Mennesker er rationelle

Ofte er det svært at genkende at andre mennesker er rationelle. Hvis man politisk ønsker at bestemme hvad andre mennesker skal gøre, og bestemme hvordan de lever deres liv, så er det belejligt hvis de ikke er rationelle, og ikke kan træffe gode beslutninger for dem selv eller samfundet.

Flere forskere har givet politikerne rygdækning for vores manglende rationalitet. Daniel Kahneman og Amos Tversky, David McRaney, Hugo Mercier og Dan Sperber og ikke mindst Jonathan Haidt. Problemet for politikerne er, at forskerne ikke benåder politikerne. De er præcis lige så irrationelle som alle andre. Problemet for forskerne er, at de har en for snæver forståelse for hvad der er rationelt. Til formålet har man opfundet homo economicus, en idealiseret person, der både er streng logiker og kun er drevet af økonomisk optimering. Når mennesker ikke opfører sig som homo economicus, så konkluderer forskerne, mennesker ikke er rationelle. Men virkelige mennesker har mange forskellige formål og ønsker, både bevidste og ubevidste. Et ønske om status og anerkendelse fra andre mennesker, kan gøre det fornuftigt og rationelt at ofre økonomisk gevinst. Vi har alle sammen forskellige ønsker og vi værdsætter dem også forskelligt, forstået som vores villighed til at ofre andre ting for at opnå dem. Dem har politikerne ingen indsigt i.

Steven Poole har skrevet en interessant artikel i Aeon, hvor han kritiserer forskernes alt for snævre forståelse af rationelle mål.

There has been some controversy over the correct statistical interpretations of some studies, and several experiments that ostensibly demonstrate ‘priming’ effects, in particular, have notoriously proven difficult to replicate. But more fundamentally, the extent to which such findings can show that we are acting irrationally often depends on what we agree should count as ‘rational’ in the first place.

Han fortæller, at gennem historien har filosofferne betragtet mennesket som det rationelle dyr. Rationalitet er egenskaben, der adskiller mennesket fra dyrene.

En rationel handling kan kun være en handling, der fremmer opfyldelsen af en persons mål og ønsker, hvad end det er, på baggrund af eksisterende viden. Det modsatte af rationel er ikke bare irrationel – det er vanvid. Mennesker laver fejl, vi ved ikke alt og alt for ofte kender vi ikke vores egne ønsker på forhånd. Men uanset hvor dårlige vi er til at leve vores liv, så er der ingen, der er bedre til det. Det kræver en massiv arrogance, at tro man er bedre til at leve andres liv end de selv er.

Ejendomsretten er ikke et påfund

Uffe Elbæk og Alternativet mener ikke, at vi bør eje jord, og bør leje den i stedet. For kan man eje vores fælles luft, vand og jord, spørger de gennem Simon Nørgaard Iversen.

En ejer af en frugtplantage kan således tjene på at dyrke frugterne, men kan ikke bare få lov at konvertere jorden til en kulmine. Den beslutning skal tages af fællesskabet, der har ejendomsretten over jorden.

Den forståelse af jordejerskab har været udbredt, særligt i ikkevestlige samfund, hvor man ofte har forstået, at man kan bruge jorden, samtidig med at jorden er et fælleseje, alle skal have gavn af.

(…) Den private ejendomsret over jord er altså en idé, én specifik gruppe af mennesker har etableret. Og blot fordi det historisk er lykkedes at stadfæste den ret, er det ikke nødvendigvis gavnligt at opretholde den fremadrettet.

Som sædvanligt ligger djævelen begravet i detaljen, men det er værd først at sætte nogle fundamentale ting på plads:

Ressourcer som jord er en begrænset ressource (scarce resource), hvilket betyder at der ikke er en uendelig mængde jord tilgængelig, og den der er, kan kun kontolleres af en person af gangen. Der kan ikke både være en frugtplantage og en mine på det samme stykke jord på samme tid. Ej heller kan der være to plantager på det samme stykke jord på samme tid.

