Frihed

Homoseksuelle par har ligesom alle andre et ønske om at blive forældre. Men spørgsmålet i forbindelse med adoption og kunstig befrugtning handler i høj grad om børnenes tarv, og hvorvidt det er i orden at planlægge at bringe børn ind i en familie uden en mor og en far. Derfor er det godt at spørgsmålet bliver undersøgt grundigt. Der er netop offentliggjort en undersøgelse, som bliver refereret i meget positive vendinger af både Politiken og Avisen.dk.

Politiken: Børnene klarer sig bedre i skolen og tackler problemer mindre agressivt.

Hvis man mener, at børn, som vokser op med lesbiske forældre ikke får en lige så god barndom som andre børn, kan man godt tro om igen.

I hvert fald hvis man skal tro et amerikansk studie, der er det hidtil mest omfattende af den psykologiske udvikling hos børn, der er født ved donorinsemination og opvokset med lesbiske forældre.

Avisen.dk: Børn af lesbiske forældre klarer sig bedre end deres jævnaldrende kammerater på en række punkter, viser amerikansk undersøgelse.

Det vigtige i denne forbindelse er om undersøgelsen så også holder vand. Det forholder ingen af artiklerne sig til, selvom Politiken har et lille pligtforbehold med, som de ikke følger op på. Det fremgår ret tydeligt, at enten har journalisterne en agenda på emnet, eller også har de bare planket historien fra andre medier, som sikkert heller ikke har læst eller forstået forskernes artikel. Men det har Peter Friedman, der også er søn af Milton Friedman. Artiklen kan findes lige her.

Det første problem er, at de to grupper ikke ligner hinanden. De lesbiske familier er samlet geografisk, hvor kontrolgruppen er spredt over hele USA. Der var ingen kontrol for race, hvor de lesbiske mødre langt oftere var hvide kvinder. I resten af befolkningen er der langt flere sorte, og desværre er der ret stor socioøkonomisk forskel på sorte og hvide i USA, og den lesbiske gruppe havde generelt et ret højt socio-økonomisk niveau, hvor kontrolgruppen var almindelig. Alle faktorerne kan påvirke konklusionen.

Ikke nok med det, så var undersøgelsen baseret på at forældre selv skulle rapportere deres egne data til forskerne. Konklusionen kunne lige så godt have været at lesbiske mødre har højere tanker om deres børn end heteroseksuelle mødre har. Friedman konkluderer:

Nyhedshistorierne lader os forstå, at undersøgelsen dokumenterer stærke beviser på at lesbiske forældre i gennemsnit er bedre til at opfostre børn end heteroseksuelle forældre. En læser, der gjorde sig ulejligheden med at finde og læse den originale artikel, som kun få vil gøre, ville opdage at den forståelse er forkert. Undersøgelsen giver noget dokumentation for konklusionen, men ikke ret meget. Det kunne let tolkes til at rige forældre er bedre til at opfostre børn end fattigere, at sorte er dårligere end hvide, at forældre ved kysterne er bedre end forældre i de midterste stater eller at lesbiske forældre har en stærkere bias for deres egne børn end andre har.

Det eneste overskrifterne beviser er, hvad det var forfatterne gerne ville have deres læsere til at tro.

Skal vi have klar viden om børns opvækst i homoseksuelle familier, så kræver det lidt mere hjemmearbejde for journalisterne og lidt mere videnskabelig grundighed fra forskernes side, så det ikke bare kommer til at handle om hvorvidt man kan dokumentere sine egne fordomme. Undersøgelsen og journalisterne, der har omtalt den, har ikke bidraget til klarhed på et svært emne, men har kun bibragt mere polemik og kastet grus i maskinen for en saglig debat.

De mange Tea Parties beskyldes af af en venstreorienteret i New York Times for at være voldelige, hvilket venstrefløjen ifølge ham ikke er. Årsagen er at der tales meget om at omstyrte regeringen med vold. Det bliver der spundet en meget vigtig lille tråd om på Pajamas Media:

Amit Ghate @ Pajamas Media: New York Times udgav for nyligt en kronik af Frank Rich, hvor han angreb tilsvinede den vokesende Tea Party-bevægelse. Det meste af hans tirade er blevet besvaret på behørig vis, men én vigtig logisk fejl er ikke blevet behandlet af nogen. Måske blev den overset fordi venstrefløjen har udbredt fejlen i så lang tid at der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved det. Det gør det bare endnu vigtigere at tage fat på den.

