Samfund

I Haiti er over 80% af skolerne styrtet sammen og uddannelsessystemet er under kollaps, men betyder det er børnene ikke går i skole? På ingen måde.

Makeshift schools popping up in Haiti's tent cities: makeshift schools are springing up in the encampments that shelter children and their families. Inside the national soccer stadium — now a bustling tent city home to several hundred people — Longchamp leads more than 60 children in daily exercises. On a recent morning, the children formed a massive circle.

Har man bare en smule tillid til at forældre, som de er flest, vil det bedste for deres børn, så burde det ikke komme som nogen overraskelse at de ønsker at deres børn skal lære og dygtiggøre sig. Forældrene søger helt naturligt uddannelsesmuligheder for deres børn hvis de kan se en fremtid for dem. Det kan de åbenbart på Haiti, og hvorfor skulle danske forældre ikke også kunne se en fremtid for deres børn?

Lytter man til politikerne og det meste af venstrefløjen, så får man dog et andet indtryk. Hvis ikke politikerne, og her menes de røde politikere, ikke sikrede at staten uddannede børnene, så ville ingen få nogen uddannelse, og det hele ville gå af H til. Det er i høj grad den filosofi, der ligger bag synet på private grundskoler. Holder man ikke dem stramt i ørerne, så får børnene jo ikke en ordentlig uddannelse, lyder det. I deres optik er privatskolerne bare et sted hvor de ressourcestærke forældre kan holde deres børn væk fra pøblen på det offentliges regning.

Men eksemplet fra Haiti viser lige det modsatte. Et fattigt samfund, der er blevet totalt smadret, og alligevel bliver børnene undervist og kommer i skole. Skolerne behøver ikke en stat tila t sørge for at der er skoler til børnene, og derfor bør det negative syn på private grundskoler blive revideret. Skal myndighederne have en rolle på skoleområdet, så bør det kun handle om at hjælpe dårligt stillede familier med at kunne give deres børn en god en uddannelse. Måske kan myndighederne hjælpe med vejledning i hvilken type skole der er bedst for det enkelte barn. Men myndighederne har ikke nogen grund til at drive og bestemme over skolerne - medmindre det handler om at politikerne gerne vil have magt.

Politiken lever op til sit navn, når den selv spinner politik om Obamas sundhedsreform.

Politiken: Obamas tale maner myter i jorden: I dag står op mod 47 millioner amerikanere uden sundhedsforsikring, der kan sikre, at de kan få lægehjælp og medicin, hvis de rammes af sygdom.

Det er der bred enighed om, men tallet indeholder 10 millioner immigranter, som Obame alligevel udelukker fra ordningen. I gruppen er der også 60 procent studerende og unge under 35, der er så sjældent er syge, at det kan betale sig - prisen på sundhedsordningerne er nemlig pumpet op af logvigningen, men mere om det senere. Flere millioner er fattige, som allerede er berettigede til Medicaid, men ikke har bedt om det, og endelig er der en fjerdedel af de 47 millioner, der er blevet tilbudt en forsikring af deres arbejdsgiver, men har sagt nej fordi den er for dyr. Tallene kan ikke lægges sammen fordid er er tale om estimater, men de taler alligevel deres tydelige sprog om at problemet i virkeligheden er meget lille. Nogen mener at det reelle antal af ufrivilliget ikke har har en forsikring er 5 millioner. Ud af en befolkning på 350 millioner mennesker, burde der være overkommeligt uden så enorme og bekostelige reformer.

Samtidigt oplever de mange borgere, som har en privat sundhedsforsikring, at priserne gennem de seneste par år eller fem er steget med omkring 30 procent - og at de skal slås med forsikringsselskaber om udbetalinger, hvis de får brug for behandling.

Priserne stiger, men amerikanerne modtager også meget meget mere behandling end vi gør. I flere stater foreskriver loven hvad der skal være indeholdt i en forsikring. Hvis man ved at man formodentlig skal besøge en læge fire gange om året, så er det ikke noget man kan forsikre sig imod. Prisen for de fire besøg bliver lagt oven i forsikringsprisen dolalr for dollar pris administrationsgebyr og så videre. Når man så først har forsikringen, så så kan man bare bruge løs af ydelserne, hvilket alt andet end lige gør forsikringen endnu dyrere uanset om man bruger mange ydelser eller ej. Det er her mange studerende og unge mennesker springer af vognen. De er sjældent syge, og ønsker derfor ikke at betale en formue.

