Pressens grænser

Denne post udspringer af en god debat jeg havde med flere læsere af Punditokraterne, i forlængelse af en artikel om Berlingske og Grevil-sagen.

Sagen handler i sin enkelthed om hvilke grænser der bør være for pressen. Er der bare frit slag for pressen til at publicere alt hvad de har lyst til uden hensyn til hvor informationerne er fra, hvad konsekvenserne er for de personer det vedrører? Bør man have en ejendomsret til hemmeligheder, dvs. til hemmelige informationer?

Her er tre eksempler, som hver især illustrerer problemet om hvad pressen må bringe:

Da Nada Bang og Dan Marstrand fra TV3’s Robinson blev gift var der tale om at de ville sælge rettighederne og billederne fra deres bryllup til et enkelt medie. Det var oppe at andre medier ikke måtte bringe historier fra brylluppet, da parret mente at det var deres bryllup, og dermed deres historie. Det hele var på mange måder et stunt, der udsprang af nogle dårlige oplevelser med pressen. Så vidt jeg ved kom der ikke afslutning på sagen.

Tidligere på året brød historien om, at DFU tegnede Muhammed på deres sommermøde. Nogle ”kunstnere” havde filmet mødet, og efterfølgende bragte Nyhedsavisen historien. Spørgsmålet er om der her var tale om et privat arrangement, hvor medlemmerne af en politisk ungdomsorganisation må forlyster sig i fortrolighed, eller om det er i ”almen interesse” hvad man laver hvis man er medlem af et parti. I december afgjorde pressenævnet at Nyhedsavisen har tilsidesat god presseskik – hvilket chefredaktøren selvfølgelig var sur over.

Frank Grevil ser sig sur på Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), og lækker en hemmelig rapport om masseødelæggelsesvåben i Irak til journalister fra Berlingske. Rapporten skulle angiveligt modsige Anders Fogh. Berlingske viderebringer de hemmeligstemplede oplysninger fra rapporten. Frank Grevil bliver dømt for at lække oplysningerne, og journalisterne frikendes for at offentliggøre dem.
Mr. Law skriver på Punditokraterne om journalisterne i Grevil-sagen:

Men frifindelsen skyldes en fornuftig afvejning af, at medierne bør kunne offentliggøre materiale i meget videre omfang end andre aktører. For at sikre mediernes rolle i demokratiet må man nøjes med at retsforfølge de, der lækker til medierne. Medierne selv bør gå fri, medmindre de da udtrykkeligt har opfordret eller lokket til lækagen, hvad der ikke synes at være tilfældet her.

Citatet rummer for mig at se alle problemerne i Grevil-sagen og pressens offentliggørelse af hemmeligheder.

Pressen beskrives ofte, og med rette, som den fjerde magt udover den lovgivende, udøvende og den dømmende magt. Pressens funktion som magt er, at holde øje med de andres magtmisbrug og kriminalitet, og til det formål er det overmådeligt vigtigt at pressen har frie hænder. Jeg bliver bare bekymret når den magt bliver tildelt en bestemt gruppe, som så har en videregående ytringsfrihed end andre. Hvem er disse medier? Er det forbeholdt MSM (mainstream medier)? Er denne lille blog et medie med udvidet ytringsfrihed? Det blev foreslået i debatten at dem med udvidet ytringsfrihed er dem, der er omfattet af medieansvarsloven. Medieansvarsloven er så bred at den næsten bliver ubrugelig når man tager internettet i betragtning, så efter læsning er loven er jeg ikke blevet meget klogere. Noget helt andet er at det så er den lovgivende magt, der skal bestemme hvem der har ekstra ytringsfrihed til at holde dem selv i nakken.

Jeg så hellere at alle har den samme uindskrænkede ytringsfrihed, uanset om man kan kaldes et medie eller ej. Det er i den henseende interessant at få klarlagt hvad uindskrænket ytringsfrihed er for en størrelse, for i debatten blev det fremlagt at læger, revisorer, advokater og andre med tavshedspligt herunder Frank Grevil, har fået deres ytringsfrihed indskrænket. Jeg vil mene at deres ytringsfrihed kun kan siges at være indskrænket hvis ytringsfrihed betyder at man må sige hvad man vil. I den forbindelse vil injurieparagrafferne i straffeloven også være en indskrænkning af ytringsfriheden. Jeg har endda hørt tilhængere af den forståelse af ytringsfrihed påstå at når nu den ytringsfriheden alligevel er indskrænket, så er det ikke noget problem at indskrænke den endnu mere.

Jeg er ikke enig. Ytringsfrihed er ikke en ret til at sige hvad man vil, eller mere korrekt retten til ikke at blive forhindret i at sige hvad man vil. Personlig frihed er heller ikke retten til at gøre hvad man vil. Den personlige frihed giver f.eks. ikke ret til at slå folk ned, og et forbud mod at slå folk ned krænker således på ingen måde den personlige frihed, da det aldrig har været omfattet af den personlige frihed. Ligeledes bliver min frihed heller ikke indskrænket hvis jeg af en eller anden grund aftaler med andre at jeg ikke må spise gulerødder i en måned. Min frihed til at spise gulerødder er hverken forsvundet eller blevet indskrænket.

