Det helt store problem ved brintbiler og brintteknologi i det hele taget er, at brint er umådelig svær at opbevare sikkert i de mængder, der er brug for. Brint kan køles ned, så det bliver til en væske, men det kræver næsten lige så meget energi, som at lave brinten. Og den energi kan bilen ikke køre på. Andre muligheder går på kemisk at binde hydrogen til forskellige metaller, som så kan frigive hydrogenen, når den skal bruges. Risø har en glimrende hvidbog om problemerne og udfordringerne. Fælles for dem alle er, at hydrogen skal laves, og så bygges ind i de forskellige kemiske strukturer.
Men hvorfor ikke lade oplagre hydrogen på den simpleste og mest ufarlige form – vand? Og så frigøre hydrogen, når man skal bruge det. Hydratus er en teknologi hvor magnesium kemisk kan spalte vand, og frigive hydrogen. Finten er at få lavet magnesium, hvilket koster meget energi. Men principielt kan det være ligegyldigt om energien lagres i magnesium eller i selve hydrogenet.
En ulempe ved denne tilgang er at når magnesium producerer hydrogen, så omdannes det til magnesiumhydroxid, som skal afleveres på “tanskstationen” igen. Bilen skal altså både tankes og tømmes, men det burde ikke være det store problem.
