Battered Taxpayer Syndrome

En Catinet-undersøgelse viser at 43% af danskerne er positive overfor en direkte EU-skat (godt nok med det forbehold at de nuværende skatter skal sænkes).

Selvom det ville give skattebetalerne et større overblik over hvor meget de beteler til EU, men samtidig vil det også blive sværere at gøre noget ved det tal, som eventuelt ville komme til at stå der. Det er ret vigtigt hvor det skatteudskrivende kompetencer er placeret, da det også er her magten ligger. Spørgsmålet bliver om det er EU, der bestemmer over medlemsstaterne, eller om det er medlemsstaterne, der bestemmer over EU. Den samme problemstilling opstår hver eneste gang man i EU taler om skatter og harmonisering af skatter.

Den udbredte accept af nye skatter, ikke bare EU-skat, i Danmark er ret bemærkelsesværdig. Denne Wikipedia artikel kan måske kaste lys over sagen:

In lay terms, this is a reference to any person who, because of constant and severe domestic violence usually involving physical abuse by a partner, becomes depressed and unable to take any independent action that would allow him or her to escape the abuse. The condition explains why abused people often do not seek assistance from others, fight their abuser, or leave the abusive situation. Sufferers have low self-esteem, and often believe that the abuse is their fault. Such persons usually refuse to press criminal charges against their abuser, and refuse all offers of help, often becoming aggressive or abusive to others who attempt to offer assistance.

Artiklen handler om “Battered Woman Syndrome”. Måske burde man også kunne tale om ”Battered Taxpayer Syndrome”.

(Tak til Erik Paisley for ideen. Hans blog er her, så giv den et besøg.)

Mindsteløn og karteller

På Examiner.com har økonomiprofessor John B. Egger fra Towson University en interessant artikel om minimumsløn. Her er en oversættelse af udvalgte passager.

Den foreslåede lov om “living wage” er følelsernes sejr over fornuften. Populariteten af denne form for priskontrol er nedslående og pinlige i de fleste økonomers øjne. Vores anstrengelser har ikke været overbevisende, så her er en anden tilgang.

Hvis nogen mener at markedsprisen er for lav, så kan det klares ved at øge efterspørgslen eller sænke udbuddet. Der er ingen, der forslår at udskifte teknologi og kapital med ufaglærte uden nævneværdig erfaring, så den foretrukne metode er at mindske det effektive udbud.

Ufaglærte udfører mange værdifulde funktioner, såsom at holde hospitalsgangene rene. Hvis antallet af ufaglærte var mindre end det i virkeligheden er, ville arbejdsgiverne ansætte færre, men til en højere løn, lad os sige $10 i timen. Hvis udbuddet af arbejdstagere blev større, ville arbejdsgiverne ansætte flere, men konkurrencen mellem arbejdstagere ville sænke lønnen til for eksempel $6.

For alle, der mener at $10 er bedre end $6, vil den øgede konkurrence blandt arbejdstagere være problemet. Løsningen: Begræns arbejdsudbuddet, så de yderligere ufaglærte arbejdstagere ikke konkurrerer lønningerne ned.

Dette er præcis hvad minimumsløn og “living wage” love gør. Som enhver andet sælger kartel, så øger de markedsprisen ved at sænke det effektive markedsudbud. En juridisk minimumsløn er et priskartel for ufaglærte.

Frivillige priskarteller krænker ikke nogens rettigheder, men de virker ikke særligt godt pga. snyd og nytilkomne på markedet. Derfor vil kartelmedlemmerne ofte kræve beskyttelse af staten, men så ændrer det frivillige kartel karakter til et kartel, der bruger statens vold til gavn for nogle udbydere – medlemmerne af kartellet – imens andres legitime rettigheder krænkes.