Ytringsfrihed er ligesom alle de andre negative frihedsrettigheder afledt af ejendomsretten, og det er med ejendomsrettens målestok vi må afgøre ytringsfrihedens og de andre friheders størrelse. På den måde er lægers og andres tavshedspligt ikke en indskrænkning af deres ytringsfrihed, da det er en frivillig aftale de mener, er nødvendig for deres arbejde. Injurielovgivningen er heller ikke en indskrænkning, da injurier anses som en krænkelse. Om injurier er en krænkelse eller ej kan diskuteres, men det ligger udenfor formålet med denne post.

Hvis man kan siges at have ejendomsret til hemmeligheder, så burde Berlignske journalisterne være blevet dømt. Det kan godt være at de ikke selv var involveret i selve tyveriet begået af Grevil, men når de efterfølgende modtager dem og offentliggør dem, så svarer offentliggørelsen til hæleri, som i alle andre situationer er strafbart. Kriteriet for hvornår hæleri er strafbart, er om man burde have vist at der var tale om stjålne sager. Ligeledes skulle anklageren bevise at journalisterne burde vide at det var hemmelige dokumenter. Når de både skriver at det er en lækket rapport og der sandsynligvis står fortroligt på dokumenterne, så må man forvente at de ved at det er hælervarer de står med i hånden.

I debatten var der bekymring for om regeringen ikke bare hemmeligstempler alle dokumenter der viser eventuelle forbrydelser. Men ved alle andre af frihedsrettighederne, så afskriver en forbryder sig sine rettigheder når han begår kriminalitet. En tyv, afskriver sine rettigheder, og kan derved sættes i fængsel. Ligeledes vil regeringen ikke kunne dække over forbrydelser, da man ikke kan siges at have ejendomsret til oplysninger om kriminalitet. Det samme gælder også alle andre end regeringen. Man kan også sige at hvis en regering er i stand til at hemmelighedsstemple alt, så er den i forvejen så magtfuldkommen at demokratiet er kuldsejlet. En ejendomsret til hemmeligheder vil altså ikke rykke noget som helst på det punkt.

En anden relevant indvending handler om kontraktforhold:

hvis A fortæller B en hemmelighed, og B fortæller den videre til C, som fortæller den videre til D, E, F og G, så har A og B et problem med hinanden, men C har ikke indgået nogen aftale om at holde sin viden hemmelig, og han bør derfor ikke kunne straffes for noget som helst.

Invendingen er interessant fordi den kun anerkender eksplicitte formulerede kontrakter, for idet C modtager den hemmeligheden, og samtidig kender til at B bryder sin kontrakt, så vil jeg mene at det er rimeligt at sige at C dermed bliver en del af kontrakten mellem A og B, og dermed bryder kontrakten ved at videregive den. Det er her værd at bemærke at det er videregivelsen der er strafbart for C, og ikke modtagelsen. Det er også værd at bemærke at G ikke kan få problemer ved at videregive oplysningerne til H, da der ikke længe er tale om en hemmelighed – C har jo offentliggjort hemmeligheden.

Der er altså en forskel på om noget er hemmeligt og om noget er offentligt. I eksemplet med DFU’s sommermøde har alle mødedeltagerne en forventning om at det de laver, ikke er offentligt. Og når de ikke laver noget kriminelt, så vil er der altså tale om at Nyhedsavisen har stjålet mødedeltagernes hemmelighed. Det samme kan siges om Robinsonbrylluppet. Her er der klart og tydeligt meldt ud at arrangørerne forbeholder sig ejendomsretten til historierne om begivenhed, og alle historier fra brylluppet vil dermed også være tyveri. En sidste indvending er at det jo er alt det her journalisterne lever af. Men det er næsten verdens dårligste argument. En tyv lever også af at stjæle, men det er ikke et argument for at det skal være lovligt.

Specielt ugebladene har en meget mærkelig holdning til hvad de må publicere. Det går lidt på at hvis en person er i offentligheden, så må vedkomne forvente mindre privatliv. Der tages ikke hensyn til hvordan personen er kommet i offentligheden. En variant siger at hvis personen har gjort noget for at komme i offentlighedens søgelys, så må personen ikke forvente at have noget privatliv. Jeg synes begge dele er noget nonsens. Mit privatliv er mit, og enhver historie om det er derfor min. Hvis bladene vil skrive om det, så må de vente på at jeg forærer historien væk, eller sælger den. Er historien offentlig, så må der være frit slag. Men mine hemmeligheder er mine, og mit privat er som udgangspunkt hemmeligt. Hvis aviserne vil tjene penge på min historie, er de det ikke i orden at de stjæler den.

1 Comment

  1. Skal pressen af specielle privilegier til sige og gøre ting andre ikke må? Noget tyder på at de allerede har privilegierne, og journalisterne kæmper indædt for at bevare dem. Jeg har tidligere taget emnet op, hvor jeg blandt andet kritiserer at journalist

Leave a Comment

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.