DR2 Udefra: Kyllinge-massakren

DR2 viste d. 17 oktober 2006 en fransk dokumentarfilm om slagtekyllinger. Originaltitlen på filmen er The Chicken Stampede, og er lavet af Jose Bourgarel & Hubert Dubois. Filmen er én af mange hvor Tyge Pedersen går til angreb på globaliseringen og frie markeder.

Filmen er fyldt til randen med logiske fejl og fordrejninger. Jeg vil prøve at gengive nogle af (de mange) problematiske udsagn, og prøve at rette op på dem. Jeg skal ikke kunne sige hvor loyal Tyge Pedersen er overfor det originale speak, så det er udelukkende det danske speak jeg vil kommentere. Artiklen er blevet noget lang, men det siger mere om mængden af problemer i filmen, en om denne artikel.

En direktør for et af store og slemme multinationale virksomheder i Thailand, refereres der kun til som Mr. Shih i stedet for at bruge hans fulde navn. På den måde opfattes han på intet tidspunkt i filmen som et menneske, men som en marionet for det multinationale selskab. Sådanne virkemidler er helt gennemgående i filmen, hvor der konstant bruges objektivt korrekte ord om de store selskaber og globaliseringen, men ord, der entydigt giver en negativ association hos publikum. Man må give Tyge Pedersen, at det er en flot og professionel manipulation – men ikke desto mindre en manipulering af værste skuffe.

Introen

I introen til filmen siges blandt andet:

“Globaliseringen har medført at de fattige lande har måttet afvikle deres toldbeskyttelse, og nu bliver oversvømmet af billige importvarer fra den rige verden.”

og

“WTO har presset en lang række fattige lande til at fjerne deres importtold. Dermed er markederne lagt vidt åbne, og her kan de små ikke konkurrere.”

Begge udsagn er er helt hen i vejret. Det kan godt være der er nogle små producenter der ikke kan konkurrere, men netop fordi de ikke kan konkurrere, er det en god idé at de finder noget andet at lave.

Under alle omstændigheder, så må det være en overordentlig god idé, at der kommer en masse billige varer ind i landet. Hvis ikke varerne var billige ville mange af de fattige mennesker ikke have råd til at købe varerne og få gavn af dem. Dem, der godt kunne købe de dyre varer før toldmuren forsvandt, har nu fået et økonomisk råderum til at forbedre deres levestandard eller spare sammen til at investere deres penge. På den måde kan der opbygges kapital til at give endnu mere vækst i landet, end da tolden gav højere priser for forbrugerne.

De fattige lande ikke bliver ikke fattigere af, at blive oversvømmet af billige varer. Der kan muligvis ske midlertidig skade fra toldmuren forsvinder til landet har omstillet produktionen til de nye forhold. Men det giver ikke grund til bekymring i det lange løb.

Hvis bare det var de fattige lande filmen var bekymrede for, men det er det ikke. Det er i virkeligheden de franske bønder, der er ofre for de multinationale selskaber. De selskaber kan levere billigere varer ved at producere (dvs. skabe vækst) dem i de fattige lande. Mere om det senere.

I introen kommer Tyge Pedersen også med denne utrolige, men desværre meget udbredte opfattelse:

“Retten til at producere sine egene fødevarer burde være selvindlysende, men det er det ikke længere.”

Bortset fra, at der tydeligvis er et problematisk forhold til ordet “ret”, så giver udsagnet et stærkt indtryk af, at det er en god idé hvis alle (dvs. lande) producerer deres egne fødevarer. Den antagelse er helt forkert. Der er absolut ikke nogen grund til at producere sine egne fødevarer hvis man i en globaliseret verden kan købe billige og gode fødevarer af andre. Den eneste grund til at en dyrere egenproduktion skulle være en god idé, er hvis man planlægger krig mod andre, eller hvis man påkalder sig sanktioner fra andre lande. Er man fredelig og ønsker at skabe velstand gennem fri handel, så er det helt ubetinget en dårlig idé at være selvforsynende for enhver pris.

