Lov og økonomi i The Godfather

Ilya Somin har på The Volokh Conspiracy en interessant artikel om Mario Puzo’s ”The Godfather”. Selvom det udfordrer grænserne for størrelsen på et citat vil jeg komme med et uddrag her.

Alle husker Don Corleone’s når han siger, at han kommer med ”et tilbud du ikke kan afslå.” Men af en eller anden grund glemmer folk, at han også sagde at ”en advokat med hans attachemappe kan stjæle mere hundrede bevæbnede mænd kan.” En af de gentagne elementer i romanen er, at folk henvender sig til mafiaen for at få hjælp, fordi de politiske og juridiske systemer er korrupte, og systematisk tillader den politiske elite at plyndre de politisk svage. Puzo så, ligesom sociologen Diego Gambetta forklarede mere forklarede mere systematisk, at den sicilianske mafia blomstrede fordi den ydede en bedre ”beskyttelse” mod kriminalitet, kontraktbrud og brud på ejendomsretten end myndighederne, som generelt kun beskyttede den politiske elite. I mindre grad, men på lignende vis opstod den amerikanske mafia i det italienske indvandremiljø. Det var netop det Puzo så farverigt beskrev i kapitlet om Don Corleones opstigning.

Puzo viser også hvordan forbudstiden og den efterfølgende ”war on drugs” gav organiseret kriminalitet mulighed for vokse og blive stor. Det var forbudstiden, der gjorde det muligt for Godfather at gå fra at være en ”almindelig…forretningsmand” til en stor ”Don i den kriminelle underverden af kriminelle forretninger”. Og selvfølgelig er det centrale plot i bogen den store gangsterkrig, som handler om at Don Corleone’s ikke vil hjælpe de andre mafiafamilier med at gå ind i den illegale narkohandel.

Puzo forklarer, som økonomer vil forudsige, at forbudstiden, forbud mod spil, krigen mod narko og andre love, der skabe sorte markeder vil stimulere voldelig kriminalitet på anden vis. Når bootleggere og narkohandlere ikke kan gå i retten for at få håndhævet deres kontrakter og andre forretninger, så har de ofte ikke mange andre valg end at ty til privat voldsudøvelse. Og selvfølgelig vil en organisation, der starter ud med at tilbyde ”beskyttende” defensiv vold, også have stærke incitamenter til også at starte med offensiv vold. Det er præcis hvad personerne henviser til når de gentagne gange forklarer deres voldelige handlinger med at det bare er ”forretning”, og ikke noget ”personligt.” Puzo fortæller også hvordan alkohol-, spil- og narkoforbuddet stimulerede politikorruption. Kaptajn McCluskey, den korrupte NYPD betjent Michael myrder, modtager enorme summer i bestikkelse fordi han er en nøgleperson for adgang til de yderst lukrative men illegale markeder (spil, narko og prostitution).

Sidst, men ikke mindst understreger Puzo i højere grad ligheden end forskellen mellem mafialederne og almindelige politikere med deres embedsmænd. Begge tvinger almindelige mennesker til at betale for ”beskyttelse,” og begge er beskrevet som korrupte og selviske. Begge undskylder deres kriminalitet med en fernis af moralsk retorik.

Det er tankevækkende at staten og organiseret kriminalitet har så mange lighedspunkter. Også selvom politikerne ikke bryder nogen love, så minder deres incitamenter, handlinger og retorik stadig om mafiaens. Ligesom mange politikere, så omfordeler mafiaen goder fra en gruppe, de ikke har meget til overs for, til en gruppe de ønsker at have et godt forhold til. Den store, men ikke specielt betydelige forskel, er at politikere i lande som Danmark ikke arbejder for egen vinding – i hvert fald ikke anden vinding end den politiske kapital de kan opnå.

Jeg siger på ingen måde at en demokratisk stat, som den danske, i virkeligheden er organiseret kriminalitet. Men lighederne er så påfaldende, at de burde få folk til at tænke sig om en ekstra gang, før de stiller krav om ny love og reguleringer.

Leave a Comment

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.