Denne Youtube video forklarer meget godt problemet med ObamaCare.



Det er bare værd at bemærke, at den forsikring med høj selvrisiko slet ikke er lovlig, og at skattesystemet favoriserer forsikringer gennem arbejdsgiveren, hvilket gør det meget dyrere at købe en forsikring som privatperson. Når Obama vil tvinge arbejdsgiverne til at give sundhedsforsikringer til deres medarbejdere, så fordyrer det voldsom at ansætte folk, og det vil specielt gå ud over de lavtlønnede jobs, som dermed forsvinder og efterlader flere i elendighed.

Politiken: Som det er nu, fungerer konkurrencen på sundhedsforsikringerne ikke synderligt godt.
»Sandheden er, at i de fleste stater dominerer et-tre selskaber hele markedet«, forklarer han.

Det er også korrekt, men det er lovgivningen, der praktisk talt forbyder konkurrence. Det skønnes at 12 millioner af dem uden forsikring ville blive forsikrede hvis det blev lovligt at købe forsikringer på tværs af statsgrænserne, men det er det ikke. Kravene og begrænsningerne på forsikringsselskaberne er så store og omfattende, at det burde være klart for enhver at konkurrence bliver ikke-eksisterende. Priserne er skruet op og der der er dårlige konkurrenceforhold, og så vil Obama yderlige lave priskontrol på forsikringerne. Aldrig i hele menneskehedens historie har priskontrol fungeret. Det nyeste eksempel på det blev set på fødevarer i Zimbabwe med sult og elendighed til følge.

Modstanderne har blandt andet protesteret mod det, de kalder 'dødspaneler' - embedsmænd, der skal afgøre, om enkeltpersoner skal behandles eller ej. Først med præsentationen af sundhedsreformen kan påstandene skydes tilbage.

Men det er ikke nogen myte.

Detroit Free Press: Medicare already has the statutory authority to reduce the amount it will spend on elderly and disabled patients, but largely cannot exercise that authority. Federal law says that Medicare may deny coverage for services that are not “reasonable and necessary,” but gives no guidance on what “reasonable” and “necessary” mean. That effectively leaves the issue in the hands of the bureaucrats at the federal Centers for Medicare & Medicaid Services.

Vi kender det også alt for godt herhjemme. Panelerne sidder i Sundhedsstyrelsen og beslutter hvilke behandlinger danskerne skal tilbydes, og når en behandling ikke findes i Danmark er det ligeledes bureaukrater, der beslutter om vi skal have behandling i udlandet. Et af de mest kendte eksempler er de famøse kræftbehandlinger i Kina, som ikke er tilgængelige for danskere - medmindre vi selv betaler. Måske virker den kinesiske behandling meget dårligt og måske virker den slet ikke, men det er ikke pointen. Spørgsmålet er hvem der siger nej til behandling. Er det statens "deahtpanels" eller er det patienten gennem sin egen pengepung og valg af forsikring. Vi skal huske på at i Danmark og under ObamaCare skal der betales så meget i skat, at det forhindrer de fleste i at betale for behandlingen selv, ja man har ikke råd til private sundhedsforsikringer.

Politiken : Den vil også hindre, at at selskaberne smækker kassen i midt under kemobehandlingen af et kræftoffer eller på lignende vis afbryder hjælpen til de syge.

Jeg synes det lyder som en meget god regel, at et forsikringsselskab skal betale for behandlingen hvis den er diagnosticeret i dækningsperioden. Men det er slet ikke det ObamaCare handler om. Nu er det bare statens buresukrater, der smækker kassen i.

