er præsident for The Institure for Global Engagement, en "tænketank på benene", der fremmer bæredygtige miljøer for religionsfrihed over hele verden.

* I Danmark bruges ordet integration, når der menes assimilation, hvorfor det er ordet integration, der er blevet lagt for had af flere grupper.

** ijtihad - Den intellektuelle proces, hvor man selvstændigt udleder nutidige regler fra Koranen og Haditherne. Det modsatte er taqlid, som betyder at efterligne andre uden at kende den religøse bagrund, hvilket ikke er acceptabelt.

Jeffrey Tucker har skrevet en god artikel på Mises blog om copyright, som jeg på grund af artiklens indhold vil vove at oversætte i sin helhed.

Af de ca. 18 artikler jeg har skrevet om "intellektuel ejendomsret", har min uddybning af en bog jeg mener er epokegørende, Against Intellectual Monopoly, skabt en syndflod af emails, som jeg aldrig før har set om noget emne. Det, der får folk op af stolene er konklusionen: I et frit marked bør der ikke være nogen lov om patenter og copyright.

Det mange gør, som er ret deprimerende fra en forfatters synspunkt, er at tage konklusionen, ignorere begrundelserne og argumenterne, og så forsøge en hurtig ryglænstilbagevisning.

Det lyder altid som noget i denne retning: "Så du siger at jeg bare kunne stjæle denne artikel du har skrevet, sætte mit eget navn på og sælge den. Og det ville der ikke være noget i vejen med?"

Nogen går ligefrem skridtet videre, og gør netop det; sætter deres navn på, poster det et sted, og sender mig linket.

Jeg tænker præcis det samme som du tænker: "Sikke en nar!"

Jeg er ikke sikker på hvilket svar de havde forventet fra mig. De må virkelig have troet at jeg ville sige: "Hvor er det dog chokerende! Jeg havde slet ikke troet at nogen ville gøre det mod mig, hvis vi afskaffede copyright! Du godeste, dette kan ikke tolereres. Jeg tog fuldstændigt fejl i alt hvad jeg sagde. Jeg er også taknemmelig for alt det staten gør for at beskytte mine intellektuelle værker og mit gode navn." Jeg er ked af at sige det, men det er ikke mit svar. Mit detaljerede svar er følgende: "Hvis du gør det i et frit samfund, vil du ikke blive arresteret af politiet eller blive udsat for fysisk tvang, som beskrevet i lovgivningen. Men alle er frie til at se dig som en slyngel, en nidding, en trussel mod samfundet og en, der fuldstændig mangler troværdighed. Hvis et godt rygte er noget værd for dig, så er det formodentlig en god ide ikke at lade som om man har skrevet noget man ikke har skrevet."

Forskellen kommer her ned til en vidunderlig skelnen, som blev fremsat af Lysander Spooner i det 19. århundrede. Han gjorde meget ud af at forklare forskellen på en last og en forbrydelse. En forbrydelse indeholder vold eller en trussel om vold mod andre mennesker og deres ejendom. En last er i modsætning en langt større kategori af handlinger, som ikke har noget med aggressiv adfærd mod andre eller deres ejendom at gøre.

Laster kan være at lyve, at være ubehøvlet mod andre, æde som et svin i offentligheden, fylde sig selv med stoffer og alkohol, lade være med at bade og derved stinke som et svin, bande i offentligheden, svigte andre, sprede rygter, udvise utaknemmelighed, ikke holde aftaler, være en grådig gnier, ikke gøre det man lover, tage æren for det andre gør, ikke give æren hvor den hører til og andre af denne type ting.

I et frit samfund bliver laster holdt i skak af decentraliseret social pression på baggrund af sociale, etiske og religiøse normer. Det store problem med stat-isme er, at det laver laser om til forbrydelser, og når loven så forkastes har folk glemt at der trods alt er nogle sociale normer, der nødvendigvis må overholdes, og vil blive overholdt når samfundet håndterer sig selv i stedet for at blive håndteret af staten.

