Berlingske og JP beretter om at der er kommet en ny mere effektiv og sikrere måde at behandle kræft på, men behandlingen findes ikke i Danmark.
Han anslår, at 15 pct. af de danske kræftpatienter umiddelbart ville have glæde af partikelterapi (…) I dag viser beregninger, at ca. 30 pct. af børn behandlet med traditionel stråleterapi vil udvikle ny kræftsygdom inden for 10-20 år som følge af behandlingen. Med partikelterapi er risikoen reduceret til under to pct.
Regeringen har ikke taget skattekroner fra andre vigtige formål i samfundet, som veje, hjemmehjælp og kørselsfradrag til at kunne købe udstyret til effektiv kræftbehandling.
Når al sygdomsbehandling betales og prioriteres af statens bureaukrater og populistiske folkevalgte, så kommer det ikke som nogen overraskelse, at sådan en ny og dyr behandling ikke kommer til landet. Ingen har mulighed for at få behandlingen, og det bliver ikke anderledes af at et par læger i artiklen har sendt 10 danske patienter til udlandet for at få behandlingen. Når behandlingen ikke findes i det danske politiske sundhedssystem, så vil der ikke være ret mange, der får behandlingen. Man kunne med rette spørge hvorfor det er så tvingende nødvendigt for staten at prioritere hospitalsudstyr sammen med kulturstøtten.
Men historien bringer også en anden problemstilling på banen, for behandlingen koster mellem en og halvanden million kroner pr patient, og det er ganske dyrt. I det danske system er det princippet at alle skal kunne får den bedste tilgængelige behandling; politikerne glemmer bare at sige ”tilgængelig” når de taler om sundhed. Problemet er nemlig at hvis en patient mare får en halv procents øget chance for at overleve sin sygdom, så skal de have behandlingen, men det er der bare ikke råd til. Problemet løses med at de dyre behandlinger ikke findes i Danmark og hvis de gør, så er der lange ventelister. Den løsning kaldes rationering.
Når staten betaler for sygdomsbehandling og folk bare kan henvende sig, så er det nødvendigt med rationering. Hvis ikke man rationerede, så ville sundhedssystemet æde alle skatteindtægterne og mere til, og det går naturligvis ikke.
Problemet med at behandlingerne prioriteres sammen med boligstøtte og vedligehold af jernbanerne kan let løses ved at privatisere hospitalerne og lade den offentlige sygesikring købe ydelser til borgerne. Så kan de private hospitaler tage ud og hente penge på kapitalmarkederne når de har lyst, så de kan købe det nødvendige udstyr. Ingen unødvendig bureaukrati eller populisme involveret.
Problemet med størrelsen af sundhedsbudgetterne kan løses gradvist at lade de rigeste familier betale for deres egen behandling, og delvist ved at politikerne beslutter sig for åbent at afgrænse hvilke behandlinger staten vil garantere danskerne skal have adgang til uanset deres økonomiske situation. Det sidste bliver lidt svært, for det er ganske upopulært, men øvelsen sker alligevel af bagveje, se bare hvordan sundhedsministeren sylter problemerne i artiklen:
»Jeg har stor forståelse for ønsket, men det er utroligt dyrt,« siger han.
»Derfor skal det tænkes ind i en større sammenhæng, hvor vi ser på, hvordan vi får mest sundhed for pengene, og hvad værdien er af at købe anlægget selv.«
Hvor er kræftens bekæmpelse i sådan en sag? Nå ja, de er ude og slå rygere i hovedet med ligegyldige rapporter.