Som alle andre former for priskontrol udgør mindstelønskartellerne hvad den store økonom fra det 19. århundrede, Frederic Bastiat, kaldte “lovligt tyveri”. Han skrev, at loven burde beskytte individer mod krænkelser ved at håndhæve deres rettigheder, men på et eller andet tidspunkt vil nogen finde en måde til at bruge loven til at udføre krænkelserne i stedet. Det er en bred skare, der lider skade ved love om mindsteløn, herunder arbejdsgivere, forbrugere, investorer, skatteydere og mange arbejdstagere.

De fattigste af de fattigste, de dårligst uddannede og mindst erfarne vil lide mest skade af sådanne regler, da reglerne effektivt forhindrer dem i at udøve deres rettigheder til at tilbyde deres evner på det eneste arbejdsmarked de er kvalificeret til. Mange fortalere for minimumsløn beklager at “de rige bliver rigere”, men deres forslag regler skaber ikke kun en tvungen overførsel af velstand til de faglærte arbejdstagere, men også internt hos ufaglærte sker der en overførelse fra de dårligste ufaglærte til de bedste.

Hvem ønsker at begrænse arbejdsudbudet med vold? Grupper med specialinteresser, såsom fagforeninger og politikere gør det for penge og magt, og penge motiverer de mest erfarne og dygtige ansatte på mindsteløn, da de forventer at blive medlemmer af kartellet (dvs. de beholder deres job).

Den del af den store offentlighed, der allerede tjener meget mere end mindstelønnen ønsker kun at hjælpe de fattige. Men de har en tendens til overse Bastiats lære om at man både må tage det i betragtning, som kan ses og det, som umildbart ikke kan ses, og at skaderne fra priskontrollerne er mindre synlige end fordelene. Mange fristes til at fejlfortolke en markedsløn til at være samfundets udgave af de lommepenge forældre giver deres børn fordi de har været flinke, flittige og for at have brug for dem

Alle, der har arbejdet for en minimumsløn, inklusiv denne forfatter og mange af læserne ved hvordan man kan komme op af rangstigen: Evner, uddannelse, ansvarlighed og erfaring.

Vigtigheden af et marked for ufaglærte, og et ægte ønske om bedre forhold for alle på markedet, leder til samme konklusion: Ingen frie mennesker, der forstår frihed, bør støtte tvungen karteldannelse.

Selvom der ikke i Danmark er nogen lov om mindsteløn, så kan det i sidste ende komme ud på ét. Fagforeningerne har ret til at bruge magt gennem fysiske blokader og lignende til at tvinge virksomheder til at betale mindsteløn, og domstolene holder sig ikke tilbage fra at dømme arbejdsgivere for at underbetale ansatte.

Jeg kan i hvert fald ikke se hvordan man kan dømme nogen i et frivilligt ansættelsesforhold for underbetaling uden at operere med en de facto lovfæstet minimumsløn.

The Great Global Warming Swindle

Det britiske Channel4 har lavet en seværdig dokumentar om menneskets indflydelse på den globale opvarmning: The Great Global Warming Swindle, som kan ses på Google Video.

Filmen tager fat på mange af argumenterne for global opvarmning, med en imponerende rolleliste. Mest iøjnefaldende er, at en af medstifterne af Greenpeace, Patrick Moore slet ikke mener at kampen mod global opvarmning er en miljøkamp, men en kamp om at få fat i offentlige midler.

Et andet argument vedrører iskerner, som også er centrum i Al Gore’s film. Der er tydeligvis en korrelation mellem CO2 og temperatur, men der er ikke en kausalitet. Dvs. stigningen i CO2 først kommer mange år efter en temperaturstigning.

Noget helt andet er konsekvenserne af temperaturstigninger. Varme perioder er historisk forbundet med store rigdomme, og katedralerne overalt i Europa er et produkt fra 1400 tallet, hvor der var endnu varmere end nu.

Der er mange flere spændende argumenter i filmen, og jeg synes det er vigtigt at tage argumenterne seriøst. Måske er der alligevel noget om at mennesket påvirker temperaturen med CO2 udledningen, og det må vi tage højde for. Men vi skal måske klappe hesten lidt, og lade være med at gå i panik.

