Obamas historieforfalskning
Skrevet af Kian Conteh i
Nyhedskommentar, Præsidentvalget i USA
Torsdag d. 22. juli 2010
Der er en gennemgående myte om, at Demokraterne i USA kæmper for de fattige og de sorte hvorimod Republikanerne er for de rige og hvide. I weekenden kolportede DR Udland Obamas spin om, at Republikanerne er de riges parti. Men sandheden er en helt anden. Det var de fattigste stater i USA, der valgte Geroge W. Bush begge gange, hvorimod de rige stater konsekvent pegede på modkandidaterne.Historisk set har det altid været Republikanerne, der har kæmpet for borgerrettighederne. Abraham Lincoln befriede slaverne, Eisenhower gennemførte borgerrettighederne, og begge har til fælles med Martin Luther King Jr. og hans far, at de var republikanere. Derimod var det Demokraterne, der kæmpede for slaveriet og imod borgerrettighederne i Syden.
Ligesom Sin Fein i Nordirland havde IRA som en militær fløj af partiet, så havde demokraterne også deres militære afdeling, som udøvede terrorisme mod både hvide og sorte republikanere. Demokraternes militære fløj er bedre kendt som KKK eller Ku Klux Klan. Den nylige afdøde nestor for det demokratiske Robert Byrd var indtil 1952 et ledende medlem af Ku Klux Klan. I mindetalerne, blev hans tid i KKK affærdige som ungdommelig kådhed, selvom Byrd var i trediverne dengang.
Med Demokraternes senere omfavnelse af socialisme, har de brugt den store pensel til hvidvaskning af partiet, så de kunne indfange de fattige amerikanere, hvor sorte er alt for godt repræsenteret, med letfordøjelige budskaber. Ligesom i Danmark, hvor velbeslåede mennesker stemmer på SF for at lindre den dårlige samvittighed over forræderiet af deres egne idealer, så er det lykkedes Demokraterne at bruge socialismen til, at indfange de såkaldte trust-fund demokrater.
Heldigvis har ikke alle amerikanere svigtet den amerikanske iværksætter- og succeskultur. Efter valget af Obama og hans massive overforbrug af skatteydernes penge, er modstanden begyndt at samle sig i Tea Party-bevægelsen, som Demokraterne ironisk nok desperat forsøger, at brande som en flok racister. YouTube flyder over med videoer, hvor Tea Party deltagerne bortviser modstandere, der foregiver at være racister.
Specielt Republikanerne lytter til Tea Party-bevægelsen, og det er på den baggrund Obamas seneste udfald mod Republikanerne skal ses. Republikanerne er i markant mindretal, og kæmper med Tea Party-bevægelsens støtte med alle parlamentariske midler mod Obama. Det har været en torn i øjet på Obama, som nu føler behov for, at bruge fordomme i udfaldet mod det politiske mindretal. Det gør ikke noget, for sådan er spillets regler, men lidt kritisk journalistik ville nu klæde DR.
Had og kærlighed til Bush
Skrevet af Leclerc i
Præsidentvalget i USA
Lørdag d. 2. august 2008
Bloggen The Right Angle har et nævneværdigt indlæg om Bush, som jeg vil forsøge at oversætte.In The BushSelvom jeg ikke er lige så pessimistisk omkring McCain, så synes jeg artiklen beskriver min egen indstilling til Bush. Han var det eneste fornuftige valg, men hans fejl var mange, men alligevel er det hans stålvilje i kampen mod terror, og dermed befrielsen af både Irak og Afghanistan, som gør ham til en af de bedste præsidenter i historien – selvom han på ingen måde når op på siden af Reagan.
af D.R. Tucker
Hvad gør man når man ikke ønsker at kunne lide George Bush, og man heller ikke vil hade ham?
Vi nærmer os enden på den 43’ende præsidents embede, og man kan kun kigge tilbage med forundring på, hvordan Bush kunne gå fra at være en af historiens mest vellidte præsidenter to en af de mest hadede. Bush ser ud til at være blevet en anti-Reagan; for næsten tyve år siden ville de fleste amerikanere gerne have beholdt Reagan i fire år mere, hvorimod de fleste amerikanere i dag gerne så Bush smutte i morgen.
Jeg har stemt på Bush to gange, og var de muligt at udskifte John McCain med ham, som kandidat, så ville jeg stemme på ham igen. Alligevel er det nogen gange hårdt at samle energi til at forsvare Bush mod de overentusiastiske kritikere på venstrefløjen. Bush formåede aldrig selv at samle energi nok til at sætte de kritikere på plads.
