Medierne har været fulde af skræmmehistorier og fantasifulde spekulationer, men det har været med meget lidt hold i virkeligheden. Alle kernereaktioner blev stoppet lige efter jordskælvet. Nedsmeltning er kun farligt i sovjettiske værker, og dette er ikke et af dem. Eksplosionen skete ikke i kernereaktoren, og skete kun på grund af dårlig konstruktion. Reaktoren er ødelagt og Japan mangler strøm, og derudover er der absolut ingen fare for omgivelserne.
Klokken 14.46 den 11. marts blev Japan ramt af et 9.0 jordskælv, der er det kraftigste i Japans historie og det femte kraftigste jordskælv i verden. I det øjeblik jordskælvet blev registreret nødlukkede de ramte atomkraftværker deres reaktorer for en sikkerheds skyld. Alle kernereaktionerne stoppede, men da spaltningsprodukterne i reaktoren er voldsomt radioaktive, er det nødvendigt at køle dem ned et par dage efter nedlukningen, da brændselsstavene i reaktoren ellers kan smelte og ødelægge reaktoren.
En time senere rammer en over 10 meter høj tsunami Fukushima kraftværket, der har seks Boiling Water Reaktorer (BWR), der tilsammen producerer over 4.700 MW, hvilket er mere end Danmarks samlede elforbrug. Det er formodentlig tsumanien, der ødelægger generatorerne til kølesystemet på reaktor 1. De radioaktive spaltningsprodukter i reaktoren får temperaturen til at stige til over det dobbelte af hvad den er bygget til. For at sænke trykket i reaktoren lukkes en del af dampen, der er svagt forurenet med radioaktive materialer, ud i toppen af reaktorbygningen. Reaktorbygningen er designet til at holde dampen og forureningen inde.
Når brændselsstavene smelter på grund af radioaktiviteten fra spaltningsprodukterne og den manglende køling, sker der en kemisk reaktion mellem brændslet, vandet og den zirkonium brændslet er pakket i, som frigiver større mængder hydrogen. Hydrogenen lukkes også ud i toppen af reaktorbygningen. Her blandes den med ilten fra luften i rummet og luft, der siver ind udefra, og 15.36 den 12. marts eksploderer hydrogen og oxygenblandingen og river taget af reaktorbygningen, og frigiver den forurenede damp til overgivelserne. Man kan forhindre oxygen fra luften i at blande sig med hydrogen, ved at pumpe eksempelvis argon ind i bygningen, men så kan teknikkerne heller ikke komme til reaktoren. Forureningen bliver hurtigt fortyndet til ingenting i luften, består af små mængder xenon, krypton og jod, som efter få timer og dage ophører med at være radioaktivt. Stod man lige udenfor værket, ville man få en radioaktiv dosis svarende til et enkelt røntgenbillede. Målerne man bruger på værkerne er så følsomme, at de måler radioaktiviten fra en banan, som er naturligt radioaktive.
Eftersom reaktoren producerer hydrogen, må dele af brændslet være smeltet, hvilket betyder at reaktoren har taget alvorlig skade. Operatørerne besluttede derfor, at lede havvand ind i reaktoren for at køle spaltningsprodukterne, og saltet i havvandet ødelægger reaktoren og alle rørene, og reaktoren er gået helt tabt, men uden fare for omgivelserne.
Vi ser nu, at det samme er ved at ske i andre Japanske reaktorer, men risikoen er stadig lige ikke-eksisterende.
