Atomkraft

Man kan diskutere de mange fordele ved atomkraft i lang tid, og ikke mindst rækkefølgen af en top 10. Men Pro Nuclear Democrats har lavet deres egen liste:

10. Atomkraft udleder ikke drivhusgasser.
Rene energiformer er nødvendige, og derfor er mange miljøtilhængere blevet støtter af atomkraft. Allerede nu produceres 73% af den grønne energi på atomkraftværker i USA, men desværre er kun 10% af den amerikanske energiproduktion fra atomkraft.

9. Atomkraft skaber højt betalte jobs, der bliver i landet.
Kraftværkerne bliver hvor de er, og arbejdspladserne kan ikke sendes til udlandet. Flere byer er vokset op omkring et atomkraftværk fordi de højtlønnede jobs skaber vækst i hele lokalsamfundet.

8. Atomkraft er en central del af et højteknologisk samfund.
Atomkraft handler ikke kun om at producere elektricitet. Læger bruger medicinske isotoper til fra reaktorerne til at redde liv hver dag ved at diagnosticere og behandle patienter. Brandalarmernes detektor indeholder også materialer lavet i atomreaktorer. Fødevaresikkerheden kunne højnes ved at bestråle madvarerne inden de sælges. Og dertil kommer alle de relaterede forskningsområder indenfor alle disse emner.

7. Atomkraft er den mest priseffektive måde at reducere CO2 udledningen.
Atomkraft er den billigste måde at producere baseload-elektricitet på. Der skal være strøm i ledningerne hele tiden, og ikke kun når det blæser eller solen skinner. De amerikanske atomkraftværker leverer nok ren energi, svarende til at udstødningen fra alle amerikanske biler blev fjernet.

6. Atomkraft leverer billig elektricitet.
Punktet minder meget om nummer syv, men regningen man får, betyder ofte mere end hvor meget CO2 der er beskåret. Atomkraft er billigt, og afhænger meget lidt af de øvrige priser på markedet. Selv store ændringer i prisen på atombrændsel har meget lille effekt på prisen på strømmen. Det er helt anderledes for de fossile brændsler. Omkostningerne ved atomkraft er primært kapitalomkostninger og lønninger.

5. Atomkraft er sikkert.
Kommerciel atomkraft i USA har ingen dødsfald på samvittigheden. Det kan aldrig springe i luften som en bombe (og som et gasværk gjorde for nyligt). Ingen kom til skade på Tremileøen da værket havde et uheld, og ulykken må betegnes som en succes, da det beviste at sikkerheden fungerede under de værst tænkelige omstændigheder. Men det var dyrt, for reaktoren gik tabt.

4. Atomkraft er tilgængeligt i millioner af år.
Nogen tror uran er sjældent. Det er det ikke. Der er omkring lige så meget uran som er kobber og tin og der er 40 gange mere end der er sølv. Nye breeder reaktorer vil kunne udnytte langt mere af den tilgængelige uran. Thorium findes i meget større mængder end uran, og kan også bruges helt op som atombrændsel. Uran kan også udvindes fra havvand, men det er endnu ikke rentabelt at gøre det.

3. Atomteknologi kan bruges til mange forskellige ting.
Atomkraft er bare et element af atomteknologien. Nogen isotoper der produceres i reaktorerne kan bruges i luftfarten, sikkerhed, medicin, landbrug. Uden nuklear medicin ville hundrede tusinder af mennesker ikke have været i live i dag. Atomkraft kan afsalte vand, hvilket det atomdrevne hangarskib Carl Vinson pt. gør på Haiti efter jordskælvet.

2. Atomkraft giver højere energi selvstændighed.
Afhængigheden af diverse diktaturstater bliver langt mindre med atomkraft. Uran og thorium kan købes billigt af vestlige og frie lande som Australien, Canada og Norge eller vi kan producere det selv fra havvand.

