Offentlige supermarkeder

Forestil dig, at vi får fat på fødevarer på samme måde som vores børn modtager deres uddannelse i Folkeskolen.

Vi betaler alle sammen skat, og en stor del af de skalle ville blive brugt af offentligt ansatte til at bygge og drive supermarkeder. Afhængigt af hvor vi bor vil vi blive tilknyttet et bestemt supermarked, hvor hver familie gratis kunne hente de varer, der er blevet tildelt dem. Forvaltningen, der administrerer supermarkerderne har til opgave, at finde ud hvilke varer hver familie bør have, og hvor meget de skal have. Kun sjældent får en familie lov til at besøge et andet offentligt supermarked end det, der er i deres eget distrikt.

Beboerer i rige kommuner, såsom Gentofte og Frederiksberg, vil selvfølgelig have bedre supermarkeder med mere attraktive varer, end man finder i andre kommuner, og af samme grund vil supermarkedernes kvalitet have stor indflydelse på hvor folk helst vil bo. Det er dog tilladt at handle i private supermarkeder, som kræver betaling for de varer, de tilbyder. Familier, der hander i de private supermarkeder skal stadig betale fuld skat, men kommunen betaler dog lidt af regningen i det private supermarked.

Når næsten alle anerkender, at kvaliteten af supermarkederne er i bund, vil forslag om frit valg af supermarkeder blive forkastet af de offentligt ansattes organisationer og andre politiske kollektivister, som et forsøg på, at snyde kunderne for god service; som forsøg på at nægte almindelige familier den mad, de behøver for at overleve. De vil påstå, at sådanne valgmuligheder vil tømme budgetterne for de offentlige supermarkeder, og den dårlige service i de offentlige supermarkeder skyldes, at de ikke har nok ressourcer.

Den lille håndfuld mennesker, som ønsker fuldstændig adskillelse af staten og supermarkederne, vil blive kritiseret af næsten alle som for at være ultaliberalister og fantaster. Folk mener at ønsket er udtryk for en foragt for andre mennesker, og at de er ligeglade med den underernæring og sult, der vil feje gennem hele landet, hvis kun private markedsdrevne supermarkeder eksisterede. Nogen ville endda mener, at det er forkert, at kalde madforbrugerne “kunder”, for forholdet mellem leverandørerne af livgivende madvarer og folk, der behøver maden, bør ikke forfladiges til noget kommercielt.

Er der nogen, der tror sådan et system ville fungere? Eller bare fungere halvt så godt som vores nuværende private system til distribution af fødevarer? Folkeskolen er bare et eksempel, for det samme gælder de offentlige hospitaler, hjemmepleje, børnepasning og meget mere.

Forresten, hvis du tror sådan et system virker bedre med fødevarer, så er du ikke rigtig klog.

This entry was posted in Økonomi og penge, Statens opgaver and tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.