Den logiske fejl er lighedstegnet mellem vold [violence] og tvang [force]. Fejlen og dens konsekvenser er klare hvis man tænker over hvad venstrefløjen fordømmer og ønsker. Den centrale anke i Rich's kronik handler om at Tea Party støtterne skulle elske vold.

(...) Rich's egne "aktivister" er stolte over at kaste med sten under studenteroprør, sit-ins med tvang og anden fratagelse eller ødelæggelse af andres ejendom. Endnu vigtigere er, at de aktivt fortiede beviser på Stalins grusomheder, aktivt støttede diktatorerne i Sovjet og støttede uden at blinke Mao Zedongs eksperimenter med Det Store Spring Frem og Kultur Revolutionen.

Det er helt klart at deres handlinger involverede og støttede forskellige grader af tvang; lidt men stadig betydelig i forbindelse med sit-ins, og stort i forbindelse med kommunismen. Men intet af det bekymrede dem, for i deres verdensbillede er det ikke vold at tage ejendom, eller presse nogen til at gøre noget de ikke vil, ved at true dem med tvang, og derfor er det ikke afskyeligt for dem. Man kan tage en mands ejendom, smide ham ud af byerne, tvinge ham ind i kollektive landbrug og tvinge ham til at udføre hårdt arbejde, men så længe truslen er så stor at han ikke kan stå imod, så er der ingen vold, og dermed ikke noget problem. Folk liv ødelægges, men venstrefløjen bifalder det, for der er ikke noget blod der spildes - eller i tilfældet med kommunismen, holdes floderne af blod væk fra kameralinserne. (Venstrefløjen vil gå med til alt så længe mennesker gøres til statens slaver.)

Venstrefløjens opus operandi er at fordømme enhver brug af åbenlys vold, samtidig med at de bifalder enhver anden brug af tvang.

Under venstrefjøjens indflydelse og tilskyndelser kan myndighederne udøve tvang mod dens egne borgere på et utal af allestedsnærværende måder. De bruger tvang til at tage vores skattekroner til at betale for offentlige skoler, og efterlader os med få valg og muligheder for at give vores børn den uddannelse vi finder bedst. De beslutter hvilke lægemidler, der kan og ikke kan blive testet, hvordan godkendte lægemidler markedsføres til hvilke patienter, uanset hvor villige de er til at påtage sig en risiko for at få et bedre liv. De regulerer handlen, lige fra det trivielle til det kritiske. Spørg bare enhver forretningsmand hvor mange arbitrære regler han skal overholde hver dag under trusler om bødestraf, tvangslukning og ligefrem fængselsstraf.

(...) Selvom venstrefløjen ser det onde i at en bandit skyder og dræber et uskyldigt offer, så ønsker de samtidig at fremme love, der forhindrer folk fra at købe livsreddende medicin. De ulykker og lidelser venstrefløjen forårsager ved at slippe myndighedernes magtanvendelse fri, gør ingen indtryk på dem. Så længe ofrene er anonyme og beslutningerne træffes bag lukkede døre (helst af bureaukrater og ekspertpaneler, der giver legitimitet), så er venstrefløjen mere end villige til at bruge tvang for at fremme deres mål.

(...) Uanset formen og hvem det rammer, så er tvang ondt fordi det hæmmer eller besejrer mennesker brug af deres intellekt og det de kan få ud af det.

Pointen er helt klar og burde være tankevækkende for alle. Af en eller anden grund er det de færreste der tænker over, at tvang netop er brug af vold eller trusler om vold, og at frihed er fraværet af tvang. Trusler om vold har den samme effekt i forhold til at få folk til at gøre ting de ikke ønsker, og derfor bør de behandles som et og samme.

En simpel bøde for at gå over for rødt indeholder en trussel om ekstrem vold - så ekstremt at mange bare tror det er en pligt at betale. Er man af den ene eller anden grund uenig i betjentens ret til at udskrive bøden og ellers er god til selvforsvar, så går sagen fra venlige henvendelser til besøg af fogeden med mere og mere politi, og er man stadig i stand til at forsvare sig, så kommer dødbringende våben hurtigt i brug. Det ved alle inderst inde og truslen er så troværdig at ingen med nogen som helst lyst til at leve vil udfordre det.