Konsekvensen er, at en ressource, der bruges, altid vil være kontrolleret af en person. Retten til at kontrolle en begrænset ressource kaldes ejendomsretten.

Det er altså ikke en “forståelse” at man kan eje jorden. Det er umuligt ikke at eje jorden. Det er kun et spørgsmål om hvem. Ønsket om at det er fællesskabet, der skal eje jorden rejser spørgsmålet om hvem fællesskabet er, og hvem, det er vi lejer jorden af? Vi kan som individuelle mennesker være en del af et fællesskab, men vi kan som personer ikke være fællesskabet. Vi kan på den ene eller anden måde blive repræsentant for et fællesskab. Folkevalgte og tillidsfolk i foreninger udøver et repræsentantskab, men de udgør ikke fællesskabet. Det bliver derfor repræsentanterne for fællesskabet, der udøver kontrollen med ressourcen og dermed har ejendomsretten.

Selvom Uffe argumenterer for at fællesskabet skal eje al jorden, så vil resultatet blive at det er Uffe, der skal eje al jorden – på samfundets vegne, naturligvis. Men kan vi stole på at Uffe kan administrere så meget magt? Kan vi stole på, at nogen som helst kan administrere så meget magt og tage hensyn til alle personer i fællesskabet? Magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut.

Et andet fundamentalt spørgsmål er, hvordan en person har opnået kontrollen med en begrænset ressource. Hvis man afskyr vold, er non-aggressions-princippet et godt udgangspunkt, der dybest set siger, at man ikke må true eller bruge vold og bedrag mod andre mennesker. Opnår man kontrol med en ressource ved brug af aggression, er kontrollen derfor uretfærdig. Uden aggression er kontrollen retfærdig.

Vil Uffe tage kontrol med jorden på vegne af fællesskabet gennem aggression eller ej? Hvis nej, er det jo bare gå i gang med at overtale jordejerne til at overdrage ejerskabet til Uffe. Det kunne være donationer, eller ved at Uffe betaler dem for det.

Hvis det er gennem lovgivning, og derfor gennem aggression han vil tage ejerskabet, så må han enten være tilhænger af vold eller tilhænger af uretfærdighed. Men det er nok to sider af samme sag.

Kan vi stole på en voldsforherligende tilhænger af uretfærdighed? Jeg tænker det er gavnligt at holde fast i den private ejendomsret.

Vandkraft skader naturen

Det er svært at dække samfundets behov for elektricitet så, vores apparater tænder når vi trykker på knappen. Ikke alle former kan levere, når vi har et behov. Sol og vind leverer strøm når de kan, og ikke når vi ønsker det. Der er kun tre kendte energikilder, der kan det: Afbrænding af fossile brændsler (olie, gas, kul), vandkraft og atomkraft. Fossile brændsler udleder CO2, og giver alvorlige bekymringer for klimaets udvikling og jordens fremtid. Atomkraft har et dårligt ry i offentligheden, og politikerne er derfor tilbageholdende. Vandkraft er populært, CO2-frit, men ødelægger naturen i stor skala.

Science Alert: Look at the Amazon River, for example. As of February, there were 142 hydroelectric dams that were at least partially constructed and another 160 proposed across the mighty river; as a result, migratory fish like the migratory dorado catfish have already begun to disappear.

Problemet er stort i Europa, hvor barriererne er at finde med få kilometers mellemrum.

Problemet findes også i Danmark. Der er ikke mange større vandløb, men dem vi har, lider også. Tangeværket på Gudenåen leverer grøn og god elektricitet, men er en katastrofe for fiskene i åen. Få år efter opførelsen uddøde Gudenålaksen. På trods af fisketrapper og udsætning af fiskeyngel, eksisterer problemet stadig i dag.

