Ytringsfrihedens grænser går ved trusler

voltaireYtringsfrihed er tolerance af ytringer man finder afskyelige, dvs. vi sender ikke nogen ud for at banke dem, der har ytret sig. Selvom vi tolerer det, behøver vi ikke acceptere det. Hæslige og frygtelige udtalelser fortjener massiv fordømmelse og afstandtagen. Skal vi dyrke den moralske ret til at sige ting andre finder afskyelige, og det skal vi, må vi gå forrest når andre siger ting vi finder afskyelige. Det er nu sat på prøve.

Moskéen Masjid Al-Faruq på Nørrebro i København havde i marts besøg af Mundhir Abdallah, og videoen fra MEMRI viser, at det ikke gik stille af.

Jyllandsposten: “Dommedag kommer ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem. Jøderne vil gemme sig bag klipper og træer, men klipperne og træerne vil sige: Oh, muslim, oh Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham.”

Uanset hvad han læser op fra, så fortjener det massiv og ubetinget fordømmelse. Det er afskyeligt og uacceptabelt, og det skal alle involverede have at vide. Spørgsmålet er, om vi skal sende nogen ud og give dem alle et gok i nødden.

Det kan være en overtrædelse af racismeparagraffen, imamparagraffen eller vigtigst af alt kan det være opfordring til drab på jøder, altså trusler. Jyllandsposten. Det mener Sofie Carsten Nielsen (R), Lars Aslan Rasmussen (S) og Pia Olsen Dyhr (SF). Jyllandsposten.

Men er det virkelig en opfordring til drab på jøder i en form, der bør være strafbar? Til det område må Flemming Rose være en autoritet på området, eftersom han konstant er udsat for personlige konkrete trusler fordi han har brugt sin ytringsfrihed. Han talte om trusler i et fremragende interview i The New Yorker.

The New Yorker: From reading your book, I know all the ways in which speech should not be restricted. That said, when should it be?

Incitement to violence that represents a clear and present danger, though the concept has a history that indicates that it may be manipulated to punish speech that doesn’t incite violence or criminal action. (…) Today the clear-and-present-danger test implies that inciting speech beyond a reasonable doubt will be followed by imminent lawless action.

Kan vi udover nogen rimelig tvivl sige at Mundhir Abdallah’s udfald i moskeen, umiddelbart vil føre til kriminelle handlinger? Nej, det kan vi ikke. Eftersom udtalelserne faldt for efterhånden lang tid siden, kan vi gå et skridt videre og konkludere, at der faktisk ikke skete noget umiddelbart efter.

Politikernes ønske om retsforfølgelse er heller ikke begrundet i, at jøder vil blive gjort fortræd som følge af ytringerne. Det er ytringen i sig selv, der med sin voldsretorik ønskes retsforfulgt. Det vil sige politikerne er i gang med en klokkeklar krænkelse af ytringsfriheden. Der er ingen trussel her. Der er ingen voldshandling her. Men der er en ekstrem forkastelig ytring, der bør mødes med den strengeste fordømmelse – gennem vores ytringsfrihed.

Flemming Rose har også noget at fortælle om hvad der sker, hvis disse politikere får magt som de har agt.

The Atlantic: Rose’s worry is that by reclassifying words as deeds, the distinction between verbal insult and actual physical violence is collapsed, with devastating consequences for free speech. Words and images, he concedes, can be hurtful. But they are not agents of mass destruction.

Hvis vi skal holde fanen højt, når vi skal fortælle grimme ting om andre ude i verden, under dække af ytringsfrihed, og det skal vi. Så må vi holde ytringsfrihedsfanen højt når andre siger grimme ting vi ikke kan lide. Det er eksamenstid nu, og dumper vi, er vi dømt ude som hyklere man kan se bort fra.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *