Sundhed

Politiken lever op til sit navn, når den selv spinner politik om Obamas sundhedsreform.

Politiken: Obamas tale maner myter i jorden: I dag står op mod 47 millioner amerikanere uden sundhedsforsikring, der kan sikre, at de kan få lægehjælp og medicin, hvis de rammes af sygdom.

Det er der bred enighed om, men tallet indeholder 10 millioner immigranter, som Obame alligevel udelukker fra ordningen. I gruppen er der også 60 procent studerende og unge under 35, der er så sjældent er syge, at det kan betale sig - prisen på sundhedsordningerne er nemlig pumpet op af logvigningen, men mere om det senere. Flere millioner er fattige, som allerede er berettigede til Medicaid, men ikke har bedt om det, og endelig er der en fjerdedel af de 47 millioner, der er blevet tilbudt en forsikring af deres arbejdsgiver, men har sagt nej fordi den er for dyr. Tallene kan ikke lægges sammen fordid er er tale om estimater, men de taler alligevel deres tydelige sprog om at problemet i virkeligheden er meget lille. Nogen mener at det reelle antal af ufrivilliget ikke har har en forsikring er 5 millioner. Ud af en befolkning på 350 millioner mennesker, burde der være overkommeligt uden så enorme og bekostelige reformer.

Samtidigt oplever de mange borgere, som har en privat sundhedsforsikring, at priserne gennem de seneste par år eller fem er steget med omkring 30 procent - og at de skal slås med forsikringsselskaber om udbetalinger, hvis de får brug for behandling.

Priserne stiger, men amerikanerne modtager også meget meget mere behandling end vi gør. I flere stater foreskriver loven hvad der skal være indeholdt i en forsikring. Hvis man ved at man formodentlig skal besøge en læge fire gange om året, så er det ikke noget man kan forsikre sig imod. Prisen for de fire besøg bliver lagt oven i forsikringsprisen dolalr for dollar pris administrationsgebyr og så videre. Når man så først har forsikringen, så så kan man bare bruge løs af ydelserne, hvilket alt andet end lige gør forsikringen endnu dyrere uanset om man bruger mange ydelser eller ej. Det er her mange studerende og unge mennesker springer af vognen. De er sjældent syge, og ønsker derfor ikke at betale en formue.

Denne Youtube video forklarer meget godt problemet med ObamaCare.



Det er bare værd at bemærke, at den forsikring med høj selvrisiko slet ikke er lovlig, og at skattesystemet favoriserer forsikringer gennem arbejdsgiveren, hvilket gør det meget dyrere at købe en forsikring som privatperson. Når Obama vil tvinge arbejdsgiverne til at give sundhedsforsikringer til deres medarbejdere, så fordyrer det voldsom at ansætte folk, og det vil specielt gå ud over de lavtlønnede jobs, som dermed forsvinder og efterlader flere i elendighed.

Politiken: Som det er nu, fungerer konkurrencen på sundhedsforsikringerne ikke synderligt godt.
»Sandheden er, at i de fleste stater dominerer et-tre selskaber hele markedet«, forklarer han.

Det er også korrekt, men det er lovgivningen, der praktisk talt forbyder konkurrence. Det skønnes at 12 millioner af dem uden forsikring ville blive forsikrede hvis det blev lovligt at købe forsikringer på tværs af statsgrænserne, men det er det ikke. Kravene og begrænsningerne på forsikringsselskaberne er så store og omfattende, at det burde være klart for enhver at konkurrence bliver ikke-eksisterende. Priserne er skruet op og der der er dårlige konkurrenceforhold, og så vil Obama yderlige lave priskontrol på forsikringerne. Aldrig i hele menneskehedens historie har priskontrol fungeret. Det nyeste eksempel på det blev set på fødevarer i Zimbabwe med sult og elendighed til følge.

Modstanderne har blandt andet protesteret mod det, de kalder 'dødspaneler' - embedsmænd, der skal afgøre, om enkeltpersoner skal behandles eller ej. Først med præsentationen af sundhedsreformen kan påstandene skydes tilbage.

Men det er ikke nogen myte.

Detroit Free Press: Medicare already has the statutory authority to reduce the amount it will spend on elderly and disabled patients, but largely cannot exercise that authority. Federal law says that Medicare may deny coverage for services that are not “reasonable and necessary,” but gives no guidance on what “reasonable” and “necessary” mean. That effectively leaves the issue in the hands of the bureaucrats at the federal Centers for Medicare & Medicaid Services.

Vi kender det også alt for godt herhjemme. Panelerne sidder i Sundhedsstyrelsen og beslutter hvilke behandlinger danskerne skal tilbydes, og når en behandling ikke findes i Danmark er det ligeledes bureaukrater, der beslutter om vi skal have behandling i udlandet. Et af de mest kendte eksempler er de famøse kræftbehandlinger i Kina, som ikke er tilgængelige for danskere - medmindre vi selv betaler. Måske virker den kinesiske behandling meget dårligt og måske virker den slet ikke, men det er ikke pointen. Spørgsmålet er hvem der siger nej til behandling. Er det statens "deahtpanels" eller er det patienten gennem sin egen pengepung og valg af forsikring. Vi skal huske på at i Danmark og under ObamaCare skal der betales så meget i skat, at det forhindrer de fleste i at betale for behandlingen selv, ja man har ikke råd til private sundhedsforsikringer.

Politiken : Den vil også hindre, at at selskaberne smækker kassen i midt under kemobehandlingen af et kræftoffer eller på lignende vis afbryder hjælpen til de syge.

Jeg synes det lyder som en meget god regel, at et forsikringsselskab skal betale for behandlingen hvis den er diagnosticeret i dækningsperioden. Men det er slet ikke det ObamaCare handler om. Nu er det bare statens buresukrater, der smækker kassen i.

Hvis ObamaCare handlede om at give sygesikring til fattige, så ville simple ændringer i MediCare og MedicAid være rigeligt. Et voucher system ville gøre underværker til at give fattige selvbestemmelse over deres egne behandlinger, men den idé slog Obama ned i sin tale. Obamas sundhedsreform handler ikke om at give fattige sygesikring, men om kontrol med hvilke sundhedsydelser alle amerikanere kan få. Lovgivningen er allerede omfattende og overordentlig skadelig, men demokraterne, røde som de er, kunne aldrig drømme om at fjerne regulering af markedet når først det er lykkes at få det gennemført. For dem er det meget bedre at regulere endnu mere i håbet om at rette op på fejlene. Det er præcis det Obama er i gang med og intet andet. Der er ikke noget at sige til at frihedselskende amerikanere ikke vil overlade endnu mere kontrol med deres sundhedsordninger til politikerne, og slet ikke politikere de ikke stoler på.

Obamas tale.
En oversættelse af dele af talen til almindelig sprog.

The Economist: I næste uge samles politikere fra hele verden i Wien, hvor den den internationale narkopolitik for det næste årti skal fastsættes. Som generaler fra første verdenskrig, vil mange påstå, at det der er brug for er mere af det samme der allerede er gjort. Sagen er, at krigen mod narkotika har været en katastrofe, og har skabt fejlslagene stater blandt udviklingslandene selvom afhængigheden er blomstret i den rige verden. Uanset hvordan man fornuftigt måler det, så har denne hundredeårskrig ikke skabt frihed, været morderisk og ligegyldig. Derfor mener The Economist fortsat at den mindst dårlige fremgangsmåde er legalisering af narkotika.

"Mindst dårlig" betyder ikke godt. Legalisering, som vil være godt for de producerende lande, vil skabe (andre) problemer i forbrugerlandene. som beskrevet nedenfor vil mange udsatte narkobrugere komme til at lide, men i vores perspektiv vil flere få gavn.

Modstandere af denne fremgangsmåde siger, at legalisering svarer til at overgive sig til de kriminelle, og bare fordi de er svære at bekæmpe, bør man stadig prøve. Og skal vi også legalisere hjemmerøverier fordi de heller ikke kan bekæmpes?

Først og fremmest, så er er der nogle uskyldige ofre ved hjemmerøverier, det er der ikke når folk tager narkotika. Selvom en narkoman påvirker familie og venner negativt, så kan man ikke sige at de er mere ofre, end at de kan vende narkomanen ryggen, hvilket er lidt mere problematisk ved hjemmerøverier og tyveri generelt.

Men sagen er, at i alle andre henseender vurderer vi en indsats på hvor godt formålet med indsatsen bliver opfyldt. Kriminalisering fejler uanset hvad formålet er, så derfor må det være på sin plads, overveje nye metoder. For at gøre det må vi gøre formålet klart. Hvad er det vi ønsker at opnå? Mindre kriminalitet, mindre elendighed hos narkomanerne, bedre sundhed eller er vi bare simpelthen bare imod, at folk beruser sig?