Selvom man betragter en konkret tvang som retfærdig og helt i orden, så er det stadig tvang, og man bør under alle omstændigheder forstå hvad tvang er, så respekten for den ikke forsvinder og man forledes til at bruge den til alt.

Som det er nu kan man vælge at blive viet af de godkendte trossamfund eller på Rådhuset af en kommunalpolitiker. I flere lande har man helt afskaffet vielsen i kirken, så kun ceremonien er tilbage i kirken. Alle, uden undtagelse, skal en tur på Rådhuset for at blive gift.

Anders Jerichow @ Politiken: Derfor kan vi vel også lige så godt gå endnu et skridt videre og vedtage, at selve det juridisk bindende ’ægteskab’ altid indgås på Rådhuset – som en juridisk kontrakt mellem to voksne mennesker, der satser på at leve sammen – uanset om man lever mand & kvinde eller i andre interessante konstellationer?

Derefter kan man søge velsignelse af ægteskabet i en kirke eller moske eller synagoge, hvis det føles trygt og godt – og hvis trossamfundet i øvrigt vil bidrage med denne velsignelse.

Men hvorfor stoppe her? Hvorfor skal Rådhuset involveres i ægteskabet?

Det juridiske ægteskab er på alle måder bare en kontrakt, og i alle andre sammenhænge er det ikke nødvendigt at troppe op på rådhuset for at indgå kontrakter. Hvis to personer uanset kønssammensætning, hvorfor skulle de så ikke kunne invitere et par vidner hjem i stuen så alle kan skrive under på en ægteskabskontrakt? For at få myndighederne til at anerkende ægteskabet, skal kontrakten nok tinglyses, hvilket på trods at IT vanskeligheder burde være en smal sag.

Vielsen er derimod noget man kun bør kunne blive i det trossamfund eller organisation man end ønsker skal stå for det. Det er ikke noget myndighederne bør blande sig i overhovedet. En almindelig vielse i Folkekirken i dag involverer i forvejen underskrifter og vidner, så i praksis er der her ikke nogen ændring. Trossamfundet kan så helt uden indblanding fra myndighederne beslutte om de vil vie homoseksuelle eller ej. Ægteskab kan de altid indgå, men måske vil ikke alle vielser vil være tilgængelige. Og hvad så?

Man skal ikke læse meget på for eksempel Journalisten.dk før man falder over brugen af begrebet 'pressefrihed', men hvad dækker det egentligt over, og er det ikke bare en anden måde at stave til ytringsfrihed? Læser man lidt mere om brugen af begrebet for eksempel i forbindelse med klimatopmødet, ser det ud som om svaret er nej.

Mogens Jensen @ Journalisten.dk: Efter års debat om forsvaret af ytringsfrihed til gavn for demokratiet er det paradoksalt, at pressefolk i de seneste dage har berettet om problemer med at dække de mange demonstrationer. Fotografer fra Berlingske Tidende, DR og Politiken er blevet behandlet hårdt, og deres pressekort er således ikke er blevet respekteret. To norske pressefolk og en dansk fotograf fik konfiskeret udstyr under lørdagens klimademonstration - gasmasker og hjelme til at beskytte sig.

Pressefrihed er et privilegie pressefolk har til gøre ting almindelige mennesker ikke må, såsom at bryde politiblokader og besidde udstyr som man ellers kun finder ballademagere. Ja, selv brud på sikkerheden i lufthavnen skulle være acceptabelt for pressefolk, selvom domstolen sagde noget andet.

Ytringsfrihed bliver af nogen opfattet som et privilegie, som politikerne giver borgerne gennem lovgivningen. Ellers kan den ses som en mere fundamental ret, der udspringer af ejendomsretten. Ejendomsretten er i bund og grund ideen om at vi ejer os selv, og deraf følger at ingen må tvinge os med vold eller trusler om vold til at gøre eller til at undlade at gøre noget vi ellers ville have gjort. Ud af den ret følger ytringsfriheden til at tænke, sige og for den sags skyld også trykke vores holdninger og meninger uden trusler om vold hvis vi gør det. Pressefriheden udlægges til noget andet.