Nedsmeltning
Frygten for nedsmeltning er ikke baseret på viden. Hvis kernereaktionen i en atomreaktor kommer ud af kontrol, så vil brændslet smelte sammen til en klump så reaktionen stiger, og helvede kan bryde løs som i Chernobyl. Det problem har man kendt til lige siden man byggede den første atomreaktor, og derfor har man designet reaktoren sådan, at hvis brændslet smelter så dikterer fysikkens love at kernereaktionen stopper. Mister man kontrollen med reaktoren, så kan man med vilje stoppe kølevandet så reaktoren nedsmelter og kernereaktionen stopper. Det var langt hen ad vejen det man gjorde på Tremileøen, og det virkede perfekt. Nedsmeltningen er ikke farlig, og reaktorbeholderen er bygget til at holde på det smeltede brændsel. Reaktoren bliver helt smadret, og de mange milliarder kroner den koster er gået tabt, så derfor er det naturligvis sidste udvej. Katastrofen er økonomisk, og ikke menneskeligt.
I Fukushima kunne man ikke køle reaktoren ned selvom man ville, og derfor nedsmeltede bændslet og ødelagde reaktoren. Nedsmeltning er ikke farligt, men investorerne mister mange penge på det.
Reaktordesign
Det er værd at holde for øje, at reaktoren blev startet i 1970, og er dermed over 40 år gammel. Selvom værket er sikkert nok for omgivelserne, så er det et problem, at reaktoren anvender aktiv køling. Der skal altså være et system til aktivt at pumpe kølemidlet rundt, og det var netop det, der fejlede. Nyere designs bruger passiv køling, hvor rørledningerne er bygget sådan, at reaktoren køles alene ved hjælp fysikkens love, der ved konvektion trækker kølemidlet igennem reaktoren.
Flere generation IV reaktorer går skridtet videre og er konstrueret således, at kernereaktionen går helt i stå hvis temperaturen stiger over en designet grænse, og LFTR designet gør det muligt på få øjeblikke, at tømme reaktoren for brændsel og kølemiddel og opbevare det i en lagerbeholder, der kan tåle varmen fra spaltningsprodukterne.
Atomkraft i Danmark
Bygger man et moderne atomkraftværk i Danmark, ville den økonomiske risiko ved en nedsmeltning slet ikke være til stede. Det eneste problem ved atomkraft i Danmark er den enorme og utroligt usaglige skræmmekampagne, der lige nu føres i medierne. Japanerne er i fuldstændig sikkerhed for kraftværkerne, men panikken er farlig.
Skal vi drage nogle konklusioner på bagrund af problemerne i Japan, så er det at selvom et atomkraftværk rammes af både et gigantisk jordskælv, tsunamier og eksplosioner på samme tid, så virker sikkerhedssystemerne alligevel på de gamle atomkraftværker. Det så vi også på Tremileøen, som også var en fantastisk demonstration af den gode sikkerhed ved atomkraft. Men dengang løb atomkraftmodstanderne med meningsmålingerne, og næsten ingen atomkraftværker er bygget siden, med dyr og forurenende kulkraft til følge. Bekymrer man sig det mindste om menneskeskabt global opvarmning, så kan man takke atomkraftmodstandernes bedrageriske propaganda efter Tremileøen i 1979 og ingen andre. Det må ikke ske igen, og derfor skal budskabet i denne artikel ud. Ingen med faktuel viden bør sidde nogen skræmmekampagne overhørig, men fortælle om hvad der faktisk er sket og hvor sikkert det er. Japanerne er lige nu ved at dø af skræk uden grund.
Nej, man kan jo sige at hvis Japan kan få et jordskælv 9.0 med tilhørende tsunami i nakken og der kun sker materiel skade, selv på deres 40 år gamle atomkraftværker, så er katastrofen i Japan et argument FOR atomkraft, ikke imod.
Rune, det er jeg helt enig i, men desværre er det tydeligvis ikke den vinkel, der kører i medierne.
30-40 års dedikeret greulpropaganda om atomkraft fra menneskefjendske miljøfolk, uansvarlige og barnagtige medier og politikere med markeringsbehov er ikke forblevet uden virkning. Derfor skal man i disse dage høre uendelige mængder sludder om Kinasyndromer, Tjernobylscenarier og den dødelige fare ved betydningsløse udslip af små mængder radioaktivitet. Folk overalt i den vestlige verden er vildtledt til at tro, at en smule stråling er værre end døden, selv i en situation, hvor en japansk egn er gået under i jordskælv og tsunami , med måske 10.000 døde til følge.
