Anmeldelser

I 1773 protesterede de amerikanske kolonier mod den britiske regerings urimelig beskatning og indgreb i koloniernes økonomi ved at afvise skibe med te, men i Bosten gik det galt, og teen blev smidt i havnen under det såkaldte Boston Tea Party. I de sidste par uger, er overalt i USA blevet holdt nye Tea Parties mod Obamas nye regering, og dens hovedløse uddeling af skatteborgernes penge til forfejlede investorer, og der er planlagt masser af Tea Parties i den kommende tid også.

Af en eller anden årsag er der nærmest ingen mediedækning af de mange demonstrationer, og det er ingenlunde fordi der er tale om små demonstrationer, som billederne viser. Dog har det "svagt" venstreorienterede New York Times ment at det var vigtigere, at omtale en ligegyldig bustur uden ret mange deltagere. De mange velbesøgte Tea Parties har i hvert fald ikke været nævnt i den danske presse, men du er det danske mediebillede jo også helt enige i at Obama er frelseren, og hans såkaldte hjælpepakke er det eneste rigtige, hvilket der også er delte meninger om i virkeligheden. John Stossel fra programmet 20/20 forklarer det rigtigt godt i dette 7 minutters indslag:



Et par gennemgående temaer handler om Atlas og hans shrugging og ikke mindst John Galt og hans gøremål, som næsten er blevet er selvstændigt begreb. Referencen er til Ayn Rands bog "Atlas Shrugged", som handler om en alternativ verden hvor hun beskriver hvordan USA langsomt bliver mere om mere socialistisk. Udviklingen er beskrevet i mindste detalje, hvor mange af regeringens nye love har meget positive titler, som American Recovery and Reinvestment Act, men i virkeligheden er frygtelige og katastrofale indgreb i borgernes frihed, og langsomt men støt eroderer deres velstand. John Galt er en af hovedpersonerne, som overtaler de driftige og dygtige mennesker til at sige fra og gå i strejke, simpelthen ved at forsvinde fra samfundet.

Problemet med "Atlas Shrugged" er, at den er intet mindre end profetisk. Den beskriver nøjagtig den udvikling vi ser i dag, hvor de problemer, der er opstået ved reguleringerne af bankerne og manipulation af pengene, bliver bebrejdet på det frie marked og kapitalismen, og nye reguleringer bliver tilføjet på bekostning af borgerne. Når de reguleringer slå fejl, bliver de så fulgt op at nye reguleringer igen. Det profetiske i bogen ligger også i hvem, der efterspørger nye reguleringer, for det er ikke de åbenlyse socialister, men derimod de mange mange virksomheder, som ikke kan klare sig i konkurrencen, eller kan se en smutvej i at få fat i skatteborgernes penge, eller gennem andre former for statslig beskyttelse mod konkurrence. Og det er lige præcis det vi ser i dag. Bankerne og finansinstitutionerne kæmper om at få lov til at formøble skatteborgernes penge, og andre virksomheder med bilfabrikanterne i spidsen vil have hjælp og beskyttelse mod de slemme udenlandske firmaer, som fint har været i stand til at tjene penge i mange år.

Bliver Rands profeti helt til virkelighed, så går vi noget meget slemt i møde, men heldigvis er der da nogen, der siger fra og deltager i Tea Parties. Lad os nu se hvor lang tid der går inden de danske medier vågner op til dåd, og ikke bare laver afskrift af New York Times.

It’s impossible to get decent Chinese takeout in China, Cuban cigars are rationed in Cuba, and that’s all you need to know about communism.

P.J. O’Rourke er en fantastisk journalist, og i bogen ”Give War A Chance” har han samlet en række kronikker fra flere af verdens brændpunkter, som han har besøgt gennem årene.

Skjult bag påtaget naivitet beskriver han begivenhederne som om det er set med et barns øjne, men tag ikke fejl – det er et skalkeskjul for nogle vedkomne, intelligente og til tider kontroversielle observationer. O’Rourke har en kvalitet, som jeg også holder meget af i Weekendavisen; jeg har altid en idé om hvad skribentens holdning er til emnet, og jeg kan derfor tage visse ting med et gran salt, og lære en masse af resten. O’Rourke skriver på samme måde. Man er aldrig i tvivl om hvad han mener på trods af en stor dosis selvironi. Efter min mening gør hans selvironi, at han kan slippe af sted med nogle spidse kommentarer, man ellers ikke ser på tryk. Fra indledningen:

Liberals [venstreorienterede] actually hate wealth because they hate all success (…) sometimes they even hate the success they achieve themselves.

Så er tonen sat!