Ingeniøren: Ifølge museumsinspektøren kan ‘fisketrapperne ikke bruges som alibi’ for det indgreb, som værkets placering har på de ynglende fisk. For ham at se er konfliktens omfang også af noget større dimensioner:
»Problemet er, at Gudenåen slet ikke er en å længere. Tangeværket virker som en prop, der bremser vandrefisk, både når de skal op og ned af åen.«
Han mener ikke, at det er værd at holde fast i et værk, der ikke producerer mere elektricitet ‘end én vindmølle’, når det har så stor indvirkning på dyrelivet i åen:
»I min optik giver det ikke mening, at værket skal ligge der. I stedet kunne man have et fantastisk vandløb. Det er vores eneste vandløb, der har størrelse som en flod, og det dyreliv, det giver rum til, er noget særligt,« siger Morten D. D. Hansen.

Alle former for energiproduktion har en omkostning. De fossile koster os klimaet. Vandkraften koster og naturen. Atomkraft giver (ubegrundet) angst. Sol og vind duer ikke.

Ballade i Standing Rock – mangel på ejendomsret

standing_rockDanske medier fortæller ikke meget om balladen i indianerreservatet Standing Rock i North Dakota. Sagen handler om Dakota Access Pipeline, der skal løbe 1.886 km mellem oliefelter i North Dakota til Illinois. Undervejs løber rørledningen gennem en række indianer-reservater. Når det sker, har stammerådet en indflydelse på projektet, og de tilbydes økonomisk kompensation i forskellige former for ulejligheden. Det har fungeret glimrende for de 1.640 km, der allerede er afsluttet. Men…

Den føderale regering i USA administrerer mange detaljer om reservaterne på vegne af indianerstammerne. Politisk har man besluttet, at rørledninger og lignende så vidt muligt skal føres uden om reservaterne, og det er muligt ved Standing Rock reservatet. Det betyder for det første, at stammerådet ikke har nogen indflydelse på rør-ledningen. For det andet, at reservatet ikke kan drage økonomisk fordel af rør-ledningen. Og vigtigst af alt, reservatet står med hele balladen ved brud og udslip fra rørledningen. Rør-ledningen, skal nemlig føres igennem et stort antal floder og søer udenfor reservatet, som forsyner reservatet med vand.

Eller sagt på en anden måde: Indianerne har ingen indflydelse, ingen økonomiske fordele, men alle miljøproblemerne ved en ulykke. De er ikke glade.

Indianerne udfordrer naturligvis sikkerheden ved rørledningen alle steder de kan. Da de stiller sig op for at protestere mod bygningen af rørledningen tiltrækker de opmærksomhed fra en lang række erklærede miljøforkæmpere og generelle modstandere af olieudvinding og andre kontroversielle rørføringer. Resultatet har været en lang række enormt voldelige sammenstød med politiet, juristeri og storpolitik med både Obama og nu Trump i vælten.

Selvom kampen handler om miljøsagen fra forskellige vinkler, så er den grundlæggende årsag en formynderisk føderal regering, der nægter indianerne selvbestemmelse, og dermed ejendomsretten til deres eget land.

Erfaringerne fra de andre reservater viser, at hvis stammerne har indflydelse på sikkerhedsstandarderne og modtager passende kompensation, så kan indianerne sagtens finde ud af at lave gensidigt fornuftige løsninger med olieselskaberne. Nogle stammer har sågar deres egne olieselskaber med tilhørende rørføringer.

Problemet kunne fra starten løses ved at holde fast i respekten for ejendomsretten. Miljørisikoen er en eksternalitet, der påføres indianerne. Nobelprisvinderen Ronald Coase viste i 1960, at eksternaliteter kan håndteres hvis ejendomsretten er veldefineret, kan opdeles og forsvares. Han påviste, at alene tildeling af en klar ejendomsret kan løse problemerne, uanset hvilken part i en konflikt om eksternaliteter, der modtager ejendomsretten, så længe transaction costs (omkostningerne ved overhovedet at skabe en aftale), er lave.

