Økonomi og penge

Politiken lever op til sit navn, når den selv spinner politik om Obamas sundhedsreform.

Politiken: Obamas tale maner myter i jorden: I dag står op mod 47 millioner amerikanere uden sundhedsforsikring, der kan sikre, at de kan få lægehjælp og medicin, hvis de rammes af sygdom.

Det er der bred enighed om, men tallet indeholder 10 millioner immigranter, som Obame alligevel udelukker fra ordningen. I gruppen er der også 60 procent studerende og unge under 35, der er så sjældent er syge, at det kan betale sig - prisen på sundhedsordningerne er nemlig pumpet op af logvigningen, men mere om det senere. Flere millioner er fattige, som allerede er berettigede til Medicaid, men ikke har bedt om det, og endelig er der en fjerdedel af de 47 millioner, der er blevet tilbudt en forsikring af deres arbejdsgiver, men har sagt nej fordi den er for dyr. Tallene kan ikke lægges sammen fordid er er tale om estimater, men de taler alligevel deres tydelige sprog om at problemet i virkeligheden er meget lille. Nogen mener at det reelle antal af ufrivilliget ikke har har en forsikring er 5 millioner. Ud af en befolkning på 350 millioner mennesker, burde der være overkommeligt uden så enorme og bekostelige reformer.

Samtidigt oplever de mange borgere, som har en privat sundhedsforsikring, at priserne gennem de seneste par år eller fem er steget med omkring 30 procent - og at de skal slås med forsikringsselskaber om udbetalinger, hvis de får brug for behandling.

Priserne stiger, men amerikanerne modtager også meget meget mere behandling end vi gør. I flere stater foreskriver loven hvad der skal være indeholdt i en forsikring. Hvis man ved at man formodentlig skal besøge en læge fire gange om året, så er det ikke noget man kan forsikre sig imod. Prisen for de fire besøg bliver lagt oven i forsikringsprisen dolalr for dollar pris administrationsgebyr og så videre. Når man så først har forsikringen, så så kan man bare bruge løs af ydelserne, hvilket alt andet end lige gør forsikringen endnu dyrere uanset om man bruger mange ydelser eller ej. Det er her mange studerende og unge mennesker springer af vognen. De er sjældent syge, og ønsker derfor ikke at betale en formue.

Denne Youtube video forklarer meget godt problemet med ObamaCare.



Det er bare værd at bemærke, at den forsikring med høj selvrisiko slet ikke er lovlig, og at skattesystemet favoriserer forsikringer gennem arbejdsgiveren, hvilket gør det meget dyrere at købe en forsikring som privatperson. Når Obama vil tvinge arbejdsgiverne til at give sundhedsforsikringer til deres medarbejdere, så fordyrer det voldsom at ansætte folk, og det vil specielt gå ud over de lavtlønnede jobs, som dermed forsvinder og efterlader flere i elendighed.

Politiken: Som det er nu, fungerer konkurrencen på sundhedsforsikringerne ikke synderligt godt.
»Sandheden er, at i de fleste stater dominerer et-tre selskaber hele markedet«, forklarer han.

Det er også korrekt, men det er lovgivningen, der praktisk talt forbyder konkurrence. Det skønnes at 12 millioner af dem uden forsikring ville blive forsikrede hvis det blev lovligt at købe forsikringer på tværs af statsgrænserne, men det er det ikke. Kravene og begrænsningerne på forsikringsselskaberne er så store og omfattende, at det burde være klart for enhver at konkurrence bliver ikke-eksisterende. Priserne er skruet op og der der er dårlige konkurrenceforhold, og så vil Obama yderlige lave priskontrol på forsikringerne. Aldrig i hele menneskehedens historie har priskontrol fungeret. Det nyeste eksempel på det blev set på fødevarer i Zimbabwe med sult og elendighed til følge.

Modstanderne har blandt andet protesteret mod det, de kalder 'dødspaneler' - embedsmænd, der skal afgøre, om enkeltpersoner skal behandles eller ej. Først med præsentationen af sundhedsreformen kan påstandene skydes tilbage.

Men det er ikke nogen myte.

Detroit Free Press: Medicare already has the statutory authority to reduce the amount it will spend on elderly and disabled patients, but largely cannot exercise that authority. Federal law says that Medicare may deny coverage for services that are not “reasonable and necessary,” but gives no guidance on what “reasonable” and “necessary” mean. That effectively leaves the issue in the hands of the bureaucrats at the federal Centers for Medicare & Medicaid Services.