I starten af filmen viser Mr. Shih rundt på deres højteknologiske computerstyrede kyllingefarm. På farmen er det kun nødvendigt med 1 operatør til opdræt af 100.000 kyllinger. Om ham siger Tyge Pedersen:

“En anonym person, som er lukket inde i et kontrolrum i 45 dage gør i princippet hele arbejdet. Han er en slags fangevogter i en produktionscyklus, der bestemmes af teknolologien og rentabiliteten.”

Den negative retorik er ekstrem. Hos det slemme selskab er de ansatte anonyme fangevogtere, der oven i købet er spærret inde. Der er ingen menneskelighed involveret, for det er markedet og teknologien der har magten.

Et alternativt speak kunne være: “Teknologien og det globale marked gør at operatøren har et job, og kan forsørge sin familie bedre end nogensinde før. Han har fået en god uddannelse, som sætter ham i stand til at få bedre og bedre jobs, efterhånden som landets økonomi vokser.”

Fugleinfluenza

Efterfølgende falder emnet på fugleinfluenzaen. Her fortælles det at 670.000 små og mellemstore kyllingefarme blev “sat ud af spillet” uden at de store selskaber blev ramt.

“Begrundelsen var at dets hønsegårde var afskåret fra den fri luft og derfor beskyttet mod smitten fra trækfugle.”

Den thailanske senator Craisak Choovavan (bemærk det fulde navn) bliver interviewet fordi han har kaldt foranstaltningerne mod fugleinfluenzaen for diskriminerende. Under hans introduktion fortæller Tyge Pedersen at:

“Thailand var et demokrati, men et demokrati der blev styret af ekstreme markedsideologer.”

Choovavan siger:

“De store virksomheder har indflydelse i regeringen, og har endda folk til at arbejde for regeringen (…) kyllingeproduktionen er nu koncentreret i de store selskaber, og nu har de monopol på eksport af kyllinger.”

Der kan skrives og menes meget om hvordan truslen fra fugleinfluenzaen blev håndteret i Thailand (og i resten af verden for den sags skyld). Men påstanden, fra filmen og deres helt Craisak Choovavan er, at en regering af ekstreme markedsideologer har brugt fugleinfluenzaen som undskyldning for at fjerne de små konkurrenter fra det thailanske marked.

Jeg vil gerne tro på at den thailanske regering kunne finde på at gøre som påstået, men det er altså imod enhver form for markedsideologi, at bruge statens magt til at skabe monopoler til nogle få virksomheder. Filmens påstand er her, at frie markeder og globalisering gør at regeringer ødelægger konkurrencen på markedet og skaber monopoler for deres venner. Det hænger på ingen måde sammen.

Hvis Thailands regering har gjort som påstået, så har den forsøgt at ødelægge det fri marked. Vil man bekæmpe, at regeringer laver sådan noget, så skal man i virkeligheden kæmpe for mere frihandel – ikke mindre som filmen påstår.

Europa/Frankrig

Som nævnt tidligere er det slet ikke de fattige lande filmen er bekymret for. Det er Frankrig de er nervøse for – eller nærmere bestemt de franske kyllingefarmere.

“For hver dag rykker flodbølgen nærmere. Og Europa er ikke særlig velforberedt. Importen af færdigretter er blevet massiv.”

og

“I europa er der en ekstra told på importerede ferske kyllinger. Det sætter Frankrig i stand til mod alle ods at bevare en 5. plads blandt verdens kyllingeproducerende lande. Men hvor længe endnu?”

Man fristes til at svare: Forhåbentligt ikke ret længe endnu!

Hvad der er sandt for de fattige landes toldgrænser er også sande for toldgrænserne i Europa. Jeg har tidligere skrevet om toldgrænser her. Tolden holder billigere vare ude af de europæiske butikker, og tvinger de europæiske forbrugere til at betale ekstra for de franske varer. Ikke nok med det, så tvinges de europæiske forbrugere til at betale landbrugsstøtte til de franske farmere, og lur mig om der ikke også er en skattebetalt eksportstøtte til de franske producenter oven i.