Under alle omstændigheder, så er det spild og noget griseri at brænde fossile brændsler af. Kul, olie og naturgas sviner på mange andre måder end gennem CO2, og de samme ressourcer er fantastisk vigtige som råmaterialer i mange, mange andre værdifulde produkter. Alternative energikilder, herunder atomkraft, er fantastisk vigtige.

Statsborgerskabet er helligt.

Dansk statsborgerskab skal være noget særligt, som man skal gøre sig fortjent til. Det skal være noget beundringsværdigt, en målsætning for dem der ikke er det, og noget der fejres når de bliver det.

Samtidig bør man aldrig kunne miste sit danske statsborgerskab ufrivilligt. Bor man i Danmark uden statsborgerskab, så er man gæst i landet; en velkommen og oftest kærkommen gæst, men når alt kommer til alt en gæst. Har man først gjort sig fortjent til statsborgerskab, så er man ikke længere udlænding. Der er ikke noget, der hedder 2. generations noget-som-helst. Man er bare dansker.
Reaktionen på den nye test til ansøgere til statsborgerskab, viser med al tydelighed at statsborgerskabet har mistet sin betydning. Man fristes til at sige betydningen er stjålet af folk, der ikke sætter pris på den. Det er som om diskussionen handler om at få krav til opholdtilladelse i Danmark, men det handler altså om selve statsborgerskabet.

SF’eren Villy Søvndal mener slet ikke der skal være noget udskilningsløb, og således udviskes forskellen mellem at være dansk og ikke-dansk. Venstres Eyvind Vesselbo mener det er for meget at stille spørgsmål om dansk historie og kultur, selvom spørgsmålene er latterligt lette, når man ser de tre svarmuligheder. Den konservative Charlotte Dyremose mere positiv, og det tyder i det mindste på en nogenlunde forståelse af statsborgerskabet.

Kløften mellem dem, der er statsborgere, og dem der ikke er, er en rationel kløft, som er til at føle på og forstå. Der er retningslinier og metoder til at krydse kløften, og det er muligt at gøre for dem der vil krydse. Uden statsborgerskabet opfindes der bare andre mere diffuse kløfter. Der opstår kløfter, som ingen kan se og endnu færre ved hvordan man kommer over. Der opstå kløfter for hvilken farve man har i huden, hvor ens forældre er født, hvilket efternavn man har. Der opstå kløfter mellem hvordan man klæder sig på, for hvilke spisevaner man har, og ikke mindst for den religion man har. De kløfter kan man aldrig komme over lige meget hvor meget man forsøger. Der vil evigt og altid være “dem” og “os”. Det bliver aldrig til “vi”, for vi ved ikke hvordan; ingen ved hvordan. Kravene for dansk statsborgerskab fortæller hvordan, men kun de konservative lytter!

Amatørpolitikeren Martin Geertsen

Èn ting er at Martin Geertsen som ene “fornuftige” røst stiller til et debatprogram på DR1 hvor alle inklusiv studieværten er på Ungdomshusets side. Noget helt andet er at han lader hele diskussionen køre på deres præmisser.

Geertsen giver dem lov til at køre debatten på at han ønsker ensretning. At han ikke ønsker de persontyper, som bruger ungdomshuset. At hele miseren bare er et udslag af en fejlslagen politik. Hvad tænker manden på? Har han overhovedet gennemtænkt hvad det det kræver, når man stiller op som boksebold på DR?

Debatten handler ikke om ensretning. Det handler alene om at ejendomsretten til en bygning skal respekteres. Det handler om at man skal kunne være mærkelig uden indblanding fra kommunen. Dem der ønsker et ungdomshus kan jo bare købe et, og så er den sag slut. København har et hav af forskellige tilbud, bla. Kraftwerket i Valby, som til forveksling ligner Ungdomshuset – bare uden alle voldspsykopaterne.