Hvis ObamaCare handlede om at give sygesikring til fattige, så ville simple ændringer i MediCare og MedicAid være rigeligt. Et voucher system ville gøre underværker til at give fattige selvbestemmelse over deres egne behandlinger, men den idé slog Obama ned i sin tale. Obamas sundhedsreform handler ikke om at give fattige sygesikring, men om kontrol med hvilke sundhedsydelser alle amerikanere kan få. Lovgivningen er allerede omfattende og overordentlig skadelig, men demokraterne, røde som de er, kunne aldrig drømme om at fjerne regulering af markedet når først det er lykkes at få det gennemført. For dem er det meget bedre at regulere endnu mere i håbet om at rette op på fejlene. Det er præcis det Obama er i gang med og intet andet. Der er ikke noget at sige til at frihedselskende amerikanere ikke vil overlade endnu mere kontrol med deres sundhedsordninger til politikerne, og slet ikke politikere de ikke stoler på.

Obamas tale.
En oversættelse af dele af talen til almindelig sprog.

Måske er det agurketiden, men medierne er fyldt med historier om folk, der bliver restforfulgt og kritiseret for at have gjort noget, som ikke kommer nogen til skade; ja nogen gange er alle involverede glade.

Købte baby på internettet: Et hollandsk par er anklaget for at have købet en belgisk født baby på internettet.
Parret kunne ikke selv få børn og tog derfor kontakt til drengens biologiske mor, efter at de havde set en annonce på internettet.

(...) Hollandske medier hævder at parret betalte drengens biologiske forældre op mod 10.000 euro - det svarer til knap 75.000 danske kroner.

Den biologiske mor er glad, hun har fået en stor bunke penge, og hendes barn har formodentligt fået et godt hjem, hvilket må formodes når adoptivforældrene er villige og i stand til at betale så meget. Adoptivforældrene har fået sig et barn de brændende ønsker sig. Barnet har bare krav på gode og omsorgsfulde forældre, og det kan adoptivforældrene nok bedre give end den biologiske mor, som formodentligt har bortadopteret sit barn af nogle årsager.

Alle involverede er glade. Der er ingen ofre. Hvad er problemet?

Det er nok pengene, der er problemet, for "man må ikke handle med mennesker." Men det har de ret beset heller ikke gjort, for de har handlet med forpligtelsen til at give barnet en god opvækst. Man må gerne forære børn væk, det vil sige forære forpligtelsen væk. Hvorfor det ene er værre end det andet er ikke åbenlys.

Fynsk greve tog for høj husleje: Byretten i Odense har givet sommerhusejerne ret i, at grundejeren, grev Niels Iuel Reventlow, krævede for meget i leje, da han i 2006 satte prisen op, og han skal nu betale en del af pengene tilbage.

Greven udlejer sin jord på den attraktive Bøgebjerg Strand ved Kerteminde til 59 sommerhusejere, men ifølge sommerhusejerne har han gennem årene ladet huslejen stige urimeligt meget.

(...) Nu har retten fastsat et niveau for lejen, der ligger under det, greven opkrævede, og han skal derfor betale sommerhusejerne en del af penge tilbage.

(...) Problemet for sommerhusejerne på Bøgebjerg Strand er, at fritidshuse på lejet grund ikke er omfattet af for eksempel lejeloven, og at udlejeren derfor kan hæve lejen så meget, som udlejeren ønsker det - uden at lejerne kan gøre noget.

Altså en lejer og en udlejer indgår en aftale om leje af noget ejendom og hvordan fastsættelse af betaling skal fastsættes. Lejer fortryder og klager, og retssystemet ændrer aftalen og fastsætter en pris de mener er rigtigt. Det er da ikke rimeligt?

I den konkrete sag, kan udlejer åbenbart hæve lejeprisen efter forgodtbefindende, og det er da surt for lejerne når det sker. Men hvis lejerne ikke er tilfredse med prisen, så står det dem frit for at opsige lejemålet og forlade ejendommen. Er prisen for høj, så kommer der ikke nye lejere, og udlejer taber penge. Hvis lejerne var smarte, så skulle de i stedet få indført restriktioner på hvordan udlejer kan hæve lejen, men det har de ikke gjort.

Journalisten påstår det er et problem, at fritidshuse ikke hører under lejeloven, hvor huslejenævnet bare kan nedsætte en aftalt leje. Problemet er ikke at fritidshuse ikke hører under lejeloven. Problemet er at lejeloven overhovedet giver mulighed for at ændre frivillige aftaler mellem en lejer og en udlejer. Det er formodentlig de bestemmerlser i lejeloven, der har fået lejerne i den denne sag til at være så skødesløse ved indgåelsen af lejekontrakten.