Se for eksempel på afskrivning i skolen. En lærer skrev til med med en bekymring om, at det ville blive sværere at straffe elever for at skrive af fra andre, hvis copyrightlovgivningen blev afskaffet. Jeg pointerede at politiet og domstolene ikke arbejder med reglerne i skoen i dag, så hvorfor skulle en ændring i lovgivningen ændre noget ved det? At skrive af, er stadig at skrive af. Lovgivningen har i virkeligheden formået at forskrue samfundets forståelse af disse problemer. Det har gjort, at alle ikke længere er villige til at vedkende os at imitering og genskabelse af andres arbejde er det, der gør udvikling mulig. Den har gjort folk pinlige over at kopiere andres succes og stå ved, at de har gjort det. Forfattere, kunstnere og entreprenører lever alle med en underlig forventning om at alt hvad de laver skal være fuldstændigt originalt, og at de aldrig må trække på andre kilder. Hvor er det fjollet!

På den anden side er vi nogen gange lidt for hurtige til at give staten skylden for nye udbrud af ældgamle laster. Selv uden copyright og patenter vil nogen former for adfærd være forkastelig, urimelig og socialt uacceptable. Hvad ville du for eksempel sige om en lokal forfatter, der påstod at have skrevet et nyt skuespil, der senere viste sig at være skrevet af Shakespeare? Det ville være fuldstændigt legalt at gøre det. Men han ville blive betragtet som en tølper og et fjols resten af livet.

Derfor vil afskaffelsen af lovene om "intellektuel ejendomsret" ikke betyde en eller anden form for skørt alt-for-fri kaos, hvor ingen rigtigt kan være sikker på identitet, værker, hvem skrev hvad, hvilket firma gjorde hvad, hvem æren tilfalder, hvad ens forpligtelser er og lignende. Det vi ville få, ville være en større forståelse for vores moralske forpligtelser overfor hinanden.

I fraværet af statens monopolprivilegier, vil vi blive mere overvågne overfor at give ære til dem, der fortjener det. Du skal stadig behandle andre mennesker pænt, og agere med en sans for fairness, sindsro, retfærdighed som begreberne normalt forstås. Hvis du ikke gør det, så kommer staten ikke og slår dig oven i hovedet, men du vil miste noget der er overordentligt vigtigere.

Med andre ord vil fraværet af IP lovgivningen give os en større forståelse for hvad forskellen er på laster og på hvad der er forbrydelser, og dermed bedre mulighed for at håndtere begge.

The Economist: I næste uge samles politikere fra hele verden i Wien, hvor den den internationale narkopolitik for det næste årti skal fastsættes. Som generaler fra første verdenskrig, vil mange påstå, at det der er brug for er mere af det samme der allerede er gjort. Sagen er, at krigen mod narkotika har været en katastrofe, og har skabt fejlslagene stater blandt udviklingslandene selvom afhængigheden er blomstret i den rige verden. Uanset hvordan man fornuftigt måler det, så har denne hundredeårskrig ikke skabt frihed, været morderisk og ligegyldig. Derfor mener The Economist fortsat at den mindst dårlige fremgangsmåde er legalisering af narkotika.

"Mindst dårlig" betyder ikke godt. Legalisering, som vil være godt for de producerende lande, vil skabe (andre) problemer i forbrugerlandene. som beskrevet nedenfor vil mange udsatte narkobrugere komme til at lide, men i vores perspektiv vil flere få gavn.

Modstandere af denne fremgangsmåde siger, at legalisering svarer til at overgive sig til de kriminelle, og bare fordi de er svære at bekæmpe, bør man stadig prøve. Og skal vi også legalisere hjemmerøverier fordi de heller ikke kan bekæmpes?

Først og fremmest, så er er der nogle uskyldige ofre ved hjemmerøverier, det er der ikke når folk tager narkotika. Selvom en narkoman påvirker familie og venner negativt, så kan man ikke sige at de er mere ofre, end at de kan vende narkomanen ryggen, hvilket er lidt mere problematisk ved hjemmerøverier og tyveri generelt.

