Irak

Omar Fadhil Al-Nidawi i The Australian: Krigen i Irak er officielt ved at nærme sig sin afslutning. seks år efter Saddam Husseins regime blev væltet, har adskillige koalitionsmedlemmer afsluttet deres missioner i Irak, inklusiv Australien, som trak sine tropper ud for 12 måneder siden, og USA er ved at forberede en afslutning på deres militære tilstedeværelse i landet.

Mange spørger stadig: Var det det værd?

Omar Fadhil har siden 2003 skrevet om krigen i Irak på bloggen Iraq The Model. Omar boede i Bagdad da det var rigtigt slemt, og berettede om hans oplevelser, og hvordan familie og venner så på situationen. Har man fulgt bare lidt med på hans blog, så er det ikke svært at afvise kritikken i kommentarerne i The Australian. Id et hele taget er hans artikel værd at læse.

Folk i min generation, der blev født i demokratier kan tage friheden for givet. Dette er bestemt ikke sagen for mig eller mit folk. Jeg blev født et årti efter det morderiske Ba'th parti tog magten i Bagdad i det nedrige kup i juli 1968. For os var krigen en afslutning på et 35 år langt mareridt og begyndelsen på en æra i frihed, takket være vores venner i koalitionen.

For mig og mange irakere var det bestemt det hele værd. Livet er bedre i dag end det var før 2003. Og det er selvom det var os det gik ud over i alle krigens faser, fra starten på invasionen gennem den blodige sekteriske vold og terror, der lammede landet i flere år. På trods af den høje pris i blod, ser dagen i dag lysere ud end i går. Vigtigst af alt, så har vi håb om, noget vi ikke havde under Saddams diktatur, at i morgen vil se endnu lysere ud.

Han kommer også med eksempler på hvordan det er helt anderledes i Irak nu.

Kitabat, grundlagt i 2002 af en eksiliraker, har på sin vis spillet som skyggeparlament, hvor alle irakere kunne lade deres meninger blive hørt uden censur. For fem måneder siden bragte Kitabat en artikel, hvor forfatteren anklagede Maliki for nepotisme og magtmisbrug.
Hvordan reagerede statsministeren på disse ubegrundede anklager? I Saddams tid ville sådan en sag blive lukket med en kugle i forfatterens hoved. Det var almindelig praksis at sende ambassadefolk ud på livideringsmissioner bevæbnet med lyddæmpede pistoler eller endda økser, som skete i forsøget på at komme tidligere stasminister Iyad Allawi til livs i London i 1978. I stedet valgte Maliki at sagsøge forfatteren og ejeren af Kitabat. Malikis beslutning blev mødt med streng kritik fra fortalere for ytringsfrihed, som så hans reaktion som et forsøg på at bekæmpe ytringsfriheden.

Maliki endte med at droppe sagen.

Men selvom det ser lyst ud, er alt ikke lutter grønne skove.

Modstanderne af et rigt og demokratisk Irak vil uden tvivl øge deres angreb når USA forbereder deres afgang. De vil forsøge at udnytte den angst der kommer med denne overgang, og de vil dyrke uenighed og vold. Men de fejlede da de var stærkest og Irak var svagest. I dag er tidevandet skiftet. Irakerne er er tættere sammen og udsigterne til velstand og demokrati bliver bedre dag for dag.

Af en eller anden grund hører vi ikke ret meget fra Irak mere i de danske medier. Måske er det derfor det er så let at sælge historien om hvor farligt der er Irak, så vi ikke han sende afviste og kriminelle flygtninge tilbage til Irak. Måske ville det være bedre hvis der stadig blev rapporteret om udviklingen i Irak, og ikke kun en kort notits, når det lykkedes Iraks desperate fjender at sprænge en bombe i ny og næ.

Dagens citat fra Michael J. Totten

Iraqi Communists have half-baked economic ideas (at best), but they’re on the right side of three of the biggest problems vexing Iraq -- racism between Arabs and Kurds, sectarianism between Sunnis and Shias, and Islamist fanaticism. They’re also reasonably pro-American.

Læs hele hans beretning fra hantur til Bagdad i Irak.

Denne alternative overskrift dækker over hel to lignende artikler på Avisen.dk, Forsvar vil sende civile i krig og Konservative klar til at sende civile i krig . Begge artikler er næsten enslydende, så de må have manglet noget indhold den dag.

Sagen går udspringer af programmet De Falske Soldater, som blev vist onsdag aften på DR, som også har postet en artikel om udesndelsen. Hele miseren handler om at den nye forsvarschef Tim Sloth Jørgensen leger med tanken om at bruge private soldater til at løse opgaver i de konfliktområder Danmark er involveret i.

