Kollektivt ansvar er ingens ansvar

Bente Klarlund Pedersen Allen Flyvbjerg (begge professor, overlæge, dr. med.) havde en tankevækkende kronik i JP i går, og det er tankevækkende på den kedelige måde.

Sundhed er et fælles ansvar. Hvis danskernes sundhed skal forbedres, skal vi alle indse, at det er nødvendigt med en øget indsats på forebyggelsesområdet.

(…) Den kendte frase, at »det er billigere at forebygge end at helbrede« er sand, men kun på sigt.

Selvom lægerne i deres dagligdag (burde være) udsat for situationer, hvor de skal vurdere om fordelene ved en behandling opvejer ulemperne, så er de totalt blinde for at forebyggelsen kunne tænkes, at være værre end sygdommen.

Hele tankegangen om, at noget kan være et fælles ansvar er skræmmende, og så lige sygdom, som om noget afhænger af livsstil og vaner. Noget andet er at et fælles ansvar altid ender med at blive ingens ansvar.

I virkeligheden påstår lægerne at det er politikernes ansvar, men hvis man ser på hvad de lover i skåltalerne, og på hvad resultatet faktisk bliver, så er vi tilbage ved at det er ingens ansvar. Desuden er politikernes eneste værktøjer i sundhedsdebatten at begrænse folks frihed og dermed signalere, at folk ikke har noget ansvar. Hvordan kan man løfte et ansvar uden at have frihed til at gøre det?

Værst af alt er den fuldstændigt tankeløse forståelse af ansvar. Ansvar må komme et sted fra. Enten har man et ansvar fordi man har forårsaget en bestemt situation, eller også fordi man moralsk har valgt at påtage sig et ansvar frivilligt. Ansvar kan ikke komme ud af den blå luft. I forhold til sundhed, så kan jeg umuligt have forårsaget min kollegas dårlige sundhed, og jeg kan umuligt påtage mig ansvaret for hendes sundhed, uden at krænke hendes person på groveste vis. Vi må antage, at min kollega har sin egen frie vilje. Men det mener lægerne ikke!

Det er problematisk at se sundhed som et snævert spørgsmål om selvvalgt livsstil, da man derved udelukker samfundets afgørende rolle og dermed muligheden for at gøre noget ved problemerne. Jeg kan fortælle min kollega at rygning er ufedt. Jeg kan fortælle at jeg ikke gider være i nærheden af røg. Det lyder simpelt og uorganiseret, men det virker. Nedgangen i antallet af rygere i visse kredse i samfundet, skyldes helt klart et socialt pres, og ikke nogle skræmmende tekster på cigaretpakkerne.

Livsstilsbetragtningen overser, at fx rygning skyldes en afhængighed, hvor den enkelte har svært ved at ændre adfærd. Livsstilsbetragtningen overser også, at vore spise- og bevægelsesadfærd i høj grad er skabt af ydre rammer som fx arbejdsrutiner, byplanlægning, transportsystemer, afgiftspolitik, tilgængelighed såvel som indretningen af vores arbejdspladser og skoler.

Man udelukker bestemt ikke samfundets rolle ved den livsstilsbetragtning, men man udelukker tydeligvis de muligheder lægerne ønsker at gøre ved problemerne. Ideen med et offentligt center til forske i disse såkaldte livsstilssygdomme er ganske god, hvis man ønsker at informere, uddanne og påvirke folk med viden af høj kvalitet. Hvis formålet derimod er at lovgive og umyndiggøre borgerne, så er det den værste idé. Den måde lægerne anser den frie vilje, så er det tydeligvis den sidste mulighed ønsker.

Det klinger hult når lægerne andetsteds siger at vi selv også har et ansvar for vores sundhed, når de afviser den frie vilje med henvisning til afhængighed og vaner. Afhængighed og vaner er bare dårlige undskyldninger for ikke at påtage sig et personligt ansvar, og i dette tilfælde en undskyldning for at tage frihed og ansvar fra borgerne.

Afhængighed kan brydes hvis man ønsker, og ligeledes kan vaner. Ønsker man det ikke så, slipper man aldrig nogensinde af med dem. Men det er egentlig ikke overraskende når afhængighed og vaner strengt taget er udtryk for personlige præferencer. Folk søger at opfylde deres præferencer bedst muligt, så det lægerne egentligt ønsker er at folk ikke skal leve som de gerne vil. De skal leve på den måde som lægerne ønsker (dvs. den måde deres offentlige center ønsker).

Der er et enormt potentiale for at påvirke folk til at ændre adfærd, men det er en langsom proces at få social pression til at virke. Det tager lang tid at nå ud til folk, måske uuddannede folk, med information, så de kan se at deres nuværende valg måske ikke opfylder deres sande præference. Uanset hvad, så er det folk selv, der har ansvaret for deres sundhed, og det er folk selv, der skal gøre det der kan gøres. Fra staten/samfundets side kan vi kun gøre os forhåbninger om at understørre den proces, vi må aldrig forsøge at gennemtvinge den.

Leave a Comment

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.