Jeg holder af mine laster

Det kommer næsten til at lyde helt idyllisk, når jeg sådan proklamere at jeg holder af mine laster. For hvad med alle dem, der kommer i problemer, og får ødelagt deres liv, når deres forkærlighed til alkohol bliver til alkoholisme og deres kærlighed for et godt væddemål bliver til ludomani? Jeg bider mærke i at det ikke er brugen af alkohol og spil, der er et problem. Det er når brugen på en eller anden måde bliver til et misbrug. Når lasten bliver til en besættelse.

Grænsen mellem et forbrug og et misbrug kan nogen være særdeles svær at finde. Det nærliggende svar vil være at, grænsen går hvor man ikke kan fungere fysisk eller socialt uden at få tilfredsstillet sin last først. Men i hvilken gruppe skal vi placere teenageren, der drikker en halv liter cola om dagen fordi han rigtig godt kan lide cola? Eller hvad med de mange personer, der først bliver menneske om morgenen efter de har fået deres første kop kaffe?

Man skal ikke spøge med koffeinen i både cola eller kaffe. På Johns Hopkins har de samlet noget af den viden der findes på området: Én kop kaffe omdagen er nok til at give problemer med hovedpine, træthed, sløvhed, depression, irritabilitet, koncentrationsbesvær og influenzalignende symptomer. Alligevel betragter vi hverken kaffe eller cola som misbrug, selvom man en gang imellem hører ordet colaholiker brugt.

At man ikke kan fungere, lyder noget svævende når man i praksis skal finde ude af om en person er blevet misbruger. Det harmonerer ikke rigtigt med at betragteSundshedsstyrelsens anbefalinger som en grænse for alkoholisme. Andre ting er i lovgivningen defineret som misbrug uden hensyntagen til det svævende. Når nu misbrug ser ud til at være svævende, hvorfor så ikke bruge den enkelte person som målestok for hvor meget, der er for meget. Først når personen selv anerkender sit misbrug, er der tale om et misbrug; dvs. først når forbruget giver problemer for brugeren, der ikke kan løses med simple forholdsregler.

Misbrug er tydeligvis en svær størrelse at arbejde med, og det bliver ikke nemmere af at det ikke er alle brugere, der udvikler sig til misbrugere. Konventionel visdom siger at alle brugere er i risiko for at blive misbrugere, men vi ved bare ikke hvad der udløser den risiko. Måske den forestilling er forkert! Andre ideer om hvorfor kun nogle brugere bliver misbrugere kunne måske være med til at løse nogen af problemstillingerne.

Keith Taylor skriver lidt om ludomani i forbindelse med at en stramning af reguleringen af online spil i USA, kom tættere på tidligere i denne måned. Han er selv ludoman, og ud fra hans kontakter med andre ludomaner, kan han fortælle at der er en stor forskel på almindelige brugere af spil og på ludomaner. Brugere ser spillet som hyggelig, men dyr, underholdning, hvorimod misbrugeren bruger spillet som en virkelighedsflugt. Når rouletten kører, og der ligger en formue på bordet, så kan man drømme om en tilværelse i sus og dus. Man kan drømme sig væk fra virkelighedens problemer og leve i en god verden. Men kun indtil rouletten stopper. Så må man ligge penge på bordet for at få det næste sus. Det er egentlig ligegyldigt om ludomanen vinder eller taber. Vinder han, så betyder det bare at der er flere penge til at få flere og større sus.

Hvis Keith Taylors beretning er korrekt, så betyder det altså ikke at brugeren er i fare for at blive misbruger, medmindre han søger suset; flugten fra den virkelige verden. Uden at være psykolog, er det min overbevisning, at ønsket om virkelighedsflugt er del af menneskers personlighed i forskellige grader. Personer uden hang til virkelighedsflugt vil derfor aldrig blive mere end brugere, men personer med en ekstrem trang til virkelighedsflugt, og er parat til at ofre familie, hus og venner, altid vil søge suset ved at komme væk fra virkeligheden, uanset om det er ulovligt eller ej.

Konsekvenserne af et sådan syn på, hvad der forårsager misbrug er overvældende. Man kan ikke hjælpe misbrugere ved at gøre det svært for dem at få suset, gennem loven og håndhævelsen af den. Det vil bare gøre dem kriminelle, og bringe en masse følgekriminalitet med sig. Samtidig vil restriktioner på lasterne ikke hjælpe de personer med trang til virkelighedsflugt. De vil på et eller andet tidspunkt finde noget, der kan tilfredsstille deres trang, og så er de fanget. Det eneste forbud og restriktioner kan gøre er at gøre livet mere besværligt for dem, der uden problemer kan håndtere et forbrug.

Man kan ikke forhindre potentielle misbrugere i at blive misbrugere, og man kan ikke kurere misbruger fra deres misbrug, og man kan ikke gøre nogen af delene ved at forhindre forbrugere i at forbruge; medmindre man altså anser forbrug som noget forkert. Hvis vi skal gøre en positiv forskel for misbrugerne, så må det ske gennem et fokus på hvordan misbrugerne kan få det bedst mulige liv med deres trang. I første omgang er det et spørgsmål om at sikre hjælp og behandling til dem, der ønsker det, og kan få gavn af det. I anden omgang må det ske ved at sørge for at misbrugerne kan tilfredsstille deres trang uden at blive kriminelle og med så få sociale omkostninger som muligt. Et forbud gør det modsatte.

Ludomanerne er nok de absolut dårligst stillede. Deres misbrug består i bund og grund i at spille med deres liv. Der er derfor nærmest umuligt for dem at leve med deres misbrug. For dem er behandling og afvænning den eneste vej frem, hvilket ikke er tilfældet for stort set alle andre misbrug.