Chernobylkraftværk lukket i Litauen

Vi kan nu ånde lettet op, for Litauen har endelig lukket Ignalina værket, som er/var af samme design som Chernobyl. Kl. 22 den 31. december var værket lukket. Værket producerede 70% af Litauens elektricitet, og lukningen giver massive prisstigninger på el, hvilket bliver hårdt for landet, som har en særdeles trængt økonomi. Forhåbentlig lykkedes det for de baltiske lande og Polen at bygge et nyt værk til tiden, som efter planen skal stå færdigt i 2018.

Når helle skræmmehistorien om Chernobyl har lagt sagt, så er det nok på sin plads at kaste et blik på hvorfor det gik galt i Chernobyl, så frygten ikke overføres til vestlige atomkraftværker, og i særdeleshed de nye værker, som er på vej. Charles Barton har på Nuclear Green en god gennemgang, som ikke kan gentages ofte nok:

Atomsikkerhed har været en vigtig problemstilling for reaktordesignerne siden den første reaktor blev designet. De første reaktordesignere indså at nogle reaktordesigns var mere sikre end andre. Man vidste, at der var sikkerhedsfejl i reaktorerne på Hanfordværket i Washington. Af samme grund blev værket placeret langt væk fra alting i et tyndt befolket område.

Sikkerhedsproblemerne på Hanfordreaktoren stammede fra brugen af vand til afkøling af en grafitreaktor. Hvis reaktoren blev for varm, ville vandet i den begynde at koge i rørene. Vandet inde i en grafitmodereret kerne virker lidt som en bremse på kædereaktionen. Når vandet forsvinder fra en vandkølet grafitreaktor svarer det til at bremsen løftes og kædereaktionen kører hurtigere. Det bidrager til mere varme i kernen, og den ekstra varme koger endnu mere vand af reaktoren. Den process kan ske meget hurtigt indtil der sker en dampeksplosion, som potentielt kan ødelægge reaktorkernen.

Hvorfor kunne nogen overhovedet finde på at bygge sådan en usikker reaktor? I USA var svaret, at Hanfordreaktorerne blev bygget fordi de amerikanske myndigheder mente at det var en militær nødvendighed at gøre det. I 1942 vidste man at tyskerne var igang med at udvikle atomteknologi, og den teknologi antog man havde et militært formål. Kun få af dem der var med dengang mente at atomsikkerhed var den største bekymring. Derfor blev beslutningen taget, at man byggede en usikker reaktor ved Hanford fordi reaktoren ville være en vigtig kilde til plutonium i våbenkvalitet. Designet brugt i Hanford bliv aldrig brugt noget andet sted i USA, og da de amerikanske myndigheder i den kolde krig omkring 1950 besluttede at udvide produktionen af plutonium, blev der anvendt et andet og mere sikkert reaktordesign.

De politiske ledere i Sovjetunionen dikterede at atomsikkerhed ikke var en problemstilling. Da Yuri Andreyev tog eksamen for at blive operatør på et atomkraftværk, blev han spurgt om hvordan en reaktor kunne eksplodere. Han svarede på spørgsmålet ved at beskrive tre forskellige scenarier. Censor kritiserede Andreyev’s svar: “Hold det på sinde, at sovjettiske reaktorer ikke kan eksplodere.”

Med den attitude valgte Sovjetunionen at kopiere Hanford designet til dere produktion af plutonium. Senere blev det varme vand fra disse militære reaktorer brugt til at lave damp til elgeneratorer. Det eksperiment blev anset som en succes og lederne i Sovjet valgte at udvikle en ny type civile atomkraftreaktorer på basis af det gamle og usikre design fra Hanford. Op igennem 1950’erne begyndte Sovjet at producere en let modificeret udgave af plutoniumreaktoren, som kunne lave damp til strømproduktion. De reaktorer var designet med meget lidt hensyn til atomsikkerhed, men de var billige og lette at lave, så Sovjet tog designet til kraftværket, og RBMK var født.