Men sagen er, at i alle andre henseender vurderer vi en indsats på hvor godt formålet med indsatsen bliver opfyldt. Kriminalisering fejler uanset hvad formålet er, så derfor må det være på sin plads, overveje nye metoder. For at gøre det må vi gøre formålet klart. Hvad er det vi ønsker at opnå? Mindre kriminalitet, mindre elendighed hos narkomanerne, bedre sundhed eller er vi bare simpelthen bare imod, at folk beruser sig?

The Economist: Legalisering vil ikke bare bekæmpe gangsterne; det vil forandre narkotika fra et lov-og-orden-problem til et sundhedsproblem, hvilket det burde være. Stater kunne beskatte og regulere handlen med narkotika, og bruge indtægterne (og milliarderne sparet fra politi og retsvæsen) til at uddanne offentligheden om risikoen ved at tage narkotika, og til at finansiere behandlingen af narkomaner. Salget af narkotika til mindreårige burde fortsat være ulovligt.

Legaliseringen gør det muligt at hjælpe folk ud af deres forbrug før de fysisk, psykisk og socialt går i hundene. Myndighederne har allerede gennem apotekerne et detaljeret overblik over individuelle personers (mis)brug af stærk smertestillende medicin. Med det system kan der målrettes detaljeret information til brugere, og tidligt tilbud om hjælp hvis forbruget bliver til et misbrug.

Et stort sundhedsproblem for narkomaner og alle andre stofbrugere, er at man aldrig kan vide hvor stærke de stoffer man køber er, og endnu værre er det, at der kan være blandet alle mulige uønskede giftstoffer i af gangsterne eller deres leverandører. Det problem vil fuldstændigt forsvinde, hvis fremstilling og handel med narkotika sidestilles med medicin. Det er heller ikke utænkeligt, at legale lægemiddelvirksomheder kunne opfinde og fremstille bedre og sikrere stoffer.

Gennem skatter og afgifter, kan prisen på de narkotiske stoffer reguleres, men alt andet end lige så udgør langt størstedelen af prisen (nogen siger 99%) "rockerafgiften", som er prisen de kriminelle tager for den ulovlige og risikable distribution. Den afgift vil helt forsvinde, og alt andet end lige vil det blive lettere for narkomanerne at finansiere deres behov, og de behøver derfor ikke begå kriminalitet for at skaffe pengene.

Hvis formålet med indsatsen er, at forhindre folk i beruse sig i det hele taget, så er legalisering nok ikke vejen frem. Måske vil forbruget af narkotika stige, måske vil der komme flere narkomaner. Men vi ved det ikke, for der er alt for mange faktorer, der spiller ind på det. Vi kan dog se, at graden af kriminalisering ikke spiller ind på forbruget af narkotika i forskellige lande, men alligevel må vi nok formode at forbruget vil stige, og svage sjæle vil i større antal opleve problemer end vi ser i dag. At problemerne formodentlig vil blive langt mindre end i dag, ændrer ikke på at der formodentlig vil komme flere. Spørgsmålet er så, om kampen mod beruselsen er vigtigere end narkomanernes sundhed, den øgede kriminalitet og de økonomiske og personlige problemer det giver i samfundet. Er svaret ja, så burde vi også overveje et totalforbud mod nikotin og alkohol.

Politiken: Valget af Carina Christensen viser, at regeringen anser jobbet som kulturminister som en udviklingspost, mener Kunstrådets formand Mads Øvlisen.
Regeringen anerkender ikke betydningen af kunstens og kulturens rolle i det danske samfund.

Man kunne håbe på at jobbet som kulturminister var en afviklingspost, og ikke en udviklingspost, som formanden for skattenyderrådet påstår.