Det er muligt at Frankrig ikke kan holde stand mod den billige import af kyllinger, men det er bestemt heller ikke ønskværdigt at de skal det. For de eneste, der har gavn af en importtold på ferske kyllinger, er de franske kyllingefarmere. Alle andre, inklusiv alle europæiske kyllingespisere og kyllingeproducenter i de fattige lande, må betale prisen. Det er simpelthen ikke det værd. Måske de franske kyllingefarmere skulle finde på noget andet end at opdrætte kyllinger, for de er tydeligvis ikke lige så gode til det som den upersonlige Mr. Shih fra Thailand er.

Gilles Hutepin (bemærk det fulde navn) er chef for den største franske kyllingeproducent, og han stiller et “dilemma op”:

“Europa må spørge sig selv: Skal vi være afhængige af import? Hvis nej, så må den europæiske producent begunstiges. Hvis ja, og der kommer en verdensomspændende sundhedskrise, og man importererprodukter med en sygdom, så får politikerne ansvaret.”

Han har sikkert ret i at politikerne får ansvaret, men det er under alle omstændigheder en god idé at købe vores fødevarer på et globaliseret frit marked.

Prøv at overveje det modsatte af Mr Hutepins eksempel! Skal vi være afhængige de franske producenter? Hvis nej, så er det med at få afskaffet toldmurerne hurtigst muligt og få skabt et globaliseret frit marked. Hvis ja, hvad gør vi så, når der kommer en verdensomspændende sundhedskrise – eller måske bare en fransk sundhedskrise? For så har vi slet ikke nogen fødevare forsyning, for det globaliserede marked eksisterer slet ikke.

Mr Hutepins eksempel er skræmmende relevant, men kun hvis vi vender det på hovedet. Svaret kan kun være, at vi slet ikke skal være afhængige af franske producenter. Om vi så bliver afhængige af import er irrelevant så længe det ikke er fra et enkelt land vi importerer. Heldigvis producerer Brasilien også masser af kyllingekød.

Cameroun

Europas overskudsproduktion bliver sendt til Cameroun, hvor der ifølge filmen er forsvundet 110.000 jobs i kyllingebranchen, da en frossen kylling koster 30% af en lokal produceret kylling. Skylden er filmen ikke i tvivl om:

“Bernard Njonga (bemærk det fulde navn) placerer hovedansvaret hos Camerouns regering. Ved at adlyde WTO og fjerne importskat og moms på udenlandske kyllinger, har landet undergravet sit eget landbrug.”

Igen bliver et frit marked uden begrænsning bebrejdet for skaderne når staten prøver at regulere markedet. Filmen fortæller slet ikke at overskudsproduktionen kun eksisterer fordi Europa har en lang række støtteordninger til landbruget, der gør at en alt for dyr fransk produktion kan opretholdes.

Filmen fokuserer i overordentlig grad på de stakkels kyllingefarmere og deres ansatte som måtte fyres. Det er selvfølgelig en kedelig situation for dem, men for alle forbrugerne i Cameroun er det den rene pengeregn. De hundrede tusind der blev fyret fra kyllingebranchen kan nu lave noget andet produktivt i stedet for at sidde fast i en, for samfundet, urentabel kyllingeproduktion. Alle de penge og ressourcer, forbrugerne i Cameroun sparer på at købe billigere mad, kan nu bruges på andre produkter lavet af de tidligere kyllingearbejdere. Den vinkel glemmes helt. Det er skidt for kyllingefarmerne, men det er godt for alle andre. Måske burde farmerne finde noget andet at lave.

“Tidligere var kyllingeopdræt en familieaffære. Gennem længere tid har forretningsfolk bevæget sig ind med Semi-industriel produktion. Og nu har de bidt sig fast.”

Tyge Pedersen beskriver her den industrielle revolution i Afrika som noget forfærdeligt. Økonomisk vækst og fremgang er netop kendetegnet ved at produktionen går fra mindre effektive produktionsformer til mere effektive former. Hvis vi skulle følge moralen i dette afsnit så ville vi have haft det langt bedre i Danmark hvis vi ikke havde været igennem den industrielle revolution. Det er virkeligt noget nonsens.

