Mindsteløn og karteller

På Examiner.com har økonomiprofessor John B. Egger fra Towson University en interessant artikel om minimumsløn. Her er en oversættelse af udvalgte passager.

Den foreslåede lov om “living wage” er følelsernes sejr over fornuften. Populariteten af denne form for priskontrol er nedslående og pinlige i de fleste økonomers øjne. Vores anstrengelser har ikke været overbevisende, så her er en anden tilgang.

Hvis nogen mener at markedsprisen er for lav, så kan det klares ved at øge efterspørgslen eller sænke udbuddet. Der er ingen, der forslår at udskifte teknologi og kapital med ufaglærte uden nævneværdig erfaring, så den foretrukne metode er at mindske det effektive udbud.

Ufaglærte udfører mange værdifulde funktioner, såsom at holde hospitalsgangene rene. Hvis antallet af ufaglærte var mindre end det i virkeligheden er, ville arbejdsgiverne ansætte færre, men til en højere løn, lad os sige $10 i timen. Hvis udbuddet af arbejdstagere blev større, ville arbejdsgiverne ansætte flere, men konkurrencen mellem arbejdstagere ville sænke lønnen til for eksempel $6.

For alle, der mener at $10 er bedre end $6, vil den øgede konkurrence blandt arbejdstagere være problemet. Løsningen: Begræns arbejdsudbuddet, så de yderligere ufaglærte arbejdstagere ikke konkurrerer lønningerne ned.

Dette er præcis hvad minimumsløn og “living wage” love gør. Som enhver andet sælger kartel, så øger de markedsprisen ved at sænke det effektive markedsudbud. En juridisk minimumsløn er et priskartel for ufaglærte.

Frivillige priskarteller krænker ikke nogens rettigheder, men de virker ikke særligt godt pga. snyd og nytilkomne på markedet. Derfor vil kartelmedlemmerne ofte kræve beskyttelse af staten, men så ændrer det frivillige kartel karakter til et kartel, der bruger statens vold til gavn for nogle udbydere – medlemmerne af kartellet – imens andres legitime rettigheder krænkes.

Som alle andre former for priskontrol udgør mindstelønskartellerne hvad den store økonom fra det 19. århundrede, Frederic Bastiat, kaldte “lovligt tyveri”. Han skrev, at loven burde beskytte individer mod krænkelser ved at håndhæve deres rettigheder, men på et eller andet tidspunkt vil nogen finde en måde til at bruge loven til at udføre krænkelserne i stedet. Det er en bred skare, der lider skade ved love om mindsteløn, herunder arbejdsgivere, forbrugere, investorer, skatteydere og mange arbejdstagere.

De fattigste af de fattigste, de dårligst uddannede og mindst erfarne vil lide mest skade af sådanne regler, da reglerne effektivt forhindrer dem i at udøve deres rettigheder til at tilbyde deres evner på det eneste arbejdsmarked de er kvalificeret til. Mange fortalere for minimumsløn beklager at “de rige bliver rigere”, men deres forslag regler skaber ikke kun en tvungen overførsel af velstand til de faglærte arbejdstagere, men også internt hos ufaglærte sker der en overførelse fra de dårligste ufaglærte til de bedste.

Hvem ønsker at begrænse arbejdsudbudet med vold? Grupper med specialinteresser, såsom fagforeninger og politikere gør det for penge og magt, og penge motiverer de mest erfarne og dygtige ansatte på mindsteløn, da de forventer at blive medlemmer af kartellet (dvs. de beholder deres job).

Den del af den store offentlighed, der allerede tjener meget mere end mindstelønnen ønsker kun at hjælpe de fattige. Men de har en tendens til overse Bastiats lære om at man både må tage det i betragtning, som kan ses og det, som umildbart ikke kan ses, og at skaderne fra priskontrollerne er mindre synlige end fordelene. Mange fristes til at fejlfortolke en markedsløn til at være samfundets udgave af de lommepenge forældre giver deres børn fordi de har været flinke, flittige og for at have brug for dem

Alle, der har arbejdet for en minimumsløn, inklusiv denne forfatter og mange af læserne ved hvordan man kan komme op af rangstigen: Evner, uddannelse, ansvarlighed og erfaring.

Vigtigheden af et marked for ufaglærte, og et ægte ønske om bedre forhold for alle på markedet, leder til samme konklusion: Ingen frie mennesker, der forstår frihed, bør støtte tvungen karteldannelse.

Selvom der ikke i Danmark er nogen lov om mindsteløn, så kan det i sidste ende komme ud på ét. Fagforeningerne har ret til at bruge magt gennem fysiske blokader og lignende til at tvinge virksomheder til at betale mindsteløn, og domstolene holder sig ikke tilbage fra at dømme arbejdsgivere for at underbetale ansatte.

Jeg kan i hvert fald ikke se hvordan man kan dømme nogen i et frivilligt ansættelsesforhold for underbetaling uden at operere med en de facto lovfæstet minimumsløn.

Leave a Comment

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.