Ud med færger og vejafgifter

Færger og vejafgifter er måske ikke det man normalt tænker sammen. Men for samfundet findes den store økonomiske gevinst ved investeringer i infrastruktur i de marginale gevinster. Det vil sige i de mange bitte små gevinster man kan opnå.

Tag for eksempel en lille vognmand i Nyborg. Han kan måske tjene en dagsløn ved, at hente et vognlæs et-eller-andet i Korsør. Han kan få dækket udgifterne til lastbilen og en timeløn for at køre over Storbæltsbroen, men ikke mere end det. Det skaber en gavnlig økonomisk dynamik at få flyttet det vognlæs. Måske kan et lokalt firma ansætte et par personer mere hvis vognmanden gør det hver dag. Men på grund af broafgiften kan vognmanden ikke få det til at løbe rundt, og derfor lader han være. Hvis ikke han kan få dækket omkostninger til både lastbil, løn og broafgift, så giver det ikke mening, at køre til Korsør og tilbage – og sådan nogle små optimeringer af markedet er der rigtig rigtig mange af.

Det interessante er, at når broen først er bygget, så er omkostningen af at køre en enkelt ekstra bil eller lastbil over broen meget tæt på 0. Marginalomkostningen er altså meget lav, men broafgiften forhindrer samfundet i at høste de marginale gevinster af investeringen ved at lade de mange små vognmænd køre over broen. Kun hvis der er så meget trængsel at ikke alle kan komme over, giver det mening at opkræve en afgift, så det er de mest profitable transporter, der bruger broen.

Selvom denne forståelse for marginalomkostninger og marginale gevinster er glemt, så er den aktuel i debatten vejafgifter på motorveje, som Dansk Industri foreslår og Transportministeren heldigvis afviser på trods af, at ordførerne fra både Venstre og Konservative leger med tanken.

Mols-linien kaster et lidt suspekt forslag ind i debatten om en Kattegatbro, når de foreslår at indsætte en flydende bro med 9 hurtigfærger i stedet for at bygge en bro. Selvom investeringen i sådan en flydende forbindelse kun er en brøkdel af en fast forbindelse, så er det er meget åbent spørgsmål om marginalomkostningen ved en færgeforbindelse er lav nok, og om den kan levere nok fleksibilitet og kapacitet til, at samfundet kan opnå de marginale gevinster – for slet ikke at tale de løbende udgifter i lige så lang tid som levetiden for en bro.

I det hele taget gælder det om at høster så mange gevinster ved de store trafikinvesteringer som muligt. For at gøre det, må færgebilletter, broafgifter, bompenge og vejafgifter helt sløjfes. For at få alle de distribuerede fordele, er det nødvendigt at det er staten, der står for de store infrastrukturinvesteringer. Private investorer bliver nødt til at få deres penge hjem gennem brugerbetaling, og de små marginale gevinster udebliver af samme grund.

This entry was posted in Økonomi og penge, Trafik. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.