Forholdet mellem indianerne og den føderale regering har aldrig nogensinde været præget af respekt for en veldefineret ejendomsret, og nu ser vi mere ballade. Spørgsmålet er, om det allerede er for sent med en let løsning baseret på ejendomsret, for nu er det vokset til et spørgsmål om olieudvinding, miljø og klima, og transaction cost er eksploderet. Men selv hvis der ikke er en hurtig løsning i udsigt, burde indianerne få den fulde ejendomsret over deres land. Så ville fremtidige konflikter af denne type kunne undgås.

Ondskabsfuld ideologi

deathInformation har bragt et manifest af Peter la Cour, som beskriver en rendyrket ondskabsfuld ideologi. For mit øje er der ikke tale om en karikatur, og ej heller virker den ironisk eller sarkastisk mod sig selv. Derimod ligner den et ærligt manifest mod en frygtelig verden, forfatteren vil gøre op med.

Udgangspunktet er en kritik af såkaldt “vækstlogik”. Et tilsyneladende udefinerligt begreb, der kan gøre alle forbedringer af den menneskelige tilstand til noget hæsligt. Man skal bare sætte det i en negativ kontekst sammen med “kommercialisering”, “kortsigtet vækst”, “industri” og noget “kunstigt”.

Peter la Cour: Interessen for kortsigtet vækst fører til en sundhedslogik baseret på salgbare, naturvidenskabelige hurtigløsninger.

Man betragter kroppen som en biologisk maskine, som man uden særlige hensyn kan og bør reparere på, som man gør med en bil.

Man kan skifte de slidte dele ud, pumpe hængepartierne op, og i det hele taget kan man tune kroppen kemisk efter eget valg: sovemidler ved søvnløshed, morfin til smertefrihed og Viagra for en sikkerheds skyld.

Går organerne i stykker, kan man erstatte dem med nogle nye. Der er selvfølgelig organmangel, men man håber og satser på, at industrien med tiden vil kunne fremstille kunstige organer, der kan sælges og opereres ind, efterhånden som de originale forfalder.

Det fremgår klart, at det er noget skidt at bruge naturvidenskaben til at få det bedre, at kurere eller lindre sygdom og forhindre for tidlig død.

En ideologisk forståelse, der foretrækker sygdom, lidelse og død fremfor “vækstlogik”, hvad det end er, kan objektivt kaldes ond. Menneskelig velbefindende må være kernen i enhver humanistisk og god ideologi.

Syge og gamle bliver vi uundgåeligt, og det må være sundhedsindustriens opgave at få symptomerne nedtonet, så lidelsen er mindst mulig. Imidlertid er døden en mægtig og meget skræmmende fjende. Det er det, der er den allervigtigste opgave at bekæmpe.

Ja, det er det nemlig. Alt det skal vi bekæmpe. Alt det vil vi bekæmpe. Dem, der afviser den kamp på egne vegne er tossede, men det er deres sag. Prøver de at få andre med på vognen er nederdrægtigt.

Som biologi er kroppens sundhed og sygdom dybest set en del af det kosmiske drama, der kaldes livet på jorden. Kroppen er en selvregulerende, biologisk enhed, hvis den er sund.

Fra et biologisk sammenhængsorienteret synspunkt har kroppens enhed sit eget projekt: Den har til opgave at leve, gøre, hvad den kan, for artens overlevelse og derefter at dø. Døden er en naturlig del af kroppens opgave.

Mennesket skal fødes, lide og dø. Men heldigvis har forfatteren de vise sten til at minimere lidelsen: Askese. En hæderkronet metode hvor man gennem fornægtelse af livets glæder kan komme nærmere Gud, det hellige, Naturen!

Vi kan fremme balancerne f.eks. ved at holde kroppen i god form, ved ikke at drikke for meget alkohol, ikke at ryge, ved at spise varieret og sundt og ved ikke at gentage det, der én gang har gjort kroppen syg eller svag.