1. Atomkraft er den mest koncentrerede form for energi.
Dette er måske den mindst åbenlyse fordel. Koncentreret energi betyder at fodaftrykket af en energiform er meget lille. Der skal kun graves meget lidt uran op i forhold olie, kul og gas. Kraftværkerne fylder meget lidt i forhold til sol og vind, hvis de skulle producere lige så meget energi. Energi sikkerheden er høj, da produktionen på sol og vind er meget ustabil. Der er 1500 kulfyrede værker i USA, men der skal kun bruges 200 atomkraftværker til at erstatte dem helt.

Via Seeker Blog.

The Economist havde i december en glimrende artikel, der nøgternt gennemgår de nye designs indenfor atomkraft, og hvorfor de er så interessante.

The Economist: Ifølge den Internationale Atomenergi Kommission (IAEA) består 356 af de 436 operationelle atomreaktorer af typen PWR eller af kogende-vand-reaktorer - en forsimplet version af samme design.

Langt den største del af de nuværende reaktorer bruger en én-gang-igennem brændselscyklus, hvor en mængde brændsel kun bruges én enkelt gang i reaktoren, hvorefter det fjernes op opmagasineres. Den brugte brændsel giver et opbevaringsproblem, men det åbner også for nogle muligheder. Ifølge World Nuclear Association, en industriorganisation, har det brugte brændsel stadig i omegnen af 96% af det oprindelige uran sammen med plutonium, som blev dannet i kernen.

Det er plutonium og nogle endnu tungere stoffer, der er radioaktive nok til at være farligt, men ikke radioaktivt nok til at radioaktiviteten forsvinder i tusinder af år. De sidste fire procent består hovedsaglige af resterne af den spaltede uran. Det er derimod så ekstremt radioaktivt, at det radioaktiviteten hurtigt brænder ud. Efter 10 år er kun halvdelen af resterne radioaktive og tilbage er nogle meget værdifulde metaller.

I artiklen bliver seks mest lovende reaktordesigns gennemgået.

• Den superkritiske vand-kølede reaktor (SCWR) varmer vandet langt højere op end de gamle vandkølede reaktorer. Det giver meget højere effektivitet når varmen skal gennem turbinerne, der producerer strømmen. Prisen på denne reaktor kan komme langt ned da meget af den nyeteknologi til turbinerne allerede er udviklet til fossile kraftværker. Problemet er de meget høje temperaturer også giver et meget højt tryk i rørerene, og samtid får rørerene til at ruste.


• Den anden type kaldes Meget Høj Temperatur Reaktor (VHTR) har ligesom SCWR en én-gang-igennem brændselscyklus, men bruger helium til at køle og overføre energi til strømproduktionen. Temperaturen kan med helium bliver tre gange højere end de nuværende designs og kan nærme sig tusind grader celcius. Obama har tilsyneladende valgt dette design til videreudvikling.


• Natriumkølet hurtig reaktor (SFR) er indtil videre den mest succesfulde af en helt anderledes type reaktor, som fungerer med hurtige neutroner. Hurtige reaktorer kan bruge det radioaktive affald og lave energi af det hele og ikke kun af den 1 % af naturligt uran, som de almindelige reaktorer kan. De gør det ved blandt andet at producere plutonium, som derefter spaltes. Problemet er at de producerer mere plutonium end de bruger, hvilket er bekymrende i forhold til spredning af atomvåben. Fordelen ved at bruge natrium som kølemiddel i stedet for vand eller helium er, at rørene ikke er under tryk. Opstår der en læk, så sprøjter det ikke ud med radioaktiv damp, som i de nuværende reaktorer. Et andet problem er bare at natrium ved de nødvendige temperaturer ødelægger rørene og det bærnder hvis det kommer i kontakt med luften.


• Den gaskølede hurtige reaktor (GFR) fungerer ligesom den natriumkølede hurtige reaktor, men bruger helium som kølemiddel. Den har de samme problemer med plutonium, og i stedet for at æde rørene, så er rørene under meget højt tryk.