Titlen er på den ene side lidt misvisende i forhold til bogens indhold, men det er utvivlsomt lige i O’Rourkes stil. Kronikkerne i bogen er i modsætning meget anden rapportering fra konfliktområder, ikke fyldt med moraliseren og politisk korrekthed. Tværtimod, så formår O’Rourke at få beskrevet nogle dybere emner

Selvom O’Rourke er republikaner, og konservativ/libertarianer, så er han ikke kritikløs hang-around for republikanske præsidenter og republikanske politikere. Det kommer ganske godt til udtryk, da han følger nogle amerikanske soldater under optakten til den første golfkrig. Ligeledes får USA’s indsats i Mellemamerika også nogle ord på vejen. Men på den anden side prøver han heller ikke at skildre USA’s indsats som grundløs, som ret mange USA-kritiske journalister og meningsdannere har en tendens til.

Bogen er rigtig god læsning, og man kan lære meget om flere konflikter, hvis man eller kan holde O’Rourkes stil ud, og se bag om spydighederne. Det er jeg ikke sikker på alle kan, og det er en skam for dem.

Bogen kan bestemt anbefales, men O’Rourke skal efter min mening nydes i mindre doser i form af en artikel eller kronik i ny og næ. De seneste artikler i Weekly Standard kan findes her. For at få en hurtig forsmag på ham, kan hans humoristiske artikel i Los Angeles Times Give me liberty and give me death, hvor han fortæller om hans oplevelse med at få konstateret kræft.

Charlie Wilson’s War med Tom Hanks i hovedrollen er en fantastisk film. Historien handler om det demokratiske kongresmedlem, Charlie Wilson, som fik USA til at støtte Afghanistan i kampen mod Sovjetunionen. Det var første gang den røde hær led et nederlag, og det var således starten på enden på det sovjetiske imperium.

Tom Hanks er rigtig god som de udsvævende og dameglade politiker, men han bakkes helt fantastisk op Philip Seymour Hoffman, som spiller en ”lidt” grovmundede CIA agent.

Filmen er tankevækkende, for den viser en sygdom, som eksisterer i den vestlige verden. Det var relativt let for en dedikeret politiker, at få udkæmpet og vundet en frygtelig, men vigtig krig. Men da krigen var overstået og russerne besejret, så var pengekassen lukket i, og USA lod Afghanistan sejle sin egen sø med de konsekvenser vi kender i dag. Og Afghanistan er ikke det eneste sted de gode kræfter er blevet ladt i stikken. Det samme skete i Irak efter Saddam var blevet smidt ud af Kuwait. Irakiske oprørere blev lovet en masse, hvorefter de bliver ladt i stikken.

Historien taler sit tydelige sprog. Hvis ikke man vil overgive sig til ondskaben i verden, så må man tage kampen op, og man må følge den helt til dørs. Vi har nu afsat de grusomme regimer i Irak og Afghanistan, og endnu engang er der et kæmpe pres for at lade både irakere og afghanere i stikken inden arbejdet er gjort færdigt. Hvor vil det være forfærdeligt hvis det lykkes for de kræfter, og med Charlie Wilson’ egne ord: ”… and then we fucked up the endgame”.

Charlie Wilson’s War er klart værd at se. Den er fuld af humor. Den er temperamentsfuld, og lur mig om den ikke også afspejler det politiske liv og efterretningstjenesterne ret korrekt.

Berlingske har en rigtig god artikel om Charlie Wilson og filmen her.

Jeg var i biografen den anden dag for at se The Golden Compass, som er filmatiseringen af Philip Pullmans Northern Lights.

Det er en umærket filmatisering, selvom der bliver lavet en del om i rækkefølgen i filmen. Men i det mindste har de læst bogen inden de lavede filmen, hvilket ikke kan siges om filmatiseringen af Eragon, som er en fantastisk bog, men en elendig film.

Ændringerne i plottet er lidt irriterende, og tempoet i filmen er lidt for højt. Begge dele er ikke overraskende når der er tale om en bog med mange begivenheder i. Jeg synes dog ikke personerne i bogen er skildret ret godt. Både Lord Asriel og Mrs. Coulter er nogle dybere personer i bogen end i filmen. Der bliver alligevel brugt en del tid i filmen til at vise hvem de er, men tiden kunne være brugt bedre, for den bruges bare til at gøre god og ond endnu mere sort og hvid.

I bogen er personernes dybde og udviskningen af godt og ondt det interessante i historien. Ligeledes bruges der ekstra tid på at fremstille de teokratiske magthavere som mere skumle end de bliver i bogen, og det synes jeg egentligt ikke er nødvendigt.