Greven har overholdt lejekontrakten, da han hævede lejen. Hvad er problemet?

Problemet er nok, at han både er greve og udlejer, og så er der jo ikke nogen tvivl om at han er ond.

Overskriften er den eneste konklusion man kan drage af kritikken, der er haglet ned over Metroen efter de afvise at vise bøsseporno på stationernes storskærme. Men nu har presset åbenbart fået Metroen til at skifte mening. Filmen kan ses hos Politiken. Utroværdigheden i sagen stiger når journalisten fra Politiken kun kan finde positive reaktioner på gaden om filmen - måske har det noget med spørgeteknikken og udvælgelsen af personer at gøre! Journalistisk makværk er det.

Hele sagen er i det hele taget fjollet. Folk overlever nok lidt blød bøsseporne, men derfor bør det stadig ikke være noget man får slynget i hovedet når man benytter offentlige transportmidler. Nu vælger Metroen så at bøje sig, og det er fint nok, så kan vi andre håne Metroen for dens mangel på pli - hvis vi altså gider bruge tid på på det.

De principielle anklager i sagen gør at det ikke er helt ligegyldigt alligevel. Blandt andet påståes det, at metroens afvisning skulle være udtryk for en form for politisk korrekthed, men det er jo helt omvendt. Det er bøsseorganisationernes ønske om at ændre normerne for pli i samfundet, ved at tvangsudstille bøsseporno i offentligheden, der er udtryk for politisk korrekthed. Metroen skulle have gang i censurering og diskrimination er helt ude i hampen.

Politiken: »Det er super positivt, at de er villige til at ændre mening. Det er vigtigt at vise, at de ikke bidrager til forskelsbehandling og censurering«, siger formanden for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, HC Seidelin, til politiken.dk på en telefon fra Berlin.

Hvordan en afvisning af bøsseporno i metroen på nogen måde kan være diskriminering, forstår jeg ikke. Hvis hvis man viste almindelig porno i metroen, så er bøsseprono alligevel så normbrydende at der burde laves af afgrænsning (synonym for diskrimination) her.

Hvis det er censur, så er enhver afvisning aviserne laver af materiale censur, og det en absurd devaluering censurbegrebet, som helt undervurderer det frygtelige i ægte censur. Private virksomheder skal selv bestemme hvordan de vil udtrykke sig, og vi kan så håne dem for deres valg. Men Metroen er ikke bare et privat selskab, det er ejet af kommuner og stat, og har derfor nogle flere forpligtelser overfor offentligheden, der gør at det ikke er her normbrydning og normudviklingen skal foregå. Som offentlig selskab skal Metroen søge noget der ligner normkonsensus, og det er kan bøsseporno når man skal med toget ikke siges at være.

Henrik Gade Jensen har begået en meget spændende artikel på Liberator kaldet "Ret uden stat", og er et opgør med ideen om at staten er det eneste, der kan skabe ret, og at retspositivismen, altså tanken om at statens love per definition er retfærdige (eller at retfærdighed er et ligegyldigt begreb).

Retsstatens ideologiske legitimitet har været retspositivismen. Ifølge retspositivismen findes der ingen anden ret end den, som staten fastsætter. Og staten defineres som det faktiske magtmonopol i et samfund. Hvis en forbryderbande kan have held med at herske uindskrænket i et samfund, så er den staten. Og forbryderbandens ordrer er lov.

Loven får sin legitimitet alene i kraft af den magt, der står bag den. Loven defineres ikke ud fra dens moralske indhold, men udelukkende i kraft af tvang. Loven skal således følges, uanset om vi synes den er god eller dårlig. Og enhver overtrædelse af loven straffes med sanktioner.

En meget ind-til-benet beskrivelse af staten, men en definition af staten er det dog ikke helt. Mit bud på en definition af en stat er "en organisation, der med vold tvinger folk til at følge regler, de ikke nødvendigvis er enige i." Den definition omfatter også rockere og andre bander, der gennem vold eller trusler om vold, håndhæver et regelsæt overfor ikke-medlemmer. I det perspektiv er staten at sammenligne med en (for statens synspunkt) forbryderbande - eller en forbryderbande er at sammenligne med en stat, hvilket nok er den mest korrekte sammenligning.

