Racisme, holocaust og ytringsfrihed

I er EU er der nu vedtaget en rammelovgivning for hvad der kan gøres strafbart i medlemslandene. Mest bekymrende er det, at landene er forpligtede til at gøre holocaustbenægtelse strafbart, hvilket tyskerne kæmpede indædt for. Danmark og Storbritannien slipper kun udenom gennem en kattelem der kom ind i lovgivningen.

Selvom holocaustbenægtelse er aldeles afskyeligt, så er det en alvorlig krænkelse af ytringsfriheden at forbyde det. Det er fuldt forståeligt at nogen ønsker forbud når man tager de historiske traumer i betragtning, men det nytter bare ikke noget. Det duer ikke at forbyde opfattelser, der adskiller sig fra den udbredte opfattelse, uanset hvor mange beviser de har imod sig.

Hvis EU skulle lave lovgivning omkring holocaustbenægtelse, så burde det være for at beskytte ytringsfriheden, men det er altså ikke sket.

Noget helt andet er at medlemslandene ligefrem pålægges at indføre hvad, der svarer til den danske racismeparagraf (Straffelovens §266b):

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Racismeparagraffen, selvom den egentlig ikke handler om racisme, men om nedværdigelse af grupper, kan fuldt forsvares i forhold til ytringsfriheden. Specielt hvis man ser den i sammenhæng med injurier (bla. Straffeloven §267):

Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

I forhold til ytringsfriheden minder §266b og §267 hinanden meget, da jeg ikke mener det nogensinde har været en del af ytringsfriheden at nedværdige andre, uanset om det er enkeltpersoner eller grupper. Det skal her siges at jeg ikke mener man kan nedværdige andre ved at kommunikere sandheder.

Spørgsmålet er så om det er hensigtsmæssigt at lave forbud svarende til §266b og §267. Her er jeg ikke så sikker. Principielt er der ikke noget i vejen for at opretholde forbud, noget andet er om det praktisk er en god idé. Først og fremmest må vi anerkende at bare fordi noget er forkert, skal der ikke nødvendigvis et forbud til, og her forenes de praktiske problemer ved forbud mod injurier, racisme og holocaustbenægtelse. Der er dog et specielt hjørne af injurier, da injurierne kan får andre til at handle, så ofret for injurierne vil opleve tab. F.eks. manglende omsætning eller ved at blive fyret fra sit job. Sådanne problemer mener jeg man kan tage hånd om ved at justere lidt på paragrafferne om svindel.

For injurier, racisme og holocaustbenægtelse kan det være en fordel at få dem frem i lyset. Jeg vil gerne vide hvem der er holocuastbenægter, så jeg kan håne dem (som ytringsfriheden tillader). Jeg vil gerne vide hvem, der er racister, så jeg kan undgå dem. Og jeg vil gerne vide hvem der udbreder injurier, så jeg kan fortælle dem hvad pli er for noget.

Det er i sig selv slemt nok at EU nu krænker ytringsfriheden, men det er også slemt at EU nu tvinger medlemslandene til at have racismeparagraffer. Kampen for at afskaffe paragrafferne, så vi offentligt kan se hvem, der udtaler sådan noget bliver nu helt fatalt hæmmet. I stedet for at skulle overbevise at flertal i Danmark, så skal der nu overbevises et flertal i hele EU, og ikke nok med det, så er der ikke direkte valg til den gruppe hvor beslutningerne skal tages, nemlig ministerrådet, hvilket gør det endnu mere besværligt.

I det hele taget en dårlig dag for ytringsfrihed og national selvbestemmelse.

Leave a Comment

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.