Derfor er en artikel som denne meget velkommen, men signalet vil desværre ikke komme igennem det bjerg af misinformation der råder.
En kommentar dog. Et uheld i en letvandsreaktor kan aldrig udvikle sig så “helvede kan bryde løs som i Chernobyl”. Det er fysisk umuligt. Den såkaldte moderator , der er nødvendigt for at kernespaltningen kan forløbe, er i letvandsreaktoren vand, i Chernobyl var den grafit, som kan brænde!! Rent faktisk stod reaktoren og brændte under åben himmel (der er ingen indeslutning i RMBK-reaktoren) i 13 dage, mens fissionsprodukterne med vinden spredtes godt og grundigt over hele Europa. Bemærk, at selv efter dette helt usandsynlige og ekstraordinære uheld, har man, og vil heller ikke kunne komme til, at konstatere en forhøjelse af cancertilfælde noget steds. Et overtal vil statistisk “drukne” i de “naturligt” forekommende. Følgerne af et kernekraftuheld vil ikke kunne konstateres, men kan kun beregnes. Når bortses fra de ansatte og indsatspersonalet, som kan få massive strålingsdoser og dermed blive akut strålingssyge, mange med døden til følge.
Den alvorligst følge af ødelæggelsen af de japanske reaktorer er af økonomisk art. De vil formentlig ikke kunne repareres, men må tages ud af drift, og erstattes af nye, væsentlig dyrere end de gamle fra 1971, der må have været rene guldgruber. Forlængst afskrevne, som de må have været.
God og meget informativ artikel.
Gid nogle medier ville sætte fokus på hvor god sikkerheden i virkeligheden er og måske endda gennemgå et scenarie hvor Danmark byggede et kernekraftværk. Det ville så blive et moderne værk (måske ovenikøbet Thorium-baseret) og uden den mindste risiko for at blive ramt af naturkatastrofer større end blæsevejr.
Men det er nok at have en naiv tiltro til de danske medier.
Interessant artikel – og jeg håber helhjertet at forfatteren får ret i, at der ingen voldsom fare er ved uheldene forårsaget af naturkatastrofen i Japan.
Artiklen strutter af a-kraft begejstring og jeg savner derfor at den i sin iver beskæftiger sig med affaldsproblematikken (ikke mindst i et jordskælvsområde) og den tilhørende logistik?
Jeg kan udmærket se det politisk fornuftige i artiklen, og selvom den virker kompetent skrevet af en person med forstand på emnet, mangler jeg nogle kilder der kan bekræfte de her påstande. Jeg håber inderligt for japanerne at artiklen er saglig og korrekt, men så længe der ikke er klare referencer der vurderer faren, forholder jeg mig skeptisk.
Hvilken professionel baggrund har forfatteren?
@ Kim,
Jeg skal hjertens gerne tage ordentlig fat på “affaldsproblematikken” i en anden artikel. Det falder lidt udenfor emnet her. Ligesom brugt papir ikke er affald, så er brugt atombrændsel heller ikke affald. Fissionsprodukterne har en halveringstid på ca 3 år, hvilket betyder det meste af radioaktiviteten er væk efter 10 år. Det der er tilbage er mestendels ubrugelig og ufarlig uran-238 og en lang række yderst værdifulde metaller, herunder store mængder neodynium. Mange lande vil begrave det brugte brændsel, da de af en underlig årsag ikke vil lave genanvendelsesanlæg, og det er der rigtig mange gode sikre muligheder for, men politisk er det en meget varm kartoffel. Årsagen til at det skal ligge sikkert i 100.000 år eller mere er fordi den sidste komponent i det brugte brændsel er relativt store mængder plutonium, som ikke kan bruges til våben, men som har en relativ lang halveringstid. At begrave det er nærmest en forbrydelse, da det er fantastisk brændsel i andre kraftværker.
