Toldgrænser for masochister

You reject abstract theories and little regard for abundance and low prices. You concern yourselves mainly with the fate of the producer. You wish to free him from foreign competition, that is, to reserve the domestic market for domestic industry. (…) We are suffering from the ruinous competition of a rival who apparently works under conditions so far superior to our own for the production of light that he is flooding the domestic market with it at an incredibly low price (…) This rival, which is none other than the sun, is waging war on us so mercilessly we suspect he is being stirred up against us by perfidious Albion (excellent diplomacy nowadays!). Frédéric Bastiat (1801-1850) – Petition of the candlemakers

Toldgrænser laves af politikere, så forbrugere er tvunget til at købe dyre produkter, lavet af inkompetente producenter. Told gøre produkterne i butikkerne dyrere, end de behøver at være, og gøre os alle fattigere. Det er forbrugerens situation vi bør være bekymrede for – ikke producenternes. Dygtige producenter vil tage kampen op, og blive endnu dygtigere til at forsyne os med billigere varer, for ellers går de fallit. Der er ikke nogen grund til at holde dårlige virksomheder i live med kunstigt åndedræt i form af højere priser. Kunstig høje priser har social slagside, for det er de fattigste, der først opdager at de ikke har råd til at købe en vare, som de måske har brug for. Sæt told på udenlandske varer, og de fattigste vil blive fattigere.

I WTO bruges der meget tid på at forhandle toldgrænser. Alle er enige om de skal ned, men alle vil have de andre til at gøre det først. Hvis andre lande sænker deres toldgrænser, vil det være en god idé for os at gøre det samme. Men lad os gå skridtet videre: Hvis de andre ikke sænker deres toldgrænser, er det stadig en god idé at sænke vores. Som Arnold Kling beskriver det: “Vores handelspolitik burde være unilateral nedrustning, for vores eneste våben er selvmordsbomber.”

Fattige lande holder investringer og moderne teknologi ude ved at stille barrierer op for omverdenen. Et lands velstand har en direkte sammenhæng med hvor åbent landet er for handel med omverdenen. En typisk landmand i Afrika ville kunne få gavn af en traktor. En traktor ville gøre ham mere effektiv, og det vil blive lettere for ham at forsøge sin familie og sende børnene i skole. Men en traktor er dyr, og fordi den skal købes i udlandet kommer der også told på den, så det bliver endnu sværer for ham. Lykkedes det alligevel at købe en traktor, så skal den også vedligeholdes, og den skal givetvis også have reservedele i ny og næ – som også er toldbelagt. Tolden forhindrer altså landmanden i at forsøge sin familie. Hans udgifter er store, og priserne han må tage for sine varer stiger tilsvarende.

En ting er, at tåbelige regimer holder sin befolkning i fattigdom, noget andet er når velmenende humanitære organisationer og fallerede popstjerner går imod frihandel.

Et af de værste eksempler handler om AIDS-medicin, hvor lande som Kenya beskatter medicin med hele 38%. Heldigvis har vi organisationer som Ibis til at bekæmpe de grådige medicin producenter og deres dyre patenter.

Pensionsopsparing er bare en opsparing.

Hvorfor bliver pensionsopsparinger opfattet som noget specielt? Det er ganske vist nogle penge, man kan bruge, når man bliver gammel, men sådan er det vel med alle opsparinger; man vil gerne bruge nogle penge på et senere tidspunkt.

Staten spiller en kæmpe rolle i opsparingen af pension. Ikke fordi der er så meget opsparing i det, at det gør noget. Staten laver bare en kæmpe omfordeling af pengene, fra dem der arbejder, til dem der ikke gør. Resultatet er, at dem der arbejder nu, dårligt har råd til at spare op til deres egen alderdom. De bliver ganske vist lovet, at de så vil få penge fra dem der arbejder på det senere tidspunkt. Logikken holder ganske godt, når der er mange i arbejde og få mennesker, der skal forsøgers. Men den antagelse holder bare ikke. I 1970 var der dobbelt så mange forsøgere, end der var modtagere. Allerede i dag er der ca lige mange af hver, og så er offentlige ansatte ikke engang talt med. Fremover vil en meget stor gruppe mennesker forlade arbejdsmarkedet uden at der kommer nye ind, og så bliver det for alvor hårdt.