For at vurdere legitimiteten af en statsorganisation må man efter min mening se på om den beskytter de negative borgerlige frihedsrettigheder eller den ikke gør. Mange forbryderorganisationers modus operandi er at krænke frihedsrettighederne, og deres legitimitet kan derfor ligge på et meget lille sted. Stater, der systematisk krænker frihedsrettighederne, kaldet også forbryderstater eller terrostater.

Problemet er når vi skal vurdere legitimiteten i vores egen stat, for det kan retspositivismen stå i vejen for, for ifølge restspositivismen har frihedsrettighederne ingen relevans, kun statens egne regler er værd at beskæftige sig med, og staten definerer, naturligvis, sig selv som legitim. Men hvad er alternativet, for vi må have orden!

Retsstaten forudsætter, at ret kun kan skabes af staten og, at ret er det, som staten fastsætter som ret. Baggrunden for, at denne holdning kunne blive dominerende i de sidste par århundreders europæiske politiske tænkning er en overbevisning om, at orden må skabes for at kunne være ordentlig.

(...) Der findes faktisk eksempler på orden, hvor der ikke ligger en bevidst planlægning til grund. Hvad der umiddelbart tager sig ud som konstrueret eller designet, kan i visse tilfælde være et resultat af en proces, hvor ingen har intenderet sluttilstanden. Hayek kalder disse ordner for spontane eller evolutionære ordner.

(...) Der findes altså et normsystem, som ikke er dikteret eller opretholdt gennem sanktioner. I de sproglige regler for korrekt sprogbrug har vi et glimrende eksempel på et ikke-designet regelsæt. Og det er sandsynligvis ikke nogen tilfældighed, for det er faktisk meget svært at tvinge folk til at tale et nyt sprog. Og der har ikke været held med at implementere rationelt indrettede kunstsprog.

Normer; kultur; samfund; orden. Det spontant organiserede samfund er altså i stand til at skal orden og ret i overensstemmelse med retfærdigheden. Normerne er så indgroede, at vi ikke bemærker, at det er regler vi overholder. kun når vi rejser ud i verden og oplever andre normer ser vi det. Nogen finder det inspirerende at opleve forskellene, andre finder det foruroligende, og i stedet for at reflektere over egne normer, kan nogen finde på at betragte andre kultures normer som laverestående eller primitive. Nogle normer kan sagtens siges at være krænkende i forhold til frihedsrettighederne, men efter min mening kan ethvert samfund vurderes i forhold til frihedsrettighederne, og hvordan det behandler dissidenter fra normerne.

(...) med Hayeks ord: “Retspositivismen er … socialismens ideologi, for nu at bruge navnet på den indflydelsesrige og respekterede variant af en konstruktivistisk tankegang, og troen på lovgivningsmagtens almagt. Det er en ideologi, der i bund og grund tilstræber fuldstændig kontrol over den sociale orden, og som er overbevist om, at det står i vores magt at bestemme, hvordan samfundet skal se ud i enhver henseende.”

(...) Ret kunne ifølge Savigny slet ikke dikteres af staten eller af fornuften, men kun udvikles som i en organisk proces ligesom sprog og skikke. Savigny var bl.a. inspireret af englænderen Edmund Burke, der mere end nogen anden betonede visdom - men i det overleverede, og advarede mod statens forsøg på at implementere dens idealer i samfundet.

I socialismen er mennesket ikke et socialt dyr, men et arbejdene dyr. Ændrer man samfundet og designer magtstukturerne på en "fornuftig" måde, så kan man socialisere mennesket, og mennesket bliver dermed i stand til at opnå sit fulde potentiale og blive lykkelig. Det spontane evolutionære samfund opfattes som en trussel mod menneskets lykke, og den restspositivistiske stat er født.

Ser man derimod mennesket som et grundlæggende socialt dyr, der skaber samfund og søger sin egeninteresse, så er sædvaneretten et alternativ.

En overholdelse af loven bygger først og fremmest på egeninteresse, og en krænkelse betragtes som en skade eller tort, der kræver erstatning fra den skadelidte. Sædvaneret anerkendes, fordi den bygger på gensidighed. Hvert individ har en interesse i at handle i overensstemmelse med andres forventninger. Autoritære love behøver derimod en stærk magt for at kunne opretholdes og et professionelt korps til at foretage retsforfølgelsen.