Denne fantastiske video gennemgår påstanden i detaljer.
Tusind tak for artiklen! Er skuffet over mediernes dækning af det… Det er som i 1970´erne. Ingen fokus på de reelle fakta for hvorfro værket er gået ned… Det er over 40 år! Alene det synes jeg er et agument der slår alle andre ned. Jeg kan heller ikke diskutere mobiltelefonstråling og bruge en transportabel mobil fra 1970 som produkt!
Meget interessant indlæg.
Men her 6 dage efter nedlukningen er der åbenbart stadig stærkt brug for køling.
og hvis det er helt ufarligt at stå lige uden foran reaktoren, så var det vel bare at sende 1000 mand ind og og køle skidtet… i stedet for at evakuere i en 30 km. zone?
Der er vist ingen, der siger at det er ufarligt at stå uden for reaktoren lige nu!
Okay, så har jeg misforstået:
Forureningen bliver hurtigt fortyndet til ingenting i luften, består af små mængder xenon, krypton, and iodine, som efter få timer og dage ophører med at være radioaktivt. Stod man lige udenfor værket, ville man få en radioaktiv dosis svarende til et enkelt røntgenbillede.
Kian, hvordan vurdere du situationen lige nu her onsdag aften ( kl. 22)
Ville du have skrevet artiklen anderledes med de sidste dages udvikling?
Jeg forstår ikke hvordan I kan rose forfatteren for at være fagmand. Det virker som om han er en almindelig oplyst borger, som interesserer sig for lidt af hvert, men ikke nogen ekspert. Han ved f.eks. ikke at iodine hedder jod på dansk. Desuden er artiklen ganske ensidig. Der findes naturligvis også fagfolk som er ensidige. Det hele minder mig om debatten på ing.dk, hvor folk tror de ved alverden, bare fordi de er ingeniører. Når folk ved lidt om et emne, stiger arrogancen voldsomt. Ægte eksperter er derimod mere forsigtige i deres konklusioner.
Jeg synes ikke pressen er gået amok eller for langt i sin dækning. Der har ikke været fremført dommedagsscenarier. Man tager en ting ad gangen. En nedsmeltning, hvis den skulle komme, er dog en meget alvorlig sag.
Sammenligningen med bananer er manipulerende, for det fremføres som om at den pågældende stråling i øjeblikket er på bananniveau, hvilket ikke er tilfældet:
“Stod man lige udenfor værket, ville man få en radioaktiv dosis svarende til et enkelt røntgenbillede. Målerne man bruger på værkerne er så følsomme, at de måler radioaktiviten fra en banan, som er naturligt radioaktive.”
Er der noget belæg for påstanden om at dosis uden for værket kun er svarende til et enkelt røntgenbillede? Medierne har vel heller ikke påstået at der var nogen alvorlig stråling den 13. marts, da denne artikel blev skrevet. Fokus i medierne har især været på risikoen for hvad det kunne udvikle sig til. Det er helt berettiget, mener jeg.
Nu er der snart gået en uge, og kampen virker temmelig desperat. Man sender folk ind, selv om deres max.strålingsdosis overskrides, og man bomber med vand fra luften – en ineffektiv, farlig, dyr, usikker metode. Enhver kan da se at det er sidste udvej.
Det er ikke givet at der er en katastrofe på vej, men det er helt givet at Fukushima har udviklet sig til noget man ikke havde forberedt sig på, og som er ude af kontrol.
Myndighederne prøver tilsyneladende at nedtone risikoen, her er der en lighed med de sovjetiske myndigheders adfærd efter Tjernobyl. Det er også en lighed med Tjernobyl, at man udråber de stakkels arbejdere til “helte” for at aflede opmærksomheden fra det tragiske og inkompetente i hele sagen. Her synes jeg der er god grund til at kritisere pressen.
Denne faktaboks har været brugt i flere Berlingske-artikler, første gang i går:
Fakta: Radioaktiv stråling
De højeste strålingsmeldinger fra Japan går på 400 millisievert i timen lige omkring Fukushima-værket.