Jeg ville ønske Bush ikke var gået så meget i forfald. I nogen henseende var Bush en fantastisk præsident. Ikke siden Reagan har vi haft en præsident, der har været så effektiv indenfor national sikkerhed. Hans nomineringer til domstolene har være i første klasse. Uagtet de seneste dårlige nøgletal, så har Bush holdt økonomien stærk i det meste af årtiet.
Alligevel vil Bush-administrationens fejltagelser stå ved siden af succeserne i historiebøgerne. Skolereformerne, Harriet Miers, Dubai Ports World-sagen, illegale immigration og ukontrolleret brug af statskassen. Bush lavede flere pletskud, men han tabte også bolden flere gange end hvad godt er.
Ofte har konservative sagt til dem selv: Hvis bare vi havde bedre valgmuligheder i 2000. Hvis bare vi havde en republikansk kandidat, som i sandhed havde taget de konservative værdier til sig, i stedet for en kandidat, som var mere som sin far end vi havde forventet. Hvis bare vi havde en ny Reagan i stedet for en ny Ford/Nixon. Hvis bare.
Vi stemte på Bush i håbet om at han ville vise sig at være mere konservativ end han viste os. Da han tog eden den 20 januar 2001 håbede vi, at dette ville være begyndelsen på en ny republikansk æra. Vi håbede og vi håbede, men belønningen kom ikke rigtigt.
De fleste konservative er faktisk enige med de ”progressive” i at de sidste otte år ikke har været fantastiske, men de kommer til konklusionen af forskellige årsager. De konservative, der støttede Bush i 2000 ville have Reagan fra ’80 tilbage; de overbeviste sig selv om, at de gode gamle dage på en eller anden måde ville vende tilbage. Takket være Bush’ manglende overholdelse af de konservative principper, gik det ikke helt på den måde.
Alligevel ønsker konservative ikke helt at undsige Bush. De husker hvordan han på skammeligste vis blev dæmoniseret af venstrefløjen, og hvor sadistisk hans navn blev trukket gennem sølet. De husker hans fundamentale moral, ærlighed og anstændighed. På trods af hele klagesangen om hans fejl, kan de ikke glemme, at han på bunden er et godt og nobelt menneske.
Dette er Bush-paradikset. Som konservative kan vi ikke rigtigt blive indfanget af ham, men vi kan heller ikke løbe væk fra ham. Vi kan ikke glemme hvor glade vi var, da det lange nationale mareridt fra november-december 2000 var overstået. Ligeledes kan vi ikke glemme, hvor opløftede vi følte os, da John Kerry endelig kastede håndklædet i ringen i november 2004. Bush er vores på godt og ondt.
Selv hvis John McCain formår at slå Barack Obama, er det svært at forestille sig, at han kommer til at overgå Bush’ bedrifter. Konservative er ikke helt sikre på at McCains dommere vil være bedre en Bush’, eller at han vil være lige så standhaftig som hans forgænger i krigen mod terror. Dette er delvis årsagen til, at konservative i bedste fald kun lige akkurat kan tolerere McCain.
20. januar 2009 vil være en svær dag for konservative. Bush har på godt og ondt gjort sig selv til en væsentlig del af den amerikanske konservative bevægelse, selvom han ikke delte bevægelsens mål. Arven efter Bush er helt uundgåeligt bundet sammen med højrefløjens arv.
Ligesom vi aldrig vil få en præsident som Reagan, så vil vi aldrig se en Commander-in-Chief som Bush – en mand, som uagtet alle hans fejl, forblev stærkt i kampen de største udfordringer mod ham. Selvom Bush har lavet utallige fejltagelser, så var han også den mand vi behøvede i Det Hvide Hus på dette kritiske tidspunkt i den amerikanske historie. Hverken Gore eller Kerry ville have konfronteret islamofacismen med den beslutsomhed og det mod Bush har udvist op gennem 2000. Han var vores eneste mulighed i 2000 og 2004, og på trods af hans fejl, forglemmelse og bommerter, så var han også historiens eneste mulighed.
Myter om George W. Bush
Skrevet af Leclerc i
Præsidentvalget i USA
Torsdag d. 2. august 2007
Arnold Kling har skrevet en artikel om Bush-myter på TCSdaily.com, som jeg synes er værd at gengive lidt af. Der er mere i den originale artikel end jeg gengiver her, så læs den.Jeg er ikke fan af Bush, men han har helt ubetinget været bedre end de alternativer, der har været til ham. Måske ville John McCain have gjort det bedre, men det er svært at vide, men han har også efter min mening nogle politiske lig i lasten, bla. McCain-Feingold Act og Sarbanes-Oxley Act. Men det finder vi sikkert aldrig ud af.
Læs resten af "Myter om George W. Bush"
Søgning
Abonner på RSS Feed
Venner