I programmet siger de at de private sikkerhedsfolk ikke er rigtige soldater, men de bærer våben og er med i krigen, og at det har givet USA mange problemer. Udsagnet giver bare ikke helt mening, for hvad er rigtige soldater? Sikkerhedsfolkene har et klart tilhørsforhold, i og med de er hyret af en stat. De udfører farlige opgaver for staten, præcis som andre soldater, og ikke med det, så er mange af dem uddannet som ”rigtige” soldater. Måske er de rigtige soldater! De private firmaer har helt sikkert givet problemer, men om det er mange i forhold til hvad ”rigtige” soldater giver af problemer, er et åbent spørgsmål. Problemet er nok også blandet sammen med at meget af arbejdet i Irak i de første år, har fungeret ved at man har smidt en masse penge efter et problem og håbet på at det forsvandt. Sådan virker verden ikke, og det har i hvert fald USA efterhånden lært.

I det hele taget sammenligner programmet de private soldater på et helt forkert grundlag. Sammenligningen skal være med almindelige soldater i en krigszone, og ikke med butiksvagter i AmagerCenteret. Et eksempel fra programmet er sagen fra Abu Graib, hvor private firmaer også var involveret, som om de var årsagen. Dem, det er dømt i sagen er altså almindelige militærfolk.

Sagen om Blackwater er meget speget. I programmet fortælles det at de dræbte 11 og sårede 14. Noget senere i udsendelsen får vi fortalt at 14 var ubevæbnede. Der var altså 11 bevæbnede, som gemte sig blandt civile. Udsendelsen viser også direktøren i Blackwater, Erik Prince, der siger at aktionen var en succes, men de viser kun halvdelen af udsagnet. Blackwater er ansat til at beskytte civile ansatte i Irak, og det har de gjort til perfektion. Kort og godt: De private firmaer gør hvad de bliver hyret til. Lur mig om de almindelige soldater ikke også løser den opgave de har fået tildelt.

Det er klart, at der er en udfordring i og med private soldater er et forholdsvist nyt fænomen i retsstater, men som Tim Sloth Jørgensen prøver at sige, så er det ikke umuligt. Private soldater burde være underlagt den lovgivning, som deres arbejdsgivere arbejder under. Laver de forbrydelser, så er det en militærdomstol, der klarer sagen. Det burde ikke være noget problem, selvom det er udlændinge, der hyres gennem sikkerhedsfirmaet.

Programmet påpeger korrekt nok, at det her er et spørgsmål om hvad der kan privatiseres, og hvad der bør være en statslig opgave. Jeg kan ikke se hvordan det udelukkende kan være en statslig opgave at udføre en krig, eller lave sikkerhed i krigszoner. Så længe det er stater, der hyrer firmaerne, så er det staten, der har det endelige ansvar for dem. Arbejde kan uddelegeres og udliciteres; ansvar kan ikke.

The New York Times har en meget spændende beretning fra Bagdad. Beretningen er før hørt andre steder, men det interessante er at den venstreorienterede fanatiske krigsmodstander The New York Times har bragt historien. Læs originalartiken.

Mohamed Hussein er en irakisk medarbejder hos The New York Times i Bagdad. Han flygtede fra Irak nytårsdag 2007 for at undgå den sekteriske vold fra shia militserne og sunni oprørerne. I sidste uge vendte han tilbage til Irak efter 15 måneder.

(…) Under rejsen fra Syrien til Bagdad var jeg helt afslappet. Der var ingen bekymringer og ingen frygt for banditter og terrorister fra Al Qaeda, Ansar al-Sunna (Sunniernes beskyttere) eller Jaish al-Mohammed (Mohammeds hær) som tidligere kontrollerede alt på hovedvejen mellem Syrien og Bagdad.

(…) Jeg tror at det irakiske politi og militær arbejder på den rigtige måde fordi der er en amerikansk militærbase i mit nabolag. Men alle folk jeg har mødt siger at hvis amerikanerne trækker sig ud, vil militserne æde os uden nåde.

(…) Folk er mere venligtsindede, og jeg kan sige at der nu er en slags gensidig tillid mellem befolkningen og soldaterne i modsætning til før hvor der ikke var nogen tillid mellem nogen.

Hvis vi tænker lidt over det, så vil vi se at vi begge har brug for hinanden. Folk har brug for soldaterne for at få sikkerhed. På samme måde har de amerikanske soldater nu et sikkert sted at være; måske kan de have mere end én Green Zone.

(…) Vi har altså stadig brug for amerikanerne, for hvis de trækker sig ud, vil der være noget lignende en orkan, som vil hive alt op med rode – mennesker, bygninger og endda træer. Alt hvad der er sket og al sikkerheden vil være historie, som en sød drøm.

Som folk siger i mit nabolag: ”Amerikanerne er nu Ansar al Sunna. ” Sunniernes beskyttere.”