The Economist: Legalisering vil ikke bare bekæmpe gangsterne; det vil forandre narkotika fra et lov-og-orden-problem til et sundhedsproblem, hvilket det burde være. Stater kunne beskatte og regulere handlen med narkotika, og bruge indtægterne (og milliarderne sparet fra politi og retsvæsen) til at uddanne offentligheden om risikoen ved at tage narkotika, og til at finansiere behandlingen af narkomaner. Salget af narkotika til mindreårige burde fortsat være ulovligt.

Legaliseringen gør det muligt at hjælpe folk ud af deres forbrug før de fysisk, psykisk og socialt går i hundene. Myndighederne har allerede gennem apotekerne et detaljeret overblik over individuelle personers (mis)brug af stærk smertestillende medicin. Med det system kan der målrettes detaljeret information til brugere, og tidligt tilbud om hjælp hvis forbruget bliver til et misbrug.

Et stort sundhedsproblem for narkomaner og alle andre stofbrugere, er at man aldrig kan vide hvor stærke de stoffer man køber er, og endnu værre er det, at der kan være blandet alle mulige uønskede giftstoffer i af gangsterne eller deres leverandører. Det problem vil fuldstændigt forsvinde, hvis fremstilling og handel med narkotika sidestilles med medicin. Det er heller ikke utænkeligt, at legale lægemiddelvirksomheder kunne opfinde og fremstille bedre og sikrere stoffer.

Gennem skatter og afgifter, kan prisen på de narkotiske stoffer reguleres, men alt andet end lige så udgør langt størstedelen af prisen (nogen siger 99%) "rockerafgiften", som er prisen de kriminelle tager for den ulovlige og risikable distribution. Den afgift vil helt forsvinde, og alt andet end lige vil det blive lettere for narkomanerne at finansiere deres behov, og de behøver derfor ikke begå kriminalitet for at skaffe pengene.

Hvis formålet med indsatsen er, at forhindre folk i beruse sig i det hele taget, så er legalisering nok ikke vejen frem. Måske vil forbruget af narkotika stige, måske vil der komme flere narkomaner. Men vi ved det ikke, for der er alt for mange faktorer, der spiller ind på det. Vi kan dog se, at graden af kriminalisering ikke spiller ind på forbruget af narkotika i forskellige lande, men alligevel må vi nok formode at forbruget vil stige, og svage sjæle vil i større antal opleve problemer end vi ser i dag. At problemerne formodentlig vil blive langt mindre end i dag, ændrer ikke på at der formodentlig vil komme flere. Spørgsmålet er så, om kampen mod beruselsen er vigtigere end narkomanernes sundhed, den øgede kriminalitet og de økonomiske og personlige problemer det giver i samfundet. Er svaret ja, så burde vi også overveje et totalforbud mod nikotin og alkohol.

I en tidligere artikel om afhængighed skrev jeg:

Misbrug er tydeligvis en svær størrelse at arbejde med, og det bliver ikke nemmere af at det ikke er alle brugere, der udvikler sig til misbrugere. Konventionel visdom siger at alle brugere er i risiko for at blive misbrugere, men vi ved bare ikke hvad der udløser den risiko. Måske den forestilling er forkert!

Flere danske medier bringer historien fra Ritzau om at forskere har fundet et gen for rygetrang og lungekræft. Men går man tilbage til kilden hos Nature bliver det hele meget mere interessant.

Tre studier har identificeret gener som har en sammenhæng til lungekræft. Metoden der bruges er lidt grov, da den ikke svarer på hvilken virkningsmekanisme, der er mellem gen og kræft. Men nærmere undersøgelser af genet viser, at det måske ikke har noget med hjernens belønningssystem at gøre (Live Science), men nærmere noget med hjernens kontrol af depression og angst (link). Det underbygges også ved at rygere ofte får symptomer på depression når de kvitter tobakken, og at man under afprøvningen af et depressionsmiddel opdagede at forsøgspersonerne mistede trangen til at ryge. Det middel markedsføres nu til rygestop under navnet Zyban.

Genet er fundet ved at undersøge rygere, men det tyder på at genet også spiller ind ved andre afhængigheder. ScienCentral har en god video om det (kræver gratis registrering). Og derfor bliver det virkeligt interessant. Efter alt at dømme har vi nu en kemisk afhængighed, som er det ubehag alle vil føle når deres fortrukne stof ikke længere tages, og nu har vi altså også en biologisk komponent, som gør at nogen kan stoppe og andre ikke kan. Når den kemiske afhængighed kombineres med en meget aktiv version af genet, så er ”ofret” så at sige godt og grundigt på røven.