Ud over statens pensionscirkus, indbetaler mange arbejdsgivere en procentdel af deres ansattes løn til pensionsselskaber, med krav om at den ansatte betaler en fast del af sin øvrige løn til pensionsselskabet. Der er ingen grund til at lave den opdeling. Samlet er det bare én stor tvungen opsparing. Uden overhovedet at tale mere om pensiosselskaberne monstrøse gebyrer, så lider pensionsselskaberne af den samme lidelse som staten – der er ikke tale om et depot, der forrentes som økonomien kan bære. Der er tale om en pulje, hvor der er garanteret et bestemt afkast, der både er baseret på successfulde investeringer af pensionsselskabet, og rekrutering af nye kunder. Nogen af de mange private pensionsselskaber i USA, er allerede nu ved at gå på røven, for at sige det på godt dansk.

Uanset om pensionspengene kommer gennem staten eller tvungne opsparinger over lønnen, så mangler fleksibiliteten – både i selve opsparingen, men også opsparingstidspunktet. Unge mennesker, der kommer på arbejdsmarkedet midt i tyverne, har mere brug for en kontant lønudbetalig til at etablere sig for. Ikke nok med at lønningerne helt naturligt er lave i starten af karrieren, så er udgifterne til at anskaffe og indrette en bolig store; og gud hjælpe dem der også får børn.

Der er ingen grund til, at unge mennesker absolut skal spare op til pensionen lige nu. De ville være meget bedre stilliet ved at få alle penge udbetalt. Måske vil de kunne lave en fornuftigere opsparing i boligen, som de alligevel skal anskaffe, end de kunne få hos pensionsselskaberne.

Under alle omstændigheder vil alle være bedre stillet med personlige opsparinger, som vi kan forvalte på den måde vi finder bedst. Dem der forventer at bruge andres penge, vil nok ikke blive glade!

Sejlende atomkraftværker

Russerne har fået en god idé. De har planlagt at bygge et sejlende miniatomkraftværk, der skal forankres ud for byen Severodvinsk i det nordlige Rusland. Kraftværket skal kunne forsyne ca 200.000 indbyggere med billig strøm, alternativt skal den kunne afsalte 240.000 kubikmeter vand hver dag. En af fordelene er at hver 12. år, når reaktorerne skal renoveres, så kan hele kraftværket bare sejles hjem, hvor arbejdet kan gøres i sikkerhed.

Hvorvidt prisen på $200.000 er realistisk er lidt ligegyldigt, for perspektiverne i konceptet er ganske store. Ideen er som sådan ikke ny. Hangarskibe og ubåde har i mange år haft mindre atomreaktorer installeret med god success. Den kommercielle skibsfart har også syslet lidt med ideen om atomdrevne fragskibe. Nogen taler endda om rentable miniatomkraftværker, der kan være i en stor garage. Det kan godt være at man ikke skal lave atomreaktorer i folks garager, men ideen om bygge kraftværker på skibe er bestemt ikke urealistisk.

Et af de største problemer er, at produktionen af atombrændsel er den samme, som man bruger til atomvåben. Det er derfor, at man ikke er speciel nervøs for Irans atomkraftværker, men mere for deres fabrikker til produktion af brændslet. Problemet kunne fint løses ved at eksemplevis amerikanerne med deres atomindustri, havde et værft til de sejlende atomkraftværker. Kraftværkerne kunne forankres ud for Afrikas kyst, hvor de så kan levere strøm til de fattige lande. Når kraftværket skal serviceres, så skifter man det bare ud med et andet kraftværk, og sejler det gamle hjem til USA til eftersyn.

Skulle det ske, at der er bliver uro i landet, så er det en smal sag at sejle kraftværket væk, så det hverken bliver ødelagt eller falder i de forkerte hænder. Kraftværkerne vil være immune overfor jordskælv, og ligger kraftværket væk fra kysten, vil sunamier heller ikke være noget problem.

Den helt store fordel vil være, at man overalt i verden vil kunne tilpasse energiproduktionen uden ret store omkostninger. Bliver der strømmangel i et område, vil man kunne sejle endnu et kraftværk derhen. Bygges der et nyt stort kraftværk på landjorden, vil man kunne flytte de små kraftværker andre steder hen, hvor de kan gøre mere gavn. Efterhånden som det nye kraftværk ikke kan følge med mere, vil man igen kunne supplere med de her små mobile kraftværker.

Når det sejlende kraftværker er udtjent, og skal rives ned, så bliver der ikke nogen plet på landjorden, som skal ligge øde i 50 år. Krafværket sejles simpelthen tilbage til værftet, som kan opbevare skibet indtil det kan hugges helt op. Genialt.

Syriana – et venstreorienteret mesterværk

Fredag aften. Lidt godt at spise og en tur i biografen. På menuen stod Syriana med den imponerende rolleliste: George Clooney, Matt Damon og ikke mindst Julian Bashir, undskyld Alexander Siddig.