“Man har åbnet grænserne for import i håb om til gengæld at kunne sælge sine råvarer. Men her har man narret sig selv. Den globale økonomi handler ikke om solidaritet, men om konkurrence (…) Kender du en forretningsmand med et hjerte? Problemet er at der skal tjenes og tjenes.”

Hvis ikke der skal tjenes og tjenes, så er mennesket dømt til at leve et liv i fattigdom. Det er enten eller. Den absolut bedste måde et samfund (ikke staten) kan tjene penge er ved at konkurrere på et frit marked. Solidaritet har aldrig nogensinde produceret velstand, for det er ikke effektivt og solidaritet er en hindring for effektivisering. Resultat er at velstanden i samfundet aldrig stiger, for velstandsstigninger kan kun komme ved effektiviseringer, så den enkelte arbejders indsats producerer så meget værdi som muligt.

Ligesom den franske kyllingeproducent er Bernard Njonga også bange:

“Hvis det fortsætter som i dag vil vores fødevareselvstændighed være tabt.”

Og ligesom i Frankrig er fødevareselvstændighed stærkt overvurderet. Gør man sig afhængig af sin egen fødevareproduktion, så kommer man i knibe hvis der opstår problemer i produktionen.

Tyge Pedersen runder Cameroun af med konklusionen:

“Kyllingekrigen handler blandt andet om det enkelte menneskes ret til at fremstille sin egen mad, og om retten til at overleve ved egen kraft.”

Nej, det handler det overhovedet ikke om! Det handler om kyllingeproducenternes ret til tvinge forbrugerne til at betale overpris for en vare de kunne få billigere andre steder.

Det enkelte menneske har sin fulde ret til at producere sin egen mad, og dermed overleve ved egen kraft. Kyllingeproducenterne kan fint spise de kyllinger de selv har produceret, og dermed overleve ved egen kraft. Hvorfor gør de så ikke det? Fordi det er for dyrt. Kyllingefarmere vil ikke engang købe deres egne produkter fordi de er for dyre. Hvorfor i alverden skulle alle forbrugerne så tvinges til at købe dem?

Thailand

“Den thailandske regering har forberedt en lovgivning, der skal tvinge alt fjerkræ til at være lukket inde. Det vil kræve investeringer som de små bønder ikke vil kunne få råd til (…) Loven vil tilpasse kyllingeproduktionen til de standarder, der gælder for de største selskaber”

Her er en reel problemstilling. Det er meget svært, at finde den korrekte standard, der bør ophæves til lov, for at beskytte forbrugerne mod sygdomme og lignende. Ophæves standarder til lov, vil det helt sikkert skubbe nogen ud af markedet. Spørgsmålet er egentligt i hvor høj grad man stoler på at markedet er i stand til at kvalitetssikre eller ej. Og i hvor høj grad man mener regeringerne er korrupte og dermed imod markedet.

Filmen tager de små bønders parti på trods af, at de tydeligvis ikke lever op til nogen som helst kvalitetsstandarder. Man ser endda en af bønderne spytte på en kylling på markedet. I filmen påståes det at de små producenter er økologiske og derfor helt fri for sygdomme som fugleinfluenza. Det er fuldstændig forkert. Den årlige influenza epidemi kommer netop fra de små “økologiske” landbrug i Asien, som ligger op og ned af junglen.

Afrunding

I Cameroun er eksporttolden genindført pga. blandt andet voldelig pression på regeringen. Filmen viser selvfølgelig de glade producenter, som kan sælge deres varer til en højere pris til forbrugerne. Forbrugerne er igen blevet fattigere, men smilene er brede på kyllingemarkedet i Cameroun. Så nu gælder det om at få landbrugsstøtte til producenterne.

Bernard Njonga er lige præcis en af de lobbyister, der presser regeringer til at favorisere specielle interessegrupper på bekostning af alle andre. Det er i og for sig ligegyldigt hvilke grupper der favoriseres, for det er i modstrid med et frit marked, hvor det er de dygtige der vinder.