Når askesen kommer til en ende i en “naturlig død”, dvs. en tidlig død, har vi udlevet den biologiske mening med kroppen.

At udleve et biologisk formål er selvfølgelig et ideologisk mål, men der findes andre. Et glad liv, med al den sundhed vi kan mønstre på den ene eller anden måde. Fravær af unødig smerte, minimering af ubehag og en værdig død i en sen alder, er rimelige målsætninger frem for “biologisk mening”.

Garantier til atomkraft er nødvendig

sparegrisAtomkraft er økonomisk en fremragende idé, men hvorfor er det så alligevel nødvendigt med støtte til atomkraft? Hinkley Point C i UK er et godt eksempel på, at det er svært at få investorer til at kaste mange milliarder efter nye atomkraftværker. Britterne kaster masser af støttekroner efter projektet. Men hvorfor?

The Week: Electricity generated from the plant, which will provide seven per cent of the UK’s power, will be bought by the government at a fixed price of £92.50 per kilowatt hour when production begins in 2025, rising in line with inflation for 35 years.

Problemet er, at politikerne har skruet et energisystem sammen, som favoriserer vindmøller og solceller, selvom de ikke er i stand til levere hele tiden. Det sender priserne i bund, hvilket primært rammer baseload kraftværkerne, som støt leverer energi hele tiden. De kan bare ikke kan spare noget ved at skrue ned når prisen er i bund i løbet af dagen og ugen.

Endnu værre er den irrationelle frygt for selv den mindste radioaktivitet. Det fører til unødige restriktioner og sikkerhedskrav, der kun driver produktionsprisen op. Nye krav kan komme lige så hurtigt, som de politiske vinde kan blæse. Det bidrager til, at en milliardinvestering i atomkraftværker bliver overordentlig risikabel. Et ekstremt eksempel er Tyskland, hvor regeringen uden videre lukkede en række udmærkede atomkraftværker. Og for at føje spot til skade lader de investorerne hænge i vinden.

World Nuclear News: A regional court in Hannover has ruled that EOn is not entitled to €382 million ($426 million) in compensation it sought for the forced shut down of its Isar 1 and Unterweser nuclear power units in 2011.

Hvis nogen spørger hvorfor britterne har svært ved at finde investorer til deres atomkraftværker, så er svaret “Tyskland”.

Ejendomsretten i rummet

asteroidI november 2015 vedtog den amerikanske kongress SPACE Act of 2015, som giver private virksomheder ret til, at eje de ressourcer de skaffer ved, at drive minedrift på asteroider ude i rummet. ScienceAlert.com har skrevet mere om det.

Hvis vi ser bort fra, at det altid er godt når stater anerkender privat ejendomsret, så er et spørgsmål hvorfor det overhovedet er nødvendigt at lave sådan en lov. Homesteadingprincipperne er klare nok:

Ejendomsretten kan i et vist omfang koges ned til, at den person, der har det bedste krav på en ting, er den der ejer den. Eller sagt på ingen anden måde, hvis ingen andre har et bedre krav på en ejendom end dig, så kan du eje det.

Om man ejer noget eller ej, er fuldstændigt objektivt, og derfor må det krav man gør gældende også være objektiv. At nogen gør krav på en ejendom på baggrund af gode intentioner, er ikke objektivt. Om intentioner er gode eller ej er subjektivt fra person til person, og om én intention er bedre end en anden er umuligt at svare objektivt på.

I praksis vil det betyde, at hvis jeg som den første tager en ting i brug, så er det rigtigt svært for andre at have et bedre krav på det. Dermed ejer jeg den.

Der er ikke ret mange steder og ting på jorden, der ikke allerede er taget i brug på en eller anden måde. Men ude i solsystemet er der masser af ting ingen nogensinde har taget i brug, asteroider, planeter og meget andet – og der er rigtig meget af det! Det vil sige rejser nogen derud og tager en asteroide i brug før nogen andre, så ejer de den. Ingen andre kan gøre bedre krav på den eller noget de henter fra den, end de selv kan. Stater er kendte for at være ligeglade med de principper, på den måde er det en fornøjelse at se amerikanerne anerkende princippet.