Berlingske: De irakiske flygtninge, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke, får lov til at blive. Det har menighedsrådet besluttet

Man kan have mange indvendinger mod at hjemsende flygtninge, der har levet og skabt sig en tilværelse i Danmark, og man kan spekulere over hvorfor det er vurderet, at kristne irakere kan hjemsendes uden man bringer dem i fare; Irak er blevet meget fredeligt, men kristne bliver stadig forfulgt. Hvorom alting er, så har myndighederne vurderet det er sikkert for dem at vende tilbage, og velfærdsstaten har dårligt råd til at der dannes præcedens for at flygtninge bare kan blive i Danmark efter der er blevet fred i hjemlandet.

Jeg synes det er fint man kan søge tilflugt i kirkerne, og politiet skal ikke pågribe flygtningene medmindre menighedsrådet beder politiet om det. Men når menighedsrådet vælger at huse flygtningene udenfor dansk lovgivning, så må de også have ansvaret for dem. De må sørge for mad, tøj og andre fornødenheder. Vil de ikke det, så må menighedsrådet sætte flygtningenes på gaden, hvor politiet venter.

Måske kunne man køre denne model videre for andre afviste flygtninge. Dem, der er imod udvisningerne kan få tilbudet om at adoptere de afviste, og overtage alle forsøgerpligter og ansvar for de udviste. Hvis de udviste har brug for understøttelse eller anden hjælp, så er det adoptanterne, der skal op med pungen. Begår de afviste kriminalitet, så er adoptanterne økonomisk ansvarlige for både erstatning, sagsomkostninger og prisen for opholdet i fængslet. Det er reelt de omkostninger de beder resten af samfundet om at betale, så hvorfor ikke bede dem handle som de prædiker.

Jeffrey Tucker har skrevet en god artikel på Mises blog om copyright, som jeg på grund af artiklens indhold vil vove at oversætte i sin helhed.

Af de ca. 18 artikler jeg har skrevet om "intellektuel ejendomsret", har min uddybning af en bog jeg mener er epokegørende, Against Intellectual Monopoly, skabt en syndflod af emails, som jeg aldrig før har set om noget emne. Det, der får folk op af stolene er konklusionen: I et frit marked bør der ikke være nogen lov om patenter og copyright.

Det mange gør, som er ret deprimerende fra en forfatters synspunkt, er at tage konklusionen, ignorere begrundelserne og argumenterne, og så forsøge en hurtig ryglænstilbagevisning.

Det lyder altid som noget i denne retning: "Så du siger at jeg bare kunne stjæle denne artikel du har skrevet, sætte mit eget navn på og sælge den. Og det ville der ikke være noget i vejen med?"

Nogen går ligefrem skridtet videre, og gør netop det; sætter deres navn på, poster det et sted, og sender mig linket.

Jeg tænker præcis det samme som du tænker: "Sikke en nar!"

Jeg er ikke sikker på hvilket svar de havde forventet fra mig. De må virkelig have troet at jeg ville sige: "Hvor er det dog chokerende! Jeg havde slet ikke troet at nogen ville gøre det mod mig, hvis vi afskaffede copyright! Du godeste, dette kan ikke tolereres. Jeg tog fuldstændigt fejl i alt hvad jeg sagde. Jeg er også taknemmelig for alt det staten gør for at beskytte mine intellektuelle værker og mit gode navn." Jeg er ked af at sige det, men det er ikke mit svar. Mit detaljerede svar er følgende: "Hvis du gør det i et frit samfund, vil du ikke blive arresteret af politiet eller blive udsat for fysisk tvang, som beskrevet i lovgivningen. Men alle er frie til at se dig som en slyngel, en nidding, en trussel mod samfundet og en, der fuldstændig mangler troværdighed. Hvis et godt rygte er noget værd for dig, så er det formodentlig en god ide ikke at lade som om man har skrevet noget man ikke har skrevet."