Et foster er ikke et menneske, og selvom det var et menneske, så har det ikke ret til at beslaglægge en kvindes krop på noget tidspunkt. Omvendt burde en gravid kvinde som udgangspunkt udvise ansvar og hjælpe fostret hvis hun er i stand til det. I Irland er tre kvinde godt i gang med at kaste mudder på hele diskussionen, samtidig med at menneskerettighedskonvention skal forvanskes endnu mere.

JP.dk: De tre unavngivne kvinder måtte alle rejse til Storbritannien for at få foretaget en abort og mener, at rejsen udgjorde en fare for deres "helbred og velvære" og dermed var et brud på den europæiske menneskerettighedskonvention.

At nogen skal rejse et stykke vej for at få en medicinsk behandling skulle være brud på menneskerettighederne, er absurd. Men med de mange ting, der står i den udover frihedsrettighederne, skulle det ikke undre mig hvis de får medhold.

Men søgsmålet berører alligevel spørgsmålet om den basale ret til abort. Hvis selve rejsen er et brud på deres rettigheder, så forudsætter det at de har en ret til at få abort. I praksis kommer det nok til at handle om en retspositivistisk sammenhæng mellem forskellige love, som kun ser på den jurisdiske ret. Kvinderne havde i øvrigt ikke lov til at få abort i Irland. Så søgsmålet svarer lidt til at en kriminel mener hans menneskerettigheder er krænket fordi han følte sig nødsaget til at rejse til Malmø for at begå sin forbrydelse. Meget mere interessant er spørgsmålet om den moralske ret, da den helst skulle være udgangspunktet for lovgivningen.

Nikolaj Stenberg beskriver på hans blog hvordan hans liberale drømmesamfund ser ud. Jeg synes det er en meget spændende øvelse, og vil derfor forsøge at lave min egen version med udgangspunkt i Nikolajs. Ligesom Nikolaj har jeg heller ikke høje tanker om de meget socialistiske dele af statsapparatet.

Statsmagten

• Danmark er et konstitutionelt monarki med en arvelig monark med magt til at afsætte regeringen og udskrive valg til beskyttelse af demokratiet og frihedsrettighederne.


• Statsformen er negativ parlamentarisme med flertalsvalg i enkeltmandskredse til Folketinget.


• Parlamentet består af to kamre, hvor Folketinget vedtager love med 2/3 flertal. Et 2. kammer består af ulønnede livstidsudpegede medlemmer af monarken efter indstilling fra Folketinget på baggrund af positiv udmærkelse for det danske samfund, og kammeret kan forkaste alle love med 1/3 flertal.


• Kommerne fungerer selvstændigt med selvstændig skatteudskrivning uden bindinger fra Staten. Staten fastsætter kun minimumsstandarder for det kommunerne skal leve op til, og derudover er der kommunal selvstyre.


• Kommunernes styreform er ligeledes negativ parlamentarisme med et kammer, men med valg hvert 2. år.
• Staten besidder kun ejendom, der har karakter af naturlige monopoler, med det formål at skabe konkurrence på området, såsom veje, jernbaner og lignende.

Politiken: »I mine øjne burde der ikke være så mange zoologiske haver i Danmark. Et seriøst anlæg skal efter min mening leve op til nogle helt klare kvalitets- og etikkrav. Det er der mange, som ikke gør, og med dem har jeg svært ved at se formålet ved at drive en zoo«, siger Bengt Holst.

Bengt Holst er i øvrigt vicedirektør i Zoologisk have i København, som har svært ved at få indtægterne til at dække udgifterne.

For at opsummere sagen lidt anderledes end Bengt Holst ville gøre, så handler det om at de store zoologiske haver er i problemer, og er udsat for hård konkurrence fra de mange små haver, som Næstved Zoo. Nu søger de store at bekæmpe de små ved at kræve overholdelse af nogle såkaldte kvalitets- og etikkrav, som blandt andet skulle kræve nogle bestemte former for formidling, forskning og bevaring. Alt sammen ting som er lette at gøre når man er stor, og umuligt at gøre som lille eller nyetableret. Til formålet vil de store benytte Rådet vedrørende Hold af Særlige Dyr under Justitsministeriet, som skal godkende alle nye anlæg, og som selvfølgelig har repræsentation af de store haver.

