Udland

"Politikernes holdning til bistandshjælp spiller ind på, hvor vælgerne vil sætte deres kryds, ” fortælles der om en undersøgelse analysebureauet Zapera har lavet for fem danske udviklingsorganisationer.

Et klart flertal af vælgerne, 57 procent, erklærer sig enige i, at Danmark har råd til at bruge flere penge på både velfærd hjemme og u-landshjælp ude, mens 46 procent ønsker, at en kommende regering fører u-landshjælpen tilbage til én procent af bruttonationalindkomsten (BNI) og derved ændrer VK-regeringens beslutning om at sænke den til 0,8 procent. Kun 34 procent erklærer sig uenige.

Sikke en røverhistorie over et bestilt analysearbejde!

Som man spørger, får man svar. Jeg er ikke et sekund i tvivl om spørgsmålene er udformet til at give ”det rigtige svar”. Alligevel kommer kun 57 % med det ønskede svar. Når det er sagt, så er der et helt andet problem, for folk mener ikke altid helt hvad de siger. Det klassiske eksempel er, at undersøgelser om folks villighed til at købe økologisk ikke rigtigt stemmer overens med indholdet af indkøbskurven. Spørgsmålet er om vi skal tro på hvad folk siger, eller hvad folk gør. Jeg kan bedst forholde mig til det folk rent faktisk gør.

Med hensyn til ulandsbistand, så er det så heldigt at hvis folk ønsker flere penge til ulandsbistand, så behøver de slet ikke gøre det gennem staten – de kan helt selv donere pengene. Hvis de 57 % ikke har doneret et beløb, som svarer til én procent af bruttonationalindkomsten så er de nogle hyklere. I virkeligheden ønsker de ikke at give penge til ulandsbistanden, de ønsker at alle andre skal give penge til ulandsbistanden.

For at gøre det hele lettere, så er her en lille hurtig liste over dem, der har betalt undersøgelsen:

• Folkekirkens Nødhjælp - Dankort og PBS
• Mellemfolkeligt Samvirke - Dankort, bankoverførelse, SMS, gavebrev, testamente
• Red Barnet - Telefon, SMS, giro, bankoverførelse og Dankort
• Care Danmark - PBS, giro, Dankort, Visa, telefon, testamente
• IBIS - Dankort, PBS, SMS, bankoverførelse

Vil man give til nogle organisationer, hvor man nok får lidt mere for pengene, så er der også et par stykker af dem her:

• Bill & Melinda Gates Foundation - langsom side
• William J. Clinton Foundation - MasterCard, Visa og American Express,
• KIVA - Microfinance

Så kom ud af hullerne og doner nogle penge. Så behøver vi ikke bruge en masse tid og kræfter på at indkræve alle skattekronerne, for derefter at give dem til afrikanske diktatorer eller de samme organisationer, som man selv kan støtte.

Op mod 90% af billederne fra Afrika er taget af hvide fotografer fra USA og Europa. Det altovervejende mediebillede er et Afrika i fattigdom og sult, men det er ikke nødvendigvis et sandt billede af situationen i Afrika.

Afrika er et kontinent og ikke en katastrofe. Diversiteten i Afrika er enorm, og Afrika er meget andet end nød og hjælpeløshed. Ethan Zuckerman beskriver det helt fantastisk.

Africa’s not an issue. It’s not a cause or a problem. It’s a continent - a complicated, confusing, beautiful continent, with wealth and poverty, peace and strife, success and tragedy. When Africa becomes a cause, we tend to see only one side of the continent - a helpless, dependent, starving side that “needs our help”.

To actually accomplish the goal of Live 8 - the elimination of poverty in Africa - Americans and Europeans have to get a great deal smarter about this other Africa. This Africa needs investment and trade, rather than just aid and debt forgiveness This Africa is open for business. This Africa is as important and as real as the Africa that needs help.

Imagining Famine tager kritisk fat på emnet om hvordan sult bliver fremvist I vesten, og det er ikke et kønt billede. Det er dog et par munitter værd at se lidt på siden.

Det er påfaldende at billederne ofte fokuserer på kvinder og børn, som værende passive ofre. Billederne er stort set alle sammen nogen, der får vores hjerter til at græde, og giver os dårlig samvittighed. Den dårlige samvittighed kan man selvfølgelig betale sig fra ved at give penge til forskellige hjælpeorganisationer – som tilfældigvis også af dem, der producerer billederne. Porno sælger, og det gælder også når det er fattigdomsporno.

Billederne bruges til at fremprovokere en skyldfølelse, ved at trække et spor tilbage til kolonitiden, og derved prøve at forklare nutidens elendighed. Måske er det en begrundet årsagssammenhæng, men resultatet er også at afrikanere gøres ansvarsløse for deres nuværende og fremtidige situation. Følelsen af afrikansk ansvarsløshed er udbredt hos de blødende hjerter i vesten, hvilket er slemt nok. Endnu værre er det når afrikanerne og de afrikanske ledere også føler ansvarsløsheden og falder ind i en offerrolle.

Fattigdomspornoen og den afrikanske ansvarsløshed viste sig i fuldt flor til de verdensomspændende Live8 koncerter i 2006. Her kunne alverdens blødende hjerter lindre deres dårlige samvittighed ved at gå til koncert. Vel at mærke koncerter, der aldrig vil kunne opnå deres formål, men som gav en masse musikere mulighed for at vise deres egne blødende hjerter til verden (uden betaling selvfølgelig).

Live8 er en direkte udløber fra Bob Geldorfs ”Band Aid” koncerter i 80’erne. Band Aid gik ud på at afhjælpe en fattigdom i Etiopien (somaldrig har været koloniseret), hvor militærdiktatoren Mengistu gerne brugte sult som våben mod oprørere, og havde den største foragt overfor hjælp fra udlandet, selvom det gjorde at han lettere kunne fortsætte hans regime med militær støtte fra både Rusland og Cuba. Hungersnøden kom ikke fra noget fremmed sted når man tager Mengistu socialistiske planøkonomi i betragtning.

Selvom billederne af et lidende Afrika kan finansiere vestlige hjælpeorganisationers dårlige samvittighed på den korte bane, så lider Afrika uden tvivl under det på den lange bane. Hjælpen til de sultende bliver også en hjælp til frygtelige regimers overlevelse. Billedet af Afrika får vesten til at blive paternalistisk overfor de afrikanske lande, og det er synd. Afrika er ikke fuld af ansvarsløse børn i voksne kroppe. Afrikanerne er voksne mennesker, der ønsker at forbedre deres liv til trods for fattigdom og regimer, der har værdifællesskab med sovjet og store dele af venstrefløjen her hjemme.

Indonesien vil ikke frigive prøver af fugleinfluenza til medicinalvirksomheder eller kommercielle vaccineproducenter fordi de er bange for at de vil lave vacciner, som er for dyre for folk i ulandene. Indtil videre har de kun leveret prøver til WHO med en klausul om, at de ikke må gives videre.

Med den fremgangsmåde kan Indonesien være ret sikker på, at der ikke udvikles dyre vacciner. Der vil sandsynligvis slet ikke blive udviklet en vaccine overhovedet. Hvilken fordel Indonesien får ud af begrænsningen er uvist. Jeg tror det eneste er, at betingelserne lyder godt for alle med hang til socialisme.