Det værste er at størstedelen af landets befolkning som udgangspunkt er på Martin Geertsens side, og så forspilder han fuldstændig chancen for at tage teten og for åben skærm gå i kødet tilhængerne af at slå politifolk ihjel og brænde uskyldige menneskers ejendom af. Den er lige til højrebenet. Alle modstandernes spillere sidder omkring bordet, og så er det bare at angribe i stedet for at sidde og se brødbetynget ud uden at se modstanderne i øjnene.

Hvor er det dumt. Jeg har slet ikke ord for hvor dumt det er. Hvis bare han havde erkendt sin inkompetence og sagt nej til at deltage. Det kunne selv Ritt finde ud af!

Præsident

Jeg har fulgt lidt med på de amerikanske blogs, og her nævnes ganske ofte de mulige amerikanske præsidentkandidater. Jeg må nok tilstå at jeg synes bedre og bedre om Rudy Giuliani. Han er den type republikaner jeg synes bedst om. Her er nogle af hans holdninger:

  • Abort er ikke noget han finder tilrådeligt.
  • Abort skal ultimativt være kvindes valg.
  • Sene aborter (såkaldte partiel birth) skal være ulovlige medmindre kvindes liv er i fare (nøjagtig som i Danmark)
  • Homoseksuelle skal kunne indgå i “civl-unions”, svarende til registrerede partnerskaber. (Der er tilsyneladende en forskel på “ægteskab” og “registrerede partnerskaber” i USA.)
  • De enkelte stater skal have mere indflydelse, og have mulighed for en mere forskelligartet lovgivning.
  • En stram våbenlovgivning kan være en god idé, hvilket det var i New York, da han var borgmester. De enkelte stater skal kunne lovgive som de ønsker.
  • Markedskræfterne skal udnyttes til fulde, da de oftest er bedre end hvad staten (government) kan tilbyde.
  • Arbejdsløse skal i arbejde frem for at modtage passiv forsørgelse, om det så betyder at de skal rengøre parker og stræder.
  • Politiets fornemmeste job er at sikre lov og orden for borgerne, og det gælder også de små forbrydelser.
  • En hård kurs over for terrorister.
Det kan selvfølgelig være at der er nogle problemer med Giuliani, som jeg endnu ikke kender til. Men indtil videre tror jeg han vil kunne blive en fænomenal præsident. Efterhånden som der kommer flere ting frem om Giuliani vil jeg prøve at poste nogen af dem her på siden.

Flere fattige eller flere rige

Endnu en gang har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd været på banen med en opgørelse af fattigdommen i Danmark. Politiken og DR Online reciterer lydigt opgørelsen, med lidt ekstra krydderi i form af førtidspensionist med åbenlyse økonomiske problemer.

Hun er en af de stadigt flere danskere, der sidder fast i fattigdom. I 1997 havde 28.000 personer været fattige i mere end tre år. I 2004 var gruppen vokset til 46.000. En stigning på mere end 60 procent. Og af dem er 12.500 børn.

Hvis Politiken har gengivet førtidspensionistens problemer korrekt, så er hun efter min bedste overbevisning et oplagt emne til hjælp. Det ændrer bare ikke på at opgørelsen er noget volapyk.

Uriaposten angribes det, at opgørelsen kun ser på den periode hvor arbejdsløsheden toppede, uden at se på de efterfølgende år, hvor arbejdsløsheden er historisk lav. At afgrænse undersøgelsen til perioden, hvor situationen er værst er på alle måder kritisabelt. At Politiken og DR gengiver det som om at det står slemt til lige nu er simpelthen dårlig journalistik. Det er måske god kampagnejournalistisk venstrefløjen, men det synes jeg ikke er et godt journalistisk kriterium.