Til sammenligning får danskere en helt naturlig strålingdosis på omkring 3 millisievert om året. Dertil kommer en smule stråling fra medicinske kilder – for eksempel røntgenbilleder.
En dosis på 1 millisievert giver en forøget risiko for cancer på 0,005 pct. Står man lige ved siden af a-kraftværket i Japan, er risikoen for cancer altså steget med to procent i forhold til ved den normale baggrundsstråling.
For at blive akut strålingssyg skal strålingen dog være helt oppe omkring 1.000 millisievert i timen (som er 1 sievert). …
Jeg ved ikke om Berlingskes tal passer, og hvornår de er målt, men de er nok nærmest i underkanten. Især hvis de bygger på de japanske myndigheder.
En røntgenserie af underlivet, inkl. kontraststof, som er en af de større røntgenundersøgelser, giver ifølge Wikipedia 14 millisievert. Det er noget mindre end de 400 millisievert pr. time ved Fukushima. En omfattende røntgenundersøgelse svarer altså til to minutters ophold uden beskyttelse ved Fukushima.
Kræftrisiko begynder bevisligt at blive forøget fra 100 millisievert modtaget i løbet af et år.
Berlingskes faktaboks er tæt på at manipulere, når den blander grænsen for akut strålesyge ind i sagen. Ved en atomkatastrofe vil meget få typisk dø af akut strålesyge, men mange, mange flere vil dø af følgevirkninger som f.eks. kræft. Og man registrerer naturligvis bare de kendte følgesygdomme og prøver at bedømme hvad overdødeligheden har været. Eventuelle ukendte måder, hvor organismen påvirkes af radioaktivitet, kan i sagens natur ikke registreres.
Wikipedia angiver en lavere grænse for akut strålesyge (25o millisievert på en dag) end Berlingske (1000 millisievert).
Men nu skal det i rimeligheden navn siges, at man kan få samme organskader eller symptomer ved f.eks. en alvorlig virusinfektion, evt. kronisk, men man dør ikke nødvendigvis af det.
Jeg mener ikke pressen laver scenarier om at folk bliver selvlysende eller dør øjeblikkelig af stråling. Det kommer naturligvis an på dosis, hvilket mange artikler i pressen – med citater fra eksperter – har oplyst om. Desværre kommer de danske eksperter ikke med mange detaljer, og deres udsagn er lidt tilfældige. Se f.eks. http://jyllands-posten.dk/international/asien/ECE4502078/sadan-pavirker-radioaktiv-straling-kroppen/
Artiklen snakker om berlinerblåt, som kun virker “hvis man har spist en bestemt type radioaktivt stof”, som det meget upræcist beskrives. Der er så vidt jeg ved tale om et kelerende stof, som fjerner bl.a. cæsium, så det virker egentlig ikke på radiaktiviteten som sådan, men på tungmetallet. Det blev brugt efter Goiana-uheldet i Brasilien, hvor radioaktivt cæsium fra en hospitalsmaskine blev strøet ud over et større område.
Der er også nogle eksperter der skriver at man bare kan skrubbe radioaktiviteten af med vand og sæbe. En svensk professor udtaler sig meget skråsikkert om Fukushima, 8000 km borte:
“Eva Forssell-Aronsson, professor i radiofysik manar till lugn. ” Jag tror inte det kommer att bli några dödsfall. Mindre doser radioaktiva partiklar som sitter på huden går oftast att duscha bort”, säger hon.”
http://www.dn.se/nyheter/varlden/
Hysteriet var væsentlig større ved Tjernobyl-ulykken, men det havde sine gode grunde: det var tættere på Europa, der var hemmelighedskræmmeri, årsagen var endda ukendt til at begynde med, og så var katastrofen mere alvorlig. Det kan den vel stadig nå at blive i Japan. Men jeg har altså ikke læst nogen som helst medier påstå at “et nyt Tjernobyl truer”. Selv om sammenligningen da er åbenbar – dette her er mere alvorligt end Three Mile Island, men i øjeblikket ikke så slemt som Tjernobyl.
