Gode muligheder i Ghettoen

I Nørrebro lokaludvalg, hvor jeg er medlem, er der en større fortørnelse over, at flere områder på Nørrebro har fået betegnelsen “ghetto” af regeringen. Den generelle holdning har været, at det er nedladende og stigmatiserende, og derfor er betegnelsen helt utilstedelig. Fokus har alene været på fordømmelsen af betegnelsen, og en generel afvisning af regeringens initiativer til at tage bedre hånd om problemerne i områderne. Jeg ser selv begrebet ghetto som ganske dækkende for problemerne, og med regeringens initiativ gør, at hele det politiske system vil være særdeles lydhør hvis vi kommer med konstruktive forslag og ønsker om forbedringer. Derfor skrev jeg dette forslag til lokaludvalget velvidende, at det ville blive afvist eller bare ignoreret:

Den officielle anerkendelse af eksistensen af boligområder med massive sociale problemer giver en enestående mulighed for at sætte ord på problemerne, og få en saglig diskussion om hvad man skal gøre for at tage hånd om problemerne. Der er fra flere sider ytret modstand mod, at kalde disse områder for ghettoer, på trods af at det er det mest beskrivende ord for områderne. Begrundelsen er, at “ghetto” er stigmatiserende, og at ord kan være med til at skabe virkeligheden. Vi må bare se i øjnene, at situationen i disse boligområder ikke ændres gennem orwelliansk newspeak, og at situationen i områderne vil definere alle nye og kreative betegnelser, man kunne finde på at bruge. Forståelsen af ordet ghetto er desværre alt for beskrivende for områderne, og kun gennem ren kommunikation, er det muligt at tage en løsningsorienteret diskussion om, hvad der kan gøre for at bedre situationen.

Med Folketingets og Regeringens anerkendelse af de 29 ghettoer i Danmark, har vi nu en enestående mulighed for tænke på løsninger, og få den politiske og folkelige opbakning til at iværksætte og gennemføre dem. Det er essentielt, at have en ren og forståelig kommunikation for at kunne drage nytte af den politiske fokus på ghettoerne. I den forbindelse vil det ikke være formålstjenesteligt, at indføre en række nye begreber med et uklart indhold, som søger at skjule visse problemer helt eller delvist.

Med ghetto menes der et område større område med en stor andel med ikke-vestlig baggrund eller en stor andel uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller en stor andel med kriminel baggrund. Hver for sig kræver de enkelte dele opmærksomhed fra resten af samfundet og fra myndighederne, men kombineres de bliver problemerne større end summen af dem hver for sig. Fælles for dem er, at de ikke i sig selv er et problem, men er symptomer på nogle underliggende problemer.

En stor andel med ikke-vestlig baggrund giver risiko for disintegration, og for at området lukker sig sammen om sig selv med parallelsamfund og andre problemer til følge. Problemet er som sådan ikke koncentrationen i de relativt små ghettoområder, men derimod ønsket om at skabe lukkede sociale netværk med minimal kontakt til det øvrige samfund. For personer med det ønske, vil det ikke have nogen effekt, at flytte dem til andre boliger på Nørrebro eller i København for den sags skyld. Har beboerne ikke et ønske om at skabe lukke netværk, er den høje andel med ikke-vestlig baggrund ikke problematisk. Fra myndighedernes side vil målrettede sprogkurser og hjælp til at blive introduceret til foreningslivet, og dermed kontakt til andre danskere være den primære indsats.

Tilknytningen til arbejdsmarkedet er vigtig i forhold til at lære og få brugt det danske sprog, og til at få en personlig kontakt til andre danskere. En væsentlig årsag til manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, skal ses i den udprægede klientgørelse, der eksisterer i velfærdssystemet. Effekten af klientgørelsen afhænger af den kulturelle bagage den enkelte kommer med, samt ens personlige ressourcer og drivkraft. Resultatet er ikke kun en afhængighed af myndighederne, og en afventende attitude, hvor jobtilbud er noget man forventer kommer til en, fremfor noget man selv skal opsøge. Det har også massive konsekvenser for selvværd og identitet, at man lever på andres nåde og ikke er herre i eget hus. Ændringer i måden velfærdsydelserne tildeles på er en nødvendighed, men det skal gøre på en måde, der ikke kompromitterer hjælpen til personer, der selv med den bedste vilje ikke er i stand til at forsørge sig selv. En måde ville være, at lade modtagere af offentlig forsørgelse arbejde og tjene så meget de er i stand, og kun modregne en mindre andel i den forsørgelse de modtager. På den måde vil der altid være incitament til at gøre en indsats uanset hvor lille den er. En anden indsats kunne være hjælp til at se muligheder og finde frem til hvordan man kan udnytte dem, dvs. coaching- tutor- og mentorordninger.

Den høje andel med kriminel baggrund er kun problematisk i forhold til risikoen for ny kriminalitet. For de nuværende kriminelle skal problemet løses gennem en politiindsats og i kriminalforsorgen. Rekrutteringen af nye kriminelle er i vid udstrækning et udslag af manglende interesse for den unge fra familierne og problemerne med identitet og selvværd, der følger med myndighedernes klientgørelse. En offentlig indsats til, at understøtte de familier og indførelse af konsekvens vil være en fordel. Her ville coaching- tutor- og mentorordninger også kunne have en positiv effekt.

Et væsentligt problem i ghettoerne handler om manglen på “samfundssind” og villigheden til at påtage sig et personligt ansvar for at påvirke lokalområdet positivt. Samfundssindet handler om forståelsen for, at selvom jeg ikke personligt kan ændre det hele, så kan min lille positive påvirkning sammen med mange andres små påvirkninger have en stor effekt. Samfundssindet handler om ansvar, respekt og pli kombineret med udsigten til en positiv fremtid. En almen lejebolig i et lukket samfund på offentlig forsørgelse er ikke fordrende for nogen af delene. En strategi for at gøre lejerne til ejere af deres bolig, vil være et stort skridt i den rigtige retning. På den måde vil der være en fremtid i form af opsparing i boligen, og dermed mulighed for at finde bedre boligforhold. Man vil i højere grad have incitament til, at tage et ansvar for sig og sine, men også for lokalområdet generelt. Det hele vil have en positiv effekt på værdien af boligen og dermed de fremtidige muligheder. Med omdannelsen af de almene lejemål til ejerlejligheder, vil tilstrømningen af nye familier med sociale problemer blive mindre, og muligheden for forbedringer i området vil blive større.

This entry was posted in Integration, Samfund and tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.