Der er altså al mulig grund til at betragte narkomani som en sygdom, hvor vi allerede kender en god og effektiv behandling i form af de stimulanser som narkomanerne selv ønsker. Ikke nok med det, så åbner forskningen op for at udvikle medicin, som kan give den ønskede effekt for narkomaner, men uden alle generne ved de nuværende stoffer.

Samtidig er der altså ikke nogen grund til at forbyde alle andre adgang til stoffer, som højest vil give dem et fysisk ubehag hvis de bliver taget i for lang tid.

Freakonomics Blog henviser til økonomen Emily Osters præsentation om AIDS på TED konferencen i år. Her kommer hun med nogle tankevækkende data omkring udbredelsen af AIDS i Afrika. Flere af pointerne har hun også med i en artikel i Esquire.

Ved at se på dødsrater i de afrikanske lande, har hun estimeret antallet af HIV ramte i de enkelte lande. Resultatet er at antallet af HIV ramte i Afrika nok kun er en tredjedel af der 25-30 millioner UNAID har estimeret.

I Uganda har der kørt en uddannelseskampagne med udgangspunkt i ABC stategien, hvor befolkning lærer at man skal holde sig fra sex, have færre partnere og i øvrigt bruge kondom. Det er af mange blevet opfattet som en succes, da udbredelsen af AIDS faldt.

Emily Oster påpeger at en anden grund kan være samhandel og eksport. De år hvor udbredelsen af AIDS faldt, faldt sammen med at Ugandas eksport af kaffe styrtdykkede. Op gennem 90’erne hvor eksporten tog til igen, er udbredelsen af AIDS også steget igen. Det samme fænomen kan hun se flere steder. Faktisk ser det ud til at når eksporten fordobles, så firedobles udbredelsen af HIV. På den positive side, så kan man ved hjælp at økonomiske indikatorer finde frem til de områder hvor der er mest brug for en indsats.

Eksemplet med Uganda viser at uddannelse ikke er nok, og noget tyder på at antallet af sexpartnere kan forstås i økonomiske termer. Det er en høj pris at afstå fra sex, medmindre fordelene ved det er store nok. Hvis en persons forventede yderligere levetid er kort, så betyder det mindre at have ubeskyttet sex, med risiko for at få AIDS og dermed dø inden for ti år. Omvendt hvis man har en forventning om at leve meget længere, så begynder det at være prisen værd, at afstår fra sex. Den sammenhæng an man se i hele verden. I områder med høj gennemsnitslevealder er antallet af sexpartnere faldet, hvorimod den ikke er i områder med høj dødelighed på grund af malaria og høj risiko for at dø i barselssengen.

En sidste væsentlig faktor er at det ser ud til at afrikanere har op til fem gange større risiko for at blive smittet ved sex med en inficeret person, end vi har i den vestlige verden. Det kan i høj grad skyldes at mange andre sygdomme end AIDS florerer i Afrika, herunder andre kønssygdomme og hepatitis. Nogen af sygdommene giver åbne sår på kønsdelene, hvilket markant øger risikoen for smitte, og andre sygdomme svækker immunforsvaret så HIV virus lettere får fodfæste.

Hendes pointe er altså, at udbredelsen af AIDS hænger tæt sammen med fattigdom (kort levetid) og tilstedeværelsen af andre sygdomme. Paradoksalt nok, så koster bekæmpelse af de andre sygdomme kun en brøkdel af prisen for AIDS medicin. Emily Oster kommer ikke ind på det her, men det er ikke mangel på AIDS medicin, der er problemet i Afrika, men derimod mangel på ekspertise til at administrere medicinen. Behandlingen af mange af de andre sygdomme er meget mindre komplicerede, og har derfor en større chance for at virke.

Et højt tobaksforbrug kombineret med ventelister til kræftbehandling giver mange kraftdødsfald i Danmark, når vi sammenligner med resten af verden. Kræftens bekæmpelse er på gaden med et forslag om at sætte tobaksafgifterne op, så en pakke cigaretter koster 60 kr.

I det hele taget er der krisestemning over statistikken i både Politiken, Berlingske og selv på 180grader modtages statistikken uden de store refleksioner, og en læge fra WHO citeres for at vi ”har en fuldvoksen tobaks-epedemi i Danmark”.