Anmeldelserne har været helt overdådige. Jyllandsposten gav filmen 5 uf af 6 stjerner, og det samme gør Politiken. Kun Berlingske formår at forholde sig lidt mere kritisk til filmen, som her “kun” får 3 af 6 stjerner.

Uden at afsløre for meget, så handler filmen kort og godt om, at store amerikanske virksomheder er grådige og og skruppelløse kæmper, der tjener penge gennem korruption undertrykkelse af de stakkels diktatorer i Mellemøsten. Den onde amerikanske regering er næsten overivrig efter at hjælpe med at rydde de gode kræfter af vejen, som formaster sig til at sige nej til USA. I en sidehistorie følger man også lige den stakkels selvmordsterrorist, der brutalt er blevet fyret fra sit arbejde af en amerikansk virksomhed.

Midt i al elendigheden får filmen alligevel tid til en scene, der absolut intet har noget med resten af historien at gøre. Scenen er en ordentlig sviner af Milton Friedman, hvor det lykkedes filmen at gøre så meget grin med hans Nobelpris, at biografen brød ud i spontan latter (uden overhovedet at vide hvem Friedman er).

Filmen illustrerer ret godt venstreorienteredes idé om, at velstand er et nul-sumsspil. Matt Damon udtrykker det ret direkte, da han siger, at det gælder om at forhindrer Mellemøsten i at opbygge en ordentlig infrastuktur og en bæredygtig økonomi, så man kan hive alle rigdommene til Vesten. Filmskaberne forstår tydeligvis ikke, at vi i vesten ville blive endu rigere med et stabilt og velstående Mellemøsten. De forstå heller ikke, at olie bliver handlet på verdensmarkedet, og at det er ret ligegyldigt for olieprisen om det er kinesiske eller amerikanske virksomheder, der pumper olien op af den arabiske ørken.

Syrianas største problem burde være børnelærdom for enhver filmproducent: Skurken skal have et troværdigt motiv! Det har skurkene i filmen ikke. Skurkene vil tjene penge på et frit marked, men alligevel ønsker de et forarmet og korrupt Mellemøsten i kaos. Filmen lader ingen være i tvivl om, at det er frihandel og profit der er grunden til al ulykken.

Det sørgeligste er næsten at Syriana er nomineret til 2 Oscar’s. Heldigvis ikke for bedste film, men komisk nok for bla. Original Screenplay. Måske skulle den i stedet have en for Bedste Fordrejning af Virkeligheden.

Om ikke andet giver filmen et godt indblik i hvordan venstreorienterede ser på konflikten i Mellemøsten og USA’s rolle i den – og det er i hvert fald de 90 kr, som værd biografbilletten kostede.

HeresyBlog går i luften

Velkommen til min blog, hvor kætteriske ideer kan få luft.

Det er mit indtryk at mange mennesker har svært ved, eller ikke ønsker at nye ideer eller ny måder at gøre tingene på. Det gamle er dejligt, for det ved man hvad er. Problemet er bare at hvís man tænker lidt uden for kassen, så kan man måske få nogle gode ideer, men samtidig er der risiko for nærmest at blive udstødt som ekstremist – som en kætter! Derfor denne blog.

I denne blog vil jeg prøve at beskrive nogle af de mærkelige og langt ude ideer der er. Nogen af dem har jeg selv brygget sammen, andre har jeg hørt om og nogen er bare så mærkelige at de fortjener omtale. Nogle gange vil jeg bare lege djævelens advokat, og præsentere ideer og overbevisninger jeg ikke selv er enig i.

Der findes steder på nettet hvor ekstreme ideer og mere eller mindre mærkelige verdensforståelser får udløb, men det er mit indtryk at de er ret præget af bitterhed og sure miner over at at ideerne ikke vinder generelt gehør. Det er ikke meningen her. Her er det et spørgsmål om at blive udfordret med unormale ideer, der kan give et godt grin eller måske endda inspirere til nye og skøre ideer.

Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at jeg er af borgerlig observans med tendens til libertarianisme. Men selv her er der en form for normalitet, som jeg håber vil blive udfordret af anderledes ideer, som måske endda kan betegnes som kollektivistiske eller ligefrem socialistiske.

Har du nogle mærkelige ideer du mangler udløb for, så er du velkommen til at kontakte mig, så vi kan lægge dem ud her, enten anonymt eller i dit eget navn.

Jeg håber du vil finde min blog spændende.