Undersøgelsen er også angribelig fordi den baserer sig på relativ fattigdom. I en tidligere post tog jeg også fat på den relative fattigdom, som er defineret ved at man stiller alle danskere op på en række efter indkomst, og så er alle, der tjener under halvdelen af den midterste person i rækken, er fattig. Men hvad sker der når alle i samfundet bliver rigere, men at stigningen er størst for dem, der tjener mest i forvejen? Så bliver fattigdomsgrænsen lige pludselige også højere, og flere vil falde ind under den.

Situationen er altså at alle er blevet rigere, samtidig med der er kommet flere fattige – i statistikkerne altså. Det minder mig om nogle visdomsord: Statistics don’t lie, but liars do statistics!

Opdatering: Den er ikke kun gal i Danmark med den relative fattigdom. Der man på i EU, hvor den relative fattigdomsgrænse er 60 % af medianindkomsten, og ikke kun halvdelen som i Danmark. Her opgives det at en ud af seks europæere er under fattigdomsgrænsen. Rygmarvsreaktionen er selvfølgelig at kalde på mere EU:

“Recent reforms to make national systems more fiscally and socially sustainable are encouraging, but there are still big challenges ahead,” said EU Social Affairs Commissioner Vladimir Spidla.
(…)
“But through mutual learning and by stimulating countries to set common goals, Europe can bring a real added value to national efforts to reinforce social cohesion,” said Spidla.

Retsstilling i snevejr

Ifølge Politiken er fagforeningen FOA sure over at ansatte trækkes i løn når de ikke kan komme på arbejde på grund af vejret.

Politiet advarer mod at køre ud. Vejene er blokerede af meterhøje snedriver. Alligevel skal lønmodtagere møde, medminde de vil miste en dagløn. Det er urimeligt, finder FOA.

Og

“Jeg er overbevist om, at de danske lønmodtagere lægger sig voldsomt i selen for at møde på trods af vejret. Og når det er tilfældet, så ærgrer det mig, at vi fortsat har en retsstilling, der stammer fra industrisamfundets fødsel”, mener formanden for FOA, Dennis Kristensen.

Det er klart at sne problemer har nogle økonomiske konsekvenser, når der ikke bliver lavet ret meget arbejde de dage. Men jeg har svært ved at se, hvordan man kan mene at arbejdsgivere partout skal bære den omkostning alene. Det er vel ikke deres skyld at de ansatte ikke kan komme frem gennem sneen! Jeg synes derimod nærmere man kan sige, at det er den ansatte, der ikke lever op til sin forpligtigelse til at møde på arbejde. Men her ligger også løsningen på problemet, for man kan bare aftale sig ud af det.

En virksomhed der er glade for sine medarbejdere må vise det gennem de vilkår de tilbyder. Og her er løn under snekaos en flot gestus, som man som ansat vil sætte pris på, og som ikke koster det store for arbejdspladsen. Dem, der alligevel møder op, kan så få en lille bonus for besværet. Det er da en gestus jeg ville sætte pris på.

Jeg bliver bekymret over at FOA formanden mener at det er et problem for retstilstanden. Men det viser at FOA mener at arbejdsgivere og arbejdsplader kun eksisterer for de ansattes skyld. De ser ikke, at et job er en gensidig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren, som skal virke til fordel for begge. Sagt på lidt dramatisk vis, så handler det for FOA ene og alene om, at arbejdsgiveren skal sørge for at de ansatte har noget at give sig til i løbet af dagen, og at de ansatte har så mange penge mellem hænderne, når de tager hjem om aftenen.

Det er lidt komisk når FOA kritiserer at noget stammer fra industrisamfundets fødsel, når netop FOA’s indstilling til arbejdsgivere netop stammer fra industrisamfundets fødsel. Verden har bevæget sig siden. Jeg er bekymret på vegne af FOA’s medlemmer, for med en så gammeldags indstilling, kan jeg ikke se, at foreningen kan tage ordentlig vare på medlemmernes interesser.