Tværtimod, så ved Mads Øvlisen åbenbart ikke meget om kunst og kultur, når han tror at det kun kan eksistere hvis regeringen velvilligt punger tvangsopkrævede skattekroner til hans pet-projects. Personer som ham glemmer åbenbart at de penge de bruger ikke er kommet til dem af frivillighedens vej. Det kan lyde som bitter retorik når der påpeges at pengene er opkrævet ved tvang, men problemet er nok først og fremmest at skattenyderne glemmer hvordan de faktisk er financieret

En kultur, der kun kan eksistere gennem tvang har ingen værdi. Og kunst og kultur, som kun kan værdsættes af kunstnere og kunstkendere spiller ikke nogen rolle for dansk kultur. Så hvis jeg skal svare på egne vegne på Øvlisens kritik i hans egen kontekst, så kan jeg kun give ham ret. Jeg kender ikke betydningen af elitær kunst, som ingen gider betale for af egen lomme; men siden han åbenbart ved det, så vil jeg da gerne oplyses.

Dansk kultur er umådelig stærk og i en globaliseret verden har danskerne en stor interesse i den. For at være lidt poetisk, så er dansk kultur er den muld et træ skal rodfæstes i for at strække grenene op i himlen og ud i verden. Folk som Øvlisen ved udmærket godt at deres hjertebørn ikke er interessante nok for andre end dem selv, og at de ville dø hvis ikke de havde skattepatten at sutte på. Risikoen er bare at når Øvlisen og co. får lov til at dele penge ud til det de synes er godt, så sker der en en forskydning i kulturlivet, som svarer til at plante et træ i en potte i stedet for ude i skoven. Kulturen snævrer ind og befolkningen kan ikke længere se dens betydning, og ikke mindst så har de betalt de penge i skat, som de skulle have brugt til at betale den kultur der betyder noget for dem, og som rodfæster dem som danskere.

Skal kulturministeriet have have en funktion, så lad den beskytte rødderne fra de gamle træer i skoven. Beskyt den kultur, som tidligere generationer i Danmark fandt værdifulde, så de nye generationer kan lære og blive inspireret af den. Men lad den nutidige kultur udvikle sig på dens egne præmisser, og ikke de præmisser Øvlisen og hans slæng vil diktere med statsmagtens hjælp. Sæt kulturen fri!

Man skal ikke tale om miljø og energi ret længe før nogen, typisk en byboer, begynder at tale om vindmøllernes velsignelser. Det er typisk personer, som ikke lever med larmende vindmøller, som beskæmmer enhver udsigt i Jylland. Vindmøller er ikke godt for dyrelivet, som har svært ved, at tilpasse sig møllernes larm og bevægelser.

Nogen siger at vindmøller kræver ca. 500 kvadratkilometer for at producere 1.000 MW, og når Danmark i 2006 i gennemsnit brugte i omegnen af 8.400 MW, så svarer det til 10 % af Danmarks samlede areal, som skal helliges vindmøller. De største møller fra Vestas er på 3 MW, så det skal altså bruges næsten 3.000 af de største møller for at dække Danmarks forbrug, og så har er der slet ikke kapacitet til hverken spidsbelastningerne, eller når der ikke er meget vind over landet.

Man kan selvfølgelig bygge møllerne i vandet, men når man tager i betragtning at man er ved at planlægge verdens største vindmøllepark i Kattegat, som kun skal have 175 møller, og producere 400 MW. Man tør næsten ikke tænke på hvor dyrt det bliver, og hvor meget mere forbrugerne kommer til at betale fordi det er vindmøller.

Forskere fra DTU har regnet på hvilke affaldsmængder møllerne afgiver når de de er udtjente, og det er ikke ligegyldige mængder. Der er tale om flere millioner tons vindmølleskrot, som dårligt kan anvendes og som heller ikke kan brændes, og det koster ca. 1 million kr at skrotte en mølle bare 7 km ude i vandet. For at være lidt polemisk, så er det stort set den samme problematik atomkraft kritiseres for. Her er der også affald, som skal opbevares i lang tid, men her er mængden ikke ret stor, og meget af det kan endda genbruges i nye de nye typer af reaktorer.

