Afskaf modersmålsundervisning – det virker

Man skal ikke diskutere undervisning eller integration ret længe før man bliver mødt med argumentet: “Alle eksperter siger at modermålsundervisning er godt for to-sprogede elever.” Jeg skal ikke bestride at alle eksperter de lytter til siger det, men fakta siger noget andet.

City Journal: I 1998 vedtog en folkeafstemning i Californingen Proposition 227 kaldet “Loven om engelsk til børnene,” som afskaffede delstatens industri til modermålsundervisning. Resultatet burde ifølge uddannelseseksperterne ikke se sådan ud: Kære små hispanic elever på en Santa Ana grundskole viser stolte deres engelske sprog frem for en besøgende. De samme elever kalder med glæde på deres lærer på vej til frokost: “Hej, miss Champion!” En stigning i hispanic elevernes engelsk færdigheder i hele delstaten.

I artiklen nævnes ét godt argument for modersmålsundervisning, og det er at undervisning i fysik og for eksempel historie med fordel kan blive undervist i elevernes førstesprog, hvis de ikke kan følge med i den almindelige undervisning. Men det giver ifølge artiklen kun mening i gymnasiet hvor der undervises i mere avancerede begreber.

Resultaterne fra Californien ligner dem i det fransk-talende Quebec i 1965 besluttede at for få af de engelsktalende børn lærte fransk. De besluttede at sætte børnene ind i klasser hvor der kun blev talt fransk hele dagen, og kun når de kunne tale fransk fik de mulighed for at blive undervist i engelsk. Ordningen var en overordentlig succes.

Måske handler ønsket om modersmålsundervisning om noget helt andet end vellykket undervisning. Måske handler det om en art kulturstøtte, for når børnene bliver undervist i hovedsproget i et land og taler hovedsproget i skolegården, så bliver deres kulturelle baggrund sat under pres. Efter et par generationer risikerer minoritetskulturen at forsvinde helt, og resultatet er en frivillig assimilering ind i majoritetskulturen. Er målsætningen et multikulturelt samfund, så er assimilering af det onde uanset om det er frivilligt eller ej.

USA har lige fra starten været en enorm succes som indvandrerland ved at have praktiseret frivillig assimilering. Den praksis gik man i sidste halvdel af 1900 tallet væk fra og resultatet har været store problemer med de efterfølgende indvandringsbølger fra Mexico, Haiti og andre steder. Man kan argumentere for at de grupper er ganske velintegrerede i og med de udmærket kan begå sig i de amerikanske parallelsamfund uden at kunne et ord engelsk. Det er der selvfølgelig ikke noget i vejen for hvis man vil det, men problemet opstår når der iværksættes initiativer som fjerner incitamenterne til at blive assimileret ind i majoritetskulturen. Lige så slemt bliver det hvis der så opstår krav om tvangsassimilering, for det er om noget endnu mere skadelig og destruktiv i forhold til at få skabt et stærkt og sammnehængende samfund.

Debatten i Danmark handler om på den ene side at modvirke frivillig assimilering, og på den anden side prøve at gennemtvinge assimilering. Heldigvis fungerer den frivillige assimilering alligevel her i landet, men vi kan bruge erfaringerne fra Californien og Quebec til ikke at underminere den frivillige assimilering. Det kræver bare at vi trodser de politiske uddannelseseksperter og ser på fakta og erfaringer i stedet.

This entry was posted in Integration. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.