Hvis man læser kommentarerne på Slashdot , så skulle man ikke tro nogen af dem er bekendte med homesteading.

Hvordan kan dette gøres på det nationale niveau? Det burde helt sikkert være noget der bliver aftalt i FN, frem for at fremsætte national lovgivning for noget der i forvejen er uden for deres jurisdiktion.

Lige så vel, som det er ude af enkelte landes jurisdiktion, så er det også uden for FN’s jurisdiktion. Der er ikke nogen derude, der har gjort krav på en asteroide, så de første der gør det opnår jurisdiktion.

Næsten alle lande i verden har tilsluttet sig Outer Space Treaty fra 1967, som gør at ingen lande kan gøre himmellegemer til nationalt territorium. Det er på ingen måde det samme som, at ingen kan eje det.

Handlede den amerikanske borgerkrig om slaveri? Who cares?

Den amerikanske borgerkrig er et hot emne, og er kommet frem igen efter flere amerikanske stater har fjernet sydstaternes flag fra offentlige bygninger.

Balladen handler i sin essens om, at nutidens sydstater ikke kan forene sig med anklagen om, at deres forfædre har forsvaret noget så hæsligt som slaveri med krig og død. Derfor holder de fast i at borgerkrigen i stedet handlede om delstaternes rettigheder, økonomiske problemer i unionen og flere andre emner.

Libertarianere har taget samme kamp op, og debatterer bravt om Nordstaternes krigsførelse er et udtryk for undertrykkelse af sydstaterne, eller en moralsk korrekt kamp mod slaveriet.

Men betyder det overhovedet noget? Det væsentlige må være hvad påstanden om andre grunde end slaveri siger om dem der påstår det. Fælles for alle, der holder fast i, at det ikke handlede om slaveri, er enige om at slaveri er hæsligt og ikke bør foregå. Intentionen er altså god, og det er gode mennesker der påstår det. Alle, der holder fast i, at borgerkrigen handlede om slaveri, mener også at slaveri er hæsligt. De er ligeledes gode mennesker.

Dem, der bruger borgerkrigen som eksempel på overgreb den føderale regering laver mod delstaterne, ønsker at beskytte delstaternes rettigheder. Det er en god sag. Ofte bruger de eksemplet til at fortælle, at økonomisk undertrykkelse er hæsligt. Endnu en god sag.

Alle deltagere i debatten har tydeligvis gode intentioner, og kæmper en god sag mod slaveri og for basale rettigheder. Dét er det vigtige. Resten er en ren akademisk diskussion blandt historikere:

Se på hvad afsenderen i debatten ønsker at fortælle, og lad de historiske fakta komme i anden række.

Fasthold de fattige i fattigdom

En automat er opstillet på et torv, der sælger billige t-shirts for 2€. Når nogen prøver at købe en t-shirt, får de vist en video om fattige Manisha, som angiveligt har syet den. Videoen fortæller, at hun er en ud af millioner, der producerer billigt tøj for så lidt som 13 cents i timen, og arbejder 16 timer om dagen. Købere bliver derefter spurgt om de stadig vil købe t-shirten, hvilket de ikke vil.

Men, hvad skal Manisha leve af, hvis ingen vil købe de varer hun kan producere? Hvordan skal hun brødføde sig selv og sin familie hvis hun ikke kan tjene penge på det hun kan? Hvordan kan folk så hjerteløst forbande hende til en værre skæbne end den hun har?

Men det slutter ikke her: De potentielle købere bliver i stedet bedt om at donere de 2€ til Fashion Revolution, en gruppe meget succesfulde europæiske designere og deres formodentligt lige så rige venner, der vil revolutionere modebranchen. Alle personerne i videoen donerer pengene til de rige godgørere, fremfor at købe en billig t-shirt af fattige Manisha. Det er ikke rart at se på.