Bevars, alle zoologiske haver skal behandle dyrene ordentligt, og det tror jeg ikke der en nogen, der er uenige i; selv ikke de små haver. Men at lave regler derudover virker ikke særligt logisk, hvis man altså ikke har andre motiver med i bagagen. Formidling, forskning og bevaring er alt sammen meget agtværdigt og godt, men synes ikke rigtigt at være nærliggende at stille det som krav for at have en zoologisk have. Bevaring er lige til højrebenet, da det antageligt er billigere at avle dyrene selv end at skulle købe dem udefra, og så kan man også vise de populære dyreunger frem. Formidling er en god idé for at tiltrække gæster, om ikke andet, så er formidling svært at undgå på et eller andet niveau. Hvorfor man absolut skal lave forskning for at drive en zoologisk have er en gåde, men det kan være et krav fordi det er svært.

I 1773 protesterede de amerikanske kolonier mod den britiske regerings urimelig beskatning og indgreb i koloniernes økonomi ved at afvise skibe med te, men i Bosten gik det galt, og teen blev smidt i havnen under det såkaldte Boston Tea Party. I de sidste par uger, er overalt i USA blevet holdt nye Tea Parties mod Obamas nye regering, og dens hovedløse uddeling af skatteborgernes penge til forfejlede investorer, og der er planlagt masser af Tea Parties i den kommende tid også.

Af en eller anden årsag er der nærmest ingen mediedækning af de mange demonstrationer, og det er ingenlunde fordi der er tale om små demonstrationer, som billederne viser. Dog har det "svagt" venstreorienterede New York Times ment at det var vigtigere, at omtale en ligegyldig bustur uden ret mange deltagere. De mange velbesøgte Tea Parties har i hvert fald ikke været nævnt i den danske presse, men du er det danske mediebillede jo også helt enige i at Obama er frelseren, og hans såkaldte hjælpepakke er det eneste rigtige, hvilket der også er delte meninger om i virkeligheden. John Stossel fra programmet 20/20 forklarer det rigtigt godt i dette 7 minutters indslag:



Et par gennemgående temaer handler om Atlas og hans shrugging og ikke mindst John Galt og hans gøremål, som næsten er blevet er selvstændigt begreb. Referencen er til Ayn Rands bog "Atlas Shrugged", som handler om en alternativ verden hvor hun beskriver hvordan USA langsomt bliver mere om mere socialistisk. Udviklingen er beskrevet i mindste detalje, hvor mange af regeringens nye love har meget positive titler, som American Recovery and Reinvestment Act, men i virkeligheden er frygtelige og katastrofale indgreb i borgernes frihed, og langsomt men støt eroderer deres velstand. John Galt er en af hovedpersonerne, som overtaler de driftige og dygtige mennesker til at sige fra og gå i strejke, simpelthen ved at forsvinde fra samfundet.

Problemet med "Atlas Shrugged" er, at den er intet mindre end profetisk. Den beskriver nøjagtig den udvikling vi ser i dag, hvor de problemer, der er opstået ved reguleringerne af bankerne og manipulation af pengene, bliver bebrejdet på det frie marked og kapitalismen, og nye reguleringer bliver tilføjet på bekostning af borgerne. Når de reguleringer slå fejl, bliver de så fulgt op at nye reguleringer igen. Det profetiske i bogen ligger også i hvem, der efterspørger nye reguleringer, for det er ikke de åbenlyse socialister, men derimod de mange mange virksomheder, som ikke kan klare sig i konkurrencen, eller kan se en smutvej i at få fat i skatteborgernes penge, eller gennem andre former for statslig beskyttelse mod konkurrence. Og det er lige præcis det vi ser i dag. Bankerne og finansinstitutionerne kæmper om at få lov til at formøble skatteborgernes penge, og andre virksomheder med bilfabrikanterne i spidsen vil have hjælp og beskyttelse mod de slemme udenlandske firmaer, som fint har været i stand til at tjene penge i mange år.

Bliver Rands profeti helt til virkelighed, så går vi noget meget slemt i møde, men heldigvis er der da nogen, der siger fra og deltager i Tea Parties. Lad os nu se hvor lang tid der går inden de danske medier vågner op til dåd, og ikke bare laver afskrift af New York Times.

Mikael Jalving: Det er naturligvis alt sammen meget kompliceret – militært, politisk, økonomisk. Men hvis piger skal myrdes for at gå i skole, så bliver det hele lige pludselig meget enkelt.