Forskellen kommer her ned til en vidunderlig skelnen, som blev fremsat af Lysander Spooner i det 19. århundrede. Han gjorde meget ud af at forklare forskellen på en last og en forbrydelse. En forbrydelse indeholder vold eller en trussel om vold mod andre mennesker og deres ejendom. En last er i modsætning en langt større kategori af handlinger, som ikke har noget med aggressiv adfærd mod andre eller deres ejendom at gøre.

Laster kan være at lyve, at være ubehøvlet mod andre, æde som et svin i offentligheden, fylde sig selv med stoffer og alkohol, lade være med at bade og derved stinke som et svin, bande i offentligheden, svigte andre, sprede rygter, udvise utaknemmelighed, ikke holde aftaler, være en grådig gnier, ikke gøre det man lover, tage æren for det andre gør, ikke give æren hvor den hører til og andre af denne type ting.

I et frit samfund bliver laster holdt i skak af decentraliseret social pression på baggrund af sociale, etiske og religiøse normer. Det store problem med stat-isme er, at det laver laser om til forbrydelser, og når loven så forkastes har folk glemt at der trods alt er nogle sociale normer, der nødvendigvis må overholdes, og vil blive overholdt når samfundet håndterer sig selv i stedet for at blive håndteret af staten.

Se for eksempel på afskrivning i skolen. En lærer skrev til med med en bekymring om, at det ville blive sværere at straffe elever for at skrive af fra andre, hvis copyrightlovgivningen blev afskaffet. Jeg pointerede at politiet og domstolene ikke arbejder med reglerne i skoen i dag, så hvorfor skulle en ændring i lovgivningen ændre noget ved det? At skrive af, er stadig at skrive af. Lovgivningen har i virkeligheden formået at forskrue samfundets forståelse af disse problemer. Det har gjort, at alle ikke længere er villige til at vedkende os at imitering og genskabelse af andres arbejde er det, der gør udvikling mulig. Den har gjort folk pinlige over at kopiere andres succes og stå ved, at de har gjort det. Forfattere, kunstnere og entreprenører lever alle med en underlig forventning om at alt hvad de laver skal være fuldstændigt originalt, og at de aldrig må trække på andre kilder. Hvor er det fjollet!

På den anden side er vi nogen gange lidt for hurtige til at give staten skylden for nye udbrud af ældgamle laster. Selv uden copyright og patenter vil nogen former for adfærd være forkastelig, urimelig og socialt uacceptable. Hvad ville du for eksempel sige om en lokal forfatter, der påstod at have skrevet et nyt skuespil, der senere viste sig at være skrevet af Shakespeare? Det ville være fuldstændigt legalt at gøre det. Men han ville blive betragtet som en tølper og et fjols resten af livet.

Derfor vil afskaffelsen af lovene om "intellektuel ejendomsret" ikke betyde en eller anden form for skørt alt-for-fri kaos, hvor ingen rigtigt kan være sikker på identitet, værker, hvem skrev hvad, hvilket firma gjorde hvad, hvem æren tilfalder, hvad ens forpligtelser er og lignende. Det vi ville få, ville være en større forståelse for vores moralske forpligtelser overfor hinanden.

I fraværet af statens monopolprivilegier, vil vi blive mere overvågne overfor at give ære til dem, der fortjener det. Du skal stadig behandle andre mennesker pænt, og agere med en sans for fairness, sindsro, retfærdighed som begreberne normalt forstås. Hvis du ikke gør det, så kommer staten ikke og slår dig oven i hovedet, men du vil miste noget der er overordentligt vigtigere.

Med andre ord vil fraværet af IP lovgivningen give os en større forståelse for hvad forskellen er på laster og på hvad der er forbrydelser, og dermed bedre mulighed for at håndtere begge.

The Economist: I næste uge samles politikere fra hele verden i Wien, hvor den den internationale narkopolitik for det næste årti skal fastsættes. Som generaler fra første verdenskrig, vil mange påstå, at det der er brug for er mere af det samme der allerede er gjort. Sagen er, at krigen mod narkotika har været en katastrofe, og har skabt fejlslagene stater blandt udviklingslandene selvom afhængigheden er blomstret i den rige verden. Uanset hvordan man fornuftigt måler det, så har denne hundredeårskrig ikke skabt frihed, været morderisk og ligegyldig. Derfor mener The Economist fortsat at den mindst dårlige fremgangsmåde er legalisering af narkotika.