Et par af aviserne tager forskellige tiltag mod rygning op, men ingen stiller spørgsmålstegn ved om placeringen i statistikken i det hele taget er noget problem, og slet ikke om det er et problem vi skal sætte jorden i bevægelse for, at presse rygerne til at holde op. Det er trods alt kun rygerne og i mindre omfang dem, der vælger at være sammen med rygerne, der kommer til skade. Hvorfor skal jeg som udenforstående dansker interessere mig for hvor meget det koster rygerne at købe sig til en kræftsygdom? Det rager ikke mig en høstblomst, for rygerne ved udmærket at det er farligt at ryge, og alligevel vælger de at bruge penge på cigaretter.

Det eneste bemærkelsesværdige i denne historie er ikke at rygning giver kræft, men at hvis jeg får kræft, så kan jeg ikke få en ordentlig behandling. Det er da om noget horribelt. Først bliver man plukket i skat, så man ikke har råd til at købe en ordentlig sygeforsikring. Derefter sjofler staten sin opgave med at levere den ydelse man har brug for, og som var grunden til at man blev plukket i skat. Som prikken over i’et interesserer det ikke medierne at tage sagen op, for de interesserer sig mere for tobakspriserne. Selv ikke den borgerlige internetavis bruger meget spalteplads på problemet.

Sådan en opgørelse, som den fra WHO, burde sætte nogle bølger i gang i det danske behandlingssystem. Det nuværende system fungerer tydeligvis ikke på trods af at regeringen smider endnu flere penge efter området. Der må nytænkning til; større brug af private sygesikringer burde ikke være tabu – det er trods alt liv og død vi taler om.

Først kom det falske donorshow på Hollandsk TV, som fik man til at melde sig som donorer. Så melder de konservative, at man skal tage stilling til donation for at få et kørekort. Næste trin kom fra Venstre om at man som udgangspunkt er donor, medmindre man melder det fra – en såkaldt opt-out ordning, som er det modsatte at opt-in, hvor man skal tilmelde sig som i dag. Endelig kommer Christopher Arzrouni på banen med kritik af opt-out ordningen. Kan bruger det nærliggende, men dårlige argument om at hans organer som udgangspunkt ikke tilhører det offentlige.

"Jeg synes, det er dybt umoralsk, at man som udgangspunkt nationaliserer vores alle sammens organer. Det er simpelt tyveri. Det er den mest fundamentale krænkelse af privatlivet, man kan tænke sig."

Argumentet er fuldstændig meningsløs. Man kan ikke have ejendomsret over noget som helst når man er død. Det er derfor man skriver testamenter, så ens ejendom kan overdrages til andre i dødsøjeblikket.

Hvis man ikke lader sig registrere i donorregistret, så må det være fordi man er ligeglad, og er man ligeglad, så kan jeg ikke se noget til hinder for at meget syge mennesker kan få livet tilbage. Der er ikke nogen, der bliver dårligere stillet, hvilket bør være et krav hvis man skal tænke lidt utilitaristisk.

Arzrouni drager fornuftigt nok ejendomsretsbegrebet ind i debatten, men han bruger det forkert. Hvis man ikke har meldt noget til donorregistret, så svarer det på alle måder til, at man ikke har skrevet testamente. De efterladte gør ikke krav på organerne, og derfor står organerne i en form for ejendomsretlig ingenmandsland, ligesom hvis der ikke er arvinger, og ingen testamente. På alle andre områder gør staten krav på sådan ejendom på vegne af almenvældet. Det er der ikke nogen specielt ved, for alternativet ville være at ejendomsretten blev tildelt efter først til mølle princippet. Det synes jeg i hvert fald ikke er rimeligt i en mangelsituation.

Man kunne selvfølgelig tillade arvingerne at gøre krav på organerne, og sælge dem til de mest trængende (dvs. de højestbydende). Det ville ikke være anderledes end hvis arvingerne sælger afdødes hus til højestbydende. På den måde vil alle raske mennesker kunne efterlade særdeles mange penge til de efterladte. Bønene til ofrene for spøgelsesbilisten vil dermed have pengene til, at kunne komme videre økonomisk, uden at være afhængig af andres lyst til at donere penge.

Den ordning er lidt ekstrem og kan med rette opfattes makaber. En mindre makaber variation på ordningen bliver foreslået af Dansk Transplantations Selskab (samme link som Arzrouni), hvor man kun kan modtage organer hvis man på forhånd er registreret som donor. Den ordning kunne passende kombineres med opt-out, så man kan nøjes med at donere til andre donorer. Man skal bare tillade oprettelsen af donorforeninger, hvor medlemmer donerer og modtager organer på den måde medlemmerne har skrevet ind i reglerne.

Bente Klarlund Pedersen Allen Flyvbjerg (begge professor, overlæge, dr. med.) havde en tankevækkende kronik i JP i går, og det er tankevækkende på den kedelige måde.

