Vi har vænnet os så meget til Nationalbanken, at de fleste tror at vi ikke kan undvære nationalbanken til at udstede penge og fastsætte renten. Men Panama har ingen nationalbank, og det går ganske godt. Panama har en fuldstændig markedsdrevet pengesystem. I markedet er det normalt at bruge amerikanske dollars.
Vi har helt mistet forståelsen for hvad penge er. Det er let at tro at penge er noget værd, fordi penge har værdi. Men det er ikke sandt. Penge er noget værd, fordi de er et symbol for værdi; fordi vi har en forventning om at kunne bytte pengene for noget vi har brug for. Hvis tilliden til pengene bliver mindre, så vil have flere penge for de varer vi bytter for penge, og resultatet er inflation. Problemet er bare, at med inflation vil vi ikke kunne købe så meget for vores opsparing, efterhånden som tiden går.
Selvom Panama bruger amerikanske dollars, så har de en mindre inflation end amerikanerne, og siden deres uafhængighed i 1903 har de ikke haft et økonomisk kollaps eller pengekrise, ligesom stort set resten af verden, og i særdeleshed Mellem- og Sydarmerika.
Nøglen til succesen er at den Panamanske regering ikke kan ”opfinde” penge, ligesom den danske nationalbank kan. Alle penge skal tjenes, og den eneste måde panamanerne kan få fat på dollars, er ved at købe dem med varer eller arbejdskraft.
Hvis der kommer for mange penge til landet til at udbuddet af varer kan følge med, så er de mange internationale banker i stand til at investere pengene ude i verden, så inflationen holdes nede. Hvis det går den anden vej, er der let at trække pengene tilbage til Panama gennem salg af aktiver eller lån, således at pengeforsyningen bliver stabil.
Det samme kunne udmærket foregå i Danmark. Om det så er dollars, euro eller guld, der anvendes som betalingsmiddel er ligegyldigt. Det vigtige er at staten ikke har indflydelse, og at der er konkurrence mellem betalingsmidlerne om at være mest stabile. Mister danskerne tilliden til euro, så skifter opsparinger og priser over til noget andet.
Danske Bank kunne fint udstede deres egne penge, men hvis de er i konkurrence med andre mere stabile former for valuta, så vil de have det hårdt, hvis ikke der er tilstrækkelig dækning for de penge de udsteder. En nationalbank med monopol på udstedelse af penge vil ikke have sådanne hensyn at tage. De kan udstede lige så mange penge de vil med inflation og fattigdom til følge.
Det er klart, at hvis Danske Bank er ved at gå konkurs, så kan det blive kritisk for dem, der har penge fra banken. Risikoen for de såkaldte ”bank runs”, hvor banker går fallit bliver reel, men det kan imødegåes ved at flere banker går sammen om at udstede en valuta, hvis de da ikke anvender en guldstandard.
At udstede valuta svarer dybest set til at låne penge af kunderne, og ligesom med alle andre lån er der en risiko, som man må tage højde for, og ligesom alle andre økonomiske risici er det muligt at betale andre for at påtage sig den. Danske Bank kunne købe en forsikring hos andre banker for at stabilisere deres egen valuta.
Forskellen fra den gang hvor bank runs var almindelig til i dag er, at de finansielle markeder er væsentlig mere udbyggede med hurtig respons på ændrede omstændigheder. Netop derfor har Panama formået at gå fra sølvpesos til de mere fleksible papirpenge uden de store problemer.
Update: Panama har godt nok en valuta, nemlig Balboa, men den har fastkurs 1:1 med dollars, som anvendes i praksis.