“Tanker fra en kannibal”

Jeg havde den anden dag den fornøjelse at genlæse Fernando Savaters “Tanker fra en kannibal” (oversat af Anette Rosenlund, Forum Paperbacks).

Det er en lille pamflet af en bog på 187 siders koncentreret visdom. Bogen er henvendt til forfatterens lille søn, til når sønnen bliver ældre. Den er helt fantastisk skrevet i en let og uhøjtidelig form selvom den handler om de vigtigste emner af alle.

Bogen har hav af guldkorn. Nogen af dem vil jeg prøve at gengive her, men løse citater som dem her kan aldrig nogensinde gøre bogen ret.

Continue reading →

Lighed eller hvad?

Berlingske citerer en artikel i Politiken (jeg kunne ikke finde linket hos Politiken) om regeringens skattepolitik og øget ulighed.

Men Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har for Politiken beregnet, at det indebærer, at den fattigste tiendedel af befolkningen har fået 1.650 kroner mere om året som følge af skattepolitikken, mens gennemsnitsdanskeren har fået 6.150 kroner og den rigeste tiendedel fået 13.400 kroner mere.

Til det siger Morten Houmann fra SF

Det betyder meget politisk, at skattepolitikken har øget uligheden, og at vi må have en skatteomlægning, der retter op på det igen.

For en gangs skyld ser jeg ikke nogen grund til at drage tallene fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i tvivl, for de støtter som sådan op om at skattepolitikken går i den rigtige retning, selvom det ikke er ret meget.

Jeg synes det er fantastisk at Morten Houman og jeg kan se på de samme tal, og alligevel komme til forskellige konklusioner. Det giver et indblik i nogle helt basale ideologiske forskelle mellem Morten Houmann og jeg. Morten Houmann har tydeligvis et stort fokus på hvordan det går de rigeste, hvorimod jeg interesserer mig for hvordan det gå de fattigste.

Jeg er ret ligeglad med hvordan det rigeste klarer sig, for de skal nok klare sig selv. Jeg er mere interesseret i hvordan de fattigste har det, og her dokumenterer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd at den fattigste tiendedel af befolkningen er blevet rigere. Hvis det var gået den anden vej ville jeg være slemt betænkelig ved regeringens skattepolitik, men tallene viser at det ikke er helt galt. Det kunne sikkert være bedre, men det er ikke galt.

Jeg synes det er interessant at Morten Houmann stirrer sig blind på hvor meget mere de rigeste tjener fremfor hvor meget rigere de fattigste bliver. Jyllandsposten havde for et par dage siden en god leder om en beregning af fattigdom, der også fokuserer på hvor rige de rige er.

Man tager den såkaldte midterste værdi og beslutter, at alle, der tjener under halvdelen af den, er fattige. EUs statistiske kontor fastsætter imidlertid 60 pct. af den midterste værdi som grænsen, og så er der pludselig 330.000 fattige i Danmark. (…) Hvis vi eksempelvis tager fem millioner danskere og indordner dem efter indkomst, er den midterste værdi altså den disponible indkomst hos person nummer 2,5 million.

Det interessante/kritisable ved denne forståelse af fattigdom og ønske om lighed er, at hvis vi giver de rigeste i Danmark en enkeltbillet ud af landet, så vil vi med ét slag få mere lighed og antallet af fattige vil falde, da den midterste værdi vil falde betydligt.

Morten Houmann vil glæde sig over den øgede lighed, og han må som konsekvens også rose den effektive fattigdomsbekæmpelse. Problemet er bare, at de fattige ikke har fået det bedre. På lidt længere sigt vil de sikkert får det dårligere, da de rigeste vil tage en masse ekspertise, investeringer og jobs med sig når de bliver smidt ud. Jeg kan kun konkludere at Morten Houmann slet ikke er interesseret i at gøre noget for de fattige, men kun ønsker at bekæmpe de rige. Jeg har det lige modsat.