De danske soldater i Afghanistan er helte i ordets fineste betydning, og de bør hyldes som så!

Erhvervsbladet.dk: Udfordringer og prestige, men også stolthed og drømme. Danske studerende er ikke altid rationelle, når de udpeger drømmevirksomheden. De vil gerne gøre en forskel og forbinder karrieremulig heder med virksomhedens ry og rygte.

Hvorfor er stolthed og opfyldelse af drømme ikke rationelt?

Det er som om rationalitet kun kan forståes som noget der har med penge at gøre. Jo flere penge, jo mere rationelt. Ligeledes med økonomi: Jo flere penge, jo mere økonomisk er man. Og sikke noget sludder det er. Rationalitet er defineret i forskellige varianter på Wikipedia, og gennemgående for dem er at man er rationel hvis ens handlinger hjælper med at få opfyldt ens målsætninger. Rationalitet har ikke noget at gøre med hvad den målsætning så er. Søger man præstige og stolthed, så er det rationelt at vælge den virksomhed, der kan give præstige og stolthed. Økonomi handler om hvordan man skal prioritere mellem flere målsætninger, så man får dem alle opfyldt så godt som muligt. I både økonomi og rationalitet kan penge være en måleenhed, men ingen af begreberne handler som sådan om penge.

Ligeledes fremkommer ideen om at der er et modsætningsforhold mellem den rationelle overbevidsthed og den irrationelle underbevidsthed. Den ellers meget dygtige videnskabsjournalist Lone Frank har lavet et program på DR2, hvor hun interviewer Jean Robert Tyran, som er professor i økonomi ved Københavns Universitet. Her kommer modsætningen mellem overbevidstheden og underbevidstheden for alvor til udtryk i hans kritik af Homo Economicus. Man kan af mange årsager kritisere Homo Economicus, da der er tale om en model af mennesket, og ikke et rigtigt menneske, men kritikken går på at mennesket ikke er rationelt fordi underbevidstheden spiller ind med de arvelige og miljømæssige indkodninger underbevidstheden har. Eller sagt på en anden måde; vi er irrationelle når følelserne styrer. Sikke noget vås.

Beviset skulle være Ultimatumspillet, hvor der er to spillere. Spiller A får en sum penge, f.eks. 100 kr, og skal så dele pengene mellem sig selv og Spiller B. Spiller B kan så enten acceptere opdelingen, eller forkaste den således at ingen af dem får noget. Spillet spilles kun én gang, og man ved ikke hvem modspilleren skulle være, således at der ikke er nogen sociale gevinster i spillet. Det rationelle ville være at Spiller A tager 99 kroner og Spiller B accepterer 1 krone, da 1 krone er bedre end 0 kroner. Men sådan ser det ikke ud til at mennesker spiller spillet. De fleste dele pengene lige, og hvis Spiller B får under 20 kroner, afvises delingen, og ingen får noget. I Danmark ser det ud til grænsen en 30 kroner.

Konklusionen er altså, at mennesket ikke er rationelt, men er styret af følelserne, som er irrationelle. En alternativ og modstridende forklaring kunne være, at eksperimentet i stedet for at vise noget om rationalitet i stedet viser hvor gode mennesker er til, at sætte sig ud over en ellers særdeles fornuftig og rationel kodning af underbevidstheden. I alle andre situationer udenfor eksperimentet er det både fornuftigt og rationelt at straffe spiller, der ikke deler ordentligt, for det vil maksimere udbyttet i efterfølgende spil. Der er ingen grund til at belaste og forstyrre overbevidstheden med det, for det gælder altid, så hvorfor skulle vi ikke kode det ind i underbevidstheden og gøre det automatisk? Vi trækker også vejret automatisk, for der er ingen grund til at vi skal gå og huske på det, når vi alligevel skal gøre det hele tiden

Overbevidstheden kæmper ikke en kamp på fornuftens side mod de irrationelle følelser i underbevidstheden. Over- og underbevidstheden komplimenterer hinanden, og skaber tilsammen et fuldstændigt menneske, og så er det ligegyldigt underbevidstheden bruger andre dele af hjernen til at udføre opgaven. Bevares, underbevidstheden kan være forfærdeligt biased, og giver forkerte og fjollede resultater, men det kan overbevidstheden så sandelig også.

