Had og kærlighed til Bush

Bloggen The Right Angle har et nævneværdigt indlæg om Bush, som jeg vil forsøge at oversætte.

In The Bush
af D.R. Tucker

Hvad gør man når man ikke ønsker at kunne lide George Bush, og man heller ikke vil hade ham?

Vi nærmer os enden på den 43’ende præsidents embede, og man kan kun kigge tilbage med forundring på, hvordan Bush kunne gå fra at være en af historiens mest vellidte præsidenter to en af de mest hadede. Bush ser ud til at være blevet en anti-Reagan; for næsten tyve år siden ville de fleste amerikanere gerne have beholdt Reagan i fire år mere, hvorimod de fleste amerikanere i dag gerne så Bush smutte i morgen.

Jeg har stemt på Bush to gange, og var de muligt at udskifte John McCain med ham, som kandidat, så ville jeg stemme på ham igen. Alligevel er det nogen gange hårdt at samle energi til at forsvare Bush mod de overentusiastiske kritikere på venstrefløjen. Bush formåede aldrig selv at samle energi nok til at sætte de kritikere på plads.

Jeg ville ønske Bush ikke var gået så meget i forfald. I nogen henseende var Bush en fantastisk præsident. Ikke siden Reagan har vi haft en præsident, der har været så effektiv indenfor national sikkerhed. Hans nomineringer til domstolene har være i første klasse. Uagtet de seneste dårlige nøgletal, så har Bush holdt økonomien stærk i det meste af årtiet.

Alligevel vil Bush-administrationens fejltagelser stå ved siden af succeserne i historiebøgerne. Skolereformerne, Harriet Miers, Dubai Ports World-sagen, illegale immigration og ukontrolleret brug af statskassen. Bush lavede flere pletskud, men han tabte også bolden flere gange end hvad godt er.

Ofte har konservative sagt til dem selv: Hvis bare vi havde bedre valgmuligheder i 2000. Hvis bare vi havde en republikansk kandidat, som i sandhed havde taget de konservative værdier til sig, i stedet for en kandidat, som var mere som sin far end vi havde forventet. Hvis bare vi havde en ny Reagan i stedet for en ny Ford/Nixon. Hvis bare.

Vi stemte på Bush i håbet om at han ville vise sig at være mere konservativ end han viste os. Da han tog eden den 20 januar 2001 håbede vi, at dette ville være begyndelsen på en ny republikansk æra. Vi håbede og vi håbede, men belønningen kom ikke rigtigt.

De fleste konservative er faktisk enige med de ”progressive” i at de sidste otte år ikke har været fantastiske, men de kommer til konklusionen af forskellige årsager. De konservative, der støttede Bush i 2000 ville have Reagan fra ’80 tilbage; de overbeviste sig selv om, at de gode gamle dage på en eller anden måde ville vende tilbage. Takket være Bush’ manglende overholdelse af de konservative principper, gik det ikke helt på den måde.

Alligevel ønsker konservative ikke helt at undsige Bush. De husker hvordan han på skammeligste vis blev dæmoniseret af venstrefløjen, og hvor sadistisk hans navn blev trukket gennem sølet. De husker hans fundamentale moral, ærlighed og anstændighed. På trods af hele klagesangen om hans fejl, kan de ikke glemme, at han på bunden er et godt og nobelt menneske.

Dette er Bush-paradikset. Som konservative kan vi ikke rigtigt blive indfanget af ham, men vi kan heller ikke løbe væk fra ham. Vi kan ikke glemme hvor glade vi var, da det lange nationale mareridt fra november-december 2000 var overstået. Ligeledes kan vi ikke glemme, hvor opløftede vi følte os, da John Kerry endelig kastede håndklædet i ringen i november 2004. Bush er vores på godt og ondt.

Selv hvis John McCain formår at slå Barack Obama, er det svært at forestille sig, at han kommer til at overgå Bush’ bedrifter. Konservative er ikke helt sikre på at McCains dommere vil være bedre en Bush’, eller at han vil være lige så standhaftig som hans forgænger i krigen mod terror. Dette er delvis årsagen til, at konservative i bedste fald kun lige akkurat kan tolerere McCain.

20. januar 2009 vil være en svær dag for konservative. Bush har på godt og ondt gjort sig selv til en væsentlig del af den amerikanske konservative bevægelse, selvom han ikke delte bevægelsens mål. Arven efter Bush er helt uundgåeligt bundet sammen med højrefløjens arv.

Ligesom vi aldrig vil få en præsident som Reagan, så vil vi aldrig se en Commander-in-Chief som Bush – en mand, som uagtet alle hans fejl, forblev stærkt i kampen de største udfordringer mod ham. Selvom Bush har lavet utallige fejltagelser, så var han også den mand vi behøvede i Det Hvide Hus på dette kritiske tidspunkt i den amerikanske historie. Hverken Gore eller Kerry ville have konfronteret islamofacismen med den beslutsomhed og det mod Bush har udvist op gennem 2000. Han var vores eneste mulighed i 2000 og 2004, og på trods af hans fejl, forglemmelse og bommerter, så var han også historiens eneste mulighed.

Selvom jeg ikke er lige så pessimistisk omkring McCain, så synes jeg artiklen beskriver min egen indstilling til Bush. Han var det eneste fornuftige valg, men hans fejl var mange, men alligevel er det hans stålvilje i kampen mod terror, og dermed befrielsen af både Irak og Afghanistan, som gør ham til en af de bedste præsidenter i historien – selvom han på ingen måde når op på siden af Reagan.

This entry was posted in Præsidentvalget i USA. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.