Det er en udmærket film, men handlingen, flowet og skuespillet ville let og med fordel kunne strammes op. Og det er lidt ærgerligt at de ikke har gjort det. Forhåbentlig gør de det bedre i næste film, for der er to bøger endnu.

”Northern Ligths” er den første bog i Philip Pullman’s ”His Dark Materials” trilogi, og er netop filmatiseret under titlen ”Det Gyldne Kompas”. Det er en rigtig god fantasybog henvendt til de yngste teenagere. Men som i alle gode børnebøger, er der et lag mere i historien, som udelukkende er henvendt til voksne.

I bogens verden har alle mennesker en daimon, som er en slags skytsengel eller sjæl i form af et dyr, som følger folk gennem hele livet. Sker der noget med en persons daimon, så kan personen også mærke det. Historien handler om pigen Lyra, som vokser op på et universitet i Oxford. Hendes onkel, Lord Asriel, har placeret hende der, efter hendes forældre angiveligt døde i en ballonulykke.

Lyra er kort og godt en møgunge, som laver ballade og slås med byens andre børn. Historien går i gang, da børn forsvinder sporløst, herunder Lyras ven, Roger. Hun sætter sig for at redde Roger og de andre børn fra kidnapperne. Det bringer hende ud på en fantastisk rejse, hvor hun møder både hekse og krigeriske isbjørne med panser. Til hjælp på rejsen, har hun af universitetets rektor fået et mystisk instrument, kaldet et alethiometer, som ingen kan aflæse. Men Lyra kan! Alethiometeret fungerer som et kompas, som viser sandheden, hvis man vel at mærke spørger det rigtigt.

Philip Pullman er blevet mødt med en del kritik fordi skurkene i bogen minder meget om et katolsk teokrati, og Philip Pullman er erklæret ateist. Jeg har dog svært ved at se hvordan bogen skulle være anti-religiøs eller anti-kristen, men der er ikke nogen tvivl om, at bogen er kritisk overfor religiøs dogmatisme, og religiøse organisationer, som misbruger deres magt. I det hele taget er der en tilpas dosis af etiske spørgsmål i bogen, men uden den bliver klam eller formanende.

Universet i bogen er ret speciel, da man i nordlyset kan se glimt af andre verdener. Ideen er, at når man for eksempel slå plat eller krone, så bliver det krone i vores univers. Men fordi det lige så godt kunne blive plat, så deler universet sig, og i det andet univers blev udfaldet plat. Når det sker for alle begivenheder hvor tilfældigheder spiller ind, så vil der eksisterer et uendeligt antal parallelle universer.

Jeg kommer til at tænke på om Philip Pullman har læst ”The Universe Next Door” af Marcus Chown. Her beskrives hvordan Max Tegmark fra MIT, har lavet et matematisk argument for, at kvantemekanikken tillader eksistensen af et multivers, og hvad konsekvensen af det er. Ideen om multivers er netop fundamentet for Philip Pullmans trilogi om Lyra og hendes daimon.

Endelig fik jeg tid til at læse Den Politiske Brødrister (oversat af Anette Rosenlund, Forlaget Forum), som Fernando Savaters efterfølger til Tanker fra en Kannibal. Hvor ”Tanker fra en Kannibal” handler om moral og etik, så handler ”Den Politiske Brødrister” om politik og grundlaget for politik.

Ligesom ”Tanker fra en Kannibal”, så er ”Den Politiske Brødrister” en lille letlæst bog på 223 sider, som ligesom sin forgænger er henvendt til forfatterens søn. Sproget er let og personlig uden at den taler ned til læseren.

Indledningen og konklusionen er et citat af Albert Camus: ”I politik er det midlerne, der skal hellige målet, og ikke omvendt.” Med mit eget poliske udgangspunkt er det en vigtig sandhed. Men det er slet ikke alt i bogen hvor jeg er enig, men alligevel er der rigtig mange punkter jeg kan nikke genkendende til.

De fleste sande individualister er derimod tolerante overfor andres opfattelser, fordi de ikke føler sig truet, når andre mener noget andet end dem selv. (s. 41)

Jeg havde den anden dag den fornøjelse at genlæse Fernando Savaters "Tanker fra en kannibal" (oversat af Anette Rosenlund, Forum Paperbacks).

Det er en lille pamflet af en bog på 187 siders koncentreret visdom. Bogen er henvendt til forfatterens lille søn, til når sønnen bliver ældre. Den er helt fantastisk skrevet i en let og uhøjtidelig form selvom den handler om de vigtigste emner af alle.

Bogen har hav af guldkorn. Nogen af dem vil jeg prøve at gengive her, men løse citater som dem her kan aldrig nogensinde gøre bogen ret.