• Den blykølede hurtige reaktor (LFR) fungerer ligesom de to foregående med samme problemer med plutonium, men bruger smeltet bly som kølemiddel.


• Smeltet salt reaktoren (MSR) er min personlige favorit, som også kan bruge almindeligt atomaffald som brændsel. I stedet for at lave dyre brændselsstave som placeres i reaktoren, så smelter man det salt af fluor, som også bruges i tandpasta. Ved tusind grader bliver det flydende som vand, og kan opløse brændslet på samme måde som bordsalt kan opløses i vand. Opløsningen af brændsel pumpes så igennem reaktoren hvor brændslet spaltes og bliver varm. Fordelen er, at med en lille og simpel kemisk fabrik tilsluttet kraftværket, kan man løbende fjerne affaldet sammen med nogle stoffer der ellers ville ødelægge kædereaktionen. Samtidig kan man hælde nyt brændsel på uden at sluke reaktoren og skille den ad som alle andre reaktorer skal. En variant af MSR kaldes LFTR (udtales "lifter") og forskellen er at den kan brænde thorium, som der er meget mere af i jorden end der er uran. I praksis en uudtømmelig energikilde. I atomkraftens barndom blev der bygget forsøgs reaktorer af MSR typen, men de blev skrottet da de ikke var gode at lave plutonium på, som man havde brug for under den Kolde Krig.

Artiklen fortæller desværre ikke meget om sikkerheden ved disse nye reaktorer, for den er helt i top. De udnytter alle sammen fysikkens love i stedet for mekanik til at lukke sikkert ned hvis noget går galt. Der er simpelthen ingen risiko for ulykker som i Chernobyl eller Tremileøen. Det er fysisk umuligt.

Det nystartede firma ARC tilbyder at installere miniatomraktorer på 50 eller 100 MW. Til sammenligning leverer Amagerværket næsten 500 MW.

Ideen er at man køber en samlet reaktor med nok brændsel til 20 års drift. Det vil sige at man ved helt præcis hvor meget man kommer til at betale for strømmen i brændslets levetid. Når brændslet er brugt, kan brændlet let og sikkert udskiftes som om det var batterier i en lommelygte. Men det slutter ikke her, for reaktoren er en Integral Fast Reactor, det vil sige en raktor, som ved almindelig drift laver mere brændsel end den bruger.

Fordelen er at den bruger både uran-235 som almindelige atomkraftværker, men den bruger også uran-238 som udgør næsten 99% af naturligt uran, og som almindelige atomkraftværker ikke kan bruge til noget. Uran-238 udgør størstedelen af lagrene af atomaffald. Det uheldige ved uran-238 er, at i almindelige atomreaktorer omdannes det delvist til såkaldt transuraner, som er meget radioaktivt affald som skal gemmes i hundrede tusind år. Men en Integraf Fast Reactor forbrænder også alle transuranerne til spaltningsprodukterne. Spaltningsprodukterne er ekstremt radioaktive, men det betyder samtidig at efter kun 10 år er halvdelen af radioaktiviteten forsvundet, og tilbage er nogle meget værdifulde metaller. Spaltningsprodukterne er der ikke nogen grund til at grave ned i jorden, for man begraver heller ikke guld.

Sikkerheden ved Integral Fast Reactor er også helt anderledes end ved de nuværende reaktorer. Sker der et uheld på et almindeligt atomkraftværk, så gør reaktoren i stykker og der er fare for at der slipper radioaktivtet ud i omgivelserne. Til det har man bygget store betonbarrierer, så naboer ikke udsættes for nogen risiko. Den type uheld kan fysisk ikke ske med Integral Fast Reactor. Bliver reaktoren for varm, så lukker den ned af sig selv med fysikkens love. Ulempen er dog at kølemidlet er meget svært at håndtere, blandt andet fordi det ikke må komme i kontakt med luften, men det er overkommeligt at forhindre det i at ske.

