En hyldest til ytringsfrihedsfundamentalisterne

Mona Sheik bebrejder ytringsfrihedsfundamentalister for at tage ytringsfriheden alvorlig. Det lykkedes hende dog at demonstrere total uvidenhed om hvad ytringsfrihed er og hvorfor det er vigtigt.

Mona Sheik: Hertil kommer, at folk der på demokratisk vis frasiger sig nedgørelse ikke kan kastes i samme gryde som terrorister, der begår voldshandlinger. (…) Men går der virkelig en lige linje fra det at frasige sig nedgørelse på demokratisk vis, at gå ind for racismeparagraffen, eller for den sags skyld blasfemilovgivning, til voldsforherligende terrorisme? Nej, det gør der ikke, og det er præcis dette miskmask af sager, der udgør en farlig ideologisering.

Tidligere i artiklen klandrer mona Sheik ideologerne for at være blinde overfor kontekst og detaljer. Men her misbruger hun demokratiet på det groveste, på en måde der bedst kan kaldes “demokratisme”, og intet har med demokrati at gøre.

Ved at kalde krænkelser af ytringsfriheden “demokratisk frasigelse af nedgørelse”, er hun fuldstændig blind overfor det faktum at ethvert forslag om forbud i sin natur er en trussel om vold mod alle der er er uenige i forslaget. Demokratisk eller ej, så er alle forbud en trussel om vold mod enhver der trodser forbudet. Sådan en trussel er en rigtig god idé når det handler om at stoppe naboen i, at dyrke sex med sin fem-årige datter. Det er en god idé når det handler om at stoppe overfald på sagesløse mennesker på gaden. Det er ikke en god idé når man vil stoppe andre i at sige noget man ikke kan lide. Så er det i stedet en voldelig krænkelse at medmenneskerne.

Så jo, der går i aller højeste grad en lige linie fra ønsket om racismeparagraffer og blasfemiforbud til voldforherligende terrorisme. Ideologen, Mona Sheik, er helt blind for at hendes trang til forbud i særdeleshed er voldsforherligende. Velfungerende stater, som den danske er endda kendetegnet ved have et politi og et restssystem, der effektivt kan sætte handling bag Mona Sheiks trusler.

Alverdens terrorgrupper når ikke den danske stat til sokkeholderne når det handler om evnen til at undertrykke ytringer. Det er den evne vi hylder, når det handler om håndhæve retfærdighed og frihed. Det er den evne slyngelstater bruger til at undertrykke deres befolkninger. Budskabet jeg tager med fra Mona Sheiks artikel er, at hun i sin ideologiske blindhed vil gøre den danske stat til en slyngelstat. Jeg må med skam sige, at det kan jeg ikke støtte.

Mona Sheik: Men så vidt jeg ved, har mange vestlige lande stadig blasfemiparagraffer, der værner om kristendommen, folks religiøse følelser eller den offentlige orden. Som jurist burde Mchangama vide, at det ikke var muslimer der indførte disse love i vesten.

Som selvudnævnt ytringsfrihedsfundamentalist, kan jeg fortælle Mona Sheik, at vestens blasfemiparagraffer også er grove krænkelser af ytringsfriheden. Deres eksistens hverken frikender, ligestiller eller retfærdiggør truslen mod ytringsfriheden fra islamister eller ideologiske “demokratister”.

Jeg har aldrig hørt eller set Mchangama angribe muslimer for at være muslimer eller for at komme fra muslimske lande. Men jeg har set ham kæmpe en prisværdig kamp mod islamisters og andres kampagne mod ytringsfrihed. At den trussel primært kommer fra muslimske kredse er indiskutabel. De største ofre for den trussel er ligeledes muslimer.

Det er selvfølgelig ikke rart at føle sig nedgjort af andres udtalelser, men forbud er ikke den eneste mulige reaktion. Det fantastiske ved ytringsfriheden er at den er et tveægget sværd; tosser (som Mona Sheik) udstiller også sig selv med deres ytringer, og ikke nok med det, så har “ofrene” også ytringsfrihed og kan give svar på tiltale. Det er ren dovenskab når Mona Sheik vil have politiet til modvirke holdninger hun ikke kan lide, i stedet for selv at gribe til tasterne.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.