Heldigvis er der andre, der gerne vil være med til at hjælpe de fattige ud af fattigdommen.

Values & Capital: Kathie Lee Gifford var chokeret og forfærdet, da hendes tøjlinie blev beskyldt for at bruge sweatshops i 1996. Gifford brød ud i tårer og undskyldte på TV, da hun mødte Wendy Diaz, en 15 årig arbejder fra Honduras.

I artiklen “Til forsvar for sweatshops” af Benjamin Powell, assistant professor i økonomi ved Suffolk Universitet, spørger han om Kathie Lee skulle have grædt? Hendes honduranske arbejdere tjente $3 om dagen imens halvdelen af den honduranske befolkning tjener mindre end $2 om dagen. Er det hjerteskærende? Powell foreslår:

Wendy Diaz’s budskab skulle have været: Græd ikke for mig, Kathie Lee. Græd for de honduranere, der ikke er heldige nok til at arbejde for dig.

Læs også otte argumenter for sweatshops.

Hvor meget uran findes der?

jabiluka-uranium-mineCharles Barton har regnet lidt på hvor meget uran der findes, og hvor lang tid vi kan bruge det hvis vi omstiller energiforbruget til at basere sig på atomkraft. Desværre er der ikke så mange kilder, men det er stadig interessant.

The Nuclear Green Revolution: Ser vi alene på uran, vil USA være i stand til producere al energi i 4,7 millioner år. Der er ingen grund til at tro, at resten af verden er dårligere udstyret med uran end USA. Derfor er der rigelige globale uranreserver i undergrunden til at forsyne hele verdens befolkning med energi i et nogle millioner år.(…)

Endnu har jeg ikke nævnt thorium, som på nogle måder er et endnu bedre atombrændsel end uran. Geologerne fortæller, at der er i omegnen af tre til fire gange så meget thorium end uran i jordskorpen. Vi ved meget mindre om hvor meget thorium man kan grave op i forhold til uran. Men tænk i størrelsesordenen af ressourcer til flere millioner år.

Udgangspunktet er, at man kan producere 1 GW i ét år med ét ton fissile materialer, dvs. U-233, U-235, og Pu-239, men også de fertile materialer Th-232 og U-238. Forudsætningen er, at reaktorerne effektivt kan bruge alt fissilt og fertilt materiale. Det gør de nuværende gamle reaktorer dog ikke.

Det betyder, at hele USA’s elforbrug kan produceres med 500 tons atombrændsel. Hvis al transport og industri også er baseret på atomkraft vil det ikke kræve meget mere end yderligere 500 tons, så USA kan blive CO2 fri med ~1000 tons atombrændsel om året.

I 1968 estimerede USAEC at USA havde 4,7 milliarder tons uran til en pris på cirka $6500 pr. kilo, svarende til små 45.000 kr for et kilo uran. Hvert kilo kan producere 4 GWh elektricitet, som i Danmark kan sælges for ca. 20 øre pr. kWh uden afgift, svarende til 800.000 kr. Så er der stadig lidt til at betale for kraftværket efter uranen er betalt. Uranoxid koster til sammenligning i dag 250 kr pr. kilo, og udgør i omegnen af 10% af produktionsomkostningerne.

Det vil sige, at USA har uran til 4,7 millioner år ved en komplet omstilling til atomkraft.

I Japan har de udviklet en metode, der kan udvinde uran fra havvand til en pris på cirka 1.500 kr pr. kilo. Uranen i havvand står i ligevægt med uranen i jordskorpen, og vi ved, at der hvert år opløses 32.000 tons uran i havene. En bæredygtig uranproduktion på 32.000 tons, kan forsyne menneskeheden med energi i ganske mange år.

Energi og velstand hører uløseligt sammen, selvom forholdet mellem de to kan variere. Med atomkraft har menneskeheden masser af energi til rådighed.