Vi kan nu ånde lettet op, for Litauen har endelig lukket Ignalina værket, som er/var af samme design som Chernobyl. Kl. 22 den 31. december var værket lukket. Værket producerede 70% af Litauens elektricitet, og lukningen giver massive prisstigninger på el, hvilket bliver hårdt for landet, som har en særdeles trængt økonomi. Forhåbentlig lykkedes det for de baltiske lande og Polen at bygge et nyt værk til tiden, som efter planen skal stå færdigt i 2018.

Når helle skræmmehistorien om Chernobyl har lagt sagt, så er det nok på sin plads at kaste et blik på hvorfor det gik galt i Chernobyl, så frygten ikke overføres til vestlige atomkraftværker, og i særdeleshed de nye værker, som er på vej. Charles Barton har på Nuclear Green en god gennemgang, som ikke kan gentages ofte nok:

Atomsikkerhed har været en vigtig problemstilling for reaktordesignerne siden den første reaktor blev designet. De første reaktordesignere indså at nogle reaktordesigns var mere sikre end andre. Man vidste, at der var sikkerhedsfejl i reaktorerne på Hanfordværket i Washington. Af samme grund blev værket placeret langt væk fra alting i et tyndt befolket område.

Sikkerhedsproblemerne på Hanfordreaktoren stammede fra brugen af vand til afkøling af en grafitreaktor. Hvis reaktoren blev for varm, ville vandet i den begynde at koge i rørene. Vandet inde i en grafitmodereret kerne virker lidt som en bremse på kædereaktionen. Når vandet forsvinder fra en vandkølet grafitreaktor svarer det til at bremsen løftes og kædereaktionen kører hurtigere. Det bidrager til mere varme i kernen, og den ekstra varme koger endnu mere vand af reaktoren. Den process kan ske meget hurtigt indtil der sker en dampeksplosion, som potentielt kan ødelægge reaktorkernen.

Lad os se på et interessant lille regnestykke fra The Capacity Factor:

Et atomkraftværk ved havet, som de tre tilbageværende værker i Sverige, pumper i omegnen af 130 kubikmeter havvand pr sekund for at køle reaktorvandet i forbindelse med strømproduktionen. I almindeligt havvand er der opløst ca. 3,3 mg uran pr. kubikmeter, hvilket betyder der bliver pumpet 0,4 gram uran rundt i værket hvert sekund eller 12,6 tons om året.

Et typisk atomkraftværk er på ca. 2000 MW, af typen Sodium-cooled fast reactor, som er lige nu er under udvikling, skal bruge ca 2 tons om året. Det vil sige, at hvis man fra kølevandet kan indfange 1/6 af uranet, så bliver kraftværket selvforsynende med uran. Kan man udtrække al uranen, ja så kan den forsyne fem andre atomkraftværker, der ikke ligger ved havet.

Men det bliver mere interessant, for i havet er der 4,5 milliard tons uran, som tilsyneladende er i ligevægt med de 40 bilioner (12 nuller) tons der i i jordskorpen, således at hvis vi fjerner uran fra havet, så vil den samme mængde blive opløst fra jordskorpen gennem undersøiske vulkaner og lignende. Allerede nu er udtræk af uran fra havvand ved at være rentabel, og set i forhold til at prisen på uran er en meget lille del af prisen på strømmen fra atomkraft, så er det allerede nu en tilgængelig ressource.

Spørgsmålet er så om uran kan betegnes som en vedvarende energikilde. Det lever nok ikke op til kriterierne for vedvarende på trods af at det praktisk er en uudtømmelig energikilde.

Hypen om en dynamo med vinger, der står på en pæl er enorm. Spørgsmålet er om de nye tal er glædelige.

Berlingske: Ifølge en helt ny rapport fra den europæiske vindenergisammenslutning, EWEA, kommer 20,3 procent af vores elforbrug fra vindmøller.
Det er tal, der vækker naturlig glæde i den danske vindmølleindustri, hvis målsætning er at nå 50 procent af elforbruget i 2020.