I studiet

I studiet interviewer Tyge Pedersen Christian Friis Bach i hans egenskab af landbrugsøkonom. Her gentager de mere af det sludder, der allerede er behandlet i filmen. I relation til Afrika udtaler Christian Friis Bach:

“Der er rigtig mange ting i Afrika der gør det for dyrt. Det er meget dyrt at transportere ting. De har ikke ordentlige systemer. Ting kommer til at hænge nede i havnen fordi de ikke ahr nogle ordentlige havneprocedurer. (…) Man har set industrier der kollapser fordi de ikke kan klare sig i globaliseringen.”

Der bliver på intet tidspunkt talt om hvorfor det er for dyrt i Afrika. Problemet er, at der er kæmpe toldtariffer på alt muligt i de afrikanske lande. Industrierne har hverken råd til at købe råvarer eller produktionsfaciliteter i udlandet.

Statskontrollen er umådelig stram i de lande, og det giver grobund for en omfattende korruption, som forhindrer udbygningen af infrastruktur, og piner virksomheder til døde. Det er simpelthen en katastrofal mangel på frie markeder i Afrika, der holder befolkningerne i dyb fattigdom.

Christian Friis Bach tror åbenbart også at frihandel er et nul-sum-spil:

“Det er ikke nok at åbne markederne og så tro at så bliver alle mennesker rige og glade. Der er tabere og der er vindere, og dem så vi i udsendelsen.”

I et frit marked er det de dygtige der vinder, og de dårlige der taber, og sådan bør det være. Det ville være horribelt hvis de dygtige tabte og de dårlige vandt.

Ikke nok med det, så kan taberne skifte branche til noget hvor de er de dygtige. Det er netop det smukke ved markedet.

Også Nobels fredspris til Grameen Bank bliver drøftet:

“Frihandel er ikke nok. Der skal støtte til, og det er det de gør i Grameen bank, som fik Nobles fredspris. Det de gør i Grameen Bank er troen på det enkelte menneskes og dets ressourcer og alle kan kæmpe sig ud af fattigdom hvis de får chancen.”

Det er simpelthen ikke korrekt. Grameen Bank giver ikke støtte, de kræver at pengene tilbagebetales. Grameen Bank har ikke nogen indbygget tro på mennesket som andre banker ikke har. Grameen Bank har bare anerkendt at kapital i selv små mængder er en forudsætning for velstandsstigninger. Grameen Bank er de ultimative kapitalister, der forsøger at gøre fattige mennesker til “grådige” kapitalister, der bare vil tjene og tjene. Og det virker. Se mere om Grameen Bank her, og her er dette citat fra stifteren af banken:

“Grameen believes that charity is not an answer to poverty. … It creates dependency. … Unleashing of energy and creativity in each human being is the answer to poverty.”

Til sidst kommer Christian Friis Bach med et forsvar for toldbarrierer:

“Landene skal have retten til at sige at de bliver nødt til at beskytte sig i en periode for at sikre sig at deres produktion kan komme op og vokse sig stærk, og så kan de komme ud og konkurrere på verdensmarkedet.”

Ideen lyder god, men den er fuldstændig forfejlet. Vil man have små virksomheder til at vokse hurtigst muligt, så er det absolut bedst med et kæmpe (globalt) marked, hvor der er et så stort antal nicher som muligt. Begrænser man små nationale industrier til et mindre marked, så har den lille virksomhed ikke mange nicher den kan vokse i.

Endnu værre er det, at en industri beskyttet af toldbarrierer ikke er konkurrencedygtig. Den har aldrig mødt konkurrence, og resultatet er at når tolden fjernes, så bliver de tidligere beskyttede virksomheder lettere smadret.

Christian Friis Bach tager fuldstændig fejl, og det gør Tyge Pedersen også. Mon ikke de skulle finde noget andet at lave.

This entry was posted in Film, Økonomi og penge, Udland. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.