Vi kender det også alt for godt herhjemme. Panelerne sidder i Sundhedsstyrelsen og beslutter hvilke behandlinger danskerne skal tilbydes, og når en behandling ikke findes i Danmark er det ligeledes bureaukrater, der beslutter om vi skal have behandling i udlandet. Et af de mest kendte eksempler er de famøse kræftbehandlinger i Kina, som ikke er tilgængelige for danskere - medmindre vi selv betaler. Måske virker den kinesiske behandling meget dårligt og måske virker den slet ikke, men det er ikke pointen. Spørgsmålet er hvem der siger nej til behandling. Er det statens "deahtpanels" eller er det patienten gennem sin egen pengepung og valg af forsikring. Vi skal huske på at i Danmark og under ObamaCare skal der betales så meget i skat, at det forhindrer de fleste i at betale for behandlingen selv, ja man har ikke råd til private sundhedsforsikringer.

Politiken : Den vil også hindre, at at selskaberne smækker kassen i midt under kemobehandlingen af et kræftoffer eller på lignende vis afbryder hjælpen til de syge.

Jeg synes det lyder som en meget god regel, at et forsikringsselskab skal betale for behandlingen hvis den er diagnosticeret i dækningsperioden. Men det er slet ikke det ObamaCare handler om. Nu er det bare statens buresukrater, der smækker kassen i.

Hvis ObamaCare handlede om at give sygesikring til fattige, så ville simple ændringer i MediCare og MedicAid være rigeligt. Et voucher system ville gøre underværker til at give fattige selvbestemmelse over deres egne behandlinger, men den idé slog Obama ned i sin tale. Obamas sundhedsreform handler ikke om at give fattige sygesikring, men om kontrol med hvilke sundhedsydelser alle amerikanere kan få. Lovgivningen er allerede omfattende og overordentlig skadelig, men demokraterne, røde som de er, kunne aldrig drømme om at fjerne regulering af markedet når først det er lykkes at få det gennemført. For dem er det meget bedre at regulere endnu mere i håbet om at rette op på fejlene. Det er præcis det Obama er i gang med og intet andet. Der er ikke noget at sige til at frihedselskende amerikanere ikke vil overlade endnu mere kontrol med deres sundhedsordninger til politikerne, og slet ikke politikere de ikke stoler på.

Obamas tale.
En oversættelse af dele af talen til almindelig sprog.

Christian Wedell-Neergaard har for nyligt postet et indlæg på sin blog om hvorfor euro er en god idé. Her præsenterer han en flot samling klassiske argumenter for euro’en pakket pænt ind. Det er ikke gode argumenter, men argumenter man hører så ofte, at det er værd at bruge et par minutter på.

Pund er sølv, men euro er guld. Og gjorde vi ligesom soldaten i H.C.Andersens Fyrtøjet, så kastede vi alle de sølvskillinger, han havde fyldt sine lommer og sit tornyster med og tog guld i stedet.

Det åbenlyse spørgsmål er så: Hvad nu hvis euro ikke er guld, men bare polerede stykker tin? Så ville det være lidt ærgerligt, at have smidt sølvet væk.

Pundet er faldet til 9,50 kr. Det betyder, at det er blevet meget dyrere for den engelske lønmodtager at købe importerede vare.

Til gengæld har de britiske virksomheder lettere ved at afsætte deres varer i udlandet, hvilket betyder at de hyrer folk. Derfor har briterne lettere ved i det hele taget at blive lønmodtager. At de så køber flere britiske varer er vist ikke så skidt. Det er ikke for sjovt at det tidligere var på mode at regeringer devaluerede deres valutaer i tidligere tider. Det er ikke sjovt for naboerne, så det er man holdt op med.

Man kunne på polemisk vis spørge om det det er bedre at opretholde en kunstig høj kurs med arbejdsløshed fattigdom til følge?

Angrebet af spekulanter og med den usikkerhed der er ved svingende valutakurs? Nej – det ville være dybt uforsvarligt.

Modsat planøkomomien forvildelse, så er spekulation en god ting. Det er en særdeles effektiv metode til at fordele og flytte ressourcer derhen hvor der er brug for dem. Når politikere beskylder spekulanter for alt muligt ondt, så er det bare udtryk for, at de ikke vil stå ved de negative effekter, der er ved deres egen lovgivning.