Den nævnte rapport kan finde her. Regner man lidt på tallene i rapporten, så kan man finde ud af, at der i Danmark er installeret 3.180 MW, som i gennemsnit er 28% effektiv, således at det reelt svarer til 878 MW produceret. Men hvor pålidelige er den produktion?

The Capacity Factor har set lidt på vindproduktionen i Tyskland.


I rapporten fra EWEA kan man se at Tyskland har 23.903 MW installeret, hvilket med samme effektivitet som i Danmark reelt giver 6.693 MW i reel produktion. Så hvis vi slår en streg igennem kurven ved lidt over 6000 MW, så melder der sig et par interessante spørgsmål: Hvad gør vi de dage, hvor der ikke bliver produceret nok strøm? Hvad gør vi med strømmen de dage, hvor der produceres mere end gennemsnittet?

Vi kan se at udsvingene i produktion er meget store og meget hurtige; hurtigere end man kan starte andre kraftværker op hvis vi altså forudsætter, at vi har bygget andre kraftværker, enten herhjemme eller i udlandet. Ikke nok med det, så kan vi også se at den samlede vindproduktion i et stort land som Tyskland ret ofte går helt i nul, eller i hvert fald tæt på. Back-up strømmen skal altså kunne levere 100% af den strøm vi skal bruge.

Den eneste måde at løse det problem er at lade andre kraftværker køre i tomgang hele tiden, så den kan tage over når vindproduktionen falder. Ligeledes, så skal man lade andre kraftværker gå i tomgang når vindproduktionen er høj. Ressourcespildet ved det kan gøres mindre med vandkraft med opdæmmet vand, men de skal også bygges hvilket koster det hvide ud af øjnene og har kæmpe skader på naturen. Sagen er, at selvom vi bygger masser af vindmøller, så kan det ikke erstatte andre kraftværker.

Hvis vi ser på prisen på vindkraft, så kan vi tage Horns Rev 2 som eksempel. Den består af 95 møller med en samlet installeret effekt på 230 MW svarende til en reel produktion på 64 MW. Det koster ca 3,5 mia kroner svarende 55 mio krone pr. reel MW. Sammenligner vi det med den nye atomreaktor på Olkiluotoværket i Finland, som er på 1600 MW hvilket for atomreaktorer reelt giver 1.440 MW, som modsat vindmøllerne ikke har nævneværdige udsving, så svarer det til at vi kunne bruge 11 mia euro på reaktoren. Men Olkiluoto reaktoren koster kun 3,2 mia euro, og den behøver ikke back-up. Der er altså næsten 8 mia euro i overskud til at drive værket, rive det ned og til at gemme affaldet. Og så skal vi ikke glemme at prisen på reaktoren er høj fordi ekspertisen i at bygge reaktorer er næsten forsvundet i verden, og er først ved at blive genoprettet nu.

Alt i alt, så er det altså en sørgelig nyhed i Berlingske.

DR’s videnskabsprogram viste en særdeles sober udsendelse om atomkraft.

Den eneste rigtige kommentar jeg gerne vil komme med, handler om ulykken på et af de svenske atomkraftværker, hvor en fejlstrøm var ved at slå nogle sikkerhedssystemer ud. I indslaget siger eksperterne ”tæt på den værste ulykke i Sverige.” Sverige har mig bekendt ikke haft slemme ulykker, men fred være med det.

Alt i alt er det en saglig fremstilling af ulykken, men efter min smag kører de lidt hurtigt hen over en pointe, som en af eksperterne kommer med. Han siger blandt andet, at ulykken ville have været meget værre hvis alle nødgeneratorer var blevet slået ud, og at der i værste fald ville ske en nedsmeltning hvis flere uheld var sket på samme tid. Udsendelsen kommer også kun kort ind på af omveje at en nedsmeltning ikke er specielt farligt for omgivelserne. Men når alt kommer til alt, så viste hændelsen at sikkerhedssystemerne virker selvom det utænkelige sker.

