Danske medier fortæller ikke meget om balladen i indianerreservatet Standing Rock i North Dakota. Sagen handler om Dakota Access Pipeline, der skal løbe 1.886 km mellem oliefelter i North Dakota til Illinois. Undervejs løber rørledningen gennem en række indianer-reservater. Når det sker, har stammerådet en indflydelse på projektet, og de tilbydes økonomisk kompensation i forskellige former for ulejligheden. Det har fungeret glimrende for de 1.640 km, der allerede er afsluttet. Men…
Den føderale regering i USA administrerer mange detaljer om reservaterne på vegne af indianerstammerne. Politisk har man besluttet, at rørledninger og lignende så vidt muligt skal føres uden om reservaterne, og det er muligt ved Standing Rock reservatet. Det betyder for det første, at stammerådet ikke har nogen indflydelse på rør-ledningen. For det andet, at reservatet ikke kan drage økonomisk fordel af rør-ledningen. Og vigtigst af alt, reservatet står med hele balladen ved brud og udslip fra rørledningen. Rør-ledningen, skal nemlig føres igennem et stort antal floder og søer udenfor reservatet, som forsyner reservatet med vand.
Eller sagt på en anden måde: Indianerne har ingen indflydelse, ingen økonomiske fordele, men alle miljøproblemerne ved en ulykke. De er ikke glade.
Indianerne udfordrer naturligvis sikkerheden ved rørledningen alle steder de kan. Da de stiller sig op for at protestere mod bygningen af rørledningen tiltrækker de opmærksomhed fra en lang række erklærede miljøforkæmpere og generelle modstandere af olieudvinding og andre kontroversielle rørføringer. Resultatet har været en lang række enormt voldelige sammenstød med politiet, juristeri og storpolitik med både Obama og nu Trump i vælten.
Selvom kampen handler om miljøsagen fra forskellige vinkler, så er den grundlæggende årsag en formynderisk føderal regering, der nægter indianerne selvbestemmelse, og dermed ejendomsretten til deres eget land.
Erfaringerne fra de andre reservater viser, at hvis stammerne har indflydelse på sikkerhedsstandarderne og modtager passende kompensation, så kan indianerne sagtens finde ud af at lave gensidigt fornuftige løsninger med olieselskaberne. Nogle stammer har sågar deres egne olieselskaber med tilhørende rørføringer.
Problemet kunne fra starten løses ved at holde fast i respekten for ejendomsretten. Miljørisikoen er en eksternalitet, der påføres indianerne. Nobelprisvinderen Ronald Coase viste i 1960, at eksternaliteter kan håndteres hvis ejendomsretten er veldefineret, kan opdeles og forsvares. Han påviste, at alene tildeling af en klar ejendomsret kan løse problemerne, uanset hvilken part i en konflikt om eksternaliteter, der modtager ejendomsretten, så længe transaction costs (omkostningerne ved overhovedet at skabe en aftale), er lave.
Forholdet mellem indianerne og den føderale regering har aldrig nogensinde været præget af respekt for en veldefineret ejendomsret, og nu ser vi mere ballade. Spørgsmålet er, om det allerede er for sent med en let løsning baseret på ejendomsret, for nu er det vokset til et spørgsmål om olieudvinding, miljø og klima, og transaction cost er eksploderet. Men selv hvis der ikke er en hurtig løsning i udsigt, burde indianerne få den fulde ejendomsret over deres land. Så ville fremtidige konflikter af denne type kunne undgås.