Det er måske værd at bemærke, at startegigen bag ”The Surge” var at få mandskab nok til at kunne indtage irakiske nabolag og derefter blive der. Tidligere var strategien at indtage et område og smide terroristerne ud, og så køre videre til næste område. Problemet med den gamle strategi var, at når amerikanerne forlod et område, så vendte terroristerne tilbage og myrdede alle, der havde samarbejdet med amerikanerne. Denne beretning bekræfter om noget, at den nye strategi virker. The Surge virker.

Historien er også bekymrende, for hvor er de danske soldater i Irak? De er godt nok sendt til Afghanistan hvor de gør en fantastisk indsats, men jeg er bange for at der stadig er brug for dem i Irak. Basra-området er for tiden et af de største hot-spots i landet.

Politiken rapporterer: I Pentagon-rapporten hedder det, at Saddam Husseins regime havde forbindelser til regional og global terrorisme, og at statsterrorisme blev et rutinemiddel for statsmagten.

»Men det altovervejende mål for statsterroroperationer var irakiske statsborgere«, understreges det.

Bush, vicepræsident Dick Cheney og højtstående embedsmænd i Bush-administrationen har tidligere insisteret på, at der var forbindelser mellem Saddam og al-Qaeda.

So what? Der var ingen direkte forbindelse, men hvad så med den indirekte? Det vides med sikkerhed at kendte al-Qaeda rejste frit i Irak, og at der blev holdt møder. Det er selvfølgelig ikke i sig selv kriminelt, men gad vide hvad de holdt møde om?

Vi ved jo også alle sammen, at så længe terroren kun gik ud over den irakiske civilbefolkning, og hele Mellemøsten kun blev holdt i et jerngreb af frygt for Saddam, så gør det jo ikke noget. Det er jo bare arabere det går ud over…

At påpege, at der ikke var nogen direkte forbindelse mellem Saddam og al-Qaeda, selvom Bush og Cheney har udtalt det, er ligegyldigt, hvis ikke misvisende. Uanset hvor tåbelig titlen på den overordnede kamp er, så hedder den ”War on terror” og ikke ”War on al-Qaeda”. Selv hvis man ikke havde formuleret en krig mod terror, så var det stadig en god idé at afsætte Saddam, på baggrund af hans manglende samarbejde med det internationale samfund – men det er også den begrundelse den danske regering vil vedtaget deltagelsen i koalitionen på i Folketinget – en detalje, men nu skal vi ikke ødelægge en god historie med fakta.

Information proklamerer I dag at IRak krigen bør undersøges, og indholdet af en sådan undersøgelse bliver der heller ikke lagt skjul på selvom det pakkes i nogle militærfaglige problemstillinger.

"Det var efter min mening forkert, at vi gik ind i Irak. Og det var forkert, at vi gik ud. USA har opført sig som en elefant i en glasbutik uden respekt eller forståelse for det land, som de er gået ind i, og vi er fulgt efter med hovedet under armen. Nu trækker vi os ud og efterlader et land i kaos, blot for at regeringen kan gå til valg med et problem mindre," lyder udmeldingen fra generalen, der understreger, at fejlene er begået af politikerne og ikke de soldater, som deltog i krigen og den efterfølgende genopbygning.

(…)

Statsministeren skal ikke slippe af sted med at sige, at der ikke er noget at komme efter. Der er en hel masse at komme efter. Men vi skal ikke gå efter manden. Det her handler om at lære noget, så vi ikke begår samme fejl næste gang," siger Finn Særmark Thomsen.

Grundlaget for invasionen lå helt fast og der er ikke noget at komme efter – selv ikke i bagklogskabens klare lys.

Barcepundit har en lille analogi om optakten til befrielsen af Irak.

En 18 årig havde røvet en flere butikker med et uladt våben, da han mødte sin overmand; et våben med kugler i. Teenageren blev dræbt af en 53 årig mand, som efter afhøring hos politiet fik sit våben tilbage og blev løsladt. Han havde handlet i selvforsvar.

Måske er det at strække det lidt, men burde den samme logik ikke gælde med krigen i Irak? Saddam brugte et uladt våben (da han lod som om han havde masseødelæggelsesvåben, eller i det mindste lod han ikke inspektørerne vise at han ikke havde nogen), og så blev han skudt fordi han udgjorde en trussel. En trussel, som ethvert ansvarligt menneske, ville forsøge at fjerne.

Det er på tide at give Bush hans våben tilbage, så vi kan få en ende på den absurde påstand om at ”Bush løj om trusselen fra Saddam.” Det var også geo-politisk selvforsvar

I Saddams tilfælde var hans muligheder for hurtigt, at anskaffe eller fremstille masseødelæggelsesvåben så gode, at det svarer til at røveren havde kuglerne i lommen. Uanset hvad, så er det klart selvforsvar. Alle troede på truslen, men nogen havde bare ikke modet på at gøre noget ved det, og andre har ikke mod og mandshjerte til at gøre arbejdet færdigt.