Underbevidstheden er ikke nogen statisk medfødt størrelse. Underbevidstheden kan programmeres og ændres og justeres af overbevidstheden; det er det psykologer blandt andet arbejder med, og der er derfor soldater træner så meget, så underbevidstheden overtager nogle automatiske opgaver, så soldatens overbevidsthed er fri til at gøre andre ting, såsom at holde øje med fjenden og lægge planer for hvordan han skal nedkæmpes. Selv racerkører koder deres underbevidsthed, for underbevidstheden reagerer meget hurtigere, end hvis man skal tage bevidste beslutninger hver gang. Bare det at gå på to ben er så kompleks en opgave, hvor mange mange muskler skal reagere hurtigt og præcist for, at man ikke falder. Det ville være helt umuligt at styre alle musklerne bevidst.

Der er flere dårlige eksempler og dårlige konklusioner i programmet, som alle handler om at påvise at mennesket ikke er rationelt, og at det er fornuftigt at indføre politik, som modvirker denne påståede irrationalitet. Problemet er bare at underbevidstheden og følelserne ikke er irrationelle. Følelserne i underbevidstheden er også dem, der udtrykker vore præferencer; vores mål og ønsker i livet. Som beskrevet, så er rationalitet defineret ved at man forsøger at handle på en måde, der opfylder ens præferencer. Underbevidstheden kan altså pr definition ikke være irrationel, da det er den der definerer hvad der er rationelt. Kun overbevidstheden kan være irrationel, men underbevidsthedens automatik kan i nogle situationer snyde overbevidstheden til at handle irrationelt, som for eksempel i ultimatumspillet.

Det er derfor ikke farbar vej, at man fra politisk hold prøver at imødegå andre menneskers formodede irrationalitet, medmindre man kender deres præferencer og følelser bedre end de selv gør. Vis mig en der siger han gør det, og jeg skal vise dig en selvbedragerisk løgner med storhedsvanvid.

JyllandsPosten: Siden 1. januar 2008 har de norske børsnoterede virksomheder skullet have 40 procent kvinder omkring bestyrelsesbordene for ikke at risikere tvangsopløsning.

(…) »Det er ret klogt af de norske firmaer at rekruttere fra hele Norden. Især fra Danmark, som jo ligger helt i bunden, når det kommer til kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Det er nemt at headhunte kvinder dér, fordi der er så mange at tage af«, siger Marit Hoel fra det norske Center for Corporate Diversity.

(…) I faktiske tal betyder det, at der i dag sidder 48 danske kvinder i bestyrelserne for danske, børsnoterede selskaber, men hele 64 danske kvinder i de norske bestyrelser. Nordmændene kan med andre ord godt få øje på de kompetente danske kvinder.

Det her er jo på ingen måde nogen overraskelse, tværtimod så er det udtryk for, at danske kvinder stormer frem gennem ledelsesrækkerne, og nu får lov til at træde deres barnesko som norske bestyrelsesmedlemmer.

Med det skrækkelige lovindgreb de har gjort i Norge i et desperat forsøg på ensrette kønnene, som de kalder ligestilling, har de Norge effektivt sænket baren for hvor mange kompetencer bestyrelsesmedlemmer skal have. Derfor er det helt åbenlyst, at de norske firmaer kigger til Danmark, hvor der opbygget en kæmpe underskov af karrierekvinder, som står højt på trappen til bestyrelseslokalerne.

»De valgte mig på grund af min profil og min erfaring. Mit køn er bare et af parametrene. Der er ingen kvinder, der får en bestyrelsespost uden at være dygtige«, siger hun [Helle Trap Friis].

De er ganske sikkert alle meget dygtige, men det er ikke ensbetydende med at alle er dygtige nok til at få bestyrelsesposter, hvis ikke kønnet var en parameter. Jeg kan på ingen måde se hvorfor kønnet skulle være en parameter i bestyrelseslokalet, hvis ikke loven sagde det.

Men der er ingen grund til bekymring. De norske virksomheder får nu dårligere bestyrelser, hvilket gør det lettere for danske virksomheder at konkurrere, og Danmark får uddannet mange kvindelige ledere til at blive bestyrelsesmedlemmer ved at give dem erfaringer, hurtigere end de ellers ville have fået dem. Det er som en fodboldkamp mellem Norge og Danmark, hvor nordmændene starter med at score to selvmål. Tak Norge!