Avisen.dk: “Jeg forstår ikke, at politikere fra regeringen pludselig kan beslutte, at det her ikke er nogen sygdom. Videnskaben er enige om noget andet,” siger Lone Smidt fra Københavns Universitet, der er ekspert i reproduktion i Danmark.
Det er måkse lige frisk nok at påstå at videnskaben siger barnløshed er en sygdom, når nu der ikke eksisterer en videnskabelig definition på en sygdom. En meget spændende diskussion om netop det emne er at finde i Claus Møldrups bog “Den medicinerede normalitet.” Det nærmeste vi kan komme på en definition af sygdom er, at det er en fysiologisk tilstand vi ønsker eller kan behandle. Problemet er, at den definition er så bred at hvis nogen ønsker noget er en sygdom, så er det det, og derfor er det et ubrugeligt begreb når vi skal afgøre hvad, der det offentlige skal betale for. Det er formodentlig den definition WHO bruger, men at påstå, at videnskaben har talt, er useriøst.
Der er store underskud på de offentlige budgetter, derfor er det helt rimeligt at reservere pengene til dem, der har brug for hjælp. Når vi skal afgøre om der overhovedet skal bruges tvangsindkrævede offentlige penge på noget, så må det være helt rimeligt at skelne mellem om en tilstand er behandlingskrævende eller ej.
Lone Smidt: “Det er en mærkelig tankegang, at reproduktive malfunktioner i kroppen er de eneste, der ikke er sygdomme. Hvis man har en person, der ikke er i stand til at producere tilstrækkelig med insulin, så kalder vi ham syg og giver ham insulin. Men hvis den samme mand samtidig har en testikel, der ikke producerer nok sædceller, så må han klare sig selv”
Selvom Lone smidt mener det er en mærkelig tankegang, så er der stor forskel på need-to-have og nice-to-have. Uanset hvilken grund der er til, at man ikke kan få børn, så er børn nice-to-have. Det er insulin ikke; det er stærkt need-to-have. Får en diabetiker ikke sin insulin, så er det med invaliditet og død til følge. Det offentlige betaler heller ikke for behandlingen af tømmermænd selvom de også falder ind under definitionen af sen sygdom – selvforskyldt, men stadig en sygdom.
Måske skulle Henriette Kjær have sagt, at barnløshed ikke er en behandlingskrævende sygdom i stedet for, at sige det ikke er en sygdom. Det er vist rimeligt at sige, at hvis man graver sig ned i den sproglige petitesse, så er det polemik og ikke saglighed man arbejder med.
Formanden for Dansk Fertilitetsselskab maler et skæbnesvangert demografisk billede af beslutningen med et hurtigt regnestykke om, at kunstig befrugtning er bag op til 10 % af fødslerne, og det offentlige står for halvdelen. Så er det jo klart for enhver, at 5 % af fødslerne vil forsvinde, og ældrebyrden bliver tungere for de resterende børn. Først og fremmest, så er det en afskyelig ide, at vi skal presse og betale folk for at få børn, vi senere kan plyndre frugterne af deres arbejde. Det er slaveejermentalitet, og det bliver ikke mindre afskyeligt af at vi kalder “solidaritet” og “økonomisk fornuft.” Ældrebyrden skal løses ved at sunde og raske ældre ikke længere skal være en byrde for alle andre. Dernæst, så er det at male fanden på væggen, at tro dem der tidligere kunne få børn med den offentlige, ikke vil betale for det fremover. Selvfølgelig vil de det; måske ikke hundrede procent, men nok tæt på. Man kan rimeligvis mene, at hvis man ikke er kan eller vil spare 25 – 50.000 kroner op til kunstig befrugtning, så har man heller ikke råd til at have børn.