Ligeledes er det med usikkerheden ved svingende kurser; det er også ”bare” udtryk for at politikerne laver en masse elendig lovgivning, som har massive negative konsekvenser for økonomien. Man kan sige meget grimt og Fogh og hans regeringer, men han har formået ikke at indføre ret mange reguleringer af markedet, og dermed har han skabt stabilitet og økonomisk udvikling. Han har om nogen bevist at politisk tilbageholdenhed giver økonomisk stabilitet – og det er vel at mærke en stabilitet, der udmønter sig i stigende velstand.

For resten, så er euroen en svingende valutakurs, og svingende valutakurser er jo dybt uforsvarligt!

Mogens Strube skriver da også i Dagbladet d. 24. april, at han støtter fastkurspolitikken. Men så forstår jeg slet ikke modstanden mod, at vi tilslutter os euroen.

Fastkurspolitik indeholder modsat en fastfrysning til euroen stadig selvstændighed. I fastkurspolitikken er der et udsvingsbånd på kronekursen på 5% i forhold til euroen, og det er en hel del. For at holde kursen stabil følger Nationalbanken renteændringer fra ECB, men ikke slavisk

Nationalbanken har altså rig mulighed for at tilpasse den danske krone til de økonomiske behov i Danmark inden for udsvingsbåndet, samtidig med at ERM2 aftalen beskytter mod voldsomme udsving. Hvis vi bliver indlemmet i euroen, og det bliver nødvendigt med rentestigninger i Danmark og rentefald i Tyskland og Frankrig, hvad mon ECB så vil gøre? Mit gæt vil være at de ikke vil skelne ret meget til Danmarks problemer.

Hvorfor skal vi følge alle pengepolitiske beslutninger, men stå uden for indflydelse?

Nu følger vi ikke andres pengepolitiske beslutninger blindt, og selvom vi gjorde, hvad er det så for en indflydelse, der er tale om, og hvorfor er den ønskværdig?

For mig at se er der kun tale om at politikere og embedsmænd får lov til at sidde ved nogle pæne borde og blive stemt ned. Jeg har svært ved at se hvordan det giver indflydelse til danskerne, specielt når beslutningerne omkring bordene skal tage hensyn til hele euroland, og ikke bare til Danmark.

Men på den anden side, så muligheden for at sidde med og bestemme en masse ting, som driver politikere til at blive politiker til at begynde med. Det er der ikke nogen skam i, for det er til dels også det, der driver mig til at være politisk aktiv.

Hvorfor skal vi ikke deltage aktivt i ECB’s kamp mod inflationen, særligt i vores eget område, med stærkt stigende lønninger og prisstigninger på fødevare?

Fordi vi er bedre til at gøre det på egen hånd!

Røster om selvstændighed hører vi ofte fra Færøerne, og nu tager det grønlandske selvstyre skridt mod selvstændighed efter et møde med Fogh. Det har åbenbart skabt en del furore, at Fogh mener at Danmark og Grønland skal dele olieindtægterne ligeligt, og det er kun indtil Danmarks indtægter balancerer bloktilskuddet på tre milliarder kroner.

Jeg kan udmærket forstå, at der på Grønland og Færøerne kan være et ønske om selvstændighed, men når selvstændigheden bliver udskudt på grund af bloktilskud fra Danmark, og de venter først vil løsrive sig hvis de finder olie, så falder kæden af. Rigsfællesskabet skulle gerne være mere end en midlertidig økonomisk løsning.

Jeg vil mægtigt gerne bevare Grønland og Færøerne sammen med Danmark, selvom det koster masser af bloktilskud, men det må være et gensidigt forhold. Danmark burde sætte dem stolen for døren. Enten forkastes alle ambitioner om selvstændighed de næste hundrede år, og Grønland og Færøerne bliver på alle måder en 6. og 7. region i Danmark, hvor alle olieindtægter tilfalder den danske statskasse. Alternativt træder Danmark ud af Rigsfællesskabet med øjeblikkelig virkning, og så kan de sejle deres egen sø i fuld selvstændighed med al den olie de måske eller måske ikke har. Den nuværende ordning er helt utålelig.

Grønland og Færøerne har deres egenart, og den skal de selvfølgelig bevare. Der er masser af dansksindede grønlændere og færinger, og dem skal vi bakke op om med den hjælp de har brug for. Men er det ikke den generelle holdning deroppe, og flertallet bare sidder på hænderne og venter på olien, så er det rent og skært snylteri. Hvis nogen kun ønsker at være sammen med mig for at snylte på mig, og derefter giver mig fingeren når de har overskud, så er det ikke et venskab jeg ønsker at tage del i.