Sundhed er et fælles ansvar. Hvis danskernes sundhed skal forbedres, skal vi alle indse, at det er nødvendigt med en øget indsats på forebyggelsesområdet.

(…) Den kendte frase, at »det er billigere at forebygge end at helbrede« er sand, men kun på sigt.

Selvom lægerne i deres dagligdag (burde være) udsat for situationer, hvor de skal vurdere om fordelene ved en behandling opvejer ulemperne, så er de totalt blinde for at forebyggelsen kunne tænkes, at være værre end sygdommen.

Hele tankegangen om, at noget kan være et fælles ansvar er skræmmende, og så lige sygdom, som om noget afhænger af livsstil og vaner. Noget andet er at et fælles ansvar altid ender med at blive ingens ansvar.

I virkeligheden påstår lægerne at det er politikernes ansvar, men hvis man ser på hvad de lover i skåltalerne, og på hvad resultatet faktisk bliver, så er vi tilbage ved at det er ingens ansvar. Desuden er politikernes eneste værktøjer i sundhedsdebatten at begrænse folks frihed og dermed signalere, at folk ikke har noget ansvar. Hvordan kan man løfte et ansvar uden at have frihed til at gøre det?

Værst af alt er den fuldstændigt tankeløse forståelse af ansvar. Ansvar må komme et sted fra. Enten har man et ansvar fordi man har forårsaget en bestemt situation, eller også fordi man moralsk har valgt at påtage sig et ansvar frivilligt. Ansvar kan ikke komme ud af den blå luft. I forhold til sundhed, så kan jeg umuligt have forårsaget min kollegas dårlige sundhed, og jeg kan umuligt påtage mig ansvaret for hendes sundhed, uden at krænke hendes person på groveste vis. Vi må antage, at min kollega har sin egen frie vilje. Men det mener lægerne ikke!

Det er problematisk at se sundhed som et snævert spørgsmål om selvvalgt livsstil, da man derved udelukker samfundets afgørende rolle og dermed muligheden for at gøre noget ved problemerne. Jeg kan fortælle min kollega at rygning er ufedt. Jeg kan fortælle at jeg ikke gider være i nærheden af røg. Det lyder simpelt og uorganiseret, men det virker. Nedgangen i antallet af rygere i visse kredse i samfundet, skyldes helt klart et socialt pres, og ikke nogle skræmmende tekster på cigaretpakkerne.

Livsstilsbetragtningen overser, at fx rygning skyldes en afhængighed, hvor den enkelte har svært ved at ændre adfærd. Livsstilsbetragtningen overser også, at vore spise- og bevægelsesadfærd i høj grad er skabt af ydre rammer som fx arbejdsrutiner, byplanlægning, transportsystemer, afgiftspolitik, tilgængelighed såvel som indretningen af vores arbejdspladser og skoler.

Man udelukker bestemt ikke samfundets rolle ved den livsstilsbetragtning, men man udelukker tydeligvis de muligheder lægerne ønsker at gøre ved problemerne. Ideen med et offentligt center til forske i disse såkaldte livsstilssygdomme er ganske god, hvis man ønsker at informere, uddanne og påvirke folk med viden af høj kvalitet. Hvis formålet derimod er at lovgive og umyndiggøre borgerne, så er det den værste idé. Den måde lægerne anser den frie vilje, så er det tydeligvis den sidste mulighed ønsker.

Det klinger hult når lægerne andetsteds siger at vi selv også har et ansvar for vores sundhed, når de afviser den frie vilje med henvisning til afhængighed og vaner. Afhængighed og vaner er bare dårlige undskyldninger for ikke at påtage sig et personligt ansvar, og i dette tilfælde en undskyldning for at tage frihed og ansvar fra borgerne.

Afhængighed kan brydes hvis man ønsker, og ligeledes kan vaner. Ønsker man det ikke så, slipper man aldrig nogensinde af med dem. Men det er egentlig ikke overraskende når afhængighed og vaner strengt taget er udtryk for personlige præferencer. Folk søger at opfylde deres præferencer bedst muligt, så det lægerne egentligt ønsker er at folk ikke skal leve som de gerne vil. De skal leve på den måde som lægerne ønsker (dvs. den måde deres offentlige center ønsker).