Vi må bare indse at vindmøller er en dyr energikilde, med en kæmpe miljøbelastning, og en regning for affaldet, som eftertiden må betale. Og så er det grimt.

Dette afsnit i kategorien med alternative og bedre overskrifter kommer fra en artikel i Nyhedsavisen: Regeringen vil tage penge fra sæler og elefanter

I et forslag til finansloven for 2009, som Nyhedsavisen har fået fat i, fremgår det, at Kulturministeriet vil skære 12 millioner kroner i støtten til i alt otte zoologiske haver og akvarier. Det drejer sig om København, Odense og Aalborg Zoo, Danmarks Akvarium, Randers Regnskov, Nordsøen Oceanarium, Givskud Zoo og KattegatCentret. (…)

»Det er jo helt håbløst. Vi kan blive nødt til at hæve billetpriserne endnu mere, i værste fald helt op til 10 kroner. Eller også må vi spare nogle tilbud væk. Vi vil selvfølgelig kæmpe hårdt for, at det går så lidt som muligt ud over vores gæster, men jeg kan ikke udelukke, at det vil gå ud over servicen,« siger Lars Lunding Andersen.

Om pengene betales over skatten eller ved indgangen burde være ligegyldigt. Pengene skal betales alligevel. Men når det kommer til stykket, så er det ikke lige meget, for hele bureaukratiet omkring indkrævning og fordeling af pengene er på ingen måde gratis.

Men man kan da godt forstå at Zoo er ked af det, for nu skal de til at opkræve pengene selv, og stå med al balladen fra gæsterne. De kan ikke længere få skattevæsenet til at opkræve pengene ved at sende trusselsbreve ud til borgerne i landet. På den anden side, så er det vel rimeligt nok at det er dem, der benytter Zoo, som betaler til Zoo. Det kan være lidt svært at forstå hvorfor den enlige mor, som arbejder som kassedame, skal betale skattekroner, så svenske turister kan få billigere billetter til Zoo. Det er trods alt ikke en menneskeret at gå i Zoo (det bør det i hvert fald ikke være).

Det ærgerlige ved denne historie er, at de sparede penge ikke går til skattelettelser.

Brug lige 3 minutter og 47 sekunder på denne video. Selvom man er dansker med krop og sjæl kan man åbenbart godt være amerikaner samtidig...

(h/t Snapped Shot)

Der er mange historier om Robin Hood, hvilket man kan læse en del om på Wikipedia. Fortolkningerne historierne deler sig groft sagt i 3 kategorier: Den første er at Robin Hood i virkeligheden var en gemen landevejsrøver, den populære version er at han stjal fra de rige og gav til de fattige, men der er også en version, der handler om at han kæmpede mod feudalsystemet, ved at stjæle herremændenes indkrævede skattepenge, og gav dem tilbage til de fattige retmæssige ejere. Specielt de to sidste versioner er lidt tvetydige i de mange forskellige fremstillinger af Robin Hood.

Historien om at han stjæler fra de rige og giver til de fattige, er nok den der er mest udbredt, for det passer i ind i venstrefløjens kram, og de forspilder ikke en chance for at kalde skattelettelser for en omvendt Robin Hood. Der er så mange fejl den udlægning, blandt andet, så er penge i statskassen ikke de fattiges penge (medmindre det er de fattige, der har indbetalt dem). Kæmper Robin Hood derimod for at give skattepengene tilbage til borgerne, så ville han være højrefløjens helt.

Åbenbart har Ridley Scott været i gang med en Robin Hood-film, kaldet Nottingham, hvor Robin Hood skulle være skurken. Det spændende bliver om han kommer til at passe ind i en af de tre versioner. Mon ikke det bliver den første, eftersom Sheriffen åbenbart skulle være helten. Om ikke andet, så bliver det interessant at se en anden version af den tvivlsomme heltestatus Robin Hood har på venstrefløjen i dag.

Update: Filmen er tilbage på sporet igen med Russel Crowe på rollelisten.