Sæt Grønland og Færøerne stolen for døren

Røster om selvstændighed hører vi ofte fra Færøerne, og nu tager det grønlandske selvstyre skridt mod selvstændighed efter et møde med Fogh. Det har åbenbart skabt en del furore, at Fogh mener at Danmark og Grønland skal dele olieindtægterne ligeligt, og det er kun indtil Danmarks indtægter balancerer bloktilskuddet på tre milliarder kroner.

Jeg kan udmærket forstå, at der på Grønland og Færøerne kan være et ønske om selvstændighed, men når selvstændigheden bliver udskudt på grund af bloktilskud fra Danmark, og de venter først vil løsrive sig hvis de finder olie, så falder kæden af. Rigsfællesskabet skulle gerne være mere end en midlertidig økonomisk løsning.

Jeg vil mægtigt gerne bevare Grønland og Færøerne sammen med Danmark, selvom det koster masser af bloktilskud, men det må være et gensidigt forhold. Danmark burde sætte dem stolen for døren. Enten forkastes alle ambitioner om selvstændighed de næste hundrede år, og Grønland og Færøerne bliver på alle måder en 6. og 7. region i Danmark, hvor alle olieindtægter tilfalder den danske statskasse. Alternativt træder Danmark ud af Rigsfællesskabet med øjeblikkelig virkning, og så kan de sejle deres egen sø i fuld selvstændighed med al den olie de måske eller måske ikke har. Den nuværende ordning er helt utålelig.

Grønland og Færøerne har deres egenart, og den skal de selvfølgelig bevare. Der er masser af dansksindede grønlændere og færinger, og dem skal vi bakke op om med den hjælp de har brug for. Men er det ikke den generelle holdning deroppe, og flertallet bare sidder på hænderne og venter på olien, så er det rent og skært snylteri. Hvis nogen kun ønsker at være sammen med mig for at snylte på mig, og derefter giver mig fingeren når de har overskud, så er det ikke et venskab jeg ønsker at tage del i.

Lad befolkningerne på Færøerne og Grønland bestemme. Enten bliver de fuldgyldig del af den danske stat indtil år 2100 med alle de rettigheder det medfører, eller også bliver de fuldt ud selvstændige fra 2010 med alle de konsekvenser og muligheder det har. Selv hvis Danmark med sikkerhed skal sende penge til både Grønland og Færøerne de næste hundrede år, så ville jeg håbe de fortsat ville være sammen med os. Men jeg gider ikke nassere.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.