Der er et enormt potentiale for at påvirke folk til at ændre adfærd, men det er en langsom proces at få social pression til at virke. Det tager lang tid at nå ud til folk, måske uuddannede folk, med information, så de kan se at deres nuværende valg måske ikke opfylder deres sande præference. Uanset hvad, så er det folk selv, der har ansvaret for deres sundhed, og det er folk selv, der skal gøre det der kan gøres. Fra staten/samfundets side kan vi kun gøre os forhåbninger om at understørre den proces, vi må aldrig forsøge at gennemtvinge den.

Sjælsø gruppen er angiveligt ved at etablere et nyt hospital for Hamlet i de gamle DR bygninger i Gladsaxe. Hamlet har åbenbart succes med at tiltrække mange nye patienter.

Det har helt sikkert noget at gøre med regeringens behandlingsgarantier, som de offentlige hospitaler ikke kan opfylde. Flere regioner barsler nu med ” garantiklinikker” hvis eneste formål er at holde privathospitaler ude. Læger og sygeplejersker skal endda arbejde der mod ekstrabetaling. Dvs. den eneste forskel til et privathospital er, at klinikkernes økonomi er fuldstændigt rodet ind i alle mulige andre offentlige udgifter og ineffektivitet.

Argumentet fra regionernes formand, Bent Hansen, er at hvis man blande offentlige og private hospitaler, så skal ”vi for alvor til lommerne”. En ting er at han kan skjule en masse af de offentlige udgifter i budgetterne for både sig selv og offentligheden. Noget andet er, at Bent Hansen tydeligvis ikke vil betale prisen for et ordentligt sundhedsvæsen. Se bare her, hvor han vil trælbinde lægerne, så regionerne ikke behøver betale fuld løn for de mere kedelige stillinger. De radikales Kirsten Lee i hovedstadsregionen er helt på linie med Bent Hansen når hun aktivt vil modarbejde, at flere privathospitaler åbnes.

Problemet med offentlige hospitaler er, at de pr. definition vil have kronisk underkapacitet. Private hospitaler skal have en overkapacitet, og de skal være effektive, hvis de vil gøre sig nogle forhåbninger om at hente markedsandele fra konkurrenterne. Politikerne kan umuligt bygge effektive systemer, da der ude på hospitalerne ikke er tilstrækkelig incitament til at effektivisere. Budgetterne i offentlige virksomheder og institutioner er altid til forhandling, hvilket Kenneth Plummer og DR udnytter til fulde for tiden. Samtidig er det politisk selvmord at ”ødsle” penge væk på kapacitet der ikke bruges. Så er det politisk let at overføre pengene til andre områder.

Hvis politikerne i stedet arbejdede på at købe ydelse hos private hospitaler i stedet for at eje nogen selv, så vil der altid være rigeligt med kapacitet. Hvis der er noget private er gode til, så er det at forudsige fremtiden, for det er deres hoved på blokken hvis pengene fejlinvesteres. Hvis der sker fejl, så går det kun ud over investorerne og ikke skatteborgerne.

Den største fordel er, at prisen for sundhedssystemet ikke længere kan skjules, og så er det muligt for patienterne at købe ekstra ydelser som det offentlige ikke dækker; f.eks. enkeltmandsværelser og gourmetmad. Hvis politikerne nøjes med at udstede checks til patienterne på f.eks. en hofteoperation, som så kan indløses på et hospital efter frit valg.

Politikerne vil have lettere ved at fastsætte og garantere et minimumsniveau for dem, der ikke har råd eller lyst til at betale ekstra selv. Der bliver ikke længere nogen undskyldninger for dårlig behandling. Der skal træffes en beslutning, og den må man stå ved. Det vil altså kræve ansvarlige politikere. Ikke nok med det, så er der ikke nogen grund til at kommunerne ikke selv kan stå for udstedelsen af medicinske checks, og så kan vi nedlægge regionerne og smide Bent Hansen og Kirsten Lee på porten.

Der er ikke mange foredragsholdere, der holder en fanget når de taler, og virkelig brænder sig ind på nethinden. Hans Rosling (blog her) gør det. Hans Rosling er professor i international health på Karolinska Instituttet i Stockholm. Han har blandt andet været med til at opfinde Gapminder Trendanalyzer, som visualiserer statistik. Eller sagt med egne ord: "unveils the beauty of statistics by converting boring numbers into enjoyable interactive animations."

Hans Rosling talte på TED konferencen i 2007. Hans præsentation kan ses her:



På Gapminders hjemmeside er flere af de fantastiske animationer han brugte i præsentaionen. Specielt synes jeg animationen med udviklingen af indkomstfordelingen i verden er vanvittig spændende. Al den tale om ulighed er i verden er måske spild af tid hvis man ser på hvordan det rent faktisk går. De gamle ilande bliver ganske vist rigere, men de gør rigtig mange andre lande så sandelig også.

