HeresyBlog

You reject abstract theories and little regard for abundance and low prices. You concern yourselves mainly with the fate of the producer. You wish to free him from foreign competition, that is, to reserve the domestic market for domestic industry. (…) We are suffering from the ruinous competition of a rival who apparently works under conditions so far superior to our own for the production of light that he is flooding the domestic market with it at an incredibly low price (…) This rival, which is none other than the sun, is waging war on us so mercilessly we suspect he is being stirred up against us by perfidious Albion (excellent diplomacy nowadays!). Frédéric Bastiat (1801-1850) – Petition of the candlemakers

Toldgrænser laves af politikere, så forbrugere er tvunget til at købe dyre produkter, lavet af inkompetente producenter. Told gøre produkterne i butikkerne dyrere, end de behøver at være, og gøre os alle fattigere. Det er forbrugerens situation vi bør være bekymrede for – ikke producenternes. Dygtige producenter vil tage kampen op, og blive endnu dygtigere til at forsyne os med billigere varer, for ellers går de fallit. Der er ikke nogen grund til at holde dårlige virksomheder i live med kunstigt åndedræt i form af højere priser. Kunstig høje priser har social slagside, for det er de fattigste, der først opdager at de ikke har råd til at købe en vare, som de måske har brug for. Sæt told på udenlandske varer, og de fattigste vil blive fattigere.

I WTO bruges der meget tid på at forhandle toldgrænser. Alle er enige om de skal ned, men alle vil have de andre til at gøre det først. Hvis andre lande sænker deres toldgrænser, vil det være en god idé for os at gøre det samme. Men lad os gå skridtet videre: Hvis de andre ikke sænker deres toldgrænser, er det stadig en god idé at sænke vores. Som Arnold Kling beskriver det: “Vores handelspolitik burde være unilateral nedrustning, for vores eneste våben er selvmordsbomber.”

Fattige lande holder investringer og moderne teknologi ude ved at stille barrierer op for omverdenen. Et lands velstand har en direkte sammenhæng med hvor åbent landet er for handel med omverdenen. En typisk landmand i Afrika ville kunne få gavn af en traktor. En traktor ville gøre ham mere effektiv, og det vil blive lettere for ham at forsøge sin familie og sende børnene i skole. Men en traktor er dyr, og fordi den skal købes i udlandet kommer der også told på den, så det bliver endnu sværer for ham. Lykkedes det alligevel at købe en traktor, så skal den også vedligeholdes, og den skal givetvis også have reservedele i ny og næ – som også er toldbelagt. Tolden forhindrer altså landmanden i at forsøge sin familie. Hans udgifter er store, og priserne han må tage for sine varer stiger tilsvarende.

En ting er, at tåbelige regimer holder sin befolkning i fattigdom, noget andet er når velmenende humanitære organisationer og fallerede popstjerner går imod frihandel.

Et af de værste eksempler handler om AIDS-medicin, hvor lande som Kenya beskatter medicin med hele 38%. Heldigvis har vi organisationer som Ibis til at bekæmpe de grådige medicin producenter og deres dyre patenter.

Hvorfor bliver pensionsopsparinger opfattet som noget specielt? Det er ganske vist nogle penge, man kan bruge, når man bliver gammel, men sådan er det vel med alle opsparinger; man vil gerne bruge nogle penge på et senere tidspunkt.

Staten spiller en kæmpe rolle i opsparingen af pension. Ikke fordi der er så meget opsparing i det, at det gør noget. Staten laver bare en kæmpe omfordeling af pengene, fra dem der arbejder, til dem der ikke gør. Resultatet er, at dem der arbejder nu, dårligt har råd til at spare op til deres egen alderdom. De bliver ganske vist lovet, at de så vil få penge fra dem der arbejder på det senere tidspunkt. Logikken holder ganske godt, når der er mange i arbejde og få mennesker, der skal forsøgers. Men den antagelse holder bare ikke. I 1970 var der dobbelt så mange forsøgere, end der var modtagere. Allerede i dag er der ca lige mange af hver, og så er offentlige ansatte ikke engang talt med. Fremover vil en meget stor gruppe mennesker forlade arbejdsmarkedet uden at der kommer nye ind, og så bliver det for alvor hårdt.

Ud over statens pensionscirkus, indbetaler mange arbejdsgivere en procentdel af deres ansattes løn til pensionsselskaber, med krav om at den ansatte betaler en fast del af sin øvrige løn til pensionsselskabet. Der er ingen grund til at lave den opdeling. Samlet er det bare én stor tvungen opsparing. Uden overhovedet at tale mere om pensiosselskaberne monstrøse gebyrer, så lider pensionsselskaberne af den samme lidelse som staten – der er ikke tale om et depot, der forrentes som økonomien kan bære. Der er tale om en pulje, hvor der er garanteret et bestemt afkast, der både er baseret på successfulde investeringer af pensionsselskabet, og rekrutering af nye kunder. Nogen af de mange private pensionsselskaber i USA, er allerede nu ved at gå på røven, for at sige det på godt dansk.

Uanset om pensionspengene kommer gennem staten eller tvungne opsparinger over lønnen, så mangler fleksibiliteten – både i selve opsparingen, men også opsparingstidspunktet. Unge mennesker, der kommer på arbejdsmarkedet midt i tyverne, har mere brug for en kontant lønudbetalig til at etablere sig for. Ikke nok med at lønningerne helt naturligt er lave i starten af karrieren, så er udgifterne til at anskaffe og indrette en bolig store; og gud hjælpe dem der også får børn.

Der er ingen grund til, at unge mennesker absolut skal spare op til pensionen lige nu. De ville være meget bedre stilliet ved at få alle penge udbetalt. Måske vil de kunne lave en fornuftigere opsparing i boligen, som de alligevel skal anskaffe, end de kunne få hos pensionsselskaberne.

Under alle omstændigheder vil alle være bedre stillet med personlige opsparinger, som vi kan forvalte på den måde vi finder bedst. Dem der forventer at bruge andres penge, vil nok ikke blive glade!