Lad befolkningerne på Færøerne og Grønland bestemme. Enten bliver de fuldgyldig del af den danske stat indtil år 2100 med alle de rettigheder det medfører, eller også bliver de fuldt ud selvstændige fra 2010 med alle de konsekvenser og muligheder det har. Selv hvis Danmark med sikkerhed skal sende penge til både Grønland og Færøerne de næste hundrede år, så ville jeg håbe de fortsat ville være sammen med os. Men jeg gider ikke nassere.

Selvom diskrimination anses som et ekstremt negativt ord, så er det ikke nødvendigvis uretfærdigt hvis arbejdsgivere fravælger ansøgere, som nærmer sig efterlønsalderen eller måske allerede kan få efterløn. I mange fag kræves der en stor del oplæring af nye ansatte, og det er dyrt. En stor del af skylden er naturligvis de aldersbetingede pensioner, som ikke tager hensyn til folks fysiske og psykiske formåen.

Risikoen for at den ældre går på pension efter endt oplæring er ganske høj, og så går uddannelsesinvesteringen tabt. Det er klart at yngre mennesker også kan finde på at skifte job efter endt oplæring, men det er vel ikke anderledes for de ældre. De kan også skifte job, udover at de kan lade sig pensionere. Den mulighed har unge ikke, og unge uden stor erfaring er stadig billigere i løn i de fleste brancher.

Det er rigtigt ærgerligt for de ældre, som stadig føler de har flere år tilbage på arbejdsmarkedet. Men det nytter bare ikke noget, og så kan beskæftigelsesministeren hidse sig nok så meget op, det er stadig en dyr risiko at tage når en virksomhed hyrer ældre mennesker.

Men det er måske slet ikke så slemt som det gøres til når Dansk Arbejdsgiverforening ikke mener at der er tale om nogen diskrimination, selvom der er problemer inden for nogen brancher hvor de ældre ønsker at arbejde med det samme de altid har gjort. Verden ændrer sig, og arbejdsfunktioner ændrer sig, og nogen forsvinder. Derfor er det helt naturligt at nogle områder er trængte.

På den anden side, så kan arbejdsgiveren være ret sikker på at have den samme nyansatte 55 årige ansat i hvert fald i 5 år. Selvom det er de 55-60 årige, der har størst arbejdsløshed, ligger den stadig under 4% af den aldersgruppes arbejdsstyrke, hvilket er lavere end for de 30-34 årige.

Afskaffelse af den universelle efterløn og pensionsalder vil være et godt skridt på vejen. En anden måde er at gøre det muligt for ældre på arbejdsmarkedet fuldstændigt at afskrive pensionering i en årrække fremover, i det omfang at de ikke bliver syge eller bliver fyret. Det ville være en begrænsning af de ældres muligheder, men de ældre vil frivilligt kunne give arbejdsgiverne en højere grad af tryghed, som de øjensynligt har brug for.

Overborgmester Ritt Bjerregaard ønsker at privatisere tilsynet med kommunens sociale institutioner, fordi kommunen ikke magter opgaven. Og socialborgmester Mikkel Warming fra enhedslisten er enig – og ligeledes er SF. Det er som verden er gået af lave. Hvad er det der sker? Fornuftige tanker fra betonsocialisterne i København!

Privatisering af kommunens opgaver er som udgangspunkt en god ide. Men det er det forkerte, der privatiseres. Borgmestrene afleder opmærksomheden fra det vigtige når de siger at kommunen ikke magter tilsynet. Nej, det kommunen ikke magter er, at producere nogle ordentlige sociale tilbud i høj kvalitet.

Skal noget privatiseres, så er det kommunens institutioner, og det kan gøres efter samme model som hospitalerne; private producerer ydelserne, og det offentlige betaler, og kommunen holder øje med at de private leverer den kvalitet de bliver betalt for.

Ritt Bjerregård har helt ret i at problemet er, at kommunen producerer ydelserne og kommunen selv står for kontrollen. Jeg er helt sikker på at tilsynet med fordel kan privatiseres, også selvom der så skal føres tilsyn med tilsynet. Det er bare stadig et problem at tilsynet stadig ikke rigtig vil få nogen tænder. Hvis det kommunale tilsyn havde til opgave at sørge for at private leverandører opfylder deres det af kontrakten, så ville tilsynet automatisk have masser af tænder og sikkert også drakoniske sanktioner med i bagagen.