Trendanalyzer er blevet opkøbt af Google, så mon ikke der er noget spændende på vej fra den kant.

Det kommer næsten til at lyde helt idyllisk, når jeg sådan proklamere at jeg holder af mine laster. For hvad med alle dem, der kommer i problemer, og får ødelagt deres liv, når deres forkærlighed til alkohol bliver til alkoholisme og deres kærlighed for et godt væddemål bliver til ludomani? Jeg bider mærke i at det ikke er brugen af alkohol og spil, der er et problem. Det er når brugen på en eller anden måde bliver til et misbrug. Når lasten bliver til en besættelse.

Grænsen mellem et forbrug og et misbrug kan nogen være særdeles svær at finde. Det nærliggende svar vil være at, grænsen går hvor man ikke kan fungere fysisk eller socialt uden at få tilfredsstillet sin last først. Men i hvilken gruppe skal vi placere teenageren, der drikker en halv liter cola om dagen fordi han rigtig godt kan lide cola? Eller hvad med de mange personer, der først bliver menneske om morgenen efter de har fået deres første kop kaffe?

Man skal ikke spøge med koffeinen i både cola eller kaffe. På Johns Hopkins har de samlet noget af den viden der findes på området: Én kop kaffe omdagen er nok til at give problemer med hovedpine, træthed, sløvhed, depression, irritabilitet, koncentrationsbesvær og influenzalignende symptomer. Alligevel betragter vi hverken kaffe eller cola som misbrug, selvom man en gang imellem hører ordet colaholiker brugt.

Der råbes fra alle sider på mere offentlig kontrol med fødevareindustrien, men er kontrol virkelig løsningen? Der er masser af ballade over at fødevarekontrollen ikke får kontrolleret alle virksomheder en gang om året, men i stedet i gennemsnit en gang om året. Kvalitet, og i særdeleshed fødevarekvalitet, er bare ikke noget man kontrollerer sig til, det er noget man laver.

Skal man have en kontrol, som sikrer kvalitet, så er det nødvendig med daglige kontroller på alle steder i produktionen, og ikke et par timers besøg i virksomheden en gang i kvartalet. Teknisk Landsforbund beskriver ganske udmærket problemerne med uærlige og uduelige butikker og virksomheder, men også de tror at mere offentlig kontrol vil kunne løse problemet. Og det nytter slet ikke noget at flytte fødevarekontrollen rundt i forskellige ministerier – medmindre det flyttes til justitsministeren!

Fødevarekontrollen kunne i stedet placeres under politiet, så vi får et rigtigt fødevarepoliti, som laver en rigtig politimæssig efterforskning med razzia, telefonaflytning, anholdelse og domfældelse. At sælge dårlige fødevarer er at udsætte andre for fare uanset om det er en bevidst handling eller ej. Det er en ganske alvorlig sag at udsætte andre for fare, og derfor bør strafferammen også være til at få øje på. Der kan både være tale om gigantbøder til virksomhederne og i grove tilfælde fængselsstraf og fratagelse af retten til at arbejde med fødevarer.

I stedet for at rejse rundt og besøge virksomhederne efter tur, så skulle fødevarepolitiet stå klar til at rykke ud når der kommer en anmeldelse. Melder en restaurantgæst at de er utrygge ved hygiejnen eller madkvaliteten, så melder de det til politiet, som så starter en efterforskning af restauranten. Restauratøren kan også melde sine leverandører til politiet, hvorefter virksomheder som Thulin Kød hurtigt ville komme i myndighedernes søgelys. Hvis historierne om Thulin er sande, så ville de hurtigt blive afsløret som de svindlere de ville være, gennem en rigtig efterforskning lavet af politiet. De ansvarlige i Thulin ville for længst have fået et værelse i arresthuset, og virksomheden ville være beslaglagt. Der vil heller ikke være problemer med manglende opfølgning, da det er naturligt for politiet at søge efter alle forbrydere i en sag.

Alle fødevare virksomhederne i alle led skal være aldeles paranoide overfor besøg af fødevarepolitiet. De skal have så meget orden på kvaliteten og hygiejnen, at de ikke bliver anmeldt. Hvis de alligevel bliver anmeldt, så skal det kunne dokumenteres hvilken medarbejder eller hvilken leverandør det er, der har svindlet. Kan virksomheden ikke det, så er det domsfældelse og grimme straffe til følge.