Alle sikkerhedsproblemerne i det originale Hanforddesign var stadig tilstede i RBMK designet. Hvor indsigten i håndtering af atomulykker udviklede sig i Vesten, så Sovjet slet ikke problemet. Vestlige forskere havde undersøgt hvordan radioaktive isotoper kunne slippe ud i forbindelse med en atomulykke og hvordan det kunne forhindres. Vestlige reaktordesigns indeholdt et system med flere barrierer før radioaktivt materiale ville slippe ud i omgivelserne i forbindelse med et uheld. Det vestlige system blev sat på prøve ved Tremileøen, da en fejl begået af en operatør gjorde en mindre hændelse til en nedsmeltning. Ulykken på Tremileøen blev indesluttet uden nogen kende sygdomme eller døde. En smule radioaktivitet slap ud i form af gasser, men radioaktive gasser produceres også ved afbrænding af naturgas i hjemmene. På trods af beviserne på at de vestlige systemer forhindre død og sygdom, lavede Sovjet kun få ændringer på RBMK reaktorbygningen for at holde udslip inde, men det var stadigt langt mindre end de vestlige standarder.

Udover de kendte sikkerhedsproblemer, havde RBMK designet også nogle alvorlige skjulte problemer. Sonja Schmid, som har undersøgt sikkerhedspraksis i Sovjet fortæller:

“Sovjettiske valg af design viser et cirkulært mønster. Selvom sovjetheden af den vandkølede grafitreaktor (Chernibyltypen) blev brugt til at legitimere dens udvikling, masseproduktion og idriftsættelse, blev reaktordesignet i sig selv brugt som bevis på sovjets teknologiske kunnen.”

Udover de omtalte sikkerhedsfejl i RBMK, var der også en defekt i designet af kontrolstængerne. Der var en grafitforlængelse af kontrolstængerne, som blev indsat i reaktoren foran det neutron-absorberende metal, som udgjorde den egentlige kontrolstang. Kanalerne som kontrolstængerne skulle føres ind i var normalt fyldt med vand, der som beskrevet virkede som en bremse på reaktionen. Tilførelsen af mere grafit fik reaktionen til at køre hurtigere, hvilket fjernelsen af vandet fra kanalerne også gjorde. Resultatet var at da kontrolstængerne blev ført ind i reaktoren, blev reaktoren meget varmere. Varmeudviklingen steg hurtigt til et estimeret 30 milliarder varmewatt, ti gange det RBMK reaktoren var designet til at kunne klare. Efterhånden som processen skred frem steg temperaturen dramatisk. Brændselselementerne begyndte at sprække og trykket steg i kølerørene. Da damp begyndte at undslippe sprækkede rør, forsatte damptrykket med at stige i reaktorkedlen, indtil kedlen sprækkede i en eksplosion. En to tusind ton låg, der dækkede toppen af reaktoren blev spængt af eksplosionen, så toppen af reaktoren var åben mod himlen. En endnu mere voldsom eksplosion skete efter tre sekunder, som splittede kernen ad og slyngede klumper med brændende radioaktivt materiale højt op i luften.

Under normale omstændigheder brænder grafit ikke, men grafitten i reaktoren var varmet op så det var hvid-glødende, og da den supervarme grafit mødte luften, brød den i brand. Alle fejlene begået af Sovjet; arrogancen der antog at intet kunne ske med sovjettiske reaktorer, stod nu horribelt klar for alle.

Chernobylkatastrofen var ikke kun resultat af et dårligt reaktordesign, men var også resultatet af et ideologisk system, der troede at sovjettiske reaktorer ikke kunne fejle. Fejl begået af operatørerne spillede en meget stor rolle i ulykken. De fejl var resulteret af en test pålagt personalet af et autoritært sovjettisk system. Raktorsikkerheden blev simpelthen ignoreret under testen, op personalet drev reaktoren hen til og forbi hvad den kunne klare.

This entry was posted in Atomkraft. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.