Vi vil sikkert få et bedre tilsyn når det privatiseres. Men kommunen står stadig med mange dårligt fungerende institutioner. Forhåbentligt vil det private tilsyn så kunne lave nogle bedre rapporter til politikerne – hvis altså ikke de er bange for at være for kritiske, for de politikere, der kan hænges op på problemerne fra rapporterne er de samme, som betaler regningen for tilsynet. Og mindst, så vil politikerne stadig stå med hatten i hånden og bede om flere penge, frem for at gøre arbejdet bedre med de samme midler. Hvis en tilsynsrapport kritiserer en privat udbyder, så er der ikke rug for flere skattekroner. Så må firmaet bare gribe i egen barm, og får orden på tingene.

Selvom den københavnske venstrefløj går i den rigtige retning, med deres privatiseringsforslag, så skyder de lidt forbi målet, og kanonen er ikke stor nok.

DR TV Avisen er ikke altid lige velafbalanceret, men i onsdag d. 10. oktober 2007 kom jeg til at råbe uforholdsmæssigt meget at TV’et under 21 nyhederne. Det var helt utroligt så meget dårligt journalistisk og dumme kommentarer de kunne pakke ind i en enkelt nyhedsudsendelse, og så var der også Magasinet Penge sidst i programmet om andelsboliger.

Det kendetegnende for velfærdsstaten er, at alle modtager ydelser fra staten uanset hvad deres behov er. Måske skulle man lave om på det, og sætte en grænse for hvornår man kan modtage offentlige ydelser.

Resultatet af den universelle velfærdsstat er blandt andet, at skatten bliver overdrevet høj, og mange ydelser bærer præg af laveste fællesnævner. Det værste er dog, at fokus fjernes fra at hjælpe de svageste i samfundet, og til at hjælpe alle i samfundet, uanset om de har brug for det eller ej.

Hvis skatten skal ned, så kunne man lave en grænse for hvornår man er berettiget til at modtage ydelse fra det offentlige. Den grænse kunne passende være en million. Det vil sige, at hvis man tjener over en million kroner om året, så kan man ikke få tilskud til medicin, man skal betale for at gå til læge og komme på sygehuset, man skal betale fuld pris for børnepasning og skolegangen for børnene er ikke længere gratis.

Ligeledes skal man ikke kunne få overførelsesindkomster hvis man har en egenkapital på over en million; så bortfalder offentlige pension og efterløn. Har man en formue på over en million kroner, så må man bruge dem, før man modtager noget fra det offentlige.

Jeg kan ikke se hvordan man kan være imod at lade millionærer betale for dem selv. De er jo ikke ligefrem stakler, der har brug for hjælp. Nogen vil nok være bekymret for at der vil ske en opsplitning mellem rig og fattig, men det kan relativt let modvirkes ved at lade de offentlige hospitaler og lignende opkræve prisen for ydelserne hos dem, som ikke er berettiget til at få det betalt. For at gøre det, kræves en sund lille øvelse i at finde ud af hvad en ydelse rent faktisk koster. Kommunerne får pludseligt et kraftigt incitament til finde den rigtige pris, så de kan få pengene tilbage i budgetterne.

En sådan ordning vil også afsløre noget andet: Hvis ydelserne er for dårlige i forhold til prisen, så tager millionærerne på privatskoler og privathospitaler. Offentlige skoler bliver kun til andenrangs skoler hvis politikerne ikke giver dem en god nok økonomi og en god nok ledelse. Sådan et incitament findes ikke i dag. Man finder ildsjæle rundt omkring, som kan gøre det i dag, men det er ikke holdbart at basere et helt system på ildsjæle.

Det er muligvis en dårlig idé at lave en velfærdsmur ved en million kroner. Man kunne relativt simpelt lave en aftrapning i ydelserne fra en halv million til en hel million, så millionen bare markere grænsen for hvornår man står helt på egne ben. At tjene en halv million om året, er en rimelig god løn. Man kan dårligt sige, at det er urimeligt at begynde på nedtrapningen af ydelserne for dem.

Ret skal være ret, så hvis man tager så mange ydelser fra de rige, så er det urimelig med en progressiv beskatning hvor skatteprocenten stiger jo mere man tjener – man skal ikke bare betale flere penge i skat, som ved en fast skatteprocent, man skal betale en større andel. De mange penge man sparer i ydelser til millionærerne kunne passende bruges til at sænke marginalskatten. Millionærerne vil så have råd til at købe private sygeforsikringer hvis de ønsker det, og de kan få præcis det serviceniveau de ønsker hele vejen rundt, for de betaler helt selv.