Film

Det britiske Channel4 har lavet en seværdig dokumentar om menneskets indflydelse på den globale opvarmning: The Great Global Warming Swindle, som kan ses på Google Video.

Filmen tager fat på mange af argumenterne for global opvarmning, med en imponerende rolleliste. Mest iøjnefaldende er, at en af medstifterne af Greenpeace, Patrick Moore slet ikke mener at kampen mod global opvarmning er en miljøkamp, men en kamp om at få fat i offentlige midler.

Et andet argument vedrører iskerner, som også er centrum i Al Gore's film. Der er tydeligvis en korrelation mellem CO2 og temperatur, men der er ikke en kausalitet. Dvs. stigningen i CO2 først kommer mange år efter en temperaturstigning.

Noget helt andet er konsekvenserne af temperaturstigninger. Varme perioder er historisk forbundet med store rigdomme, og katedralerne overalt i Europa er et produkt fra 1400 tallet, hvor der var endnu varmere end nu.

Der er mange flere spændende argumenter i filmen, og jeg synes det er vigtigt at tage argumenterne seriøst. Måske er der alligevel noget om at mennesket påvirker temperaturen med CO2 udledningen, og det må vi tage højde for. Men vi skal måske klappe hesten lidt, og lade være med at gå i panik.

Under alle omstændigheder, så er det spild og noget griseri at brænde fossile brændsler af. Kul, olie og naturgas sviner på mange andre måder end gennem CO2, og de samme ressourcer er fantastisk vigtige som råmaterialer i mange, mange andre værdifulde produkter. Alternative energikilder, herunder atomkraft, er fantastisk vigtige.

DR2 viste d. 17 oktober 2006 en fransk dokumentarfilm om slagtekyllinger. Originaltitlen på filmen er The Chicken Stampede, og er lavet af Jose Bourgarel & Hubert Dubois. Filmen er én af mange hvor Tyge Pedersen går til angreb på globaliseringen og frie markeder.

Filmen er fyldt til randen med logiske fejl og fordrejninger. Jeg vil prøve at gengive nogle af (de mange) problematiske udsagn, og prøve at rette op på dem. Jeg skal ikke kunne sige hvor loyal Tyge Pedersen er overfor det originale speak, så det er udelukkende det danske speak jeg vil kommentere. Artiklen er blevet noget lang, men det siger mere om mængden af problemer i filmen, en om denne artikel.

En direktør for et af store og slemme multinationale virksomheder i Thailand, refereres der kun til som Mr. Shih i stedet for at bruge hans fulde navn. På den måde opfattes han på intet tidspunkt i filmen som et menneske, men som en marionet for det multinationale selskab. Sådanne virkemidler er helt gennemgående i filmen, hvor der konstant bruges objektivt korrekte ord om de store selskaber og globaliseringen, men ord, der entydigt giver en negativ association hos publikum. Man må give Tyge Pedersen, at det er en flot og professionel manipulation - men ikke desto mindre en manipulering af værste skuffe.

Fredag aften. Lidt godt at spise og en tur i biografen. På menuen stod Syriana med den imponerende rolleliste: George Clooney, Matt Damon og ikke mindst Julian Bashir, undskyld Alexander Siddig.

Anmeldelserne har været helt overdådige. Jyllandsposten gav filmen 5 uf af 6 stjerner, og det samme gør Politiken. Kun Berlingske formår at forholde sig lidt mere kritisk til filmen, som her "kun" får 3 af 6 stjerner.

Uden at afsløre for meget, så handler filmen kort og godt om, at store amerikanske virksomheder er grådige og og skruppelløse kæmper, der tjener penge gennem korruption undertrykkelse af de stakkels diktatorer i Mellemøsten. Den onde amerikanske regering er næsten overivrig efter at hjælpe med at rydde de gode kræfter af vejen, som formaster sig til at sige nej til USA. I en sidehistorie følger man også lige den stakkels selvmordsterrorist, der brutalt er blevet fyret fra sit arbejde af en amerikansk virksomhed.

Midt i al elendigheden får filmen alligevel tid til en scene, der absolut intet har noget med resten af historien at gøre. Scenen er en ordentlig sviner af Milton Friedman, hvor det lykkedes filmen at gøre så meget grin med hans Nobelpris, at biografen brød ud i spontan latter (uden overhovedet at vide hvem Friedman er).

Filmen illustrerer ret godt venstreorienteredes idé om, at velstand er et nul-sumsspil. Matt Damon udtrykker det ret direkte, da han siger, at det gælder om at forhindrer Mellemøsten i at opbygge en ordentlig infrastuktur og en bæredygtig økonomi, så man kan hive alle rigdommene til Vesten. Filmskaberne forstår tydeligvis ikke, at vi i vesten ville blive endu rigere med et stabilt og velstående Mellemøsten. De forstå heller ikke, at olie bliver handlet på verdensmarkedet, og at det er ret ligegyldigt for olieprisen om det er kinesiske eller amerikanske virksomheder, der pumper olien op af den arabiske ørken.

Syrianas største problem burde være børnelærdom for enhver filmproducent: Skurken skal have et troværdigt motiv! Det har skurkene i filmen ikke. Skurkene vil tjene penge på et frit marked, men alligevel ønsker de et forarmet og korrupt Mellemøsten i kaos. Filmen lader ingen være i tvivl om, at det er frihandel og profit der er grunden til al ulykken.

Det sørgeligste er næsten at Syriana er nomineret til 2 Oscar's. Heldigvis ikke for bedste film, men komisk nok for bla. Original Screenplay. Måske skulle den i stedet have en for Bedste Fordrejning af Virkeligheden.

Om ikke andet giver filmen et godt indblik i hvordan venstreorienterede ser på konflikten i Mellemøsten og USA's rolle i den - og det er i hvert fald de 90 kr, som værd biografbilletten kostede.