Nogen af de tal, der blev nævnt overraskede mig lidt. Jeg var godt bekendt med at de nuværende uranreserver ville holde i ca. 100 år, men det overraskede mig lidt at med de nye generation IV fast breeder raktorer vil reserverne vare i 10.000 år. Jeg har hørt tal på 3-400 år, hvilket i øvrigt også er imponerende lang tid, specielt når man optimistisk håber på at have fusion klar om under 50 år – det overraskede mig også at fusion har nok brændsel til 5 milliarder år, her havde jeg hørt 100.000 år, men i den størrelsesorden er det vist ligegyldigt.

Fast breeder raktorer, som køles med natrium eller andre salte er også umådelige spændende. Specielt den lille detalje, som sneg sig ind i en bisætning om, at man kan producere hydrogen på dem.

Jeg skrev om det før, og nu sker det igen for fuld storm. Alle de danske medier fremfører store bekymringer for sikkerheden på at Kashuwazaki kraftværket i Japan. DR bruger en stor del af TV avisen onsdag på sagen og har Christian Rovsing i studiet, hvilket man skulle tro var godt. Men han har tydeligvis kun skimmet overskrifterne i de danske medier, for han klarer sig elendigt, og får slet ikke rettet de faktuelle fejludlægninger.

Et atomkraftværk rammes af et meget stort jordskælv, som er større end det værket er bygget til at modstå uden problemer. Jordskælvet smadrer området omkring værket og over 1000 mennesker dør. På kraftværket lukker reaktorerne ned som de skal, men en transformatorstation bryder i brand. Nogle tromler med lavradioaktivt materiale vælter og 1200 liter lavradioaktivt vand spilder ud i havet.

For det første, så har transformatorstationer ikke noget med sikkerheden atomkraft at gøre. Transformatorer bruges til at gøre den producerede strøm brugbar inden det sendes ud på elnettet. Det samme gør både kul, olie og gas kraftværker – ligesom vindmøller og solfangere også bruger transformatorer. Transformatorer er som sådan ufarlige, og er derfor ikke beskyttet speceilt mod jordskælv.

For det andet, så indeholdt de væltede tromler lavradioaktivt affald; sandsynligvis brugte beskyttelsesdragter og lignende. Dvs. det er den samme type affald, som hospitaler producerer. Måske skulle man være mere bekymrede for den radioaktive forurening fra de nærliggende hospitaler i stedet. Tromlerne er ikke farlige, og er derfor ikke beskyttet mod jordskælv.

For det tredje, så kom de 1200 liter vand fra et køleanlæg til brugt brændsel, er kun tre gange mere radioaktivt end almindeligt bordvin, og det samlede radioaktive materialer er ikke mere radioaktivt end tre røgalarmer (sensorerne i røgalarmer er radioaktive). Vandet i køleanlægget er ikke farligt, og er derfor ikke beskyttet mod store jordskælv.

Efter et så stort jordskælv er det helt naturligt at holde reaktorerne lukket, så rør og samlinger kan gennemgås for skader. Men at udlægge nedlukningen og de tre hændelser som faretegn man skal være bange for, er useriøst. Ejerne af værket er blevet kritiseret for ikke at oplyse offentligheden hurtigt nok om faren, men eftersom der ikke har været fare på færde, falder den kritik på et goldt sted.

Ejerne kan dog kritiseres for ikke at lave et ordentligt PR arbejde, så inkompetente journalister ikke skræmmer livet af folk.

Kilde: World Nuclear News

I torsdags deltog jeg i en debat på P1 om atomkraft, hvor et af de underliggende spørgsmål var at når nu danskerne ved for lidt om atomkraft, har politikerne så ikke et ansvar for at gå forrest med de saglige holdninger. Jeg synes ikke man kan bebrejde politikerne at de ikke tager sagen op, for det er en tabersag; og det vil det blive ved med at være så længe medierne udlægger alle nyheder fra atomkraftværker, som eksempler på hvor dårlig atomkraft er.

