“Tanker fra en kannibal”

Jeg havde den anden dag den fornøjelse at genlæse Fernando Savaters “Tanker fra en kannibal” (oversat af Anette Rosenlund, Forum Paperbacks).

Det er en lille pamflet af en bog på 187 siders koncentreret visdom. Bogen er henvendt til forfatterens lille søn, til når sønnen bliver ældre. Den er helt fantastisk skrevet i en let og uhøjtidelig form selvom den handler om de vigtigste emner af alle.

Bogen har hav af guldkorn. Nogen af dem vil jeg prøve at gengive her, men løse citater som dem her kan aldrig nogensinde gøre bogen ret.

Hvis jeg skal komme med en kritik af bogen, så er det sammenblandingen af “frihed” og “rationalitet”. Jeg synes ikke helt ordene bruges konsekvent, og nogen gange er det rationalitet der omtales når der står frihed. På den anden side, så er de to begreber så beslægtede at det ikke betyder så meget:

Kapitel 1, s. 25: Vi er ikke frie til at vælge, hvad der sker med os. (At vi er blevet født på en bestemt dag, af bestemte forældre i et bestemt land, eller at vi får cancer eller bliver kært over af en bil, om vi bliver smukke eller grimme, om arkæerne har i sinde at erobre vores by etc.). Men vi er frie til at vælge, hvordan vi vil reagere over for det, der sker med os. (Vi kan bøje os eller gøre oprør, være forsigtige eller frygtsomme, vi kan hævne os eller resignere, klæde os efter moden eller klæde os ud som en hulebjørn, forsvare Troja eller stikke af, etc.). (…)
At være frie til at forsøge et eller andet betyder absolut ikke, at det nødvendigvis lykkes for os.

Friheden det vigtigste vi har, og selvom vi ville er det umuligt at skille og af med den. Vi kan flygte fra den, men vi slipper aldrig væk. Vi kan ignorere den, men den er der stadig.

Men hvordan skal vi så bruge friheden, og hvordan skal vi forstå friheden? Moral og etik kan måske hjælpe:

Kapitel 3, s. 57: “Moral” er det sæt af regler for opførsel og de normer, som du, jeg og nogle af de mennesker vi lever iblandt, tillægger værdi. “Etik er overvejelsen over, hvorfor vi anser dem for værdifulde, og i etikken indgår også en sammenligning med den “moral” andre har. Men jeg anvender altså fortsat ordene uden at skelne mellem dem og hele tiden i betydningen: Kunsten at leve.

Frihed er stadig et underligt begreb, og om der står der:

Kapitel 4, s. 68: Den tilsyneladende modsætning, der ligger i dette “gør hvad du vil” er ikke andet end en afspejling af det grundlæggende problem ved selve friheden: Dvs. at vi ikke er frie til ikke at være frie.
(…) og selvom du bøjer dig under en eller anden eller lader dig lede af mængden, så handler du stadig, som du helst vil. Du giver ikke afkald på at vælge, men du har valgt ikke selv at vælge.
(…) En ting er, at du “gør, som du vil”, og noget ganske andet er at “gøre det første og det bedste, der falder dig ind”.

Kapitel 6, s. 106: Man burde konsekvent kun kalde dem for egoist, som virkelig ved, hvordan man får et godt liv, og anstrenger sig for at få det. Den, som afviser alt, hvad der får ham til at føle sig dårlig tilpas, (had, kriminelle påfund, linser købt med tårer etc.) ønsker inderst inde at være egoist, men han ved det ikke. Han tilhører de ubevidstes lav, og man skulle som behandling foreslå en lidt højere grad af selvbevidsthed, så han kunne komme til at holde mere af sig selv.
(…) Kan vi kalde en person [Richard III og Citzen Kane], der forvolder sig selv så megen skade for “egoist”?

Om samvittighed og anger:

Kapitel 6, s. 109: Der findes ikke nogen værre straf end den at opdage, at man med sine gerninger har ødelagt mulighederne for at blive den, man i virkeligheden gerne ville være.

Med friheden følger der også et ansvar:

Kapitel 6, s. 112:Alle de, som ønsker at skyde ansvaret fra sig, tror på, at der findes noget som er uimodståeligt, at der er noget, der uhjælpeligt kan bemægtige sig mennesket. Det kan være propaganda, narkotika, appetit, bestikkelse, en trussel, en væremåde… og hvad man nu eller kan finde på. Så snart noget forekommer at være uimodståeligt, så vupti! – holder man op med at være fri og forvandler sig til en marionet, der ikke kan stilles til ansvar.
(…) skulle der være en fristelse til overs, så kan ansvaret placeres hos den, der ikke i tide nedlagde forbud mod den, og ikke hos den, der giver efter for fristelsen!

Fristelser er som udgangspunkt ikke onde eller slette. Er der virkelig nogle fristelser, der kan få folk op af stolene, så er det sex:

Kapitel 8, s. 144:(…) at der i det, der bringer to mennesker nydelse og ikke skader andre, ikke er noget som helst ond. Den, som i virkeligheden er “ond”, er den, der mener, at der skulle være noget ondt i nydelsen.
(…) Den, der skammer sig over sin krops evne til nydelse, er lige så tåbelig som den, der skammer sig over at have lært den store tabel.

Kapitel 8, s. 147: Lystens professionelle bagtalere kalder man også “puritanere”. Og hvad er så en puritaner? En puritaner er den, der forsøger at overbevise om, at tegnet på at noget er godt, er at vi ikke kan lide at gøre det. Det er den, der hævder at det altid er bedre at lide end at nyde (selv om det i virkeligheden er mere prisværdigt at nyde godt, end at lide dårligt).

Når noget kan bruges, så kan det som regel også misbruges, og her er det vigtigt at kende forskellen.

Kapitel 8, s. 150: Forskellen på “at bruge” og “misbruge” er følgende: Når du bruger en lyst beriger du dit liv, og du kommer til at sætte mere pris ikke blot på lysten, men på hele dit liv; mens misbrug af lysten gør dit liv fattigere, du mister interessen for livet, fordi al din opmærksomhed koncentreres om én lyst.

Sidste men ikke mindst kommer bogen også ind på politik, og her er der et par gode råd.

Kapitel 9, s. 169: Og man skal holde sig fra diktaturer, især den slags, der hævder at være til “vores bedste” (eller ” det fælles bedste”, hvilket er det samme). Det største gode, vi har – hver for sig og sammen – er friheden.

Kapitel 9, s. 172:Et ønskværdigt politisk system skal så vidt muligt garantere offentlig hjælp til nødlidende og til dem, der ikke kan klare sig selv. Det vanskelige i denne forbindelse består i, at prisen ikke må blive, at personen mister sin frihed og sin værdighed. Under påskud af at ville hjælpe de invalide kan det ske, at staten til sidst behandler hele befolkningen som om alle var invalide.

Spørgsmålet, der melder sig hos mig er: Kan det virkelig passe at det danske samfund er et invalidesamfund? Noget kunne tyde på det, når så mange har det godt med at blive umyndiggjort i på næsten alle områder. Friheden går tabt, og dermed går forståelsen, kærligheden og empatien tabt. Og det er der tydelige tegn på i det danske samfund med plejehjemsskandaler i nyhederne den ene dag og nedslidte skoler den anden.

Men om ikke andet, så er “Tanker fra en kannibal” en storslået bog i et lille format, der kaster lys over en ellers mørklagt vej.

This entry was posted in Bøger, Frihed, Samfund. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.