"Mindst dårlig" betyder ikke godt. Legalisering, som vil være godt for de producerende lande, vil skabe (andre) problemer i forbrugerlandene. som beskrevet nedenfor vil mange udsatte narkobrugere komme til at lide, men i vores perspektiv vil flere få gavn.

Modstandere af denne fremgangsmåde siger, at legalisering svarer til at overgive sig til de kriminelle, og bare fordi de er svære at bekæmpe, bør man stadig prøve. Og skal vi også legalisere hjemmerøverier fordi de heller ikke kan bekæmpes?

Først og fremmest, så er er der nogle uskyldige ofre ved hjemmerøverier, det er der ikke når folk tager narkotika. Selvom en narkoman påvirker familie og venner negativt, så kan man ikke sige at de er mere ofre, end at de kan vende narkomanen ryggen, hvilket er lidt mere problematisk ved hjemmerøverier og tyveri generelt.

Men sagen er, at i alle andre henseender vurderer vi en indsats på hvor godt formålet med indsatsen bliver opfyldt. Kriminalisering fejler uanset hvad formålet er, så derfor må det være på sin plads, overveje nye metoder. For at gøre det må vi gøre formålet klart. Hvad er det vi ønsker at opnå? Mindre kriminalitet, mindre elendighed hos narkomanerne, bedre sundhed eller er vi bare simpelthen bare imod, at folk beruser sig?

The Economist: Legalisering vil ikke bare bekæmpe gangsterne; det vil forandre narkotika fra et lov-og-orden-problem til et sundhedsproblem, hvilket det burde være. Stater kunne beskatte og regulere handlen med narkotika, og bruge indtægterne (og milliarderne sparet fra politi og retsvæsen) til at uddanne offentligheden om risikoen ved at tage narkotika, og til at finansiere behandlingen af narkomaner. Salget af narkotika til mindreårige burde fortsat være ulovligt.

Legaliseringen gør det muligt at hjælpe folk ud af deres forbrug før de fysisk, psykisk og socialt går i hundene. Myndighederne har allerede gennem apotekerne et detaljeret overblik over individuelle personers (mis)brug af stærk smertestillende medicin. Med det system kan der målrettes detaljeret information til brugere, og tidligt tilbud om hjælp hvis forbruget bliver til et misbrug.

Et stort sundhedsproblem for narkomaner og alle andre stofbrugere, er at man aldrig kan vide hvor stærke de stoffer man køber er, og endnu værre er det, at der kan være blandet alle mulige uønskede giftstoffer i af gangsterne eller deres leverandører. Det problem vil fuldstændigt forsvinde, hvis fremstilling og handel med narkotika sidestilles med medicin. Det er heller ikke utænkeligt, at legale lægemiddelvirksomheder kunne opfinde og fremstille bedre og sikrere stoffer.

Gennem skatter og afgifter, kan prisen på de narkotiske stoffer reguleres, men alt andet end lige så udgør langt størstedelen af prisen (nogen siger 99%) "rockerafgiften", som er prisen de kriminelle tager for den ulovlige og risikable distribution. Den afgift vil helt forsvinde, og alt andet end lige vil det blive lettere for narkomanerne at finansiere deres behov, og de behøver derfor ikke begå kriminalitet for at skaffe pengene.

Hvis formålet med indsatsen er, at forhindre folk i beruse sig i det hele taget, så er legalisering nok ikke vejen frem. Måske vil forbruget af narkotika stige, måske vil der komme flere narkomaner. Men vi ved det ikke, for der er alt for mange faktorer, der spiller ind på det. Vi kan dog se, at graden af kriminalisering ikke spiller ind på forbruget af narkotika i forskellige lande, men alligevel må vi nok formode at forbruget vil stige, og svage sjæle vil i større antal opleve problemer end vi ser i dag. At problemerne formodentlig vil blive langt mindre end i dag, ændrer ikke på at der formodentlig vil komme flere. Spørgsmålet er så, om kampen mod beruselsen er vigtigere end narkomanernes sundhed, den øgede kriminalitet og de økonomiske og personlige problemer det giver i samfundet. Er svaret ja, så burde vi også overveje et totalforbud mod nikotin og alkohol.