Svenskerne opdagede for noget tid siden mikroskopiske revner på et af deres kraftværker, og det blev udlagt som en sikkerhedsrisiko. Men alle bygninger slår revner på et eller andet tidspunkt. Spørgsmålet er bare om det bliver opdaget. Nyheden fra Sverige var i virkeligheden at sikkerhedssystemerne fungerer.

Nu er der kommet et endnu mere usagligt eksempel, hvor der udbrød brand i en transformerstation på et atomkraftværk i Hamborg. Journalistens første spørgsmål er om den danske beredskabsstyrelse blev alarmeret. I opfølgningsartiklen pointeres det at atomreaktoren af sikkerhedsmæssige årsager blev sat ud af drift. Der mistænkeliggøres så lige med en påstand fra Greenpeace om, at de kalder det for ”katastrofereaktoren”. Sagen er nu kulmineret med en artikel om at nogle tyske partier vil have værket lukket:

»Hændelserne viser, at det er uansvarligt uagtsomt at se hen over sikkerhedsspørgsmålene, sådan som atomlobbyen gerne vil gøre det, sagde De Grønnes partiformand«, Reinhard Bütikofer, til avisen Hannoversche Neue Presse.

Hændelsen viser absolut intet. En transformatorstation har absolut intet med atomkraft at gøre. Den strømproduceredne del af et atomkraftværk er nøjagtig magen til den strømproducerende del af et kulkraftværk. Hvis værket ikke kan producere strøm, er det helt naturligt at lukke ned for kedlerne.

Et nedbrud i strømenheden har ingen effekt på sikkerheden af reaktoren, og det er direkte usagligt at udlægge det som sådan. Ritzau og Line Prasz fra Politiken burde skamme sig. Hvis der virkelig var sikkerhedsproblemer, så ville det selvfølgelig være relevant at fremføre dem, men det er ikke i orden at opfinde sikkerhedsproblemer. Hvis andre opfinder problemer, er det lige så useriøst at viderebringe dem helt ukritisk.

Et norsk firma vil bygge et atomkraftværk i Norge.

Med alt det olie og vandkraft Norge er i besiddelse af, er det ret interessant at nordmænd nu tænker på atomkraft. Men når man tager i betragtning at olie er en af de "grusomme" fossile brændstoffer og vandkraft virkelig smadrer naturen, og kan give problemer de år, hvor det ikke regner så meget, er det måske ikke så overraskende. Men ikke nok med det, så har Norge store mængder Thorium, som kan bruges i atomkraftværker i stedet for uran.

Artiklen i Politiken burde nok være undersøgt lidt bedre. Selv om Norge har ganske meget thorium, så er det slet ikke en tredjedel, som artiklen siger. Desuden skriver artiklen at det er en fordel at thorium har en kortere halveringstid end uran. Jeg ved ikke hvad fordelen skulle være ved at værdifuldt brændstof forsvinder hurtigere, men det betyder nok ikke så meget, når halveringstiden er tre gange jordens alder. I øvrigt, så betyder en kortere halveringstid, at det er mere radioaktivt end uran.

Thorium er virkelig interessant, da reserverne af thorium er større end uran, og at alt thorium kan bruges i modsætning til 0,7% af uranen, som består af uran-235.

Før thorium kan anvendes, skal det omdannes til uran-233, som er endnu bedre end det normale uran-235. En anden fordel er at der produceres plutonium-238, som dårligere kan bruges til atomvåben end den plutonium-239, der normalt laves.

Problemet er selve omdannelsen til uran, som giver en meget radioaktiv blanding, og det har tidligere skulle foregå i en seperat "breeder reaktor". Nye teknologier gør at det ikke længere er nødvendigt. Gamle reaktordesigns kan omdannes til at bruge thorium, og nye reaktorer, der er ved at blive udviklet udnytter alligevel breeder teknologi til at anvende uran bedre. I den forbindelse er det oplagt også at bruge thorium.