Spisning af 1 banan giver i øvrigt kun 0,0001 millisievert, så enhver banansnak burde holdes ude af billedet.
@ Henrik
Den efterfølgende udvikling ændrer ikke det jeg skrev, og selv med de meget mere alvorlige brande i det brugte brændsel, er konklusionen stadig den samme. Uden for værket er der ikke farligt, men med de meget alvorlige brande, er det selvfølgelig en dårlig idé at stille sig ind ved siden af reaktorbygningerne.
Situationen blev meget forværret efter jeg skrev artiklen, men stadig har der ikke været nogen fare for en atomkatastrofe. En smule radioaktiv forurenning er ikke sjovt, men det er heller ikke farligt. Der er tale om små mængder, som hurtigt henfalder og bliver ufarlige. Det ville være en helt anden situation med forurening fra en kemisk fabrik eller hvis flyveasken fra kulkraftværkerne blev spredt. Det forsvinder ikke.
@ Casper
Tak fordi du spottede mit engelske copy-paste. Nu fik jeg også rettet “and” til “og” i samme sætning. 🙂
Du kan måske have ret i at artiklen er ensidig, som sådan er det ofte når fokus er på fakta og ikke på holdninger. Jeg vil gætte på at det også er årsagen til din oplevelse på ing.dk.
Med hensyn til røntgenbilleder og bananer, så er det perspektiverende og ikke manipulerende. Medierne har da i høj grad været ude med hvad der ligner dommedagsscenarier, og de har bestemt ikke holdt sig til mulige scenarier. Flere har stillet spørgsmål i stil med: “Hvad nu hvis der kommer en stor atomsky?” Sådan et spørgsmål er useriøst, for alt det farlige er på fast form, og skal den forme en sky, så må der være noget der aktivt skaber skyen – det er der ikke!
Du har ret i at de har gang i sidste udvej, men det du glemmer at spørge om er hvad der ville ske hvis de ikke gjorde det? Der ville ikke ske meget. Der ville komme mere udslip end hvis de gjorde det de gør, men det vil ikke blive til en katastrofe. De 2 millisieverts er fra den kosmiske stråling og ikke fra jorden og alle andre aktiviteter. Strålingen lige ved reaktoren er selvfølgelig skadelig, men med afstanden falder det hurtigt, og strålingen fra værket er slet ikke konstant. De to minutter du næver er når man står foran reaktorbygningen, og det er ikke et sted offentligheden har eller skal have adgang til.
Selvfølgelig er det farligt lige inde ved reaktorbygningen. Selvfølgelig er det en alvorlig ulykke. Selvfølgelig kan ulykken blive meget værre, men selvom den gør det, så er vi meget langt fra en katastrofe, hvor bare én civilperson mister livet.
Jeg kunne godt tænke mig at høre atomkrafttilhængernes kommentar til udviklingen. Hvordan synes I selv det går? Jeg spørger i al åbenhed, mener det ikke sarkastisk. Men jeg mener at det er uholdbart, at I har udbredt jer om alle fordelene ved a-kraft mens I troede at ulykken var begrænset, men I tier stille, når det viser sig at omfanget var meget alvorligt. Det synes jeg ikke er en seriøs omgang med emnet. Er vi modne til a-kraft hvis folk bare tier stille når alvorlige problemer opstår?
Ulykken er væsentlig større end jeg forventede, men ikke værre end jeg kunne forestille mig. Konsekvenserne af ulykken er stærkt begrænsede og uproblematiske, men hysteriet omkring ulykken er ekstrem farligt, og det ville ikke overraske mig, at det kommer til at koste liv på både den korte og i særdeleshed den lange bane.
Men kort sagt, så er ingen døde, ingen er i fare for at dø og der er dårligt nok nogle tilskadekomne.